Jesper Olsen: Vi bør ophæve ministeransvarsloven

07.11.2022

Jura er pludselig igen blevet politisk taktik. Spørgsmålet er, om det juridiske ansvar dermed er blevet et fatamorgana, og hvor det stiller os som borgere?

Af Jesper Olsen, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret

På baggrund af resultatet af folketingsvalget den 1. november har jeg svært ved at forestille mig, at der nogensinde igen vil være politisk opbakning til at overveje at gøre et retligt ministeransvar gældende og anlægge en sag ved Rigsretten. 

Efter at den tidligere udlændinge- og integrationsminister blev idømt 60 dages fængsel for overtrædelse af ministeransvarsloven, blev hun og hendes nye parti belønnet med 14 mandater. Den statsminister, som den såkaldte granskningskommission i juni måned konkluderede groft havde vildledt befolkningen i forbindelse med aflivning af alle mink, blev belønnet med et rekordstort antal personlige stemmer og fremgang til regeringspartiet. Kombineret med skæbnen for Det Radikale Venstres, der stod bag det bizarre langtrukne mistillidsvotum, ser jeg det simpelthen ikke for mig.

Der har efter valget været politisk opmærksomhed på ønsket om en advokatvurdering af statsministerens såkaldte subjektive ansvar. Under valgkampen havde både Alternativet og Moderaterne krævet en advokatvurdering. Gør de stadig det, efter vælgerne har talt? Jura bliver pludselig igen politisk taktik.

Spørgsmålet er, om det juridiske ansvar dermed er blevet et fatamorgana, og hvor det stiller os som borgere?

Det er baggrunden for, at jeg tillader mig at gøre den overvejelse, om det i virkeligheden er, fordi vores retlige ansvarssystem for ministre er forkert skruet sammen, og for at jeg stiller det for nogle måske lidt kætterske forslag at afskaffe ministeransvarsloven. 

En sag i Rigsretten er en straffesag. Med en straffesag kommer alle de fine franske principper om, at man er uskyldig til det modsatte er bevist, og at man kun kan straffes, hvis man har det, der i juraen kaldes subjektiv tilregnelse. Sidstnævnte vil sige, at man subjektivt kan bebrejdes, at der er sket en overtrædelse af loven. Vidste man, at man overtrådte loven, eller burde man have vidst det? Hvis ikke der er sandsynlighed for, at det kan bevises i retten, rejses sagen ikke. Sådan er det. Sådan skal det være, hvis man bekender sig til grundlæggende retsstatsprincipper.

 

Man slipper for at stille og svare på det simple spørgsmål: har vi tillid til ministeren og regeringen? Hvad skal der til, før man mister tilliden?
_______

 

Ifølge flere juraprofessorer undslipper statsministeren ansvaret, fordi hendes nærmeste embedsmænd ikke havde gjort hende opmærksom på lovovertrædelsen. Selvsamme topembedsmænd slap med tjenestemandssystemets mildeste sanktion: en advarsel.

Den politiske debat om ministeransvar er blevet til en juridisk disciplin. Politikerne sejler i min optik under bekvemmelighedsflag, fordi man dermed får et argument for at acceptere handlinger i alle de juridiske gråzoner ved at kunne henvise til juridiske eksperters vurderinger. Man slipper for at stille og svare på det simple spørgsmål: har vi tillid til ministeren og regeringen? Hvad skal der til, før man mister tilliden?

Hvad hjælper det så borgerne, hvis vi ophæver ministeransvarsloven? I min optik kan vi ikke stå værre, end vi gør nu – faktisk tror jeg, at vi kan stå meget bedre.

Hvis en minister bruger sit embede til direkte personlig berigelse eller embedsmisbrug, ville de i så fald være omfattet af de almindelige bestemmelser i straffeloven herom. Det er også en overvejelse værd, om man skulle kombinere ophævelsen af ministeransvarsloven med at se på mulighederne for, hvordan borgere kunne få bedre mulighed for at lægge sag an mod det offentlige, hvis der er tvivl, om deres rettigheder er krænket. Det er trods alt borgernes retssikkerhed, der er kernen i legalitetsprincippet. Det handler om fri proces, men det handler også om, at der skal ses på indretningen af domstolskontrollen med forvaltningen.

Hvis en virksomhed – offentlig som privat – overtræder en lov, så kan den efter reglerne om strafansvar for juridiske personer straffes, uanset at det beviseligt kan henføres til en enkeltperson i ledelsen. Minksagen var et clusterfuck af systemfejl. Statsministeren slipper for at stille spørgsmålet om, hvordan det kunne ske og handle herpå. Havde regeringen været en hvilken som helst anden juridisk person, kunne den holdes juridisk ansvarlig. Det kan den ikke, fordi ansvaret i dette tilfælde er individuelt.

Det spørgsmål, vi lades tilbage med, er spørgsmålet om den såkaldte ‘sandhedspligt’ – at man ikke må lyve overfor Folketinget. Det er den regel, der er overtrådt flest gange, og samtidig den regel, som indtil videre ikke har været en del af tiltalen ved de få rigsretssager, der har været.

Men her skal vi jo huske, at ministre – bortset fra det talte ord – sjældent agerer helt på egen hånd i relation til Folketinget. Der er som regel et embedsværk og en departementschef, der har godkendt svar og talepapirer. Hvis embedsmændenes sandhedspligt er strafsanktioneret, så kommer ministeren til at stå på planken alene. Hvilken embedsmand vil tage en for ministeren, hvis man samtidig vil lade det være op til en uafhængig instans, og ikke ministeren, at tage stilling til, om der skal gøres et ansvar gældende? Og for ministerens vedkommende, bestemmer Folketinget jo selv, om det finder sig i, at ministre ikke taler sandt eller vildleder.

Vi kan ikke tage ud af ligningen at stille spørgsmålet, om befolkningen er ligeglade med lov og ret? Noget kunne i hvert fald tyde på, at man ikke vinder valg på at insistere på netop det. Og her er vi ved min pointe: Når store dele af befolkningen tydeligvis ikke vægter lov og ret højere, er det måske, fordi politikerne ikke tager ansvar og lykkes med at gøre det for kompliceret. Hvis vi skal have større respekt for lov og ret, så skal politikerne tvinges til at tage et større ansvar. Vi skal fjerne det juridiske bekvemmelighedsflag og alle gråzonerne. Måske står det strafferetlige ministeransvar i vejen herfor, hvorfor vi bør tage juraen ud af et helt grundlæggende politisk spørgsmål: Har en regering, der vildleder eller træffer beslutninger uden lovhjemmel, stadig folketingets tillid? ■

 

Når store dele af befolkningen tydeligvis ikke vægter lov og ret højere, er det måske, fordi politikerne ikke tager ansvar og lykkes med at gøre det for kompliceret
_______

 

Jesper Olsen (f. 1970) er cand.jur, formand for Transparency International Danmark og ekstern lektor i offentlig ret på Københavns Universitet. Han har tidligere været sekretariatschef i Region Hovedstaden og Sundheds- og Omsorgsforvaltningen i Københavns Kommune.

Apropos denne artikel:

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?

Hans Henrik Fafner i RÆSONs nye trykte nummer: Trods arrestordren er Netanyahu tættere på sine mål

Mattias Tesfaye i RÆSONs nye trykte nummer: Jeg tror, at det snobbede uddannelsessyn har bedre fat i forældrene, end det har i de unge

Niels Byrjalsen i RÆSONs nye trykte nummer: Trumps sejr indvarsler en kynisk tid for Europa