Jan Maintz: Tidsånden er kulturkonservativ – men de borgerlige mangler et stort kulturkonservativt projekt
02.08.2022
Tidsånden er langt hen konservativ, men hverken De Konservative eller nogen andre på den borgerlige fløj har et offensivt og sammenhængende kulturkonservativt projekt – et projekt, der både kan løse krisen på vores dannelsesanstalter og i de samfundsbærende institutioner: folkeskolen, folkekirken, universitetet, lærerseminarierne, DR – og give svar på tidens folkesygdomme: angst, depression, stress, ensomhed, åndelig rodløshed.
Kronik af Jan Maintz
Dette er det største paradoks i dansk politik: At tidsånden er kulturkonservativ på mange stræk, men at de borgerlige partier ikke har en udfoldet og stærk kulturkonservativ vision. Den kulturkonservative strømning i vores tid er ikke grundigt og sammenhængende repræsenteret, artikuleret og bannerført på Christiansborg. At de borgerlige partier aktuelt generelt kritiseres for ikke at have en større samfundsvision, gør ikke paradokset mindre.
Det er slående, hvor tydeligt en kulturkonservativ mentalitet tordner frem og nærmest dominerer tidsånden. Lad mig indlede med en række eksempler: Det er efter adskillige årtiers foragt for religion igen blevet legitimt at være kristen – så legitimt, at politikere og kulturpersonligheder gerne udbasunerer deres kristentro; ikke engang på venstrefløjen er man på nogen måde idiot, hvis man siger, man er kristen. Mange vil have dannelsen tilbage i skolen, gymnasierne og på videregående uddannelser efter 25 års instrumentalisering og markedsgørelse. En vis nationalisme er efter mange årtiers udskamning igen blevet legitim (endda med den ellers så liberale Francis Fukuyama som nyslået nationalisme-forsvarer): 40 års nyliberalisme og økonomisk globalisering skal tilbagerulles til fordel for lokal-national kultur, sammenhængskraft og livskvalitet. Nærmest ingen vil i dag af med Kongehuset. Statslige institutioner skal genskabes i provinsen (uddannelser, politi mv.), fx får Holbæk og Svendborg nu igen et lærerseminarium (men ikke på borgerlige partiers initiativ). Mange – også dagbladet Politiken på lederplads – vil i dag fastholde VK-regeringens konservative kanon-projekt fra midt-00’erne og fx bevare en litteraturkanon for danskfaget i folkeskolen og gymnasiet – for den klassiske danske litteratur må ikke forgå, men skal videreføres til de næste generationer. En ny og stort anlagt læreruddannelse initieret af engagerede borgere og med fokus på klassisk faglighed og dannelse var for nylig ved at blive en realitet (indtil De Radikales kovending). Kritikken af det instrumentaliserede og topstyrede universitetet eksploderer i disse år. Mange vil i sammenhængskraftens og lokalkulturens navn have af-markedsgjort styringen af boligtyper i storbyerne. Klimakampen handler også om bevarelse og ansvarlig overlevering til de næste generationer. Der er en enorm efterlysning af dannelse og robust-gørelse af børn og unge i en tid, hvor de mentale lidelser er store.
Og endelig er det slående, hvor få der i dag vil revolutionere noget som helst – ikke engang Enhedslisten vil i dag forbindes med revolution. Det har nok at gøre med en utryghed i tiden, en punktering af 250 års fremskridtstro og en bred erkendelse af menneskets fejlbarlighed. ”We can never walk sure but by being sensible of our own blindness”, skrev konservatismens fader, Edmund Burke (1729-1797) – hans menneskesyn, der begrunder konservatismens anti-revolutionære dimension, har i dag fået vind i sejlene.
Det er slående, hvor få der i dag vil revolutionere noget som helst – ikke engang Enhedslisten vil i dag forbindes med revolution
_______
Længsel efter stærke samfundsinstitutioner
Strømningerne fører til en efterlysning af stærke samfundsinstitutioner: nationen og staten – men også kirken, kongehuset, biblioteker, DR, skolerne, universiteterne, domstolene, politiet mv. Ligesom ingen, heller ikke Enhedslisten, længere vil ud af NATO. Eller ud af EU. Ikke pga. økonomi, men i et håb om stabilitet. Ingen vil i dag rive noget helt ned – vi gambler ikke længere med det bestående, for vi ved ikke, om vi i så fald kan bevare orden og undgå kaos og samfundsødelæggelse.
Tidsånden er således på mange stræk konservativ – og vel at mærke både national-, social- og kultur-konservativ. Men kun det nationalkonservative og anti-multikulturelle er grundigt repræsenteret parlamentarisk – af både DF, NB, K, V, Støjberg, LA, S og nærmest alle partier (mens det socialkonservative pr. automatik er håndteret i et land, hvor alle partier vil have en stærk velfærdsstat).
Det kulturkonservative derimod blafrer som en enorm længsel rundt i samfundet og savner grundig repræsentation.
Ret beset er denne mangel markant: Vi lever i en tid domineret af en søgen efter mening, kulturhistoriske rødder, sammenhængskraft, dyb kulturforbundethed, værdimæssige autoriteter og pejlemærker, robusthed og dannelse (dannelse er et af vor tids hotteste ord). Alt sammen som svar på svag identitet, relativisme, åndelig rodløshed, flygtige fællesskaber og meningskrise. I et af verdens rigeste og mest demokratiske lande. Krisens rod er åndelig, kulturel og eksistentiel. Angst, stress og depression er blevet folkesygdomme. Hver 6. dansker har det dårligt mentalt; hver 8. dansker lider af ensomhed; hos 16-24-årige kvinder er det over hver 4.; hver 3. danske kvinde har stressproblemer og hver 4. mand (Den nationale sundhedsprofil 2021).
Krisens rod er åndelig, kulturel og eksistentiel. Angst, stress og depression er blevet folkesygdomme
_______
Den hjemløse kulturkonservatisme
Nye Borgerlige fokuserer på indvandring og økonomi. Det samme gør Dansk Folkeparti (omend Morten Messerschmidt har haft nogle kulturkonservative ansatser i sin kamp for mere klassisk dannelse i folkeskolen og gymnasiet). Støjbergs nye parti, DanmarksDemokraterne, lader til at fokusere på indvandring og land-by-temaet. De Konservative ved Søren Pape taler mest om økonomi: lavere skat og mindre offentlig sektor. Og da han besøgte DR’s ”Genstart” 9.3.21 kunne han ikke komme med ét eksempel på, hvad hans parti har haft af store politiske visioner og udspil de senere år. I samme program fortæller han, at hans parti efter Folketingsvalget i 2015 – det dårligste i partiets historie – valgte ”at tage det frem af vores politik, der betyder mest for de borgerlige vælgere” (bemærk den tilgang – glemt er tilsyneladende Grundlovens §56, der fastsætter, at en politiker bør være styret af egen overbevisning). Hvad blev valgt? Fire fokuspunkter: lavere skat, hård retspolitik, klima og sundhed og ældre. Væk er kulturkonservatismen.
DF og LA og i øvrigt også De Konservative ved Mai Mercado skal ellers roses for deres medvirken til en af-instrumentalisering af folkeskolen og deres korrektion af Ellen Trane Nørby og Venstres dannelses-ødelæggende udspil til gymnasiereformen i foråret 2016. Men et sammenhængende og stærkt kulturkonservativt projekt har de ikke. Venstre fokuserer på økonomi, kritik af Socialdemokratiet og statens størrelse. Jakob Ellemanns aktuelle ideologiske fremstød (bl.a. Politiken 10.7.22) handler om frihed fra staten og – som et ekko af Foghs minimalstatsbog fra 1993 – etisk individualisme. Med andre ord: Kun det enkelte menneske bør bestemme, hvad der er godt for det. Det er klar ideologisk tale, men kulturkonservatisme er det ikke. Tværtimod. Tidens tungeste kulturkonservative projekt finder vi hos Socialdemokratiet: udflytning af uddannelser til provinsen. Det er dog ikke et dannelses-, men et klasse- og sammenhængskraft-projekt.
Tidens tungeste kulturkonservative projekt finder vi hos Socialdemokratiet: udflytning af uddannelser til provinsen
_______
Merete (Riisager) & Mads (Holger)
Merete Riisager havde en stor kulturkonservativ dannelsesvision som undervisningsminister (2016-19) og i sin fortjenstfulde debatbog Selvbyggerbørn (2020), og hun fik sat nogle aftryk, som stadig udøver indflydelse – men hun er ude af politik. Mads Holger, der i 2015 stillede op til Folketingsvalget for De Konservative, havde også en stærk kulturkonservativ vision. Ja, han inkarnerede og slog sig ligefrem op på at kunne tilføje partiet den kulturkonservatisme, det mangler. Men han blev dagen efter valget indstillet til eksklusion fra partiet og meldte sig så ud (før han i 2016 tog i sit eget liv). Hans Radio24syv-program ”Mads Holgers Svanesang” (2015) handler om denne eksklusion, partiets tilstand og konservatismen generelt – og det er en rød tråd i programmet og hos dets konservatisme-kyndige gæster, at det er en svaghed ved partiet, at det ikke har tilstrækkelig intellektuel styrke til at repræsentere, artikulere og bannerføre vor tids konservative strømning.
Det er egentlig påfaldende: Siden tiden op til Folketingsvalget i 2015 er der sket en ekstra ideologisk oprustning og gentænkning af eget ideologisk grundlag i mange af de danske partier.
I januar 2014 udgav jeg debatbogen ”Kan du være mere konkret? Om samtalens død i dansk politik” (Informations Forlag), som argumenterede for, at der i dansk politik mangler rum for etisk, principiel, ideologisk, håbefuld, langsigtet, nuanceret og visionær tænkning og debat – at den slags drukner i hårde krav om realisérbarhed, nyttetænkning, konkrete resultater, BNP-effekt, finansieringsspørgsmål, anti-intellektualisme og målbarhed. Men siden 2014 er der faktisk sket noget (ikke pga. min bog, men pga. accelererede identitetskriser i partierne): De fleste partier har været igennem en selvrefleksion og talt og skrevet om, hvad socialdemokratisme, liberalisme, socialisme, konservatisme mv. er og bør være i dag. Men det kulturkonservative synes glemt i denne proces.
Syv tiltag
Hvor skulle man starte det kulturkonservative (gen)opbygningsarbejde? Der findes sjældent snuptagsløsninger, men her er nogle indledende tiltag, der bl.a. omhandler samfundets dannelsesanstalter:
1) Det bør åbenlyst være et afgørende kulturkonservativt projekt at få genoprettet folkeskolen. Stands lærerflugten – bl.a. ved at give lærerne ordentlig forberedelsestid. Dannelse og klassisk faglighed skal i højsædet, og man bør rulle dele af det digitaliserede undervisningsrum tilbage, finde papirbøgerne frem igen og – som i Frankrig – forbyde mobiltelefoner.
2) Geninvestér i humaniora på universiteterne og i lærerseminarierne. Først når der igen er kvalitet og status i at være både humanist og skolelærer, kan vi have betingelser for et vist dannelsesniveau i uddannelsessystemet og samfundet. Der skal ikke være flere studerende på de humanistiske universitetsuddannelser, men kvaliteten og økonomien skal være i orden.
Der skal ikke være flere studerende på de humanistiske universitetsuddannelser, men kvaliteten og økonomien skal være i orden
_______
3) Markedsgørelsen af gymnasiet og universitetet skal bremses. Som Kaare Dydvad (S) polemisk spidsformulerede det i Weekendavisen i foråret: Taxametersystemet ”forvandlede gymnasierne til virksomheder snarere end dannelsesinstitutioner”. Og som Mai Mercado sagde til Kristeligt Dagblad 21.4.16 i gymnasiereform-processen: ”Vi kan for eftertiden blive husket som den generation af politikere, der ødelagde den almene dannelse i gymnasiet”. Hun ville have mere latin, litteratur og historie i gymnasiet og fastslog klogt: Stx-gymnasiet handler ikke om arbejdsmarkedet.
4) Indfør obligatorisk filosofi i folkeskolen (fx i 8. og 9. klasse som i Frankrig) og i gymnasiet.
5) Skab ro om DR’s økonomi, reducér de forvoksede, anti-elitære og seertals-forskrækkede lederlag og indfør et klogt litteraturprogram på DR i bedste sendetid.
6) Afskaf den dyre afgift på at køre over Storebæltsbroen, så alle billigt kan komme rundt i deres egen kulturnation.
7) Og så en ting, som jeg aldrig har hørt omtalt som et politisk projekt i Danmark, men som burde være det, fordi det har alt med kultur og livskvalitet at gøre: Lad os få skabt nogle mere sjælfulde byer med lokal kultur og identitet. Når du har gået i Hernings gågade, har du gået i Hillerøds. Og i Koldings, Slagelses, Nyborgs, Birkerøds osv.! Takket være de samme kædebutikker og samme sterile og fladt kommercialiserede æstetik.
Men dé syv punkter – og alt det ovenstående – kræver både evnen og viljen til først at udtænke et stort kulturkonservativt projekt. ■
Markedsgørelsen af gymnasiet og universitetet skal bremses
_______
Jan Maintz (f. 1979) har studeret nordisk sprog og litteratur, filosofi og statskundskab, er gymnasielektor, skribent på Dagbladet Information, medlem af Gymnasieskolernes Lærerforenings hovedbestyrelse og har udgivet bøger til gymnasiet om litteratur og videnskabsteori og debatbogen Kan du være mere konkret? Om samtalens død i dansk politik (2014, Informations Forlag). ILLUSTRATIONER: I anledningen af corona-genåbning 1. februar 2022 mødes statsminister Mette Frederiksen og formand for Det Konservative Folkeparti Søren Pape Poulsen – før deres middag hos Brødrene Price i København taler de med pressen [foto: Martin Sylvest/Ritzau Scanpix] I sin ordløse rolle som dirigent leder Bent Mejding orkestret i Det Kongelige Teater i den bedste udgaven af ouverturen til Elverhøj nogensinde – dog med uerkendt assistance fra Olsen-Banden bag kulisserne [foto: Rolf Konow fra Erik Ballings film/Nordisk Film/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
