James Nixey: Diktatorer kan tilsyneladende sidde sikkert i sadlen, lige indtil de ikke gør

26.04.2022

„Et kup er ikke umuligt. Historien viser dog, at de er svære at forudse. Vi forudså ikke Oktoberrevolutionen i 1917, vi forudså ikke kollapset i 1991. I begge eksempler var der tale om en kombination af et paladskup organiseret af eliten og folkelige bevægelser. Det gælder også for Nicolae Ceaușescu og Slobodan Milošević, der begge havde opbakning i befolkningen, indtil tæppet pludselig blev trukket væk under dem.‟

Interview af Jakob Sloma Damsholt

RÆSON: Hvor stor er den nuværende opbakning til krigen i den russiske befolkning og politiske elite?
NIXEY: Lad os starte med befolkningen: Putin rider ikke på nogen bølge af opbakning skabt af en glorværdig krig, for krigen er ikke en succes. Der er dog en række faktorer, der gør, at han har opbakning til krigen fra mindst 50-60 pct. af befolkningen.

Først og fremmest er der den konstante diæt af statsorganiseret TV og nyheder, der spiller en stor rolle. Der er dog også en grundlæggende opfattelse i den russiske befolkning af, at Ukraine er det samme land som Rusland, og at ukrainerne er det samme folk som russerne.

Dertil kommer, at der i Rusland er en tendens til, at folk ikke vil tro på, at deres land kan gøre forkerte ting. De har meget svært ved at acceptere tanken om, at den russiske stat kan gøre noget så forfærdeligt som en uprovokeret invasion, for slet ikke at tale om de grusomheder, der nu bliver afdækket i ukrainske byer, som Rusland forlader.

Opbakningen til Putin i eliten er mindst lige så vigtig, for det er med eliten, han fastholder sin magt. Der er ikke nogen anden i Rusland på lige fod med Vladimir Putin. Og det er ikke kun, fordi han har undertrykt, chikaneret, fængslet og dræbt oppositionen; han har også med stor omhu sikret sig, at ingen har kunnet opbygge en for stor magtbase. Hans seneste to premierministre blev valgt specifikt, fordi de ikke havde nogen egentlige magtbaser. Det er lige ud af enhver diktators ABC: at sikre sig, at ingen opbygger for meget magt og for mange ressourcer på samme tid. Hvis de har magt, skal de ikke have ressourcer, og hvis de har ressourcer, skal de ikke have magt. Det er præcis derfor, han stadig har stor opbakning i eliten.
 

Jeg tror, at Putin har sat kritiske kræfter fri i Rusland, både i befolkningen og eliten, som han ikke kan kontrollere og heller ikke ved noget om
_______

 
Når det er sagt, så viser historien, at der er sket et skift i måden, Rusland begår grusomheder på. En oplagt parallel til i dag er invasionen af Prag i 1968, da Sovjetunionen besluttede sig for at kvæle det tjekkiske oprør. Det påvirkede den russiske befolkning og embedsmænd. Mange blev ligefrem frastødt af, hvad den sovjetiske regering gjorde, og det førte til desertering og kontraspionage, idet nogle spioner begyndte at arbejde for Vesten. Dengang kunne ingen tale om grusomhederne, der blev begået, for det kunne føre til fængsel og mulig henrettelse, så i stedet førte det til hemmelig intern modstand og ulydighed.

Grusomhederne i Ukraine vil ligeledes komme til at have betydning internt i dag. Russere er jo mennesker. Der er selvfølgelig nogle, der er meget nationalistiske og ultrakonservative og derfor vil bakke fuldstændig op om alt, den russiske hær har gjort i Ukraine. Men mange vil have svært ved at tro, hvad de hører, og hvad de ser. Og mange i hæren vil stejle over de ordrer, de skal udføre. Jeg tror, at Putin har sat kritiske kræfter fri i Rusland, både i befolkningen og eliten, som han ikke kan kontrollere og heller ikke ved noget om.

Forudser du dermed, at invasionen af Ukraine vil føre til organiseret politisk modstand mod Putin?
Hvis der opstod organiseret opposition, ville den blive ødelagt, opdelt og chikaneret på samme måde, som andre er blevet det. Så vi kommer ikke til at se en egentlig opposition rejse sig. Rusland er ved at forvandle sig fra at være et autoritært styre til et totalitært regime. Derfor tror jeg ikke meget på officiel opposition. Der kan være tilladt opposition, men ikke ægte modstand mod systemet.

Når det er sagt, så har vi set en udvikling i Rusland siden 2012 hen mod flere og flere folkelige protester. Den type protester er nu ulovlige, og der har ikke været mange af dem siden krigens start, men over hele landet vokser protestkulturen. Ikke bare imod krigen, men imod korruption, for miljøet, for pension og for arbejdstagerrettigheder. Det kan regimet kvæle i nogen udstrækning og har gjort det de seneste uger, men det kan de ikke for evigt. Især ikke, når forholdene bliver stadig værre – og det bliver de absolut, når virkningerne af sanktionerne og den internationale isolation bliver mere udtalte. Alle bliver ramt, lige fra den rigeste oligark, hvis formue rammes, til de allerfattigste på landet. Færre varer, mindre mad, færre luksusprodukter og selvfølgelig færre penge. Den situation kommer til at skabe utilfredshed, og selvom russerne vil forsøge at skyde hele skylden på Vesten, kan de ikke overbevise alle om det.

Derfor tror jeg, at det i takt med krigen vil blive sværere og sværere for Putin at få folk til at stemme på ham, og derfor skal valgene manipuleres i stadig højere grad. Krigen i Krim i 2014 var kort, glorværdig, sejrrig og nem. I denne krig er der høje russiske tabstal, den koster meget, og den vil helt sikkert komme til at vare længe. Det er en helt anden krig at håndtere for Kreml.

Hvis Putin væltes, hvad er da det mest sandsynlige scenarie? En folkelig opstand eller et hemmeligt kup foranstaltet af den politisk elite?
Et kup er ikke umuligt. Historien viser dog, at de er svære at forudse. Vi forudså ikke Oktoberrevolutionen i 1917, vi forudså ikke kollapset i 1991. I begge eksempler var der tale om en kombination af et paladskup organiseret af eliten og folkelige bevægelser. Diktatorer kan tilsyneladende sidde ret sikkert i sadlen, lige indtil de ikke gør. Det gælder også for Nicolae Ceaușescu og Slobodan Milošević, der begge havde opbakning i befolkningen, indtil tæppet pludselig blev trukket væk under dem. Så selvom jeg vurderer, at Putin sidder sikkert i sadlen nu, ville jeg ikke sætte mine penge på ham efter 22 år ved magten. Især når flere og flere opdager, at den krig, han fører i Ukraine, er katastrofal for Rusland.

Har opfattelsen af krigen som katastrofal bredt sig i de forskellige samfundslag i Rusland?
Nej, ikke endnu, men det vil den over tid. Vi er stadig kun to måneder inde krigen. Lige nu kan Kreml akkurat, ved hjælp af alle deres midler, overbevise folk om, at krigen går planmæssigt, selvom det absolut ikke er tilfældet. Men det bliver meget svært at holde fast i, når militæret ikke kan indfri de politiske mål, der er udstukket. Hvis Vesten ikke hjælper Putin med at komme ned fra det træ, han er kravlet op i, er det meget svært at få øje på en god exitstrategi for Rusland – og svært for Putin fortsat at bilde russerne ind, at alt går efter planen.

Helt ærligt tror jeg, at chancen for, at Putin mister magten i år, er mindre end 5 pct. I løbet af de næste fem års tid er chancen dog meget større, fordi økonomien og leveforholdene vil forværres betydeligt.

Hvilket militært resultat i Ukraine skal Putin som minimum opnå for at sælge krigen som en sejr?
Det er svært at sige. Hans første mål om såkaldt “denazificering”, der betød at vælte Zelenskyj og indsætte en marionet, er ikke længere realistisk. Kombinationen af russisk inkompetence og den ukrainske heroiske modstand har gjort det nærmest umuligt.

Ambitionen er nu at erobre Donbas, herunder Lugansk og Donetsk. Det er et område, det russiske militær kender bedre, fordi de har været der siden 2014, og hvor Putin oplever mere opbakning. Men det var ikke det, Putin ville. Hans ambition var ikke at få et lille stykke af det østlige Ukraine. Lidt mere jord og nogle smadrede fabrikker. Hans mål var, at Ukraine ikke bliver et vestligt land, og dét mål er ikke længere realistisk – hans indsats har snarere haft modsat effekt.

Hvis Putin erobrer Donbas, vil de vestlige sanktioner fortsætte, og det har han ikke råd til. Hvis de skal forsvinde, skal der indgås en fredsaftale, der er til Ukraines fordel. Men hvis der indgås en sådan aftale, vil den skyggeside af russisk politik, der bygger sig op bag Putins ryg, vokse sig meget stærk, og Putin vil miste sin troværdighed hos den russiske elite. Derfor har Putin ikke tænkt sig at stoppe, selvom krigen er en fiasko.

Jeg er bange for, at kampene vil fortsætte længe, at russere og ukrainere vil dø i stort antal, og at flere grusomheder vil blive begået. ■
 

Putins mål var, at Ukraine ikke bliver et vestligt land, og dét mål er ikke længere realistisk – hans indsats har snarere haft modsat effekt
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland