Interview med Niels Bjerre-Poulsen: Tirsdag traf vælgerne deres valg. Nu er det Republikanernes tur

10.11.2022

„Efter 6. januar 2021 havde Republikanerne muligheden for at kappe forbindelsen til Donald Trump. Nu har de en mulighed igen – hvis der er noget tilbage af det gamle parti‟.

Interview af Mathies Duch Gronemann

RÆSON: Har Demokraterne brudt med det, man i USA kalder ”the mid-term curse” – altså, at det altid går dårligt for præsidentens parti under midtvejsvalget?

Niels Bjerre-Poulsen [NBP]: Det tror jeg, man må sige, er rigtigt. Og det var overraskende. For midterms har normalt karakter af protestvalg: Det parti, der ikke har magten, kan – uden nødvendigvis at formulere meget klare politiske alternativer – høste fordele af, at folk er utilfredse med den siddende regering. Vi har siden 1930’erne haft to undtagelser, nemlig 1998 og 2002, hvor det parti, der også havde præsidentposten ligefrem gik frem, men ellers er det gennemsnitlige tab 26 pladser i Repræsentanternes Hus og fire pladser i senatet.

Så med andre ord har vi ikke set den her røde bølge, som der blev talt om op til valgdagen?

Nej, men med det forbehold, at der er stadig nogle stemmer der skal tælles op,. Og så er det jo sandsynligt, at Republikanerne stadig vinder et spinkelt flertal i Repræsentanternes hus.

Hvordan kan det være, at Demokraterne har klaret bedre end forventet – også på baggrund af høj inflation herunder benzinpriserne, mm?

Selvom man kan sige gode ting om den amerikanske økonomi – lav arbejdsløshed og sund vækst osv. – så viste alle meningsmålinger, at det, vælgerne gik mest op i, når de talte økonomi, det var, hvad de kunne mærke umiddelbart på deres pengepung – inflation og høje benzinpriser. Derfor handlede diskussionerne hos Demokraterne om, hvordan man skulle veje de akutte problemer op imod en sværere definérbar diskussion om, at demokratiet er truet. Er det en dårlig strategi – at tale om at demokratiet er truet, og at vi skal gøre noget ved klimaet? […] Derfor var der frygtelig meget kritik – også fra nogle Demokrater – af, at de ikke talte mere om økonomi og om voldelig kriminalitet – at de ligesom overlod det til Republikanerne, at sige, at ”dét er Bidens Amerika – de liberale er blødsødne og slipper kriminelle ud på gaderne og illegale immigranter ind i landet”.

Men noget tyder faktisk på, at det dér demokratitema – og i virkeligheden også klimaet – måske har mobiliseret nogle af de vælgere, som normalt er allersværest at få til at møde op til et midtvejsvalg, nemlig unge vælgere. Budskabet om, at ’der er mere på spil denne gang end ved et almindeligt midtvejsvalg – et spørgsmål om, hvorvidt vi overhovedet kan blive ved med at kalde os et demokrati’ – Hvis så mange af de Republikanske kandidater simpelthen benægter, at Joe Biden vandt valget legitimt i 2020… Hvis påstandene om, at det var kun svindel ikke bare rodfæster sig, som det allerede er sket, men folk, der fører valgkamp på de temaer bliver valgt ind i de embeder, der skal stå for det næste valg, så har vi for alvor et demokratisk problem. Og det lader til at dét budskab er på en eller anden måde er trængt igennem.

Den anden faktor er abortspørgsmålet. I juni – da højesteret traf sin beslutning og fjernede en forfatningssikret ret, som amerikanske kvinder havde haft i 50 år – mobiliserede det en hel masse nye vælgere, men i september var analysen i partiet, at abortspørgsmålet nu var blevet overhalet af andre, mere akutte spørgsmål – inflation osv. – så det havde ikke mere den samme gennemslagskraft. Men det tror jeg var en fejllæsning.

Trumpismen efter tirsdag

Hvor står Trump og hans bevægelse efter tirsdag?

Allerede i sommer kunne du høre Mitch McConnell, den Republikanske mindretalsleder sige, at der var stater, som Republikanerne oplagt kunne vinde, men at det måske ikke ville ske, fordi kandidaternes kvalitet ikke var, som den skulle være. Det var en anden måde at sige: Kandidater, som kun var blevet nomineret, fordi Trump havde anbefalet dem og alt andet lige havde erstattet andre Republikanere, som havde været mere kvalificerede kandidater i de pågældende stater og kunne koste senatsposter, fordi Trump havde valg dem af de forkerte grunde […] En vigtig faktor er, at prisen for at få Trumps støtte, har for de kandidater været, at de ligesom skulle pleje hans ego-projekt med at fortælle vælgerne, at den eneste grund til, at han ikke var præsident var på grund af svindel. Det er en trosartikel, som Trump har indført – en betingelse for at de her kandidater kunne få hans støtte.

Han har varslet ”big news” om nogle dage – mange spekulerer selvfølgelig i, at han vil stille op til præsidentposten. Hvor står han nu, da der ikke var en ”rød bølge” ved midtvejsvalget?

Det er også lidt for tidligt at sige. Men ledende Republikanere, som Mitch McConnell og Kevin McCarthy bad Trump om ikke at blande sige i valgkampen. For selvom Trump mobiliserer nogle af sine kernevælgere til at møde op til et midtvejsvalg, mobiliserer han i høj grad også Demokratiske vælgere – og når Demokraterne talte om ’en kamp for demokratiet’, talte de også om Trumps tilbagevenden. Derfor bad ledende Republikanere ham holde sig ude af valgkampen. Men det kunne han altså ikke.

I mange af de verserende sager – om de dokumenter, Trump tog med til Mar-a-Largo og om forsøg på at presse myndighederne i Georgia til at lave valgresultatet om mm. – kommer der nogle sigtelser på, på et tidspunkt. Trump vil måske sikre sig at kunne sige, at ”jeg er kandidat – så hvis Justitsministeriet rejser sag mod mig, så er det politisk forfølgelse”. Derfor har han også haft travlt med at melde det ud – han har simpelthen ikke følt, at han kunne vente et halvt år eller tre måneder.

Siger Trumps track record noget om, at han i virkeligheden måske ikke står så stærkt? Han vandt snævert i ’16, tabte midtvejsvalget i ’18, tabte valget i ’20, og nu taber hans udpegede kandidater også – i hvert fald mere end vi forventede?

Du peger jo på det store paradoks. Trump er den første præsident siden Herbert Hoover i 1932, der på en enkelt valgperiode på fire år har formået at tabe et præsidentvalg OG begge af Kongressens kamre. Og tabet af Senatsflertallet i ’18 havde Trump et medansvar for – for de to senatspladser, Demokraterne vandt i Georgia, skiftede i høj grad, fordi Trump sagde, at ’det var alligevel snyd‚ så I kan lige så godt blive hjemme’.

På den måde kan man sige, at har han været rigtig dårlig for partiet. Og de havde de muligheden for at kappe forbindelsen til ham efter 6. januar 2021 [stormen på kongressen, red.], hvor der kom fordømmelser fra alle ledende Republikanerne. Men så fulgte reaktionen fra baglandet – altså fra dem, der var mere Trump-tilhængere, end de var Republikanere – og så gik der 14 dage, før du så, at Kevin McCarthy [Republikansk minoritetsleder af Repræsentanters Hus, red.] var nede i Florida for at kysse ringen og gyde olie på vandene igen.

 

Du peger jo på det store paradoks. Trump er den første præsident siden Herbert Hoover i 1932, der på en enkelt valgperiode på fire år har formået at tabe et præsidentvalg OG begge af Kongressens kamre
_______

 

Dengang havde de muligheden for – en gang for alle – at lægge afstand til ham. De turde bare ikke give slip på de vælgere – for det var ikke kun et spørgsmål om at give slip på dem, men det er også et spørgsmål om, at Trump aktivt sagde, ’hvis det skal være på den måde, så danner jeg et nyt tredje parti, og så stiller jeg op, og så vinder Republikanerne aldrig nogen valg mere’.

I en ny, virkelig god bog af Robert Draper (’Weapons of Mass-Delusion: When the Republican Party Lost Its Mind’) siger han, at det centrale er ikke ‘’how it lost its mind, but when it lost its mind’. Det er efter hans mening lige præcis dér – efter 6. januar – hvor partiet havde muligheden for at bevæge sig videre, men så alligevel lader sig trække tilbage dér, hvor Trump bliver ved med at være en dominerende skikkelse. Så i bedste fald for Republikanerne har de nu en mulighed igen – hvis der er noget tilbage af det gamle Republikanske parti, som på en eller anden måde kan generobre en eller anden kontrol over partiet.
 

Efter 6. januar 2021 havde Republikanerne muligheden for – en gang for alle – at lægge afstand til Trump. De turde bare ikke give slip på de vælgere
_______

 

Hvem kan tegne et nyt Republikansk parti?

Det er en svær diskussion: Du kan finde debatten mellem tidligere Republikanske strateger – nogle mener, at partiet kan reformeres og reddes, mens en mand som Steward Stevens siger, nej, det kan ikke lade sig gøre – at de bliver nødt til at starte forfra med et nyt parti, hvilket ikke er så realistisk.

Men der er selvfølgelig nogle, der tænker, ok, ’Ron DeSantis har ligesom skabt en politisk karriere i kølvandet på Trump ved at efterligne alt, som Trump gjorde, og han er den mest oplagte udfordrer’. Derfor har Trump nu også været ude og true ham på ret fantastisk vis: Forleden kaldte han ham for ”Ron DeSantimonius” og i dag sagde han: “I would tell you things about him that won’t be very flattering – I know more about him than anybody – other than, perhaps, his wife”. Så her er en ret udtalt trussel: Hvis han udfordrer mig, så fortæller jeg nogle ting om han. DeSantis er en helt klart klogere politiker, end Trump er – og langt mere kompetent. Men han har nogle af de samme autoritære tendenser.

DeSantis er en helt klart klogere politiker, end Trump er – og langt mere kompetent. Men han har nogle af de samme autoritære tendenser
_______

 

Det store spørgsmål er måske, om det greb, Trump har, i et specielt vælgersegment – især evangeliske kristne, som forestiller sig, at Trump er en eller anden bibelsk skikkelse, der skal indføre kristen nationalisme i USA – kan overføres til nogen anden kandidat. Den dér særlige kult, der er omkring Trump – der står helt klart politikere klar til at overtage den rolle, hvis andre kræfter ligesom fjerner Trump, eller når han engang er væk og ikke kan stille op mere: Josh Hawley, Ted Cruz og Ron DeSantis – og måske også Greg Abott fra Texas – de håber alle sammen på, at overtage den rolle.

Så de forsøger ikke at ramme noget anderledes end Trump, eller hvordan?

Man kan ikke sige om de repræsenterer andre fløje, men de ved, at de ikke skal skræmme Trumps vælgere væk – så spørgsmålet er, hvornår én af dem tør udfordre ham åbent. Og jeg tror, det er helt tydeligt, at Trump føler sig svækket efter i tirsdag. Det er derfor, at han langer ud efter Ron DeSantis, der, modsat mange andre, havde et virkelig godt valg, og vandt stort over Floridas tidligere guvernør, Charlie Crist. Det er en kæmpe sejr! Og der tror jeg godt, at Trump kunne se skriften på væggen: At de kandidater, han har anbefalet, ikke har klaret sig særlig godt.

Så hvis man skal opsummere: Det, nogle troede kunne udvikle sig til en reel demokratisk krise i USA, er nu blevet et slag mod trumpismen?

Det kan roligt siges – uanset hvordan det går. Jeg så den konservative kommentator Josh Shapiro – han skrev [i en Game of Thrones-reference, red.], at det var gået fra at være en red wave til the red wedding – en overraskende massakre. Republikanerne havde ellers store forventninger til, at det ville blive et ’wave election’ – hvor selv de dårlige kandidater ville blive valgt, fordi de blev skyllet med af bølgen.

Så hvad betyder valgresultatet for resten af Bidens præsidentperiode?

Jeg tror egentlig som udgangspunkt, at Republikanerne er klar til at overtage flertallet. Hvis McCarthy får de nødvendige stemmer til at blive Speaker – hvilket han har drømt om hele sit liv – så får han det endnu sværere end sine to forgængere. John Boehner og Paul Ryan, der begge to opgav at holde styr på de mest ekstreme elementer, dem man kalder the freedom caucus. Dem får han meget svært ved at holde styr på, når det gælder om at vedtage lovgivning – der risikerer at blive bremset i senatet eller af Biden. Men jeg tror slet ikke, at det er lovgivning, de har tænkt i, så meget som ’tak for sidst’ på Trumps vegne – altså rigsretssager, høringer, undersøgelseskommissioner, rettet mod fx Hunter Biden, indenrigsminister Alejandro Mayorkas og måske endda Joe Biden. Det er væsentligt sværere, hvis du kun har fire-fem stemmers flertal. Så ser det næsten ynkeligt ud. Også fordi valget har været et praj fra vælgerne om, at de synes at nogle af de kandidater har været for ekstreme. Der kommer helt sikkert nogle undersøgelser af det ene og det andet, men det er overhovedet ikke det mandat, han havde forestillet sig. Og der vil være folk i det Republikanske parti, der tager valget som et udtryk for, at vælgerne vil noget andet – når det selv i et år med høj inflation og meget andet ikke kunne lade sig gøre for Republikanerne at vinde en mere komfortabel sejr.
 

Jeg tror slet ikke, at det er lovgivning Republikanerne har tænkt i, så meget som ’tak for sidst’ på Trumps vegne. Det er væsentligt sværere, hvis du kun har fire-fem stemmers flertal. Så ser det næsten ynkeligt ud
_______

 

Hvad betyder det for Demokraternes politik – fx på klima?

Den er jo sådan set allerede vedtaget – og en stor del af The Inflation Reduction Act er klima. Men spørgsmålet er, om Republikanerne fx vil lægge pres på Biden ved at true med ikke at forhøje gældsloftet. Vi kommer sikkert til at se sådan nogle tiltag – men næppe i same skala som hvis Republikanerne havde vundet et solidt flertal. Men man skal ikke se bort fra at nogle meget vigtige guvernørposter og lovgivende forsamlinger flere steder i midtvesten er skiftet fra Republikansk til Demokratisk flertal. I tre stater i dét, Demokraterne kalder ’den blå mur’ – Michigan, Pennsylvania og Wisconsin [tre traditionelt Demokratiske stater, som Trump vandt i 2016 og Biden geneerobrede i 2020, red.] – vandt de Demokratiske guvernørkandidater, og det har stor betydning for præsidentvalget i 2024, hvis Trump som i 2020 forsøger at overtale folk til at omstøde vælgernes dom.


Så hvis jeg lige skal opsummere kort. Din analyse af valget, og her kan du i virkeligheden bare svare ja og nej – eller lige supplere: Der kom intet Republikansk jordskredsvalg?

Nej.

Det blev et slag imod Trump og hans bevægelse (trumpismen)?

Ja.

Men en mere lammet Joe Biden, som ikke vil kunne gennemføre mere af sin agenda de næste år frem mod præsidentvalget?

Ja. Det tror jeg. Men alligevel kan man sige, at de stemmer, der kunne have presset ham til hurtigt at meddele, at han ikke genopstiller som præsidentkandidat i 2024, vil nok få sværere ved at gøre det nu, hvis historien bliver, at han har klaret sig bedre igennem et midtvejsvalg end både sine Demokratiske og Republikanske forgængere. ■

Niels Bjerre-Poulsen (f. 1959) er ph.d. i amerikansk historie fra University of California, Santa Barbara (1993) og ansat som lektor på Center for Amerikanske Studier/Institut for Historie, SDU. Han er bl.a. forfatter til Vietnamkrigen; En International Historie 1945-1975 (2015) og (med Erling Bjøl) USA’s Historie (2021).

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland