Jørgen Ørstrøm Møller: Danmarks 50 år med EU er historien om et afmålt men frugtbart fornuftsægteskab
07.10.2022
Danmarks Europapolitik har været succesrig inden for de rammer, som regering og folketing med folkelig opbakning har fastsat. De økonomiske fordele har været store. Ingen af de centrale områder i den danske velfærdsmodel er anfægtet. Danmark har holdt sig udenfor den del af EU, som indebærer integration på politiske og økonomiske områder i modstrid med danske ønsker. Ingen kan for så vidt ønske sig mere.
Analyse af Jørgen Ørstrøm Møller
Den 2. oktober 1972 stemte den danske befolkning med næsten 2/3 flertal af de afgivne stemmer for tilslutning til EF, som EU hed dengang. Navneændringen afspejler udviklingen af den europæiske integration, og dermed det dilemma EU indebærer for Danmark. EF var helt overvejende økonomisk dvs. fokuseret på handel med industrivarer og landbrugsvarer. Danmarks problem var og er, at størsteparten af de andre medlemslande ønsker en dybere integration, herunder politisk, end flertallet af den danske befolkning er tilhænger af.
Dansk Europapolitik har i 50 år været en linedans mellem, hvad flertallet af de andre medlemslande ønskede, og hvad et flertal af danske vælgere ville sige ja til. Denne linedans er lykkedes i og med, at vi stadig er medlem; men den har haft sin pris, nemlig at Danmark har tabt indflydelse på centrale udenrigspolitiske spørgsmål som forsvar (indtil folkeafstemningen 1. juni 2022), retlige spørgsmål herunder immigration og økonomisk integration, der former udviklingen i vort nærområde og dermed sætter rammer for og udstikker muligheder for Danmark. Gentagne folkeafstemninger har vist, at denne pris er et flertal af vælgerne rede til at betale.
Hvordan vi kom med i Unionen
Forholdet til EU var fra dets dannelse i 1958 et vigtigt emne i dansk udenrigspolitik og indgik i den politiske og samfundsmæssige debat med tyngde i løbet af 1960’erne, hvor det blev klart, at EU ville definere det europæiske samarbejde.
Det kom hurtigt frem, at Danmark altovervejende, ja, næsten udelukkende så sin deltagelse i et europæisk projekt ud fra økonomiske perspektiver. Da det konkurrerende projekt, Det Europæiske Frihandelsområde (EFTA), lanceret af Storbritannien som modvægt til EU, viste sig virkningsløst, fulgte Danmark efter Storbritannien og søgte medlemskab af EU.
Perspektivet om en videre udvikling af EU med henblik på politisk integration, uden at endemålet dog er klart defineret, tiltrækker ikke Danmark. De danske undtagelser fra den økonomiske og monetære union samt det retslige samarbejde, herunder om politi og flygtninge er udtryk herfor. Det var først Ruslands angreb på Ukraine, der førte til Danmarks deltagelse i EU-forsvarspolitik, uanset at selv neutrale og ikke-NATO-lande som Sverige og Finland deltog uden bekymring.
Danmarks Europapolitik og holdning til EU siden medlemskabet i 1973 kan siges at være tredelt.
For det første spiller Danmark en væsentlig rolle vedrørende økonomiske og sociale spørgsmål som miljø, klima, arbejdsmiljø og bedre forhold for arbejdstagerne, handelspolitik og forholdet til udviklingslande, blot for at nævne nogle eksempler. For det andet er det centralt, at fordelingspolitik, skattepolitik, social forsorg samt ret til at opretholde den danske model på arbejdsmarkedet ikke bringes i fare. For det tredje er der berøringsangst overfor emner, der kan smage af dybere politisk integration.
Det springende punkt i vurderingen er formentligt, om Danmark er trukket ind i en integration i strid med den danske befolknings ønsker. Svaret er nej
_______
Denne holdning stikker meget dybt. I flere forhandlingsrunder om traktatrevisioner har et af de vigtigste, måske det vigtigste, forhandlingsmål været fastholdelse af de fire danske undtagelser, som blev opnået i 1992-93, da traktaten om Den Europæiske Union (Maastricht-traktaten) blev indgået – nemlig forbeholdene om forsvar, euroen, statsborgerskab og det retslige samarbejde. Dette har givetvis svækket Danmarks forhandlingsposition, eftersom medlemslande under sådanne forhandlinger har et begrænset antal ’skud i bøssen’. Imødekommelse af de danske krav førte til begrænset velvilje overfor andre danske forhandlingsønsker. Vi blev dermed skubbet hen imod alliancer med andre og i sagens natur ligeledes integrations-skeptiske medlemslande – en ond cirkel med indsnævring af mulighederne for at præge selve samarbejdets karakter med Danmark låst fast i en integrationsskeptisk politik.
Der har været liden forståelse for, at verdens gang siden 1972 berettiger nytænkning. Det sovjetiske og russiske imperiums kollaps, de central- og østeuropæiske landes indtræden i EU, den teknologiske revolution, sociale netværk, dataselskabernes økonomiske dominans, Kinas indtræden på verdensscenen, Indiens stigende økonomiske tyngde, den islamiske terrorisme, USA, s militære interventioner i Mellemøsten i 1991 og 2003, den globale finanskrise i 2009.
De politiske partier, som i 1972 anbefalede medlemskab, herunder Socialdemokratiet, Venstre, Det Konservative Folkeparti og Det Radikale Venstre havde forskellige standpunkter overfor en videregående integration, men de kunne som fællesnævner enes om at love vælgerne et fremtidigt EU, der helt overvejende var økonomisk orienteret. De gik så langt i dette løfte, at de forsikrede, at nok kunne der være planer om videre integration, men de ville næppe kunne gennemføres. Skulle det alligevel ske, ville Danmark ikke mod sin vilje blive inddraget, eftersom ændring af traktaten kræver enstemmighed. Danmark kunne stemme nej og derved blokere for ændringer mod den danske befolknings ønsker.
Modstanderne af medlemskab koncentrerede sig om fire punkter. For det første, at den økonomiske gevinst muligvis slet ikke fandtes; hvis den gjorde, ville den være mindre end fremhævet af tilhængerne. Dette argument stødte på den hurdle, at størsteparten af fagøkonomerne, organisationer som LO, Dansk Arbejdsgiverforening og Dansk Industriråd alle uden forbehold mente, at der var økonomiske fordele. For det andet, at henvisningen til enstemmighed for traktatændringer nok var korrekt, men i virkelighedens verden ville et enkelt land, og slet ikke et mindre land som Danmark, ikke kunne benytte sig heraf. Presset ville være for stærkt. For det tredje så de en risiko for, at den danske velfærdsmodel ville blive undermineret. Dengang som ved senere folkeafstemninger, herunder om euroen i 2000, er truslen mod folkepensionen blevet trukket frem. Det samme blev en Europahær uden at nogen – dengang som nu – har den fjerneste ide om, hvad den i givet fald ville indebære. For det fjerde så de EU som indadskuende, lukket overfor omverdenen og protektionistisk.
Den 2. oktober 1972 gik 90,1% af de valgberettigede til stemmeurnerne – en sjælden høj valgdeltagelse. Ja-siden fik 63,3% af stemmerne. Danmark blev medlem.
Hvordan er det gået?
De økonomiske fordele ved medlemskab anfægtes næppe mere. Skabelse af det indre marked, som tog sin begyndelse i slutningen af 1980’erne, accepteres som en klar fordel for stort set alle medlemslande og i hvert fald for Danmark.
Den danske velfærdsmodel er ikke angrebet men har uanfægtet udviklet sig med begreber som flexicurity, der internationalt anerkendes som en succes.
Danmark har holdt sig uden for den økonomiske og monetære union (ØMU), uanset at valutakurspolitikken siden 1982 har haft som nøgleord ’kronens værdi ligger fast’, med den konsekvens, at kronekursen siden euroen blev introduceret i 1999 har været fastlåst overfor denne valuta. Denne del af den økonomiske politik har næsten enstemmig tilslutning blandt danske politikere. Det eneste spørgsmål, der rejses fra tid til anden, er, hvorfor vi ikke fuldt ud tilslutter os ØMU, når kursen alligevel er fastlåst. Økonomisk set forekommer den bedste mulighed at være enten medlemskab af ØMU og opnå yderlige fordele forbundet med medlemskab eller at forlade fastkurspolitikken og lade kronen flyde frit.
Frygten for EU som en lukket klub af rige lande viste sig ubegrundet. Siden Danmarks indtræden er EU udvidet fra seks til 27 medlemmer. Grækenland i 1981, Spanien og Portugal i 1986, Sverige, Finland og Østrig i 1995, Otte central- og østeuropæiske lande, Cypern og Malta i 2004, i 2007 Rumænien og Bulgarien, og senest i 2013 Kroatien. Syv lande fører på indeværende tidspunkt forhandlinger om medlemskab, herunder senest Ukraine. I 2020 trådte Storbritannien ud. Størsteparten af disse lande har tilsluttet sig for at opnå en højere økonomisk vækst. Og det har også været tilfældet, eftersom nationalindkomsten pr indbygger i alle Central- og Østeuropæiske lande har nærmet sig EU-gennemsnittet. Der er tale om hjælp til de dårligst stillede på europæisk plan – en form for international socialpolitisk solidaritet.
Opinionsundersøgelser igennem årene viser, at et stort flertal af befolkningen støtter dansk medlemskab på de gældende betingelser, men stiller sig skeptisk overfor deltagelse i yderligere integration
_______
EU’s krav om respekt for demokrati har blokeret for politisk autokrati som set i mellemkrigstiden. Konsekvensen har været konfrontationer, navnlig i forhold til Ungarn, men også Polen, hvor EU kræver overholdelse af demokratiske principper. Med ståsted i traktaten kan EU stoppe for økonomiske overførsler, hvilket, så vidt det kan vurderes, har haft sin virkning, om end det endnu ikke er fuldt afklaret, om de pågældende lande fuldt og helt tilbagekalder skridt af ikke-demokratisk karakter.
EU opbyggede handels- og bistandsaftaler med 71 udviklingslande og har handelsaftaler med 70 lande. I de internationale handelspolitiske runder har EU spillet en fremtrædende – og positiv – rolle. På tilsvarende måde er EU blandt bannerførerne for en stærk indsats på klimaområdet, senest i 2020 ved indgåelse af Glasgow Climate Pact, der sigter på at gøre det nuværende tiår til et tiår præget af indsats på klimaområdet (COP 26).
Det springende punkt i vurderingen er formentligt, om Danmark er trukket ind i en integration i strid med den danske befolknings ønsker. Svaret er nej.
Et varigt venskab
Siden 1973 har traktatændringer ført til otte folkeafstemninger om dansk tilslutning. Fem gange har et flertal af vælgerne i overensstemmelse med anbefaling fra et flertal af folketingets medlemmer sagt ja. Tre gange har et flertal af vælgerne forkastet beslutning truffet af folketingsflertallet. Nej-flertallet manifesterede sig i 1992 ved Traktaten om den Europæiske Union (Maastricht-traktaten), i år 2000 om tilslutning til euroen og i 2015 om ændring af undtagelsen vedrørende retslige spørgsmål.
Opinionsundersøgelser igennem årene viser, at et stort flertal af befolkningen støtter dansk medlemskab på de gældende betingelser, men stiller sig skeptisk overfor deltagelse i yderligere integration. Det er iøjnefaldende, at hver gang en folkeafstemning har drejet sig om EU’s langsigtede mål med lidt uklare målsætninger om det politiske mål har et flertal stemt nej. Hver gang konkrete forbedringer eller udbygning af samarbejdet på konkrete områder (senest tilslutning til EU-samarbejde om forsvar) har et flertal stemt ja. Det støtter den vurdering, at Danmarks deltagelse hviler på forudsætningen om klare og tydelige fordele for Danmark.
Danmark fulgte Storbritannien ind i EU i 1972. Derimod efterlod den britiske udtræden (Brexit) danskerne kolde; tanken om at forlade EU er ikke aktuel i den danske politiske debat.
Danmarks Europapolitik har været succesrig inden for de rammer, som regering og folketing med folkelig opbakning har fastsat. De økonomiske fordele har været store. Ingen af de centrale områder i den danske velfærdsmodel er anfægtet. Danmark har holdt sig udenfor den del af EU, som indebærer integration på politiske og økonomiske områder i modstrid med danske ønsker. Ingen kan for så vidt ønske sig mere.
Der er imidlertid et andet aspekt af denne succeshistorie. Det afslører Danmark og den danske befolknings holdning til solidaritet og medansvar for udviklingen i den del af verden, hvor landet befinder sig. I 1980’erne og 1980’erne skovlede Danmark penge ind på den fælles landbrugspolitik og var en af de største nettomodtagere fra EU’s budget. Tanken om rabat til lande som var nettobidragsydere blev bekæmpet. Da Danmark nogle år senere blev nettobidragsyder, fordi overførelser til mindre velstillede lande vejede tungt, krævede Danmark en rabat, uanset at landet var et af de rigeste i Europa. Da Grækenland kom i klemme efter den globale finanskrise, lykønskede danskerne sig selv med, at udenfor euroen ville vi ikke blive inddraget i skidt for at hjælpe dette medlemsland.
I modsætning til størsteparten af de andre medlemslande er vi ikke indstillet på at bære ansvar for den europæiske integration og være med til at forme den. Det overlader vi til andre for efterfølgende at tage stilling til, om vi vil med eller ej. Hvis alle andre anlagde den samme holdning, ville der ikke være noget EU. Og derfor ej heller et samarbejde, der sikrer Danmark væsentlige økonomiske fordele uden hvilke, det ville være vanskeligt at finansiere den danske velfærdsmodel.
Og hvad venter EU i fremtiden? Den europæiske integration vil i de kommende år navnlig dreje sig om:
1. Ukraine som medlem
2. Det skifte i tyngde som denne udvidelse indebærer gennem det tidsmæssige sammenfald med Storbritanniens udtræden
3. Fælles forsvar- og udenrigspolitik herunder forholdet til Rusland, USA og det amerikanske forventelige ønske om et europæisk engagement overfor Kina.
4. En nyvurdering af den økonomiske politik i lys af den global udvikling samt en fælles energipolitik.
Alle disse emner plus det velkendte spørgsmål om indvandring er af stærkt politisk karakter og vil sætte fingeren på det ømme punkt i den dansk Europapolitik. Vil vi, eller vil vi ikke være med? ■
I modsætning til størsteparten af de andre medlemslande er vi ikke indstillet på at bære ansvar for den europæiske integration og være med til at forme den. Det overlader vi til andre for efterfølgende at tage stilling til, om vi vil med eller ej. Hvis alle andre anlagde den samme holdning, ville der ikke være noget EU
_______
Jørgen Ørstrøm Møller (f. 1944) er fhv. Departementschef i Udenrigsministeriet og forfatter til ‘Asia’s Transformation: From Economic Globalization to Regionalization’ ISEAS, Singapore 2019 and ‘The Veil of Circumstance: Technology, Values, Dehumanization and the Future of Economics and Politics, ISEAS, Singapore, 2016’.
ILLUSTRATION: Jens Otto Krag og professor Bertil Ohlin i TV-debat om EF, udateret [FOTO: Tage Christensen/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
