Jørgen Ørstrøm Møller i RÆSON SØNDAG: 2022 bliver for verden et kriseår, der ikke er set værre siden ophøret af Den Kolde Krig

01.01.2022

Verden står overfor et kriseår ikke set siden ophøret af Den Kolde Krig. For blot at nævne nogle af kriserne: Ukraine, Taiwan, Iran, Nordkorea, den globale økonomi, COVID-19. Og året der er gået tegner et billede af et svagt og modløst USA, der ikke kom tilbage på verdensscenen som ellers annonceret af Biden. Verden er dermed blevet mere usikker og uforudsigelig.




I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Jørgen Ørstrøm Møller

Verden står overfor et kriseår ikke set siden ophøret af Den Kolde Krig. For blot at nævne nogle af kriserne: Ukraine, Taiwan, Iran, Nordkorea, den globale økonomi, COVID-19.

Krisernes udfald afhænger af USA’s vilje og evne til at lægge en fast kurs. Joe Biden har som præsident været rig på ord – man kan næsten tale om en deklaratorisk udenrigspolitik – men ikke på handling. De fleste husker sikkert formuleringen ’Amerika er tilbage’, men har svært ved at se tegn herpå; ikke mindst i lys af tilbagetrækningen fra Afghanistan.

Biden står svagt på hjemmebanen.  Det har ikke overraskende vist sig vanskeligt at opfylde løfterne om at fjerne COVID-19 truslen, genoprette økonomien og forene USA efter Trump-årene.

Ifølge den seneste opinionsundersøgelse fra post-ABC poll er kun 19 pct. af vælgerne meget tilfredse med præsidenten her et år efter præsidentvalget – mod 46 pct. der er meget utilfredse. USA er på forkert kurs, mener 63 pct., medens kun 23 pct. mener, at landet er på den rigtige kurs. 48 pct, ønsker Trump tilbage mod 46 pct., der ønsker Biden ved roret.

Biden kunne måske leve med sådanne tal, såfremt USA navigerede i smult vande, men det ene isbjerg efter det andet toner frem i horisonten. Der stilles krav om beslutsom handling med solid tilslutning i Kongressen og befolkningen.

Der er ikke mange tegn på dette. Biden fik en del, men kun en del af sine store økonomiske programmer gennem Kongressen. Prisen var afsløring af modstridende fløje indenfor det demokratiske parti. Vicepræsident Harris virker langtfra overbevisende. Desuagtet anses hun for det mest sandsynlige bud på Demokraternes kandidat til præsidentvalget i 2024. Politiske iagttagere vurderer, at i så fald åbnes døren for Trump eller en Republikansk kandidat med Trump lignende holdning/program som vinder.

Med en i store træk ’fraværende’ vicepræsident, udsigt til et midtvejsvalg i november 2022, som konsoliderer Republikanernes flertal i Senatet og giver dem flertal i Repræsentanternes Hus og som dessert tale om en republikaner som præsident i 2024, må Biden se med ængstelse mod de næste tre år af sin præsidentperiode.

Magtens forskydning
De storpolitiske kriser, som kræver præsidentens opmærksomhed, drejer sig om Kina, Taiwan, Ruslands sabelraslen overfor Ukraine, Irans atomprogram samt det evigtgyldige problem omkring Nordkoreas atomvåben.

Siden 1979 er Kina blevet stadig mere integreret i det globale system, men taber nu fart. Dets internationale handel samt ind- og udgående investeringer er fortsat i top, men betydningen for den kinesiske økonomi holder ikke trit. Aspekter af samfundslivet er åbnet for globalisering, selv om det kinesiske politiske system (Kina Kommunistiske Parti, CPC) og de vestlige lande har sat grænser herfor. På det politiske område er flere vestlige landes diplomatiske fravær fra de olympiske vinterlege i februar 2022 symbol på såvel Vestens som Kinas skepsis overfor at ’komme hinanden ved’. Indenfor de seneste år er CPC slået ind på en forsigtig omprioritering fra det globale system til en regional synsvinkel – dvs. Østasien og på længere sigt hele Asien.

 

For USA’s europæiske allierede er udfordringen, om de skal følge USA eller erkende, at deres interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med USA’s; vælger de option to, har Biden et problem
_______

 

Med Kina på vej henimod at blive verdens største økonomi vil dette have konsekvenser, som på længere sigt kan blive dybtgående for dels store, vestlige multinationale virksomheder med stigende afhængighed af det kinesiske marked, dels på den institutionaliserede globale økonomi – dvs. de regelfastsatte rammer for økonomisk samspil. Spørgsmålet for Biden er, om han skal lade denne tendens slå igennem eller forsigtigt dæmpe den for at fastholde Kina i et økonomisk samspil med USA. En af de få ting, som Republikanerne og Demokraterne kan enes om er sætte grænser for Kinas opstigen, hvilket presser Biden henimod en skærpet retorik overfor Kina, uanset, hvad han selv mener. For USA’s europæiske allierede er udfordringen, om de skal følge USA eller erkende, at deres interesser ikke nødvendigvis er sammenfaldende med USA’s; vælger de option to, har Biden et yderligere problem.

Kina og Præsident Xi Jinping har gentagne gange givet udtryk for, at bevægelsen henimod opblødningen af Vestens et-Kina politik – dvs. anerkendelse af Folkerepublikken Kina som den eneste legitime Kinesiske regering – er uacceptabel for Kina. Et-Kina politikken, som bevidst efterlader en række spørgsmål uafklaret, har tjent verden godt. Den hidtidige ro omkring Taiwan fortoner sig imidlertid med udtalelser og holdninger, der piller ved dens fundament.

Biden må lodde, hvor langt han kan og vil gå for at imødekomme stemningsskredet i USA til fordel for Taiwan og dermed rokke ved et-Kina politikken. De færreste tror på en kinesisk invasion indenfor en overskuelig årrække, omend det er vanskeligt at vurdere dybden og rækkevidden af de kinesiske udtalelser – herunder en række udtalelser af Xi Jinping. I hvilket omfang er de kinesiske tilkendegivelser udtryk for evt. magtanvendelse og i givet fald omfanget heraf? Det største problem er formentligt en fejlfortolkning af modpartens holdning hos enten Kina, USA eller Taiwan; ingen skulle være interesseret i en militær konflikt ud fra rationelle overvejelser.

Præsident Vladimir Putins manøvrer omkring Ukraine er lidt af samme karakter. Der ligger realiteter bag de klare udtalelser om Ruslands vitale interesser i, at Ukraine ikke anvendes som et militært springbræt overfor Rusland; men det udestående spørgsmål er, hvad dette helt præcist betyder, og om imødekommelse heraf kan forenes med respekt for Ukraines suverænitet og egne sikkerhedspolitiske interesser. En militær konflikt vil være nærmest katastrofal ikke alene for Rusland og Ukraine; men også for USA og Europa som stilles overfor spørgsmålet om, hvorledes de skal forholde sig til en konflikt, der varsler en ny magtbalance.

Irans besiddelse af atomvåben er af Israel – med tilsyneladende støtte fra USA – betegnet som uacceptabel. Alle er enige om, at forhandlingsløsningen er det bedste, selvfølgelig; men alle er ligeledes på det nærmeste uenige om, hvad den skal gå ud på. Det er usikkert, om Iran, når det kommer til stykket, vil være villig til at frafalde ønsket om atomvåben. Bliver det klart, at Iran på den ene eller anden måde fastholder dets program, skal i første række Israel, men også USA tage stilling til, om de tidligere udtalelser står ved magt. Er svaret ja, er en militær aktion det eneste skridt.

Stort set samme ligning gør sig gældende for Nordkoreas atomvåben. Dette problem har det med at dukke op fra tid til anden for derefter at fortone sig, når andre spørgsmål trænger sig på. Griber USA ind overfor Irans program, hvorfor griber de så ikke også ind overfor Nordkoreas?

Bidens valg
De fire problemer hænger sammen og kan ikke løses hver for sig. Som verden er indrettet, kræver det klarhed over USA’s holdning. Biden kan vælge.

Den første option er fastholden af USA’s globale magtposition og i givet fald at bruge militær magt hertil. USA er nok stadig tilstrækkelig stærk til, at en sådan politik kan lykkes, om end den er risikabel – specielt omkring Ukraine, hvor geografien giver Rusland åbenlyse fordele. Vælger han den hårde linje, og lykkes det, får verden et tiår, før USA’s globale rolle igen udfordres, og så vil magtbalancen have skiftet til ugunst for USA og dermed umuliggøre en gentagelse militær magt. Den anden option er at inddrage andre magter herunder Kina og Rusland i en slags medbestemmelse på globalt plan og i de konkrete sager delvist imødekomme deres interesser. For USA er dette lidet smageligt, eftersom det er en åben erkendelse af tab som den ubestridte globale supermagt.

Uheldigvis for Biden har omstændighederne tvunget ham til at starte med det vanskeligste problem: Ukraine og forholdet til Rusland. I et videomøde med præsident Putin udelukkede han militær magt, men meddelte, at en russisk militær aktion ville blive mødt med økonomiske sanktioner af en karakter ikke tidligere set. I realiteten satte han sig mellem to stole: USA vil ikke bruge militær magt og ej heller udmønte et langsigtet interessefællesskab med Rusland. Derfor er det uklart, hvad USA’s politik går ud på.

For Rusland er det en vital interesse at undgå, hvad der i russiske øjne er en militær trussel. For USA er det ikke vitalt at blokere for dette, om end ønskeligt; men ønsketænkning er ikke gangbar mønt i det globale magtspil. Denne asymmetri giver Rusland de bedste kort på hånden. For USA og Europa er det værst tænkelige scenarie, at Rusland beslutter sig for at angribe og besætter en stor del af landet med NATO som tænderskærende tilskuer for derefter at afvente økonomiske sanktioner, som historien viser sjældent har vist sig effektive. Det er tænkeligt, omend ikke det mest sandsynlige forløb.

Den 15. december 2021 forsikrede Putin og Xi Jinping hinanden om interessefællesskab og fælles holdning til det geopolitiske billede. Dermed torpederede de 50 års fasttømret amerikansk udenrigs- og sikkerhedspolitik gående ud på netop at hindre en sådan forbrødring. Bidens tilbagetrækning fra Afghanistan tegner for dem billedet af et svagt og modløst USA. I det geopolitiske magtspil tæller kun evne og vilje til at bruge magt og i givet fald militær magt. Det amerikanske topmøde om demokrati (9-10. december 2021) ses af dem som en udfordring, men i deres øjne tandløst og en bekræftelse af vurderingen om et vaklende og svagt USA.

Verden er dermed blevet mere usikker og uforudsigelig. ■

 

USA vil ikke bruge militær magt og ej heller udmønte et langsigtet interessefællesskab med Rusland. Derfor er det uklart, hvad USA’s politik går ud på
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland