Jørgen Ørstrøm Møller om kriseåret 2022 i RÆSON SØNDAG: Den økonomiske globalisering kan være på spil
09.04.2022
Verdensøkonomien står over for nye udfordringer, hvis konsekvenser bliver enorme. Forbrugerpriserne stiger, Kina bliver hårdt ramt af faldet i den globale vækst, de globale forsyningskæder vil blive omlagt, og udviklingslande vil blive ramt af fødevarekriser. COVID-19 viste, at afhængighed af andre lander skaber usikkerhed i krisesituationer, og det samme viser krigen i Ukraine.
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Jørgen Ørstrøm Møller
Allerede inden dets begyndelse tegnede 2022 til at blive et år præget af kriser. Man frygtede især, hvad der ville ske med Ukraine, Taiwan og Irans atomvåbenprogram. Det russiske angreb den 24. februar 2022 bekræftede en stor del af de bange anelser, man havde haft. Verden efter invasionen er en anden, og det er nødvendigt på ny at tage bestik af verdenssituationen, -økonomien og de risici, vi står over for.
Som det ser ud nu, er det usandsynligt, at Kina indleder en militæraktion mod Taiwan, for Ruslands erfaringer er ikke opmuntrende. At holde en angrebshær forsynet fra baser 100 eller 200 km tilbage i eget territorium og over land er en skovtur i det grønne sammenlignet med at forcere et stræde på mellem 100 og 200 km. De allieredes landgang i Normandiet i 1944 krævede 5 000 skibe og 11 000 fly!
Forlydender omkring forhandlingerne vedrørende Irans formodede atomvåbenprogram viser ikke overraskende, at Ruslands fravær begrænser, hvad der er muligt, fordi Rusland selv er en atommagt og desuden nabo til Iran. Det mest sandsynlige er, at alle parter er betænkelige ved at starte en ny konfrontation i form af økonomiske sanktioner og i endnu højere grad militært, men heller ikke har lyst til at lade forhandlingerne kuldsejle Derfor sker der ingenting – i hvert fald indtil videre.
Der tegner sig dog en ny sort sky i horisonten og desværre med tiltagende fart. Ved årets begyndelse kunne man glæde sig over, at de fleste lande var på vej ud af den økonomiske misère skabt af COVID-19. De største økonomier – herunder USA og Eurozonen – var nær ved eller endog over BNP i begyndelsen af 2020. Planer blev halet op af skuffen for at trimme den økonomiske politik lagt til rette for at bringe landene igennem krisen. I USA overvejede centralbanken FED at indføre renteforhøjelser, som ville bringe renten fra det nuværende niveau på ca. 0,25 pct. til 3 pct. i 2023. Den Europæiske Centralbank ECB er – om end i mindre målestok – i færd med at stramme. Det drejede sig i høj grad om at komme ind i en mere stabil fase og rebalancere økonomien for på et sundt grundlag at fortsætte den økonomiske vækst, man havde forud for COVID-19.
Men verdensøkonomien står nu over for et markant gearskifte nedad. Tallene taler deres tydelige sprog. I januar 2022 fremlagde Den Internationale Valutafond (IMF) sit skøn for den globale økonomiske vækst med et bud på 4,4 pct. for 2022. Det var ikke kun traditionelle vækstlande, der havde vind i sejlene, men ligeledes USA med 4 pct. og Eurozonen med 3,9 pct. Det seneste skøn er i lyset af krigen i Ukraine på 2,6 pct. globalt, altså et fald på 1,8 procentpoint. Det er lang tid siden en så dramatisk nedjustering inden for en så kort tidshorisont. Verdenshandelen vurderes til at stige med blot 2,5 pct., mens man ved årets begyndelse vurderede, at den ville stige med 4,7 pct. Dette fald skete meget brat fra februar til marts, altså efter den russiske invasions påbegyndelse.
Stigende priser og større afkobling
Der er et tal, som stiger, men ikke af det gode: forbrugerpriserne. Stigningen for 2022 i såvel USA som Eurozonen er tiltagende og nået et niveau ikke set i 30 år: 7 pct. i USA og 5 pct. i Eurozonen. De fleste økonomiske analyser peger på, at den høje prisstigning bliver kortvarig. USA og Eurozonen vender formodentlig tilbage til lavinflation i løbet af et til to år; men vejen derhen kommer til at gøre ondt og må ikke tages for givet.
Der er flere årsager til denne udvikling. Den vigtigste er det lavere udbud af såvel olie og gas som fødevarer.
Rusland tegner sig for ca. 10 pct. af den globale energiforsyning; sanktionerne vil reducere udbuddet af olie og gas. Det vil nok være muligt at kompensere omend langt fra fuldt ud og specielt ikke, hvis landene i Golfen fortsat stiller sig afvisende overfor at forøge deres produktion af olie og gas. USA har af forskellige grunde bragt sig i et modsætningsforhold til Saudi-Arabien, der ikke alene afviser at forøge olieproduktionen, men overhovedet at tale med præsident Biden.
En anden årsag er Ruslands og Ukraines store andele af verdens korneksport. Det drejer sig om 63 pct. af al solsikkeolieeksport (Rusland 21 pct., Ukraine 42 pct.), 23 pct. af al hvedeeksport (Rusland 14 pct., Ukraine 8,9 pct.), 19 pct. af al bygeksport (Rusland 9,5 pct., Ukraine 9,7 pct.) og 18 pct. af al majseksport (Rusland 2 pct., Ukraine 16 pct.). Rusland og Belarus (efterhånden vel et lydland af Rusland) tegner sig desuden for tilsammen 37 pct. af den globale produktion af potaske, et kaliumholdigt salt, der bruges i kunstgødning. Det er vanskeligt at se, hvorledes afhængigheden af Rusland på fødevareområdet kan afhjælpes indenfor en overskuelig tidsramme.
Der kan ligeledes skimtes flere strukturelle skift.
Der er risiko for en social krise i en række udviklingslande, når de højere fødevarepriser slår igennem. Dele af deres befolkninger lever på subsistensgrænsen og bliver ubarmhjertigt ramt
_______
En ny økonomisk struktur
For det første er der større og mindre tabere i dette spil. Den største taber er ikke overraskende Rusland, der er ramt af sanktioner og lukninger af eksportmarkeder. Rusland kan, navnlig vedrørende olie og gas, kompenserer herfor ved at skifte til andre markeder, muligvis Kina og Indien; men det er ikke sikkert, og sker det, vil det sandsynligvis blive til lavere priser, eftersom Rusland er den svage part i forhandlingerne. Endvidere har et sådant skift lange tidshorisonter, fordi der skal bygges infrastruktur hertil. Enhver udsigt til modernisering af den russiske økonomi fortoner sig.
En anden taber er Kina, som er afhængig af den globale økonomiske vækst. Vækstfaldet er politisk sårbart for præsident Xi Jinping, der på mødet i folkekongressen til efteråret søger genvalg til en ny femårsperiode. Og Kinas egen økonomi er ikke stor nok til at kompensere for faldet i den globale vækst. Der kan næppe være tvivl om, at udviklingen i Ukraine er særdeles uvelkommen for den kinesiske ledelse.
Vinderen, hvis man i denne sammenhæng kan tale om en vinder, bliver USA, som via hjemlig energi og fødevarer er forholdsvis uafhængig af omverdenen. Den europæiske omstilling væk fra russisk energi , som det mest markant er kommet til udtryk i Tyskland, åbner døren for en stigning i USA’s eksport til Europa, hvilket længe har stået højt på den amerikanske ønskeliste. Eurozonen vil nok klare sig nogenlunde igennem krisen, men den vil ramme medlemslandene forskelligt og skævt. Tyskland står højt på listen over ramte lande, hvor kombinationen af russisk gas og nedlægning af atomkraftværker stiller landet over for en ubehagelig udfordring, der vil koste mange penge.
For det andet accelereres den omlægning af den globale forsyningskæde, der har stået på de seneste 5-10 år. COVID-19 viste, at afhængighed af andre lander skaber usikkerhed i krisesituationer, og det samme viser krigen i Ukraine. Tendensen hen mod selvforsyning vil tiltage, selv om der ingenlunde bliver tale om tilbagerulning af globaliseringen.
Kina lancerede for at par år siden en nyorientering af sin økonomiske politik. Et af elementerne var introduktion af, hvad der kaldes ’dual economy’, der betegner, at den økonomiske struktur skulle have to ben. Det ene er en fortsat forankring i den globale økonomi. Det andet består i at prioritere økonomien indad gennem selvforsyning. Det sidste ben vil givetvis blive forstærket nu. Det samme vil sikkert ske i Eurozonen og nok også i USA. Konsekvensen heraf bliver en lavere stigning i verdenshandelen, og at stater i lavere grad specialiserer sig inden for bestemte områder. Og det vil slå igennem på forbrugerpriserne. Inflationen vil tiltage, idet mindre specialisering indebærer, at mindre effektive producenter overtager markedet, og de højere omkostninger væltes over på forbrugerne.
For det tredje vil af COVID-19 og krigen i Ukraine ramme udviklingslandene hårdest – selvom USA og Europa mest optaget af gennemslaget på deres egen økonomi. Mange lande har i adskillige år ført en uansvarlig økonomisk politik. Den lave rente, som i perioder har været nær nul, har opmuntret til gældsætning i stort omfang. Inden for de seneste ti år er summen af alle udviklingslandes gæld som andel af BNP steget fra 85 pct. til 170 pct. Størsteparten af gældsætningen har fundet sted inden for den private sektor, dvs. virksomhederne har gældsat sig i højere grad end den offentlige sektor. De fleste af lånene er optaget i amerikanske dollars, men indtjening til tilbagebetaling sker i lokal valuta. Kombinationen af udsigten til stigende rente og lavere global vækst fører til, at mange af disse lande kommer i vanskeligheder. I en del tilfælde kan deres kreditorer, som fortrinsvis er finansielle institutioner i vestlige industrilande, slække på tilbagebetalingsbetingelser, men ud over en vis grænse vil det ramme solvensen hos disse finansielle institutioner. Og dermed – i værste fald – føre til en finanskrise.
Der er risiko for en social krise i en række udviklingslande, når de højere fødevarepriser slår igennem. Dele af deres befolkninger lever på subsistensgrænsen og bliver ubarmhjertigt ramt. Det er en illusion at forestille sig, at de stiltiende affinder sig hermed.
For det fjerde er det tænkeligt, at USA i lyset af effektiviteten af sanktioner mod Rusland overvejer lignende mod Kina. Der er blandt amerikanske politikere stort set enighed om, at Kina udgør en trussel mod USA som global supermagt. Mange taler åbent om at stoppe Kina, inden det er for sent. Det kan ikke udelukkes, at USA ser en mulighed for et sådant forebyggende skridt. Det er dog svært at spå om, ikke mindst fordi mange store amerikanske virksomheder – ligesom europæiske og japanske virksomheder – ser Kina som et kommende vækstmarked.
For det femte fører de finansielle sanktioner med sikkerhed til, at en række lande vil overveje mulighederne for at komme ud af et globalt finansielt system styret af den amerikanske dollar. De har nu set, at USA bruger sin økonomiske dominans aggressivt til at forfølge sine globale politiske mål – mål, som mange lande ikke deler. Det er muligvis begyndelsen til enden på dollarens og det amerikanske finansmarkeds dominans. Det vil tage tid, men det sker. Ifølge forlydender konfiskerer USA igennem de finansielle sanktioner, der rammer bankverdenen, hen imod halvdelen af den russiske valutareserve på 600 mia. dollars. Andre lande – herunder Kina, som sidder inde med 1,3 billioner dollars i amerikanske statsobligationer, men også Indien samt golflandene – vil fremover ikke føle sig trygge ved at holde deres valutareserve i amerikanske dollars. Det kortsigtede alternativ er at overgå til bilaterale afregninger i nationale valutaer. Det forhandles allerede mellem Rusland og Indien. Der er forlydender om tilsvarende overvejelser mellem Kina og Saudi-Arabien. I begge tilfælde drejer det sig om oliehandel, som har udgjort en hjørnesten i dollarens magtposition som den internationalt foretrukne valuta.
Konklusionen af analysen er, at det ikke ser godt ud. Der tegner sig et dystert billede for verdensøkonomien. Måske er det selve den økonomiske globalisering, som hidtil har været en vækstmaskine, der er på spil.
Det er vanskeligt at komme til nogen anden slutning, end at verdens befolkninger kommer til at opleve faldende levestandarder i de kommende år. Som det tidligere er set i verdenshistorien, er risikoen for et skift i den politiske orientering i retning af populisme og ekstremisme foruroligende stor. ■
Det er tænkeligt, at USA i lyset af effektiviteten af sanktioner mod Rusland overvejer lignende mod Kina. Der er blandt amerikanske politikere stort set enighed om, at Kina udgør en trussel
_______
Jørgen Ørstrøm Møller er fhv. Departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til ‘Asia’s Transformation: From Economic Globalization to Regionalization’ ISEAS, Singapore 2019 and ‘The Veil of Circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics, ISEAS, Singapore, 2016’. ILLUSTRATION: Containere står pakket i en terminal ved Qingdao Port i Østkina, Shandong-provinsen, 5. april 2022. [FOTO: Costfoto/SIPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
