Jesper Olsen om FE-sagen: Måske havde Claus Hjort ret i, at regeringen burde have tiet

12.02.2022

Det vil være naivt at tro, at der ikke også fremadrettet vil være sager, hvor efterretningstjenesterne i bedste fald arbejder dybt inde i gråzonerne af det lovlige. Spørgsmålet er bare, om den næste whistleblower vælger at gå til tilsynet, eller vælger at gå til pressen. Og er der noget, der kan gøre mig virkelig bange, er det en efterretningstjeneste, der ikke har en sund tillidskultur.

Artiklerne i RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er KUN muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Jesper Olsen, ekstern lektor i offentlig ret

JEG HØRER til dem, der var helt uenig med Claus Hjort Frederiksen i hans kritik af regeringen i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten fra Tilsynet med Efterretningstjenesterne.

I forbindelse med at han kritiserede regeringen er han måske kommet til at bryde sin tavshedspligt og begået landsforræderi. Vi ved det ikke, for indholdet i sigtelserne er mørklagt. Først i sidste uge blev Claus Hjort selv bekendt med grundlaget for sigtelsen, der efter hans oplysninger alene er gamle avisudklip. Og i denne uge har han så været til afhøring, uden at der er kommet nyt frem, mens han gentager sin kritik om, at sagen har skabt maksimal opmærksomhed om FE’s arbejde, hvilket normalt ikke er godt for en efterretningstjeneste.

 

Selvom jeg er formand for en organisation, der arbejder for åbenhed, kan jeg i stille øjeblikke ikke lade være med at tænke den for mig kætterske tanke, at Claus Hjort havde ret

_______

 

Kaotisk kommunikation
Spørgsmålet var også genstand for debat i forbindelse med spørgetimen i denne uge, hvor Statsministeren helt usædvanligt brød tavsheden og gav den oplysning, at oppositionens leder har været orienteret om sagen; hvorefter statsministeren klappede i hurtigere og hårdere end en Limfjordsøsters.

Endnu en gang efterlades offentligheden med et hav af ubesvarede spørgsmål, på baggrund af en kommunikation fra regeringen, som man kan stille spørgsmålet om den i bedste fald blot var uigennemtænkt.

Min grundlæggende holdning er, at når der er alvorlig kritik, skal den frem. Det er den måde, vi kan have tillid til myndighederne. Samtidig udtrykte jeg i august 2020 tilfredshed med, at whistlebloweren havde tillid til TET og var gået til dem med materialet. Så langt, så godt.

Derefter blev der nedsat en undersøgelse. Igen – tilfredshed fra min side. Men jeg forholdt mig kritisk til, at lige så ’larmende’ regeringen havde været i forbindelse med offentliggørelsen af rapporten og hjemsendelsen af ledelsen, lige så larmende var den efterfølgende tavshed om den videre proces.

Samtidig med, at der blev lukket helt ned – som i helt ned – for den officielle kommunikation fra justitsministeren, der nu havde overtaget sagen, begyndte det at lække til pressen om, at det kunne dreje sig om at USA havde fået adgang oplysninger, der går gennem kabler på dansk grund. Det førte mig til at udtrykke bekymring over, hvor meget pressen vidste via, hvad man må formode var læk af fortrolige informationer. Det tog jeg som et udtryk for, at der ikke var tillid til processen internt i tjenesten, siden man ikke lod sagen gå sin gang. 

 

Hvad skulle regeringen så have gjort? Det er jo i sagens natur vanskeligt at give det helt rigtige svar på, når sagen er mørklagt

_______

 

Avler sandheden nødvendigvis tillid?
Nu står vi her halvandet år senere i en kæmpe rodebutik. Selvom jeg er formand for en organisation, der arbejder for åbenhed, kan jeg i stille øjeblikke ikke lade være med at tænke den for mig kætterske tanke, at Claus Hjort havde ret. Min analyse er, at regeringen på en lidet tryghedsskabende måde har evnet den efterfølgende kommunikation. Var det så i virkeligheden bedre at tie?

Hvad skulle regeringen så have gjort? Det er jo i sagens natur vanskeligt at give det helt rigtige svar på, når sagen er mørklagt. Jeg tillader mig alligevel at give det bud, at man skulle have sagt lige akkurat nok til, at vi kunne vurdere alvor og karakteren. Jeg tror simpelthen ikke på, at det ikke kunne lade sig gøre. Man kan godt i brede vendinger fortælle hvad undersøgelsen handler om, særligt hvis man vælger hvilke dele af tilsynets kritik, der ikke medgår i undersøgelsen. Så havde det også været nemmere at forstå, hvorfor undersøgelsen kan komme frem til det modsatte resultat af tilsynet.

Jeg føler mig ret sikker på, at regeringen i dag stiller det samme spørgsmål som jeg. Lige så sikker er jeg på, at regeringen drager den modsatte konklusion. For det havde været så meget nemmere at håndtere, når offentligheden ikke vidste noget. Jeg tror det står i action card’et til næste gang, at TET kommer med en kritisk rapport. 

 

Men er der noget, der kan gøre mig virkelig bange, er det en efterretningstjeneste, der ikke har en sund tillidskultur. For så kan de ikke løfte opgaven, passe på vores frie samfund mod de kræfter, der ikke vil os det godt

_______

 

Mistillid i efterretningstjenesterne
Spørgsmålet er bare, om den næste whistleblower vælger at gå til tilsynet, eller vælger at gå til pressen, med alt hvad det indebærer af risiko. Det vil være naivt at tro, at der ikke også fremadrettet vil være sager, hvor tjenesterne i bedste fald arbejder dybt inde i gråzonerne af det lovlige. Det vil destabilisere FE, hvis ikke der er plads til intern kritik eller risiko for en kultur båret af frygt, når der lægges låg på trykkogeren. Er der noget, der kan gøre mig virkelig bange, er det en efterretningstjeneste, der ikke har en sund tillidskultur. For så kan de ikke løfte opgaven, passe på vores frie samfund mod de kræfter, der ikke vil os det godt.

Den helt afgørende diskussion bliver at følge op på den anbefaling fra TET om at se på hele tilsynssystemet med efterretningstjenesterne. For det skal være et system, som både tjenesterne (ledelse, medarbejdere og samarbejdspartnere) samt politikere og offentligheden kan have tillid til. Der vil altid være dem, der har blind tillid uanset hvad – eller det modsatte. Når jeg lytter til folk med forstand og indsigt er det ikke tillid, der er det gennemgående tema. Jeg vil hade at leve i et land, hvor den brede befolkning ikke kan have tillid til efterretningstjenesterne. Det er derfor, jeg stempler så hårdt ind i denne debat. Hvis ikke der findes den gode løsning på det, så har regeringens håndtering af denne sag medført alvorlig skade på tilliden. ■

 

Jeg vil hade at leve i et land, hvor den brede befolkning ikke kan have tillid til efterretningstjenesterne. Det er derfor, jeg stempler så hårdt ind i denne debat. Hvis ikke der findes den gode løsning på det, så har regeringens håndtering af denne sag medført alvorlig skade på tilliden
_______

Apropos denne artikel:

Hendricks & Møller-Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Elon Musk har sigtet efter stjernerne. Nu er verdensherredømmet inden for rækkevidde

Mads Dalgaard Madsen i RÆSONs nye trykte nummer: Velkommen til Donald Trumps Washington

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Hvilke kriser venter i 2025?

Trine Pertou Mach (EL): Bør vi stadig være parate til at følge USA ud over kanten?

Asger Røjle i RÆSONs nye trykte nummer: Kim Jong-uns hidtil mest risikable beslutning

Alberte Bové Rud i RÆSONs nye trykte nummer: Skal Meloni samle Vesten?