Jakob Tolstrup i RÆSON SØNDAG: Hvad nu, hvis Putin falder?

13.11.2022

Putins krig går stadig ikke efter planen, men har tværtimod været ramt af det ene nederlag efter det andet på, hvad der efterhånden ligner en vedvarende katastrofekurs for russerne. Senest i denne uge med tabet af Kherson, der på ny rejser spørgsmålet om den russiske leders greb om magten: Hvad nu, hvis Putin falder? To centrale faktorer gør sig gældende for Putins overlevelse.

I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Jakob Tolstrup i RÆSON SØNDAG

Vladimir Putins krig mod Ukraine er ikke gået efter planen. Hvis der da overhovedet har været en plan. Krigen kom som en kæmpe overraskelse for mange – inklusiv undertegnede. Og siden dens begyndelse i februar 2022 har yderligere overraskelser stået i kø: Ruslands militær har vist sig forbløffende ineffektivt; Vestens sammenhold forbløffende stærkt; og Putins insisteren på sejr – koste hvad det vil ­– forbløffende sejlivet. Disse tre ting tilsammen har gjort livet surt for Præsident Putin, som ellers i –evis har kunnet nærmest gå på vandet både i indenrigs– og udenrigspolitikken.

Som jeg skrev i en artikel i RÆSONs forårsnummer tilbage i april [RÆSON49], så har Putins katastrofale krig i Ukraine pludselig fået os til seriøst at diskutere muligheden for, at Ruslands leder gennem 22 år kan blive tvunget fra magten. Som jeg også pointerede dengang, så er Putins fald ikke nødvendigvis lige om hjørnet. Hverken folket eller eliten har endnu for alvor sat præsidenten under pres. Vi har fortsat ikke set store og vedholdende folkelige protester eller deciderede udfordringer af Putins hegemoni i inderkredsen. Men når det er sagt, så er der tydeligvis muren i krogene i Kreml og utilfredsheden med den økonomiske situation og krigens omkostninger for almindelige russiske familier er som et ulmende bål, der blot venter på et pust, som kan få det til at flamme op. Putins fald synes altså mere sandsynligt i dag end tilbage i april – senest understreget af denne uges tilbagetrækning fra Kherson, den eneste provinshovedstad erobret af de russiske styrker i Ukraine. Helt Afgørende for Putins overlevelse er altså to faktorer: udviklingen i krigen og økonomien.

Faktor ét: Krigens gang

På kort sigt er udviklingen på slagmarken det vigtigste. Putin-regimet har i de seneste måneder været tvunget til at tvangsmobilisere op mod 300.000 russere, true med brug af atomvåben og systematisk angribe civile mål i Ukraine. Forhåbningen synes at være, at dette vil svække Vestens militære og økonomiske bistand og tvinge ukrainerne til forhandlingsbordet. Og håber er, at Putin kan sikre russisk kontrol med de fire ukrainske regioner (Donetsk, Luhansk, Kherson og Zaporizjzja), som – ifølge præsidenten – blev en del af Rusland i forbindelse med de ufrie og manipulerede ’folkeafstemninger’ i slut september.

Men endnu har det ikke for alvor gjort en forskel. Ukraine er stadig i offensiven og kunne i denne uge krone en ny sejr, da de indtog Kherson-provinsen efterfulgt af en russisk tilbagestrækning. De russiske styrker mangler tydeligvis både træning, materiel, forsyninger og kampgejst. Der er talrige forlydender om soldater, der selv må skaffe deres udstyr og ikke ser en rød rubel for deres indsats. Vi hører fortsat om høje tabstal, og også om soldater, som nægter at adlyde ordrer og flygter fra tjenesten til trods for de benhårde straffe, som Putin-regimet har indført. Lykkes Ukraine med at fortsætte offensiven, mens vinterfrosten bider sig fast, bliver et afgørende spørgsmål derfor om de mange tvangsmobiliserede russiske soldater vil blive og kæmpe, eller de vælger at desertere. Holder Rusland stand i de kommende måneder, så låser konflikten sig fast, og Putin får måske igen fat i den lange ende. Kommer Rusland omvendt til at æde det ene nederlag efter det andet, så er totalopløsning en reel mulighed. Og så hænger Putins politiske overlevelse i en tynd tråd.

 

Kommer Rusland til at æde det ene nederlag efter det andet, så er totalopløsning en reel mulighed. Og så hænger Putins politiske overlevelse i en tynd tråd
_______

 

Faktor to: Økonomien

Den anden afgørende faktor er økonomien. Krig koster penge. Mange penge. Ifølge det velansete Moscow Times brugte det russiske forsvarsministerium i gennemsnit i omegnen af 300 millioner dollars om dagen i krigens første tre måneder. I runde tal er det tre gange så meget som normalt, og det svarer til det dobbelte af, hvad man bruger på sundhed og tre gange så meget, som normalt afsættes til uddannelse. Og det er altså baseret på tal frigivet af den russiske stat. Vi har god grund til at betvivle, at de afspejler de reelle omkostninger. Læg dertil indkøb af yderligere militært isenkram fra eksempelvis Iran og Nordkorea, udgifter til 300.000 tvangsmobiliserede soldater, vestligt sanktionspres, faldende russiske eksportindtægter og udenlandske investeringer, stigende arbejdsløshed og dalende indenlandsk produktion.

Og problemerne bliver kun værre: I budgettet for 2023, allokerer den russiske regering 17 pct. af de offentlige udgifter til forsvar og hele 8,4 pct. til ’uspecificerede udgifter’, som sandsynligvis blot skal sløre krigsomkostningerne. Dermed tangerer man de 25 pct., som afsættes til ’socialpolitik’ som eksempelvis pensioner og andre subsidier. Det er enorme summer, og det generer gigantiske økonomiske udfordringer, som den almindelige russer nødvendigvis vil komme til at mærke i form af mindre velfærd og meget mindre personligt økonomisk råderum. Fortsatte nederlag og høje tabstal i Ukraine vil kun gøre det yderligere vanskeligt for hr. og fru Ivanov at se meningen med galskaben. Spørgsmålet er så, hvornår bægeret flyder over, og hvornår den menige russer tør udfordre de magthavere, som truer alle modstandere med bål og brand.

Putins dilemma

Putin er dermed fanget i en vanskelig situation. Han kan grundlæggende ikke bedre økonomien, så længe krigen i Ukraine raser. Og han kan ikke trække sig fra krigen uden at vinde som minimum de fire regioner, der efter den formelle og ulovlige annektering nu portrætteres som en del af Moder Rusland. Gradvis eroderer Putin gennem denne politik sin opbakning i befolkningen. Og med dalende opbakning i befolkningen, hvilket er dokumenteret af nye undersøgelser foretaget af Levada-centeret, bliver han et stadigt lettere mål for kupmagere fra inderkredsen, som måske blot venter på det rette øjeblik til at slå til. Det er alt andet lige lettere at lykkes med at mobilisere et kup mod en forhadt diktator, som har skabt økonomisk kaos og ydmygende udenrigspolitiske nederlag og forårsaget titusindvis af tabte soldaterliv.

Men meget er altså stadigt usikkert. Vi kan på ingen måde afskrive kup eller revolution i Rusland i de kommende måneder. Men begge kan også meget vel udeblive til trods for gunstige betingelser herfor.

Men hvis vi nu leger med tanken om, at Putin bliver væltet? Hvad sker der så med Rusland? Hvordan påvirker Putins fald det politiske spil i det postsovjetiske område?

Et Rusland efter Putin

Hvis Putin falder i den nærmeste fremtid, bliver det som sagt sandsynligvis som et produkt af folkeligt oprør, et kup begået af en gruppe i hans indercirkel, eller en kombination heraf. Uanset hvad, vil det efterlade Rusland i en særdeles ustabil situation. Der eksisterer på nuværende tidspunkt ikke nogen egentlig politisk opposition til det siddende regime, og kritiske elementer i civilsamfundet er rykket op med roden. Ydermere har hundredtusindvis af russere forladt landet – de fleste af dem er veluddannede og ressourcestærke, og mange har netop været (liberale) modstandere af styret. Falder Putin er det dermed småt med liberaltsindede kræfter, der for alvor kan forandre det eller reformere system, som den russiske leder har opbygget gennem de sidste 22 år. Det er i hvert fald lidet sandsynligt.

 

Men hvis vi nu leger med tanken om, at Putin bliver væltet? Hvad sker der så med Rusland? Hvordan påvirker Putins fald det politiske spil i det postsovjetiske område?
_______

 

Mere plausibelt er det, at en koalition af medlemmer af Putins inderkreds finder sammen om en fælles kandidat, som de kan køre i stilling som Ruslands næste præsident. Hvem det bliver, og hvordan en sådan magtkamp kommer til at udspille sig, er svært at spå om. Men forskningen i diktaturer giver os ikke meget grund til optimisme. Når stærkt person-centrerede regimer som Putins falder, så efterlader det et magtvakuum af dimensioner, der ikke let indtages af andre politiske kræfter. Tænk bare på Saddams Irak, Gaddafis Libyen, al-Bashirs Sudan eller Hoxhas Albanien. Der vil sandsynligvis udspille sig en hård kamp om både politisk indflydelse og kontrol over de statsressourcer, som Putin og hans håndlangere har malket igennem årene. Ydermere vil en mulig efterfølger stå med et Rusland i dyb økonomisk krise, som det vil tage årevis at kæmpe sig ud af. Det taler heller ikke for politisk stabilitet – og slet ikke for demokrati.

Endelig er der en risiko for, at en svækkelse af centralmagten i Rusland puster nyt liv i de separatistiske tendenser, vi så i 1990’erne. Ramzan Kadyrov, lederen af Tjetjenien, har hidtil effektivt lagt låg på den diskussion mod til gengæld at få frit spil af Putin som lokal despot. Falder den russiske præsident, så efterlader det Kadyrov uden sin beskytter. Og der er mange magtfulde klaner i Tjetjenien, som står klar til at gøre gengæld for det, Kadyrov har udsat dem for gennem de seneste 15 år. Tjetjenien og dermed Nordkaukasus kan igen blive en krudttønde for uro og separatistiske bevægelser.

Uro i det postsovjetiske rum

Men hvis Putin falder, efterlader han ikke blot et magtvakuum internt i Rusland, men også i det bredere nabolag af postsovjetiske republikker. Et politisk ustabilt og økonomisk forarmet Rusland vil nemlig være mindre tilbøjelig til og mindre i stand til at forme den politiske udvikling i nærområdet.

For en række autokrater i regionen vil Putins exit også betyde store udfordringer. Aleksandr Lukasjenko i Belarus overlever i øjeblikket udelukkende på rå undertrykkelse og Putins nåde. Han er dybt upopulær i den bredere befolkning, efter han på brutal vis knuste revolutionen imod ham i forbindelse med præsidentvalget i 2020. Hvis Putin mister magten, så er der, som for Kadyrov i Tjetjenien, ingen til at garantere Lukasjenkos styre, og så vil det være en let sag for kræfter i det belarussiske KGB at fjerne ham. Eller måske vil oppositionen vejre morgenluft og igen forsøge at mobilisere befolkningen imod ham. Uden Putins rygdækning vil Lukasjenko have sværere ved at overbevise politi og sikkerhedsstyrker om at loyalitet overfor ham kan betale sig på længere sigt. For hvem vil begå forbrydelser mod almindelige mennesker for at sikre en mand, som måske alligevel er på vej ud?

Også præsident Emomalii Rahmon i det tidligere borgerkrigshærgede Tadsjikistan, der ligesom Lukasjenko har siddet på magten siden 1994, kan få sværere ved at sikre den politiske stabilitet. Rahmon har længe været både økonomisk og militært afhængig af Rusland, og Putin har altid støttet op om den tadsjikiske leder. Som følge af Ukraine-krigen er den økonomiske hjælp til Rahmon skrumpet kraftigt ind, og de russiske soldater, som var udstationeret i landet, er i stedet blevet sendt til fronten. Den 70-årige Rahmon synes at være i færd med at overdrage magten til sin søn – ganske som Præsident Berdimuhammedow i nabolandet Turkmenistan ubemærket i ly af Ukraine-invasionen gjorde det i marts i år. Den plan kan meget vel gå fløjten nu, da præsidentens modstandere sandsynligvis vil forsøge at udnytte fraværet af Rusland. Politisk ustabilitet i Tadsjikistan, som grænser op til Afghanistan, vil kun yderligere destabilisere den sydlige del af Centralasien.

Endelig er der krigen mellem Armenien og Aserbajdsjan, som er blusset op i de seneste år. Rusland har traditionelt støttet Armenien, men med hænderne fulde i Ukraine, har det militært og økonomisk overlegne Aserbajdsjan fået frit spil. Falder Putin, er Armenien helt overladt til sig selv og kan måske kun håbe på symbolsk støtte fra Frankrig og EU. Et sandsynligt scenarium er derfor, at Aserbajdsjans præsident Ilham Alijev vil forsøge at skubbe Armenien helt ud af Nagorno-Karabakh-enklaven – et område, som ligger inde midt i Aserbajdsjan – og måske endda gøre krav på yderligere dele af Armenien. Det kan blive både voldsomt og få alvorlige konsekvenser for den politiske stabilitet internt i Armenien.   

Så selvom Ukraine-krigen måske kan føre til despotens fald i Rusland, så bringer det ikke kun godt med sig. For om man kan lide det eller ej, har Putin i årtier været en magtfaktor af dimensioner både internt i Rusland og i nabolaget. Hvis Putin bliver fjernet, så forskubbes magtbalancen i mange igangværende og mere latente konflikter. Værd at nævnte er, at dette er ikke ment som et forsvar for Putins fortsatte diktatur. Derimod vil en despot som Putin nødvendigvis blive væltet på et tidspunkt. Men vi bør være klar over, hvad det er for nogle udfordringer, der kan opstå i kølvandet på den russiske autokrats fald. Hvis han altså falder.

 

Selvom Ukraine-krigen måske kan føre til despotens fald i Rusland, så bringer det ikke kun godt med sig. For om man kan lide det eller ej, har Putin i årtier været en magtfaktor af dimensioner både internt i Rusland og i nabolaget
_______

 

Jakob Tolstrup (1980) er ph.d. og lektor i statskundskab på Aarhus Universitet. Han er ekspert i indenrigs- og udenrigspolitiske forhold i Rusland og de øvrige tidligere sovjetrepublikker og i politik i diktaturer mere generelt. Han har blandt andet skrevet Tænkepausen ’Diktatur’ og bidraget til bogen ’Putins Rusland’. ILLUSTRATION: Præsident Putin møder pressen efter et møde med lederne af Armenien og Aserbajdsjan i Sochi, 31. oktober 2022 [foto: Sputnik/Sergey Bobylev/Pool via REUTERS/Ritzau Scanpix]

Apropos denne artikel:

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad: Valget viser, at utilfredsheden i Grønland er skredet i to retninger

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland

Jens Worning om våbenhvileaftalen med Ukraine: Kreml er tavs for nu, men spørgsmålet presser sig på: Hvem styrer USA’s udenrigspolitik?

Stephen Wertheim: Selvom europæerne tror, at USA har været Europas sikkerhedsgarant i otte årtier, er det ikke helt sandt