Jens Jørgen Nielsen: Vesten gør alle til tabere i Ukrainekrigen
01.08.2022
Vi må ikke lade Putin slippe af sted med det, han gør. Men forudsætningen for en fornuftig og stabiliserende politik må være præcis viden om situationen, renset for ideologisk snæversyn, følelsesmæssig overreaktion og selvovervurdering.
Kronik af Jens Jørgen Nielsen
Den viden, vi får om krigen i Ukraine, er bearbejdet. Den tjener som legitimering eller propaganda for parterne i krigen. Derfor bliver diskussioner om krigen både præget af følelser og stærkt ideologiserede. Krigen bliver i Vesten framet som en krig mellem demokrati og autokrati, hvor ukrainerne angiveligt kæmper i første linje for vestlige demokratiske værdier imod de autokratiske i Rusland. Hvis vi i Vesten ikke sikrer, at Rusland lider et afgørende nederlag, vil det opmuntre til, at autokratiske ledere i hele verden udbreder deres autokratiske værdier, og til syvende og sidst true demokratiet som styreform. Krig skal ikke kunne betale sig.
Derfor er det ifølge denne fortælling afgørende, at vi i Vesten sikrer ikke bare, at ukrainerne vinder, men også, at Rusland knækker ryggen. Derfor må vi ikke falde for fristelsen til at indgå en forhandlingsløsning med Rusland. Derfor skal vi fastholde sanktionsregimet over for Rusland. På sigt vil det vinde os krigen om styreformerne og muliggøre en verden, hvor endnu flere lande bliver demokratiske. Det er den ultimative gevinst: en fredelig verden præget af vækst og samarbejde.
Denne beskrivelse er skarpt skåret, men logikken i den er klar. Med til den hører også, at hvis man ikke er enig i den, spiller man Putins spil. Der er ikke plads til gråzoner.
Krigen er også en krig om fortællinger. Vestens bannerførere forsøger at fastholde ideen om, at Ukraine og Vesten for det første er moralsk hævet over Rusland, for det andet, at den ukrainske hær faktisk er ved at vinde krigen, og for det tredje, at Vestens våbenleverancer er afgørende for dette resultat. Men hvad så, når de gråmelerede spørgsmål begynder at trænge sig på? Hvad nu, hvis krigen trækker i langdrag, russerne for alvor får overtaget, og de præmisser, vi har bygget vores politik på i forhold til Ukrainekrigen, begynder at tage vand ind? Hvis krigen fører konsekvenser med sig, som svækker Vesten og dens position i verden?
Det høje spændingsniveau mellem NATO og Rusland gør, at der ikke skal meget til at udløse en storkrig
_______
Rusland er ikke ved at bukke under
Lad os først kigge på den militære slagmark. I de første par måneder af krigen bekræftede mange i Vesten hinanden i, at den ukrainske hær ville slå den russiske tilbage. Mediebilledet var præget af en ukrainsk hær, der var dygtigere og mere nationalt motiveret end forventet. Og tilsvarende var der et udbredt billede af en russisk hær, der var uprofessionel og umotiveret. Russerne trak sig fra Kyiv og koncentrerede sig om Donbas. Herefter tog krigen en markant vending. Langsomt, men sikkert fik russerne overtaget i en udmattelseskrig. Russerne var overlegne i luften, havde bedre og meget mere artilleri og kunne mønstre flere soldater. I skrivende stund sidder Rusland på ca. 20 pct. af Ukraines territorium, store dele af Donbas og den sydlige del af landet. Den ukrainske hær er stærkt decimeret og mangler friske og trænede soldater. Ingen kender det præcise antal, men ukrainske talsmænd har estimeret, at der bliver dræbt ca. 150-200 ukrainske soldater hver dag – og såret op mod 500. Den ukrainske præsident Volodymyr Zelenskyj har intensiveret rekrutteringen af nye soldater til den ukrainske hær. De ukrainske myndigheder er begyndt aktivt at opsøge mænd til at melde sig til krigstjeneste, mange helt uden militær træning.
De vestlige våbenleverancer intensiveres i omfang og kvalitet. Det er dog stadig uklart, hvilken betydning de vil få. Mange af de avancerede våben, som kommer til Ukraine, er krævende at benytte. Det kræver ikke bare måneders, men års træning at mestre dem – med mindre vestlige soldater eller militærrådgivere bidrager ved fronten. Det scenarie er dog formentlig en glidebane, som vestlige politikere er bange for at begive sig ud på. Der er også problemer med at få våbnene bragt til fronten.
Det høje spændingsniveau mellem NATO og Rusland gør i øvrigt, at der ikke skal meget til at udløse en storkrig – præcist som det berømte mord i Sarajevo i 1914. Situationen i Kaliningrad er derfor særligt farlig. Litauen har annonceret en blokade af bestemte produkter, som ikke kan transporteres gennem Litauen. Kaliningrad er en enklave midt inde i EU mellem Litauen og Polen. Blokaden er indtil videre ikke altomfattende, men bare en mindre eskalation ville kunne udløse en storkrig.
Det er usandsynligt, at den vestlige militære støtte til Ukraine vil føre til sejr over Rusland, som har langt flere ressourcer at sætte ind end Ukraine. Vesten kan udmatte og svække Rusland, og mange vurderer, at det også er meningen med den store støtte fra Vesten. Men prisen kan blive meget høj. Titusindvis af dræbte soldater og civile og et totalsmadret land – uden garanti for sejr over Rusland. Træningsprogrammerne, som Storbritannien og også Danmark har erklæret sig klar til, vil formentlig vise sig at være for lidt og for sent. Også fordi Rusland har enorme ressourcer i reserve til at eskalere krigen i takt med, at Vesten leverer våben. Den ukrainske hær har haft en relativ succesoplevelse med HIMARS-missilerne, som er elektronisk styrede med en kort rækkevidde. Flere militæranalytikere vurderer dog ikke, at disse raketter vil kunneafslutte krigen foreløbig.
I månederne op til februar 2022 talte man i Vesten om mulighederne for at bruge omfattende sanktioner mod Rusland. Man talte om dem som den økonomiske pendant til atomvåben, fordi deres skadevirkning skulle være lige så omfattende. De blev bragt i anvendelse allerede i februar. Hensigten med dem var på sigt at tvinge Rusland i knæ helt uden at bruge traditionelle våben. Derfor er det mest rigtigt at betegne de nuværende sanktioner som våben. Rusland er blevet udelukket fra betalingssystemet SWIFT og det internationale banksamarbejde. De vestlige lande har indefrosset ca. halvdelen af de russiske valutabeholdninger, svarende til ca. 300 mia. dollars. Disse voldsomme sanktioner blev ledsaget af historier i de vestlige medier om de forfærdelige situationer, der ventede russerne. Rusland ville angiveligt opleve et voldsomt fald i levestandard. Den russiske rubel ville opleve et afgrundsdybt fald. Det er næppe forkert at sige, at der var blandet en vis skadefryd og sejrsstemning i disse historier – og et håb om, at den russiske befolkning ville styrte Putin. Vestlige politikere regnede med, at Rusland ville dele skæbne med Iran, der under sanktionerne fra 2012 oplevede et fald i BNP på 65 pct. Der blev ofte nedladende henvist til Ruslands økonomi som en miniputøkonomi på størrelse med Texas eller Italien. Uden vestlig teknologi ville Rusland ifølge Joe Biden ikke kunne finde ud af at udvinde olie og gas.
Disse forestillinger blev efter et par måneder overhalet af virkeligheden. Den russiske rubel er i dag 46 pct. mere værd end før krigen. Rusland har aldrig tjent så mange penge på handel med olie og gas som i dag. Hvad gik skævt, og hvordan kunne Vesten kalkulere så galt?
For det første giver sammenligningen af landes BNP ikke et præcist billede af deres økonomi, hvis ikke der kontrolleres for købekraft. Det gør man ved at udregne den såkaldte købekraftsparitet (på engelsk purchasing power parity, forkortet PPP), der er et mål for, hvor meget man kan købe for de penge, man har, i det land, man befinder sig i. Betragter man BNP baseret på PPP, viser det sig, at Rusland ikke er verdens 11.-største økonomi, men den sjettestørste.
For det andet er Ruslands økonomi en håndfast økonomi, hvilket vil sige, at den producerer håndgribelige og uomgængelige ressourcer som olie, gas, hvede og kunstgødning. Af de sidstnævnte to varer leverer Rusland ca. 20 pct. af udbuddet på verdensmarkedet. En meget stor del af Vestens BNP består af serviceydelser. De fleste ved nok, hvad de skal svare, hvis man spørger, hvilket produkt der er vigtigst: Netflix eller fossile brændsler? Rusland har fat i den lange ende, fordi de producerer varer, som er uundværlige.
En tredje kilde til fejlkalkulation er opfattelsen af, at Rusland er isoleret. Det var en væsentlig præmis for sanktionspolitikken. Men de stater, der bakker op om Vestens sanktioner, repræsenterer kun 13 pct. af planetens befolkning. De er Nordamerika, EU, UK, Japan, Sydkorea, Singapore samt Australien og New Zealand. Med andre ord er 87 pct. af verdens befolkning ikke bundet af sanktionerne. Det er én af flere grunde til, at sanktionerne ikke virker efter hensigten. Rusland har ikke vanskeligt ved at finde købere til deres varer, der som nævnt er efterspurgte. Rusland har skruet op for samarbejdet i flere af de internationale organisationer, hvor vestlige lande ikke dominerer, især BRIKS og Shanghai Cooperation Organization. Indien har forøget importen af russisk olie ganske betragteligt. Flere medier mener, at Indien videresælger russisk olie til Europa til en højere pris. Handlen med Rusland betyder ikke, at Indien og andre ikke-vestlige lande har isoleret sig fra Vesten. Flere af disse lande har et betydeligt samarbejde med USA og EU. Men Vesten styrer dem ikke i så høj grad som tidligere.
Hvor processen vil ende, er for tidligt at sige, men USA har leget med ilden, og indefrysningen kan vise sig at blive en Pyrrhussejr
_______
Vesten har opbrugt sin indflydelse
Der er flere grunde til, at det ikke gik som forventet. Det handler ikke om, at de lande, der ikke støttede sanktionerne mod Rusland, syntes, at det var en fin idé at invadere et andet land. Men mange har den opfattelse, at der er for meget hykleri over den vestlige fordømmelse af Rusland.
Der er dog en anden afgørende årsag, som på sigt sandsynligvis vil få en gigantisk betydning for den globale magtfordeling. USA og UK indefrøs ca. halvdelen af de russiske valutaressourcer, det vil sige omkring 300 mia. dollar. Dollaren er den globale reservevaluta. Det vil sige, at det er den valuta, de fleste lande bruger i deres indbyrdes handel. Derfor har landene store beholdninger af dollars, ofte placeret i amerikanske banker. De har dollarbeholdninger ud fra en tro på, at dollaren ikke mister sin værdi – ligesom guld før i tiden. En effekt af denne konstruktion er, at USA har næsten uindskrænkede kreditmuligheder.
Reaktionen fra mange ikke-vestlige lande på indefrysningen af de russiske valutareserver lod ikke vente på sig. Især Indien og Kina reagerede skarpt på det amerikanske tiltag. Der var tale om en politisering af det internationale finanssystem. Overraskende reagerede endda det provestlige Israel, idet den israelske regering annoncerede, at de genovervejede, om de fortsat skulle bruge dollaren til valutaplaceringer og betalingssystemer. At det er blevet vanskeligere at betale for russiske varer, har også ført til fremskyndelse af nye betalingssystemer. Rusland kræver forståeligt nok rubler for sine varer. Hvor processen vil ende, er for tidligt at sige, men USA har leget med ilden, og indefrysningen kan vise sig at blive en Pyrrhussejr. Det gælder også Storbritannien, som har nydt godt af udenlandske investeringer i City of London. Det er langt fra sikkert, at det vil fortsætte, for briterne har indefrosset russiske konti i London. Det skaber usikkerhed hos dem med mange penge i britiske banker: Hvem bliver den næste?
Indtil nu synes Rusland temmelig overraskende at være gået styrket ud af situationen. De voldsomme prisstigninger på olie og gas har i hvert fald på kort sigt gavnet den russiske økonomi. Handel med Asien, især Kina, har langt hen ad vejen afløst de vestlige engagementer. Livet i Rusland går for langt de fleste videre som normalt. Middelklassen i de store byer kan ikke rejse til Vesten som før og ikke købe vestlige mærkevarer, men det betyder ikke det store for flertallet af russerne.
Taberne er lavindkomstlandene, Ukraine – og på sigt Vesten
Ukraine er den helt store taber. Men der er andre. Verdens fattige bliver ramt af mangel på især hvede og kunstgødning fra Rusland og Ukraine. Det har ført til store prisstigninger og fare for sultkatastrofer – og deraf også politisk uro med potentielt meget store flygtningestrømme, som vil presse EU, som derfor også står til at tabe. Inflationen kører afsted. Ikke mindst Tyskland med sin sårbare energisituation er ramt: For godt 10 år siden afviklede landet sin produktion af atomenergi, hvorefter de indgik langsigtede aftaler med Rusland om leverance af naturgas. Tyskland er hele EU’s industritog, som har brug for meget stabile energileverancer. Og de er truede. I begyndelsen af juli erklærede Rusland, at de ville indstille leverancerne pga. det årlige eftersyn på den gamle gasledning Nord Stream 1. Normalt ville det være en rutinesag. I år udløste det nærmest panikagtige strømninger i Tyskland. Ville Rusland overhovedet åbne for gassen igen? Det ene tyske TV-talkshow efter det andet udmalede diverse skrækscenarier, som ville udspille sig i efteråret og vinteren. Mange ville komme til at fryse, og virksomhederne ville mangle især energiråstoffer, men også andre råstoffer, fx olie til plastik.
Det har indtil nu for Tyskland vist sig at være endda meget vanskeligt på kort sigt at få fat i gas og olie til at kompensere for et eventuelt russisk forsyningsstop. Qatar og Norge vil ikke kunne levere gas hurtigt. USA er begyndt at levere LNG, en slags flydende gas, men slet ikke tilstrækkeligt, og der er desuden store tekniske vanskeligheder forbundet med at levere LNG. I skrivende stund meddelte Rusland, at de genoptager leveringen af gas, dog på et lavere niveau. Lettelsen var stor i Tyskland, men det var også klart, hvor udsat Tyskland er.
Meget tyder på, at krigen desuden vil sætte hele det globale klimaprogram på langvarig pause. Bare det, at Tyskland alvorligt overvejer at intensivere brugen af kulkraft, siger noget om, at klimaet er rykket langt ned på prioriteringslisten.
Noget af det allermindst gennemtænkte ved denne politik er sanktionerne over for russere i kulturlivet. Man har aflyst aftaler med russiske kunstnere og fyret russiske musikere fra symfoniorkestre i Vesten. Nogle har endda fjernet Dostojevskij fra universitetscurricula. Det har styrket russere i deres opfattelse af, at Vestens sanktioner er rettet mod dem som folk og mod den russiske kultur. Dem-mod-os-logikken er også blevet styrket i Rusland, hvor de vestligt orienterede liberale er blevet alvorligt svækket.
Hvad skal vi gøre? Vi må ikke lade Putin slippe af sted med det, han gør. Jeg har ikke det endelige svar. Men forudsætningen for en fornuftig og stabiliserende politik må være præcis viden om situationen, så vidt muligt renset for ideologisk snæversyn, følelsesmæssig overreaktion og selvovervurdering. Den tragiske situation i Ukraine har været længe undervejs. Gennem 30 år burde Rusland have været inddraget i en fælleseuropæisk sikkerhedsstruktur. USA’s insisteren på ukrainsk NATO-medlemskab har ikke ført til frihed, velstand og stabilitet for ukrainerne, tværtimod. Ukraine er den største taber af alle.
Ideologiske korstog med frihedsbanneret fører sjældent til mere frihed. I øvrigt er denne kamp heller ikke konsekvent, hvad der forlener den med en klang af hykleri. I skrivende stund sidder Joe Biden i Saudi-Arabien og taler med den mand, der beordrede et bestialsk mord på en kritisk saudisk journalist. Det passer ikke helt ind i kampen for en liberal verdensorden. Men det passer ind i den geopolitiske tænkning, så derfor undlader vi at løfte fanen så højt, at benene ikke når jorden. I øvrigt fik Biden ikke det ud af besøget, som han havde ønsket. Vi bør være klar over, at denne krise ikke kun handler om Ukraine, hvor tragisk den end er. Ukrainekrisen er et symptom på voldsomme tektoniske bevægelser i den globale politik. Igennem ca. 500 år har Vesten været vant til at være den dominerende og definerende magt på planeten. Det er ved at ændre sig. Vi er ved at få nye blokke, hvor Vesten ikke automatisk er den stærkeste eller mest respekterede.
At vinde over Putin og smadre Rusland vil blive en meget bekostelig affære, som vi næppe ville være klar til, hvis vi kendte konsekvenserne. Hvis det overhovedet er muligt.
Det påtrængende spørgsmål er: Hvad gør vi så, hvis den nuværende tilgang er så skadelig? Ingen har svaret – men der synes heller ikke at være grundlæggende forsøg på at tænke anderledes i en situation, der er én af de farligste, menneskeheden nogensinde har befundet sig i.
Et bud på, hvad Vesten skal gøre, kunne finde inspiration i de dristige skridt, de tyske politikere Egon Bahr og Willy Brandt foretog i 1960’erne. De indførte en politik over for Sovjetunionen, der blev kaldt Wandel durch Annäherung, ændring gennem tilnærmelse. Den tog for alvor fart efter Warszawa-pagtens invasion af Tjekkoslovakiet i 1968 og førte til en række aftaler, som bragte en vis afspænding til det højspændte Europa. Hvordan en sådan politik skal se ud, er vanskeligt at sige; de færreste kan nok forestille sig det i dag. Men at tro, at man kan smadre Rusland, er selvmorderisk. En forlængelse af konflikten vil nok svække Rusland, men sandelig også – og formentlig i højere grad – Europa. ■
Der synes ikke at være grundlæggende forsøg på at tænke anderledes i en situation, der er én af de farligste, menneskeheden nogensinde har befundet sig i
_______
Jens Jørgen Nielsen er cand.mag. i historie og idéhistorie og tidligere korrespondent for Politiken i Moskva. Han arbejder nu freelance som konsulent og lektor. Han har skrevet flere bøger om Rusland og Ukraine, sidst bogen Rusland på Tværs. ILLUSTRATION: Volodimir Zelenskyj holder en tale i Ukraines parlament Verkhovna Rada under et møde med statsledere fra Polen, Estland, Letland og Litauen. [FOTO: Ukraines præsidentkontor]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
