27.05.2022

NATO har allerede givet Tyrkiets præsident dét, han ville opnå med truslen om at blokere Sverige og Finlands NATO-medlemskab: Et offentligt mediecirkus med klassisk nationalistisk vælgerguf i hans vigtigste valgkamp i 20 år. Men hvad kan han yderligere presse ud af forsvarsalliancen?

Analyse af Hetav Rojan

Euforien var til at tage at føle på, da Sverige og Finland bekræftede intentionen om at søge ind i NATO-kredsen den 15. maj. Det markerede en ende på 200 års neutralitetspolitik for Sverige og optagelse af en af Europas største stående hære i form af Finland. Vestlige statsledere jublede over den håndgribelige udvidelse af NATOs bolværk mod Rusland.

Men den gode stemning forstummede hurtigt, da Tyrkiets præsident Erdogan meldte sig på banen med en trussel om at blokere for Finland og Sveriges ansøgningsproces. Der skal nemlig være enighed blandt alle 30 NATO-lande før, nye medlemmer kan optages i forsvarsalliancen. Derfor er truslen om et tyrkisk veto vigtigt at forholde sig til.

Erdogan-regeringen har især kritiseret Finland og Sverige for at være “rugekasser for terrorisme” bl.a. på grund af den svenske regerings økonomiske støtte til en lokal selvstyre-regering i det nordlige Syrien, som har været Danmark og USAs tætteste samarbejdspartner i kampen mod Islamisk Stat. Desuden kritiserer regeringen i Ankara også Sverige og Finland for ikke at ville udvise 33 personer til Tyrkiet, hvor de er tilknyttet grupper, der af de tyrkiske myndigheder betegnes som terrororganisationer. Svenske domstole er uenige.

Erdogans primære mål
Timingen er belejlig for Erdogan. Han står midt i en historisk valgkamp forud for to afgørende valg kalendersat til juni 2023. Og han mangler både vælgere og en stabil økonomi for at overleve.

Erdogan genopstiller som kandidat til præsidentvalg, og der er valg til Tyrkiets parlament, hvor AKP-regeringen skal forsvare sit flertal efter 20 år ved magten. Begge valg er omgærdet af stor symbolik. 2023 er samtidig 100-året for republikken Tyrkiets oprettelse i 1923 som en krigsnation født ud af det kollapsede Osmannerrige i kølvandet på 1. verdenskrig.

For Erdogan har de seneste tyve års regeringsførelse været optakt til dette symbolske vendepunkt i republikkens historie, hvor han vil søge at erstatte republikkens grundlægger Mustafa Kemals politiske arv og præsentere sig som republikkens garanti for sikkerhed og overlevelse. Opgøret med Mustafa Kemals ideologiske arv er særligt kontroversielt, fordi Erdogans politiske islam er en direkte antitese til Kemals sekulære statsførelsesprincipper, som indebar at religion skulle holdes ude af regeringskontorerne i Ankara. Det er en historisk mulighed for at udødeliggøre sin politiske arv, som Erdogan vil investere al sin politiske kapital og bruge alle kræfter for at opnå.

Der er især to udfordringer, som står mellem Erdogan, valgene og 100-års-fejringen: Vælgerne og økonomien. Og det er disse udfordringer, han forsøger at adressere igennem sin ordkrig med NATO.

 

Finland og Sverige er blot den seneste legemliggørelse af dette abstrakte og fleksible fjendebillede, som både Erdogan og skiftende regeringer i Ankara har brugt som et værktøj til vælgermobilisering
_______

 

Krigerisk retorik vinder vælgere
Lad os først kigge på kampen om vælgerne: Erdogans magtbase ligger i konservative og islamistiske vælgere i Tyrkiets landdistrikter. Når AKP-regeringens valgkampsbusser ruller ud i det ganske land, bevæger de sig først til Sortehavskysten, hvor vælgersegmentet er allerstærkest. Det er især nedre middelklassevælgere, som stemmer med først pengepung og dernæst fædrelandskærlighed. Derfor er Erdogans nationalistiske retorik henvendt direkte til denne vælgergruppe, og hos dem er det vælgerguf af første rang, når Erdogan taler dunder mod vestlige lande. Det er der historiske grunde til. Europæiske lande som Storbritannien og Frankrig delte Osmannerriget imellem sig efter 1. Verdenskrig og efterlod det Tyrkiet, vi kender i dag. Det er stadig i frisk erindring i tyrkisk historieskrivning og selvopfattelse.

Finland og Sverige er blot den seneste legemliggørelse af dette abstrakte og fleksible fjendebillede, som både Erdogan og skiftende regeringer i Ankara har brugt som et værktøj til vælgermobilisering. Det kurdiske spørgsmål spiller akkurat samme rolle som et potent og genkendeligt fjendebillede, der har været intentionelt dyrket og opavlet i officiel tyrkisk historieskrivning siden republikken oprettelse i 1923 i forsøget på at marginalisere minoriteter og fratage dem basale borgerrettigheder. Vi har set denne brug af fjendebilleder før, og vi kommer til at opleve det igen, da det er en del af Ankaras håndbog i polemisk indenrigspolitik. Da de finske og svenske delegationer landede i Ankara mandag den 23. maj for at gå i dialog med AKP-regeringen, sælges det til hjemmepublikummet som en ydmygelse af NATO og en sejr for Tyrkiets position på den politiske verdensscene.

Sanktionsløft kan være PR-redningskrans
Og Erdogan har brug for disse billige point. For han er udfordret på den mest centrale platform, som han har bygget sit politiske brand op på: økonomien. Tyrkiets inflation nåede i januar op på 49 procent og er dermed på det højeste niveau i 20 år. Det kan alle vælgere mærke på pengepungen, og derfor har Erdogan brug for en række succesprojekter, som kan overbevise vælgerne om, at økonomien går lysere tider i møde.

Én af de succeser kan være en ophævelse af amerikanske sanktioner mod Tyrkiets videresalg af militærgrej udviklet i Vesten. Sanktionerne blev i sin tid oprettet af Trump-regeringen, da Ankara købte russiske missilforsvarssystemer af Rusland.

Tyrkiet har på rekordtid stablet en anerkendt forsvarsindustri på benene, som bl.a. har udviklet de nu velkendte Bayraktar-droner, som har været en vigtig faktor for Ukraines krigsheld i kampen mod russiske invasionsstyrker. En stor del af forsvarsindustrien bygger på videresalg af militærudstyr til lande som Pakistan, Niger, Tajikistan, og det er kontrakter i milliard-dollar-klassen, som lige nu hænger i en tynd tråd pga. amerikanske sanktioner. Hvis Erdogan kan forhandle sig frem til et løft af sanktioner og genvinde disse eksportlicenser, kan det sælges som et succesprojekt til vælgerne. Men den vigtigste sejr har Sverige, Finland og NATO-kredsen allerede givet Erdogan ved at sende delegationer til Ankara og spille efter Tyrkiets regler. Det har været en klokkeklar succes i Ankara.

Det er dog ikke det eneste krav, Erdogan vil stille. For vi går et begivenhedsrigt år i møde i Tyrkiet, og valgkampen kører allerede på højtryk. Vi kan forvente flere rebelske træk fra præsident Erdogan i de internationale fora, hvor han kan slå på krigstrommerne og dermed tale direkte til sine klassiske udenrigspolitiske fjendebilleder i Vesten og i Mellemøsten, mens hans kernevælgere lytter med. Med andre ord: Forvent flere spilopper fra Ankara. ■

 

Vi kan forvente flere rebelske træk fra præsident Erdogan i de internationale fora, hvor han kan slå på krigstrommerne og dermed tale direkte til sine klassiske udenrigspolitiske fjendebilleder i Vesten og i Mellemøsten
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland