Jakob Matthiesen: Med afskedigelsen af Kolomojskyj kravler Zelenskyj ud af oligarkens lomme og tættere på EU
14.09.2022
Man kan spørge sig selv, hvorfor Zelenskyj overhovedet indlod sig på et samarbejde med en person, der angiveligt havde malket den ukrainske stat for et astronomisk beløb, og som åbenlyst personificerer alt det, som Zelenskyj har sat sig for at bekæmpe. Med ophævelsen af Kolomojskyjs statsborgerskab ser det ud til, at det sidste søm er banket i det venskabelige forholds ligkiste.
Analyse af Jakob Matthiesen, underviser og freelancejournalist, skriver om kulturelle og politiske konflikter i den østlige del af Europa
Hvordan skiller man sig af med et bekendtskab, som er blevet en belastning, selv om vedkommende har hjulpet en med at blive præsident?
Man gør som Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj: Den 20. juli kunne Ukrainska Pravda fortælle, at den ukrainske stat ønsker at fratage 10 ukrainske politikere og forretningsmænd deres ukrainske statsborgerskab. En af dem er Ihor Kolomojskyj, den 59-årige ukrainsk-cypriotisk-israelske forretningsmand, som tidligere har været tæt knyttet til Zelenskyj og flere medarbejdere i hans stab. Beslutningen er ikke officielt bekræftet, men to medlemmer af det ukrainske parlament har fremlagt et billede at det præsidentielle dekret.
Dermed markerer præsident Zelenskyj, at en økonomisk og politisk alliance med en kontroversiel skikkelse i Ukraines historie er fortid. Et tegn på, at Zelenskyj forsøger at befri Ukraine fra oligarkernes klør, rense sig selv fra en nagende mistanke og samtidig vinde det langsigtede slag om Ukraines politiske og økonomiske overlevelse ved at fjerne en forhindring for medlemskab af EU og NATO.
Hvem er Kolomojskyj?
Kolomojskyj tilhører den særlige gruppe af ukrainske forretningsmænd, der er kvalificeret til den tvivlsomme titel som oligark. Han skabte sin rigdom i nullerne og tierne med både minedrift, medier og bankvæsen. Og så var han med til at grundlægge Ukraines største bank, PrivatBank, som var en mirakuløs økonomisk succes, indtil det viste sig, at banken var et fupnummer af forfalskede regnskaber og fordækte transaktioner.
I 2016, da banken var tæt på konkurs, blev den nationaliseret af den ukrainske stat. Samme år forlod Kolomojskyj, der offentligt og krast havde kritiseret Ukraines daværende præsident Petro Poroshenko, Ukraine og bosatte sig i Schweiz og senere i Israel. To år senere kom et privat undersøgelsesfirma på vegne af den ukrainske nationalbank frem til, at Kolomojskyjs kreative bankdrift efterlod et hul på cirka 40 milliarder kroner. Et katastrofalt beløb for den i forvejen magre ukrainske statskasse og et tab den nu statsejede bank efterfølgende har forsøgt at inddrive gennem sagsanlæg. Også i USA vil man rigtig gerne have ham stillet for retten for hvidvask og bedrageri i milliardklassen.
Samarbejdet var både til fordel for den kommende politiker Zelenskyj og for oligarken Kolomojskyj, der her så muligheden for at få udskiftet ærkefjenden, den siddende præsident Poroshenko
_______
Men Kolomojskyjs forretninger omfatter også medier. Han kontrollerede tv-stationen 1+1, som viste den populære tv-serie Folkets tjener, der blev sendt fra 2015, om skolelæreren der bliver præsident. Hovedrollen blev spillet af selveste Volodymyr Zelenskij, der på det tidspunkt ikke var præsident men skuespiller, og som også var medejer af det produktionsselskab, der skabte tv-serien og således på Kolomojskyjs lønningsliste.
Fra fiktion til virkelighed
Den 31. marts 2018 offentliggjorde Zelenskyj beslutningen om at træde ud af fiktionens verden og ind i den virkelige. Tv-serien Folkets tjener blev til regeringspartiet Folkets tjener, og Zelenskyj blev kandidat til præsidentposten. Kolomojskyj bakkede helhjertet op om det projekt med alle sine midler. Tv-stationen 1+1 promoverede partiet i døgndrift, og Kolomojskyjs advokat blev Zelenskyjs nære politiske medarbejder. Og som det fremgik af Pandora Papers i efteråret 2021, flød pengestrømmene ad flere dunkle bifloder mellem Kolomojskyjs forretningsimperium og Zelenskyjs medarbejdere og familie.
Samarbejdet var både til fordel for den kommende politiker Zelenskyj og for oligarken Kolomojskyj, der her så muligheden for at få udskiftet ærkefjenden, den siddende præsident Poroshenko og at sikre sig indflydelse på landets kommende præsident.
Og planen lykkedes til begges tilfredshed. Den ukrainske befolkning troede på Zelenskyjs løfte om forandring, og at han var manden, der kunne gøre noget ved de korrupte politikere og de oligarker, der trak i trådene og lænsede den ukrainske befolkning. Det var jo netop det, som Zelienskyj i tv-serien Folkets tjener med hele sin charme og glimt i øjet havde vist, at han ville.
Ved valget blev Folkets tjener det dominerende parti i parlamentet, og den 21. april 2019 vandt Zelenskyj overbevisende præsidentvalget med 73 pct. af stemmerne. Kort efter vendte Kolomojskyj tilbage til Ukraine og påbegyndte sin kamp for at genvinde PrivatBank, som han mente, at staten uretmæssigt havde berøvet ham. Sandsynligvis med et håb om at tiderne var gunstigere med Zelenskyj ved magten. I starten så det ud til, at Kolomoyskyj havde ret.
Alliancen knirker
Både under valgkampen og i Zelenskyjs første tid som præsident var der kritik af hans tydelige forbindelse til Kolomojskyj: Hvordan kunne Zelenskyj påstå, at han var uafhængig, og at hans mål var at bekæmpe oligarkerne og den gennemgribende korruption, når han muligvis selv var i lommen på en?
Man undrede sig også over, hvor de synlige anti-oligarkiske tiltag blev af. Hvorfor blev nogle af de åbenlyst korrupte politikere ikke stillet for retten? Og hvorfor havde Zelenskyj så travlt med at fyre de embedsmænd, anklagere og dommere, som netop var udpeget til at slå ned på korruption?
Men så begyndte noget at ændre sig. Blandt andet på grund af pres fra udlandet. Den internationale Valutafond, der yder massive lån til Ukraines anstrengte økonomi, ønskede at se resultater. Der skulle slås hårdt ned på korruption og det betændte politiske system, hvis pengestrømmen skulle fortsætte.
Med ophævelsen af Kolomojskyjs statsborgerskab i juli måned i år ser det ud til, at det sidste søm er banket i ligkisten med det venskabelige forhold mellem Zelenskyj og Kolomojskyj
_______
Og venskabet mellem Zelenskyj og Kolomojskyj må have været under afkøling i 2020, for da vedtog parlamentet en lov, der forbød virksomhedsejere at generhverve, hvad der tidligere var blevet nationaliseret. Loven blev i folkemunde kaldt anti-Kolomojskyj-loven. I marts 2021 fulgte så Zelenskyjs ”oligarktale”, hvor han direkte ved navn nævnte Kolomojskyij og sagde, at nu var det endegyldigt slut med at tolerere oligarkernes lyssky metoder.
Anti-oligark-loven
Det næste markante slag mod oligarkerne fandt sted september 2021, hvor det ukrainske parlament vedtog den såkaldte anti-oligark-lov, som blandt andet indebar oprettelsen af et statsligt register over personer, som regeringen ud fra en række kriterier – kombineret indflydelse på medier, politik og tunge erhvervsinteresser – karakteriserede som oligarker. Loven var iøjnefaldende, fordi den betegnede de personer, der måtte komme på denne liste, som trusler mod den nationale sikkerhed. En liste som ingen af gode grunde havde lyst til at stå på. Heller ikke oligarken over dem alle, Ukraines rigeste mand, Rinat Akhmetov, der i juli i år overlod kontrollen med sine elektroniske og trykte medier til den ukrainske stat for at undgå de sanktioner, som en plads på oligarklisten kunne medføre.
Med ophævelsen af Kolomojskyjs statsborgerskab i juli måned i år ser det ud til, at ikke alene er felttoget mod oligarkernes magt begyndt, men også, at det sidste søm er banket i ligkisten med det venskabelige forhold mellem Zelenskyj og Kolomojskyj.
Man kan spørge sig selv, hvorfor Zelenskyj overhovedet indlod sig på et samarbejde med en person, der angiveligt havde malket den ukrainske for et astronomisk beløb, og som åbenlyst personificerer alt det, som Zelenskyj har sat sig for at bekæmpe? Og hvorfor han vælger at gøre det forbi netop nu?
Svaret på det sidste spørgsmål er det letteste at svare på. Ukraine har desperat brug for økonomisk hjælp fra udlandet, og for sikkerhed i form af NATO- og EU-medlemskab. Og det kræver, at Zelenskyj viser, at han mener anti-oligarkismen alvorligt. I juni i år opnåede Ukraine officielt at blive kandidat til medlemskab af EU. Men vejen til Bruxelles er – selv med den goodwill som Ruslands invasion har skabt – udfordret af kritiske røster fra dem, der ikke mener at Ukraine har tilstrækkeligt styr på korruption. Og det er de røster, som Zelenskyj skal have til at forstumme. Dermed er synlige resultater i opgøret med oligarkiet ikke bare en indenrigspolisk dagsorden, men et mål der hænger sammen med Ukraines langsigtede overlevelse gennem en tæt tilknytning til EU og NATO.
Eller måske har Zelenskyjs tv-serie Folkets tjener endnu engang vist sig at have profetiske elementer. Seriens naive, men godhjertede hovedperson, Wassyl Goloborodko, må på et tidspunkt nå til den erkendelse, at kampen mod oligarkerne kræver, at han allierer sig med Yuri Chuyko, den gennemkorrumperede premierminister, der i serien har den helt rigtige machiavelliske indstilling til opgaven.
Når man skal bekæmpe oligarker, er det godt at have én af dem med på sit hold – og helst den stærkeste af dem. En, der har de nødvendige midler, og som kender de andres svage punkter. Men når tiden er inde, skal man også skille sig af med ham. Og det er den åbenbart nu. ■
Når man skal bekæmpe oligarker, er det godt at have én af dem med på sit hold – og helst den stærkeste af dem
_______
Jakob Matthiesen er cand.mag. i litteraturvidenskab og oldtidskundskab og underviser til daglig på Københavns Professionshøjskole. Han skriver som freelancejournalist om kulturelle og politiske konflikter i den østlige del af Europa.
ILLUSTRATION: Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, 3. maj 2022. [FOTO: President of Ukraine]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
