Jens Ladefoged Mortensen: Kinas nye våben er klima

25.08.2022

Nancy Perlosis korte gæstevisit i Taiwan fik genopblusset den geopolitiske krise mellem USA og Kina. De kinesiske reaktioner er urovækkende og begrænser sig ikke til militærøvelser og skarpe fordømmelser. Nu er det storpolitiske samarbejde om klima på spil.

Analyse af Jens Ladefoged

Det er ingen nyhed, at Taiwan er et ømt punkt for Folkerepublikken Kina, der ellers må siges at være en strategisk, kalkulerende verdensmagt. Taiwan synes at få al rational tænkning i kinesisk udenrigspolitik til at ophøre. Det ses tydeligt i Kinas voldsomme reaktion efter Pelosis besøg.

Størst opmærksomhed herhjemme fik de omfattende militærøvelser, der testede den uofficielle territorialgrænse mellem Folkerepublikken Kina og Republikken Kina, som Taiwan officielt kalder sig selv. Grænsen er – efter kinesisk opfattelse – kun midlertidig: Taiwan er en udbryderprovins, der skal genforenes med resten af Kina. Det er blot et spørgsmål om tid.

Militærøvelserne har været tolket som invasionsorienterede. Det var forventeligt, at Kina ville vise tænder over for USA på en eller anden måde. Det var nok heller ikke overraskende, at Nancy Perlosi selv, som forkvinde for Repræsentanternes Hus og dermed den tredje højest placerede person i USA’s politiske rangorden, blev ramt af en række personlige sanktioner, fx indrejseforbud. Der er trods alt blevet det nye sort inden for sanktionspolitik.

Siden har flere amerikanske politikere lagt vejen forbi Taiwan. Senest har annonceringen af bilaterale handelsforhandlinger med USA og Taiwan vakt kinesernes vrede. Forhandlingerne skal også bane vejen for Taiwans optagelse i den såkaldte Comprehensive and Progressive Agreement for Trans-Pacific Partnership (CPTPP), et handelssamarbejde, der omfatter 11 lande, herunder USA, Japan, Australien, Canada og New Zealand, som skal virke som en modvægt til Kinas voksende økonomiske indflydelse i Stillehavsregionen. Kinas udenrigsministerium kalder forhandlingerne en krænkelse af kinesisk suverænitet, der vil blive mødt at ’et resolut modsvar’, der dog ikke er blevet nærmere præciseret.

 

Det var en overraskelse, at Kina valgte at afbryde enhver dialog med USA på emner, der absolut intet har med Taiwan at gøre
_______

 

Fatalt brud med diplomatiske forbindelser

Det var til gengæld en overraskelse, at Kina valgte at afbryde enhver dialog med USA på emner, der absolut intet har med Taiwan at gøre. Man kunne indvende, at Kina blot markerede deres utilfredshed med en diplomatisk reaktion, og at de kun ramte en række bilaterale Kina-USA-initiativer. Implikationerne er bare langt mere omfattende end det.

Eksempelvis er initiativet om tættere kontakt mellem kinesiske og amerikanske forsvarsledelser nu aflyst. Nok har det militære samarbejde mellem Kina og USA om fx naturkatastrofer eller bedre kommunikation om militærøvelser haft trange kår siden Trump aflyste dele af samarbejdet i kølvandet på handelskrigen. Desværre er den planlagte konsultationsmekanisme mellem den kinesiske og amerikanske flåde nu skrinlagt. I en tid med forøget spændingsniveau i det Sydkinesiske Hav og Taiwan-strædet er det stærkt foruroligende. Netop i krisesituationer er øjeblikkelig kommunikation en absolut nødvendighed for at undgå misforståelser og fejltolkninger.

Kina har også suspenderet et gryende samarbejde om illegale immigranter og bekæmpelse af transnational kriminalitet. Det rammer fx forsøget med at begrænse den ulovlige import af kinesisk producerede syntetiske opioider til USA, der har medvirket til den misbrugs-epidemi, som skønnes at have kostet over 50.000 amerikanere livet i 2020. Selvfølgeligt er det i bund og grund et rent amerikansk problem, men det var et positivt og tillidsvækkende signal om, at Kina tog et vist medansvar for problemet, og ville samarbejde med USA om problemet.

Endelig meddelte det kinesiske udenrigsministerium også, at enhver dialog om fremtidigt klimasamarbejde mellem USA og Kina blev aflyst. Umiddelbart virker det som et mindre problem, for det er jo blot en suspendering af den planlagte arbejdsgruppe, ”the Working Group on Enhancing Climate Action in the 2020s”. Men den del af reaktionen er mindst lige så bekymrende – og faktisk mere irrationel end de øvrige suspenderinger.

Samtidig er det umiddelbart svært at se, hvilke strategiske gevinster Kina egentlig opnår ved aflysningen af lige netop klimaforhandlinger. Rationalet er lige så meget geopolitik, som det er en symbolsk magtdemonstration: Kina ønsker at sende det stærkest mulige signal om, at enhver tilnærmelse mellem Vesten og Taiwan er uacceptabelt, uanset omkostningerne.

 

Når Kina skrotter klimasamarbejdet med USA, sætter det tyk streg under fremkomsten af en mere todelt verden. Det er svært at se COP27 i Ægypten til november som andet end dømt til fiasko
_______

 

Løftet fra Edinburgh annulleret

Erklæringen fra Edinburgh et af lyspunkterne i et ellers resultatløst COP-26-klimatopmøde sidste november. Kina og USA gik foran og lagde alle andre uenigheder til side ved at udsende en fælleserklæring, der anerkendte eksistensen af klimakrisen og nødvendigheden af intensiveret samarbejde. Det indvarslede nye tider for COP-processen. Konkret lovede USA og Kina at intensivere deres respektive nationale klimapolitikker på en række emner, som metan, cirkulær økonomi og teknologiudvikling.

De afgav beroligende løfter om nye ambitiøse nationale klimahandlingsplaner med fokus på fx udbredelse af renere energiformer, sikring af mere effektive udledningsreduktioner, flere investeringer, fokus på billigere grøn teknologi, og mere social retfærdighed i den grønne omstilling. Kina ville arbejde på en udfasning af kul, og der blev sat fokus på metangasudledninger. Der var opbakning til bekæmpelse af illegal afskovning. Den cirkulære økonomi skulle promoveres ved fx fælles politikker om genanvendelse af elektronisk affald.

Edinburgh-erklæringen var ingen bindende aftale, men den blev opfattet som et bindende løfte om fremtidigt samarbejde. Derfor blev den modtaget med stående klapsalver. Endelig havde verdens to ubestridte superøkonomier anerkendt klimakrisens eksistens og erkendt, at den kun kan løses af et ekstraordinært tæt samarbejde. Andre politiske hensyn måtte tilsidesættes. Med andre ord: Geopolitikken var ikke længere vigtigere end klimapolitikken.

Kinesernes suspendering af klimasamarbejdet sender det helt modsatte signal. De har nu de-facto enerådigt annulleret løftet fra Edinburgh. For når det kommer til stykket, så er geopolitik vigtigere end klimakrisen. Det er svært at tolke det anderledes. Kina har tilsyneladende ikke tænkt sig at tage klimakrisen seriøst, når kinesisk klimapolitik er betinget af, hvad Kina ser som deres nationale interesse. Kinas smukke retorik om global ansvarlighed, lederskab for multilateralisme og grøn omstilling viste sig ikke at være andet end varm luft og kold magtpolitik. Når Kina føler, at deres suverænitet krænkes, synes fornuften at ophøre. Med Taiwan-konflikten har Kina – i hvert fald over for Vesten – mistet det sidste af deres efterhånden tyndslidte troværdighed.

Når Kina skrotter klimasamarbejdet med USA, sætter det tyk streg under fremkomsten af en mere todelt verden. Det er svært at se COP27 i Ægypten til november som andet end dømt til fiasko, hvis ikke Kina hurtigt sender et anderledes signal til den tid. En vej tilbage synes kun mulig, hvis USA løser problemerne ved at bakke op om et-Kina-politikken. Og måske, men kun måske, kan Kina på sigt være tilfreds med at have markeret deres magtinteresser i regionen mere tydeligt.

 

Nu som før er der stærke politiske kræfter, der bruger Kina som kasteskyts i de indenrigspolitiske kampe i Washington. Derfor vil kinesernes udmelding legitimere deres indædte modstand over for Bidens klimaplan
_______

 

Men vender man blikket mod den anden side af Stillehavet, er det derimod alt for risikabelt for Biden at give efter lige nu. Nu som før er der stærke politiske kræfter, der bruger Kina som kasteskyts i de indenrigspolitiske kampe i Washington. Derfor vil kinesernes udmelding legitimere deres indædte modstand over for Bidens klimaplan. USA er ikke – og har aldrig været – en klimaduks, og Kinas udmelding kan derfor blive videre politisk ødelæggende for globalt klimasamarbejde, når det behandles indenrigspolitisk i USA.

Timingen er derfor uheldig, for Biden fik trods alt leveret varen i Washington på et hængende hår. Desværre vil Kinas reaktion styrke mistroen til Kina i USA, og frygten for klimaforandringer kan let overskygges af frygten for Kina i amerikansk politik. For USA skal til valg i en meget nær fremtid, og Donald Trump står på spring i kulissen. Biden har allerede haft store problemer med at få hævet ambitionerne for USA’s klimapolitik. Og enhver eftergivenhed over for Kina vil blive hårdt straffet ved det amerikanske midtvejsvalg. Med nogen ret kan kineserne retfærdiggøre sig med, at det virkelig problem er USA, men virkeligheden er den, at udenrigspolitiske klimaforhandlinger er tæt knyttet sammen med amerikansk indenrigspolitik.

Tørken rammer også i Kina

Vi er kastet tilbage i det spin af gensidige beskyldninger mellem USA og Kina, som har blokeret effektivt klimasamarbejde i flere årtier. Det håb, som blev tændt i Edinburgh, er slukket. Uden Kina eller USA kan der ikke findes en løsning på globalt plan. Pessimismen er begyndt at brede sig. Geopolitikken har vist sig vigtigere end klimapolitikken.

Og selvom geopolitik og grøn omstilling er ikke nødvendigvis hinandens modsætninger – vi ser fx i Europa, hvordan geopolitikken driver den grønne omstilling frem – vil en grøn geopolitisk rivalisering bremse udviklingen. Man kan jo nære et spinkelt håb om, at den permanente rivalisering mellem Kina og USA faktisk kan vise sig som en uventet drivkraft for den grønne omstilling. For selvom Kina og USA sandsynligvis vil være langt mere økonomisk afkoblet fra hinanden fremover, betyder det ikke, at Kina aflyser sin grønne omstilling. Kinas omstilling altid har været drevet af en intern teknologisk udviklingsstrategi, mens landet ligeledes oplever klimaforandringerne på tætteste hold. Som de seneste dage har vist, har tørken også ramt Kina.

Men når alt kommer til alt, vil en grøn geopolitisk rivalisering føre til mindre grøn eksport og dermed dyrere grøn teknologi. Det vil sænke hastigheden i den grønne omstilling på globalt plan, men det vil ikke stoppe den. Men tænkningen i en ny og fremtidig geopolitisk klimakamp er allerede på vej: Her er energieffektivitet og optimeret ressourceforbrug fremtidens strategiske magtressourcer, og vedvarende energi er et instrument for geopolitisk uafhængighed.

Edinburgh-erklæringens fokus på metan-udledning, cirkulær økonomi, social retfærdighed i grøn omstilling og finansiering samt billigere grøn teknologi repræsenterede en gentænkning af grøn omstilling hos USA og Kina, som også Europa har omfavnet. Erklæringen tændte et håb. Verdens to supermagter erkendte endeligt, at grøn omstilling er ikke blot nødvendigt for klodens fremtid, men at det også er smart politik.

Kinas udmelding er uigennemtænkt impulsreaktion, som kan få langvarige konsekvenser for globalt klimasamarbejde. Klimaforandringerne ér globale. Naturen lader sig ikke tryne af stormagtspolitik – det viser billederne af den udtørrede Yangtze-flod og det efterfølgende strømsvigt i Sichuan-provinsen. Verden har desperat brug for kinesisk-amerikansk klimasamarbejde. Det må selv Xi Jinping indse. ■

 

Når alt kommer til alt, vil en grøn geopolitisk rivalisering føre til mindre grøn eksport og dermed dyrere grøn teknologi. Det vil sænke hastigheden i den grønne omstilling på globalt plan
_______

 

Jens Ladefoged Mortensen er professor i statskundskab på Københavns Universitet.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland