Jens Rohde (KD) om regeringens medieudspil: Jeg er skuffet over ambitionsniveauet økonomisk og skuffet over, at der ikke gives flere svar på, hvordan vi løser de skitserede udfordringer

08.02.2022

Lad der ikke herske tvivl: Jeg deler i den grad holdningen om, at der skal flere penge på bordet til medieområdet. Også markant flere penge end de måske 100-150 mio. kroner, som en streamingskat på tjenesterne på fem pct. kan give. Faktisk er der brug for en fordobling af mediestøtten i Danmark, hvis vi vil ruste os til fremtiden.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten og nye betalingsartikler hver uge) – klik her

 

Kommentar af Jens Rohde (KD)

FØRST OG FREMMEST tillykke til minister Ane Halsboe-Jørgensen og regeringen med medieudspillet. Det er nok den længst udsatte premiere i Danmarkshistorien, men det skal ikke lægges den ny minister til last og dejligt, at vi nu endelig kan komme i gang.

Regeringen har lanceret et medieudspil på 22 sider. Når man koger det ned til initiativer, bliver det på halvanden A4-side.

Udspillet er sympatisk og skitserer mange udfordringer, men jeg må indrømme: Far er skuffet. Skuffet over ambitionsniveauet økonomisk og skuffet over, at der ikke gives flere svar på, hvordan vi løser de udfordringer, der helt rigtigt skitseres.

Nu har vi ventet i så lang tid på medieudspil og diskuteret i årevis, så vi behøver absolut ikke at sætte alt i udvalg og afrapporteringer.

Vi bestemmer ikke selv
Der er masser af konkrete tiltag, vi kan iværksætte. Der skal først og fremmest flere penge til. Regeringen lægger op til en større omfordeling, hvor man kannibaliserer på den journalistiske motor i vores demokratiske infrastruktur for at imødekomme regionale og lokale medier. Det er en dårlig idé. Der skal flere penge til at afbøde nyhedsørkener, men man skal ikke tage pengene fra spillere, som vi i en dansk kontekst tror er store, men som i det store internationale billede er meget små.

Lad der ikke herske tvivl: Jeg deler i den grad holdningen om, at der skal flere penge på bordet til medieområdet. Også markant flere penge end de måske 100-150 mio. kroner, som en streamingskat på tjenesterne på fem pct. kan give. Faktisk er der brug for en fordobling af mediestøtten i Danmark, hvis vi vil ruste os til fremtiden. Umiddelbart er regeringens udspil da en start – og så alligevel.

Dansk mediepolitik er ikke længere bare et dansk anliggende. Der er sket en hel del, siden forbuddet mod parabolantennen blev ophævet i 1986, efter at fremskridtsmanden Helge Dohrmann i TV-avisen fremviste sin ulovlige parabol.

Derfor kan forslaget om streamingskat risikere at koste såvel DR som TV2 dyrt. Det skal i hvert fald skæres meget præcist og med den rette proportionalitet, så vi ikke ender i retssager og lignende.

Det ser så forjættende ud med sådan en guldkalv: Nu skal de der amerikanske selskaber ”dælme” have lov at betale eller investere i dansk kultur, skal de.

Men så enkelt er det ikke.

Vi kommer nemlig ikke udenom en række spørgsmål, for vi bestemmer ikke tingene selv.

For det første indgik regeringen i oktober sidste år en aftale i OECD, der påhviler alle lande at beskatte tech-virksomhederne med 15 pct., der hvor de opererer. Til gengæld blev de samme lande enige om en såkaldt ”stand still eller roll back” på al omsætningsskat på streamingtjenester. Der findes allerede en del skatter på disse tjenester i EU, og navnlig omsætningsskatter giver EU-Kommissionen en del hovedbrud.

Dels beskatter vi normalt ikke omsætning men meromsætning gennem moms, eller vi beskatter normalt overskud af omsætningen. Spørgsmålet er nu, hvordan man med en omsætningsskat undgår dobbelt beskatning af streamingtjenesterne, når der samtidig skal indføres almindelig skat jf. OECD aftalen? Dobbelt beskatning er ulovligt i EU.

Regeringen tolker det således, at så længe pengene fra en omsætningsafgift går ind i et lukket system, må vi gerne indføre beskatningen. Den tolkning har vi endnu til gode at få verificeret internationalt, men vi lader indtil videre præmissen stå.

Det første spørgsmål, der så melder sig, er, hvor lukket systemet skal være for at være lovligt. Vi ved, at pengene ikke må gå ind på finansloven. Men vi har et mediesystem, der finansieres via finansloven, og derfor kan vi allerede støde på problemer i den henseende, da der jo let kan rykkes rundt i en finanslovsforhandling, og der vil således kunne ske en indirekte forbedring af statsfinanserne. Eksempelvis kan man spare på filmstøtten på den almindelige finanslov, mens man opretholder niveauet via streamingskatten.

Det næste spørgsmål, vi skal have svar på, er, om man vil kunne bruge provenuet til for eksempel også at løse andre udfordringer, der trænger sig på inden for public service og publicisme?

Det kan være behovet for støtte til regionale og lokale medier, undersøgende journalistik eller nulmoms på visse medier.

 

Hverken TV2 eller DR kan som Disney eller Netflix lokke produktionsfolk over på andre kontrakter med betragtelige bonusser, sådan som det allerede sker i dag
_______

 
TV2 og DR kan tabe stort
Med mit kendskab til EU-retten kan jeg godt garantere, at alle medier, der betaler til fonden, skal have lov til at have del i udbetalingerne. Hvis disse medier ikke bedriver undersøgende journalistik, vil de kunne hævde at blive forfordelt i fondens fundats. Det vil der nok også komme et par retssager på. Amerikanske virksomheder går normalt rettens vej, og de har dygtige advokater.

Vi kan med andre ord risikere, at pengene i fonden alene kan bruges på serie- og filmproduktion. Dermed er vi fremme ved TV2 og DR’s udfordring. Vi ved, at produktionsmarkedet i forvejen er overophedet og inflationen ganske betragtelig. Smider vi 125 mio. kroner direkte ind i dette miljø, vil priserne på danske produktioner eksplodere. Selv producentforeningen erkender, at der frem til 2025 slet ikke er folk nok til at producere de allerede planlagte film og serier.

De spillere, som taber hårdest på det, vil være TV2 og DR. Fordi de er små, marginale spillere på markedet rent økonomisk. Hverken TV2 eller DR kan som Disney eller Netflix lokke produktionsfolk over på andre kontrakter med betragtelige bonusser, sådan som det allerede sker i dag.

Da TV2 og DR politisk samtidig er forpligtet til at producere så og så meget dansk og samtidig har en udliciteringsforpligtelse (TV2 er en entreprisemodel), risikerer vi et kæmpe dræn i de to stationers økonomier. Ønsker vi virkelig det?

Særligt TV 2 bliver sårbare, for de skal betale streamingskatten, da de har streamingtjenesten TV2Play. Her skal man være opmærksom på, at TV2Play modsat andre streamingtjenester også har de traditionelle flow-kanaler i pakken. Hvis ikke vi vil eller kan skille dem ud af omsætningen, kommer vi til at beskatte kanaler, som vi ellers har et politisk mål om at fremme. Det kan dog nok løses, men politikere på pengejagt kan være en farlig størrelse, så det bør nævnes som en faldgruppe, om end den ikke er uløselig.

Sværere bliver det, når vi taler indretning af trappemodel og TV2’s adgang til fondens midler. Igen støder vi på internationale regler.

Jf. traktaten for den europæiske funktionsmådes artikel 107 og AVMS-direktivets artikel 13 må vi gerne fremme europæiske produktioner. Rent nationalt kan vi også gøre noget for at fremme vort sprog, uden at det konflikter med det indre marked. Men vi har endnu til gode at se rækkevidden af disse paragraffer udmålt i den nye virkelighed. I Frankrig har man fået ørene i EU-Kommissionens maskine, fordi der skal være proportionalitet i streamingskatten. Man kan altså ikke bare skrue yderligere op for en streamingskat, sådan som flere partier allerede har foreslået det.

Regeringens foreslåede trappemodel er selvfølgelig en god måde at beskytte TV2 og DR mod betaling af 5 pct. skat. Jo mere dansk, man producerer, jo mindre betaler man i skat.

AVMS-direktivets artikel 13 stk. 1 sikrer, at der skal være 30 pct. europæisk produktion, og landene kan gå videre. I TV2 har man i forvejen en dansk produceret andel på ca. 70-80 pct. alt efter, hvordan vi måler det.

Det betyder, at vi har et ganske lille spillerum mellem skatten og fritagelsen for skatten. Og så bliver spørgsmålet selvfølgeligt, hvad provenuet så overhovedet kan komme op på.

Nu kunne man så forestille sig, at vi løser vores egne mediespilleres problem ved betaling, derved at de bare får de penge ind igen, som de betaler, ved at vi begunstiger dem gennem støttekriterierne. Her skal man så blot huske, at den slags har vi – og særligt TV2 – særdeles dårlige og hårde erfaringer med. Jeg har endnu ikke haft lejlighed til at tale med TV2, men jeg er ganske sikker på, at de gerne vil undgå retssager og efterfølgende ulovlighedsrenter som følge af indirekte statsstøtte.

Summa Summarum er, at det politiske spillerum for streamingskat ikke alene mangler at blive defineret. Det kan også vise sig at blive relativt lille og ende som en dyr udskrivning for især TV2, men også for DR grundet prisudviklingen på markedet og de politiske forpligtelser.

Den første opgave ved forhandlingsbordet bliver derfor at få lavet konsekvensanalyser og skabt en direkte kanal til EU-Kommissionen gennem blandt andet en tæt samspil med vores europaparlamentarikere. De kan stille de relevante spørgsmål og få langt hurtigere svar, end vi vil være i stand til det.

Hernæst kommer så de politiske opgaver, hvor der skal findes penge til den gode undersøgende journalistik og til at styrke den demokratiske infrastruktur og gøre op med lokale nyhedsørkener. Jeg glæder mig også til at forhandle en ny medieansvarslov, men jeg savner i den forbindelse vilje i regeringen til at diskutere den plet på vort demokrati, som den eksisterende lov om offentlighed i forvaltningen er.

Der er nok at tage fat på. Jeg har glædet mig i to og et halvt år til, at vi kan komme i gang, for udfordringerne i den danske medieverden er ikke blevet mindre i tiden, der er gået. ■

 

Jeg glæder mig også til at forhandle en ny medieansvarslov, men jeg savner i den forbindelse vilje i regeringen til at diskutere den plet på vort demokrati, som den eksisterende lov om offentlighed i forvaltningen er
_______

 

Jens Rohde (f. 1970) er medlem af Folketinget og politisk ordfører for Kristendemokraterne. ILLUSTRATION: Jens Rohde, d. 5. januar 2019 [Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix]