Jens Jørgen Nielsen: Ukraine er placeret i et destruktivt geopolitisk spil om alt eller intet
13.05.2022
Ukrainekrigen er startskuddet til en ny verdensorden. Grænserne for den vestlige verdens dominans vil blive stadig tydeligere, og vi i Vesten skal træffe nogle valg. Et Vesten, der ikke levner nogen muligheder for Putin til at rykke tilbage, fører ikke klog politik. Vilde, følelsesladede ønsker om at smadre Rusland sønder og sammen er ikke klogt og slet ikke realistisk, det er selvdestruktivt.
Kronik af Jens Jørgen Nielsen
Vi befinder os i en den værste sikkerhedspolitiske situation i Europa siden 2. Verdenskrig. En storkrig i Europa, som ultimativt kan involvere atomvåben, kan ikke affærdiges som produkt af en paranoid hjerne. Vestlige politikere og medier har reageret med meget stærke følelser: moralsk støtte til ukrainerne og maksimal fordømmelse af ikke bare Putin men også det russiske folk.
Hertil kommer de stærkeste sanktioner nok nogensinde set. Men endnu mere fatalt er de omfattende våbenleverancer og opfordringer til ukrainerne om at kæmpe videre og ikke give efter. Vi lader ukrainerne forstå, at de vil kunne vinde en krig mod Rusland. Endelig har USA utvetydigt ladet forstå, at der ikke er nogen udvej for Putin, der er ingen ting han kan gøre for at fjerne sanktionerne. USA har entydigt ladet forstå, at målet ikke kun er Ukraines suverænitet og sikkerhed.
Rusland skal svækkes – uanset hvad der ellers måtte ske. Ukraine synes at være placeret i et destruktivt geopolitisk spil om alt eller intet.
Ukrainsk sejr er næppe realistisk
Er denne kombination en fornuftig politik? Det afhænger bl.a. af, hvad man vil opnå med sanktionerne. Sanktioner er taktiske skridt, som under alle omstændigheder vil forstærke spændingerne, forlænge krigen og ødelægge store dele af verdensøkonomien. Og at sanktionerne skulle gøre den russiske befolkning så utilfreds med Putin, at de vil vælte ham, er mere end tvivlsomt. Sanktionerne vil snarere øge befolkningens støtte til Putin og den førte politik. Sanktionerne vil formentlig derfor føre til et resultat, der er stik modsat hensigten.
Leverancer af våben til Ukraine fortsætter både i omfang og i kvalitet. Det bygger på den præmis, at Ukraine kan vinde en krig mod Rusland. Er det et realistisk scenarie? Næppe. De vestlige analyser af krigen har hidtil overvejende været fordrejede. De har bygget på den ukrainske regerings officielle oplysninger, og de har i mange tilfælde vist sig at være fejlagtige. Jeg tror, at man ret hurtigt fik galt fat på Ruslands strategi, førsteprioriteten var ikke at indtage Kyiv. Hvad der nu står klarere er, at operationerne nordfra mod Kyiv faktisk var en afledningsmanøvre for det væsentlige, nemlig bekæmpelse af den største og langt hen ad vejen bedste del af den ukrainske hær i Donbass. I skrivende stund er Mariupol reelt faldet. Der er nogle lommer i det lokale stålværks kældre, men reelt er byen på russiske hænder. Mange af de russiske soldater er i gang med at nedkæmpe den ukrainske hær, som befinder sig i en knibtangssituation ved Donbass.
Det er usikkert, hvilken betydning de mange våben fra NATO-lande vil få for krigens udfald. Amerikanske myndigheder har indrømmet, at de ikke har helt styr på det, eftersom de ikke har boots on the ground. Generelt tyder meget imidlertid på, at fortsatte våbenleverancer kun vil forlænge de ukrainske lidelser, og også tappe Rusland for ressourcer. At Ukraine kan vinde krigen militært, må forekomme meget usandsynligt, uanset hvor meget man kan beundre den ukrainske hærs heltemod. I og med at NATO-landene har besluttet ikke at gå direkte ind i krigen, kan man godt fundere over det moralsk rigtige i at opfordre ukrainerne til at kæmpe videre.
Moralsk fordømmelse og isolering af russiske sportsfolk, kunstnere og andre er den letteste del, når det kommer til Putins invasion af Ukraine. Moralsk fordømmelse er ikke i sig selv politik, og Vesten skal træffe nogle vanskelige valg. Et vigtig spørgsmål er, hvilke skridt vi i Vesten foretager for at få en fred i stand, hvordan får vi skabt et kompromis? Hvordan undgår vi en europæisk krig og dermed en potentiel krig med taktiske atomvåben? Det er vanskeligere end alle mulige følelsesbølger, men også vigtigere end nogensinde før. Men når man er på vej ind i den måde at tænke på, så udløses appeasement-spøgelset med det samme. Det er en reference til Münchenaftalen i 1938 mellem Tyskland, Frankrig og Italien, som sluttede fred med Hitler, som fik lov til at tage en bid af det daværende Tjekkoslovakiet. Pointen er, at den såkaldte appeasement-politik giver efter for diktatorer, som derved får endnu mere appetit. Underforstået: Hvis vi ikke stopper Putin nu, vil vi være nødt til at bekæmpe ham i USA, som den demokratiske senator Adam Schiff har formuleret det. Og som den Zelenskyj sagde i sin tale til Folketinget den 29. marts: ”Ukraine kæmper Danmarks kamp for demokratiet”.
Man kunne enten have ladet Rusland have vetoret ved forhandlingsbordet eller på slagmarken – vi valgte slagmarken
_______
NATO-ficeringen af Ukraine som katalysator
Lad os i det mindste bare prøve at lege med et par andre måder at se tingene på og måske en anden strategi. For det første kunne man søge at forstå baggrunden for Ruslands reaktion – det betyder ikke – i hvert fald nødvendigvis – at man er enig med russerne, eller at de har ret, heller ikke nødvendigvis, at russernes tænkning om situationen er rimelig. Men selvfølgelig er det vigtigt at kortlægge deres måde at tænke på. Det er vigtigt, fordi opfattelser hos modparten, uanset hvor paranoide de måtte være, kan have en meget konkret og direkte fysisk betydning og virkning. At præcisere hvorfor Putin traf det skæbnesvangre valg den 24. februar, er ikke det samme som at forsvare det eller erklære sig enig i det. Der er et begreb i den militære verden, der hedder strategisk empati. Det betyder, at en god soldat skal kunne sætte sig i sin modparts sted. Som den kinesiske general Sun Tzu formulerede det i bogen Krigskunsten for 2500 år siden: Hvis du forstår din modstander, vil du vinde halvdelen af dine slag, hvis du forstår både dig selv og din modstander, vil du ikke have meget at frygte.
Når et land som Rusland oplever, at Ukraine, som Rusland altid har betragtet som et broderland, systematisk begynder at fjerne stadig mere af russisk kultur, sprog og andet, så vil det i voldsom grad irritere og provokere. At mindre bevæbnede højreorienterede ukrainske grupper har truet og i visse tilfælde dræbt journalister og politikere, som blev opfattet som russisk-venlige, har bidraget til den russiske fortælling. Og russerne synes ikke, at Vesten har gjort noget for at kritisere det, som må være i strid med især EU’s fremhævede værdier. Sådan har russerne med en vis ret oplevet de sidste otte år.
Rusland har siden 2008 tydeligt ladet forstå, at de er klar til krig, hvis NATO udvides med Ukraine og Georgien, netop fordi de betragter det som en eksistentiel trussel. Er vi i Vesten klar til krig med Rusland? Det korte svar, som virkeligheden indtil nu har givet, er klart: nej.
Hvis vi accepterer denne baggrund og disse præmisser, bliver det næste spørgsmål, om den politik, som Vesten og især USA har ført, har været fornuftig. Har den været i vores interesse? Mange vil vel svare bekræftende på det spørgsmål. Da Putin skruede bissen på i december 2021 og lod tropper marchere tættere på den ukrainske grænse, spillede han ud med nogle forslag til forhandling med USA og NATO. De handlede især om tre ting: 1) moratorium for ukrainsk NATO-medlemskab, 2) begrænsning af militære NATO-strukturer i Ukraine og 3) en løsning på den usynlige krig i Donbass med hidtil 14.000 dræbte. Ca. 80 pct. af de dræbte i Donbass er blevet dræbt af ukrainske styrker. Putin rykkede for en løsning med udgangspunkt i Minsk II Aftalen fra februar 2015. I realiteten afviste Vesten overhovedet at gå ind i nogle af disse spørgsmål. Der var en række møder med især Joe Biden, Olaf Scholz og Emmanuel Macron. Men ingen realitetsforhandlinger om den fælles sikkerhedsarkitektur, som var så vigtig for russerne. Endsige om en løsning af hele Donbass spørgsmålet.
Hvordan kunne en realistisk politik have set ud? Et moratorium for ukrainsk NATO-medlemskab ville have været oplagt, Ukraine ville alligevel ikke blive optaget i NATO af flere grunde. For det første har landet flere uafklarede grænsespørgsmål. For det andet skal NATO-medlemslande være ikke-korrupte og have gennemsigtighed i det politiske liv. Det mangler i den grad i Ukraine, hvor organisationen Transparency International placerer Ukraine langt under samtlige andre EU og NATO-lande, hvad angår korruption. Hvorfor kunne Vesten så ikke acceptere, at man lavede et papir, hvor man anerkendte virkeligheden, nemlig at der ikke var et reelt perspektiv om ukrainsk NATO-medlemskab i en overskuelig fremtid? Vi skal måske søge forklaringen i psykologiske faktorer. Det ville have været et ansigtstab for Vesten at gå ind på russiske præmisser, og det ville have betydet en indrømmelse af USA’s begrænsninger, og dermed have svækket billedet af USA som en afgørende magtfaktor i verden. Det ville være blevet betragtet som en München 1938 appeasement-politik, også selvom det reelt ikke ville have udgjort en afgørende forskel. Vesten havde et valg i forhold til dette spørgsmål: Man kunne enten have ladet Rusland have vetoret ved forhandlingsbordet eller på slagmarken – vi valgte slagmarken. Det ændrer ikke ved Putins ansvar for invasionen, endsige undskylder den. Men vi havde nogle valg i Vesten.
Vesten kunne også have valgt at genoplive nogle af de gamle aftaler om begrænsninger i konventionel oprustning og i det mindste begrænset de militære strukturer i Ukraine, som tog voldsom fart fra særligt 2018. I 2019 vedtog Ukraine en ny forfatning, der bandt alle fremtidige ukrainske regeringer til at arbejde for et NATO-medlemskab. Endelig kunne især Frankrig og Tyskland have vist en anelse mere nidkærhed, når det gjaldt om at presse den ukrainske regering til at virkeliggøre Minsk II aftalerne. Men siden 2015 har ukrainske regeringer ikke vist reel interesse i at gennemføre den forfatningsændring, som ville have sikret autonomi i Donbass-regionen og dermed måske en stabiliseret situation. Ukrainske præsidenter og ministre har lodret nægtet at gennemføre Minsk II, selvom den er blevet ophøjet til officiel FN-politik, godkendt af Sikkerhedsrådet.
Ser man sagen fra Ukraines side, så har de sat sig mellem to stole. De har valgt et omfattende samarbejde med NATO og har som nævnt indført en forpligtigelse til NATO-medlemskab i deres forfatning, samtidig med en markant anti-russisk politik på alle fronter. På den anden side nyder de ikke den beskyttelse, som et formelt NATO-medlemskab ville have givet. Det sidste havde de efter alt at dømme regnet med, nøjagtig ligesom Mikhel Saakashvili, Georgiens daværende præsident, gjorde det i 2008. Netop denne krig har mange lighedspunkter med den nuværende situation i Ukraine. Vesten bøjer af i disse situationer, og lader reelt Rusland buldre frem militært. Og dermed betaler den ukrainske befolkning for et i virkeligheden umuligt projekt.
En ny verdensorden i støbeskeen
Jeg er ikke i stand til at sige, om Putin ville have valgt anderledes, hvis Vesten havde indvilliget i ovenstående punkter. Men Putin ville under alle omstændigheder have fået noget at gå hjem med, og set fra Vestens side ville det ikke have været urimelige indrømmelser. Viceadmiral i den tyske flåde, Kay-Achim Schönbach, gav et interview i Indien den 21. januar. Her sagde han, at det ville være en gratis omgang for Vesten at vise Putin noget respekt. Det ville ifølge viceadmiralen indebære mange fordele, bl.a. at Rusland ikke faldt helt i armene på Kina. Schönbach blev straks fyret, og i dag står vi en unik situation med de mest vidtrækkende sanktioner, verden vel nogensinde har set – sanktioner som vil skabe enorm ustabilitet i hele verden, ikke kun Rusland. Det mest ubestridte resultat af hele situationen er, at Rusland er blevet tæt strategisk partner med Kina.
En ganske ny verdensorden er i støbeskeen med Rusland og Kina som nogle af de dominerende magter. Meget tyder på, at Asien bliver det nye globale, dynamiske centrum. Vesten har rykket sammen under denne krise, der er relativ orden i geledderne i NATO og EU, indtil videre i hvert fald. Men resten af verden, og her taler vi om stater, der repræsenterer ca. 80-85 pct. af verdens befolkning, støtter ikke den vestlige sanktionspolitik. De stemte ikke for sanktioner i FN. Der er særlig stor utilfredshed med, at USA kan lege med det globale finansielle system, stjæle penge fra Rusland og kortslutte betalingssystemer. Mange lande er mere eller mindre afhængige af russisk gas og ikke mindst hvede.
Februar 2022 vil for fremtidens historikere blive kendt som et vendepunkt som fx august 1991 med det mislykkede kup i Sovjetunionen, som lagde vejen for unionens opløsning. Ukrainekrigen vil også blive symbolet på startskuddet til en ny verdensorden. Grænserne for den vestlige verdens dominans vil blive stadig tydeligere, og vi i Vesten skal træffe nogle valg. Et Vesten, der ikke levner nogen muligheder for Putin til at rykke tilbage, fører ikke klog politik. Vilde, følelsesladede ønsker om at smadre Rusland sønder og sammen er ikke klogt og slet ikke realistisk, det er selvdestruktivt. Vi må være dristige og give Putin et eller andet, komme ham i møde, for at undgå det, der er endnu værre – enten mange hundrede tusinder af døde i Ukraine eller ultimativt en europæisk storkrig med titals millioner af døde. Eller som Willy Brandt og Egon Bahr sagde det for 50 år siden: ”Wandel durch Annäherung”, forandring gennem tilnærmelse. ■
En ganske ny verdensorden er i støbeskeen med Rusland og Kina som nogle af de dominerende magter. Meget tyder på, at Asien bliver det nye globale, dynamiske centrum
_______
Jens Jørgen Nielsen er cand.mag er tidligere korrespondent i Moskva. Freelance konsulent, forfatter til bøger om Rusland og Ukraine, rejsearrangør og -leder. ILLUSTRATION: Brandpersonale slukker en brand i en park som følge af russiske bombardementer, Kharkiv, Ukraine, 3. maj 2022. [FOTO: Felipe Dana/AP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
