Helle Malmvig i RÆSONS nye trykte nummer: Irak slår revner
20.01.2022
Trods intimidering af oppositionen vandt den en del pladser ved valget i oktober. Reelt tør irakerne dog ikke tro på forandring af det ineffektive politiske system, der har splittet verdens sjettestørste olieproducent i militser og sekteriske grupper siden invasionen i 2003.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, der har titlen: „Hvem tager ansvar for verden?‟
Af Helle Malmvig
Den store taber ved Iraks parlamentsvalg i oktober var en overraskelse. Shia-listen Fateh, der har tætte bånd til Iran, led et sviende nederlag og tabte to tredjedele af deres pladser i parlamentet. Fatehs militser har som modsvar sendt droner mod den irakiske premierminister, Mustafa al-Kadhimi, orkestreret voldelige protester i Baghdads gader og raketangreb ind i Den Grønne Zone. Inde bag murene i Den Grønne Zone – hvor den vestlige koalition stadig har sit hovedkvarter – er nogle hundrede danske soldater udstationeret, da Danmark indtil foråret leder NATO’s mission i Irak. Det er en mission, der opererer i et ufremkommeligt politisk terræn.
Irak krakelerer som en tør slette i den bagende sol. Den unge befolknings krav om politiske forandringer kiler sig i den ene retning, det korrupte sekteriske militsstyre i den anden, og de mange udenlandske magter zigzagger i en tredje.
Nu intimideres oppositionen
Valget blev udskrevet i utide. Det var et forsøg på at imødekomme de massive folkelige protester, der opstod i 2019 rettet mod Iraks dysfunktionelle etnisk-sekteriske system. Politikerne lovede dengang både nyvalg, ny valglov og ny premierminister.
Langt de fleste irakere nærede imidlertid ingen forhåbninger til et valg. Irakerne er gået til stemmeurnerne så mange gange før, men hver gang er det de samme partier og militsledere, der har delt kagen imellem sig, og alt forbliver, som det var; der er stadig ingen elektricitet, jobs til de unge eller grundlæggende sikkerhed. Det er på trods af, at Irak ligger inde med verdens femtestørste oliereserver og faktisk er den sjettestørste producent af olie. Irak burde være et rigt land.
Under demonstrationerne i 2019 blev unge demonstranter beskudt og angrebet af sikkerhedsstyrkerne. Over 700 døde, mange flere blev såret. Der var vilkårlig vold og undertrykkelse rettet mod demonstranterne en masse.
I månederne op til oktobervalget har Irak imidlertid for første gang set målrettede politiske attentater og bortførelser af aktivister fra protestbevægelsen. Ofte i ly af natten har unavngivne militser likvideret eller bortført oppositionsstemmer, og med trusler og vold har de skræmt protestkandidater fra at stille op til valget som uafhængige eller for protestbevægelsens parti, Imtidad. Flere er gået under radaren eller er helt flygtet ud af landet.
Den voldsomme forfølgelse og intimidering har fået mange fra protestbevægelsen til helt at boykotte valget: Et valg i militsernes skygge kunne hverken blive frit eller fair, ræsonnerede de. Mange endte derfor med ikke at stille op, og valgdeltagelsen blev rekordlav. Officielt landede den på 41 pct. (mod 44 pct. i 2018), men det skyldtes mest politiske fiksfakserier, der ændrede opgørelsesreglerne i sidste øjeblik.
Ofte i ly af natten har unavngivne militser likvideret eller bortført oppositionsstemmer, og med trusler og vold har de skræmt protestkandidater fra at stille op til valget som uafhængige
_______
Således blev stemmeprocenten ved dette valg udregnet, ud fra hvor mange irakere der inden valget havde registreret sig som vælgere, og ikke (som ved tidligere valg) ud fra hvor mange der i princippet var stemmeberettigede. Reelt ligger stemmeprocenten formentlig helt nede på 30-35.
Trods boykot, intimidering og manglende ressourcer endte Imtidad alligevel med ti pladser, og de uafhængige kandidater endte overraskende med at få helt op mod 30 pladser i parlamentet. Ukuelige optimister håber nu på, at de nye kandidater kan fungere som en reel oppositionsstemme og vise de unge aktivister, at det rent faktisk kan betale sig at stille op til kommende valg.
Koalitionernes svaghed
Den største stemmesluger blev imidlertid Muqtada al Sadrs liste med 73 pladser. Mange husker sikkert den magtfulde shia-politiker og militsleder, der iført sort turban og med et dystert blik styrede den såkaldte Mahdi-milits’ utallige angreb på koalitionsstyrkerne i 2000’erne. Dengang stod Sadr Iran nær, i dag taler han dunder mod al udenlandsk indblanding og militær tilstedeværelse.
Kan Sadrs massive valgsejr sætte de konkurrerende shia-partier ud på et sidespor og gøre ham til kongemager? Sadr synes at flirte med ideen og har rakt ud til både den kurdiske leder, Barzanis, KDP-parti og Mohammed al-Habusi, der er leder af det sunnitiske fremskridtsparti. Men Sadrs høje politiske spil spås ikke store chancer. Shia-militserne omkring Fateh rasler allerede med sablerne med deres angreb på Den Grønne Zone og premierministeren. Ved trusler og våbenmagt sikrer de sig formentlig igen en solid plads i en koalitionsregering, sådan som det har været kutyme, lige siden amerikanerne i al hast strikkede Iraks politiske system sammen i kølvandet på Irak-krigen i 2003.
Koalitionsregeringer lyder måske som noget, vi kender fra hjemlig dansk politik; en tilforladelig politisk konsensusmekanisme. Men i Irak er de store konsensusregeringer selve roden til landets dysfunktionelle og indædt korrupte kvotesystem kaldet Muhasasa Ta’ifia. Siden 2005 har dette kvotesystem indirekte dikteret, at premierministeren skal være shia, præsidenten skal være kurder, parlamentsformanden sunni, samt at premierministeren skal udpege en koalitionsregering, der repræsenterer alle de større etniske og religiøse partigrupper i Irak.
De udenlandske styrker er en del af den større magtbalance mellem Iraks etnisk-sekteriske partier
_______
Andelen af ministerier fordeles ligeledes efter denne formel, ligesom en stor del af embedsmandsstillingerne i ministerierne gør det. Det betyder, at regeringen som udøvende magt i praksis er paralyseret og ikke kan iværksætte politiske forandringer – simpelthen fordi alt skal respektere den gældende konsensus og magtbalance i koalitionen.
Det gælder også for selve regeringsdannelsen – så den kommende irakiske regering ventes ikke at være på plads før til sommer næste år! Til gengæld regerer hvert ministerium som et lille, korrupt kongedømme i sig selv, en stat i staten, der arbejder for et bestemt etnisk-sekterisk parti i stedet for hele Irak. Hvert parti bruger sit ministerium til at give sin respektive base offentlige stillinger og adgang til goder og statslige kontrakter. Hele 70 pct. af Iraks statsbudget går fx til at betale offentlige lønninger. Således har mange af de nye militser også fundet ud af, at det langt bedre kan svare sig at deltage i partipolitik og regeringskoalitioner, end at fokusere på de småpenge der kan tjenes ved at bemande og afpresse civilbefolkningen ved checkpoints.
Militserne står i en favorabel position med et ben inden for og et ben uden for det formelle politiske system. Vi hører tit om de shia-militser, der er tæt knyttet til Iran, men hele Iraks politiske system er befolket af militser. Der er Moqtada al Sadrs såkaldte fredsbrigade, de kurdiske militser KDP og PUK foruden både kristne og sunni-militser. Det er paramilitære grupper, der er hurtige til at hive våbnene frem, når magtbalancen i det formelle politiske system tipper, eller de står til at miste vigtige privilegier. Det er netop det, Fateh-alliancen forsøger sig med i disse uger. De frygter nemlig både, at deres lukrative adgang til statsfinanserne bliver afskåret, og at deres mægtige regionale allierede Iran kan miste indflydelse.
Udenlandske magter dominerer
For det irakiske politiske landskab er nemlig stadig domineret af udenlandske magter. Særligt stedfortræderkonflikten mellem Iran og USA splitter irakisk politik. Efter det amerikanske droneangreb inde i Irak på den iranske general Quassim Suleimani og den irakiske militsleder Abu Mahdi al Muhandis i januar 2020 rejste der sig et fornyet krav om fuld amerikansk tilbagetrækning fra landet. I vrede mod det amerikanske angreb vedtog parlamentet en såkaldt ikkebindende resolution, der pålagde alle udenlandske styrker at forlade Irak. Officielt skal alle amerikanske kamptropper således være ude ved nytår. Men i virkeligheden forbliver de fleste amerikanske styrker (2.500 mand) sammen med NATO’s mission i Irak (NMI) – en mission, der siden november 2020 som sagt har været under ledelse af Danmark.
NATO’s officielle opgave er at styrke Iraks sikkerhedsinstitutioner, så de kan forhindre ISIS’ tilbagevenden, bekæmpe terrorisme generelt og stabilisere landet. Det gøres gennem træning og rådgivning. Missionen er, som det hedder i den slags sprog, efterspørgselsdrevet. NATO skal med andre ord kun give irakerne det, de selv ønsker, og det giver i praksis en række hovedbrud for missionen. Fx kunne hjælp med effektivisering af forsvaret og bedre lagerstyring af militært isenkram måske på papiret lyde som noget, irakerne ville være interesserede i. Men større gennemsigtighed kan afsløre svind og korruption. Forslag om sammenlægning af nogle af de utallige efterretningstjenester eller forsøg på at indrullere nogle af militserne i de egentlige statslige sikkerhedsstyrker er heller ikke på den irakiske ønskeliste.
Samtidig er det en mission, som NATO egentlig helst vil gå lidt under radaren med. Vesten vil gerne holde en fod i døren uden rigtig at blive set af frygt for at blive smidt ud. Så bag murene i Den Grønne Zone laver NATO lidt rådgivning og konsulentarbejde i det irakiske forsvarsministerium, lærer irakere på militærakademiet at afmontere en bombe og understreger vigtigheden af menneskerettigheder, alt imens man forsøger at sikre sig, at hele den irakiske spilleplade ikke bliver overgivet til Iran.
Vil en ny regering i Irak ændre på det? Officielt vil både Muqtada al Sadr og Fateh have de vestlige soldater ud af Irak. Men i praksis bliver det næppe gennemført, for de udenlandske styrker er en del af den større magtbalance mellem Iraks etnisk-sekteriske partier. Det kurdiske KDP og de mindre sunni-partier får således noget af deres indenrigspolitiske styrke ved at være tætte på USA og Saudi-Arabien, og shia-partierne ved at knytte sig til Iran, alt imens Muqtada al Sadr og Imtidad prøver at holde sig neutrale i midten. Den magtbalance betyder, at NATO formentlig kan forblive i Irak, så længe alliancen holder lav profil og ikke rokker ved den irakiske status quo og det militsinficerede Muhasasa-system.
Men jorden slår revner. Den lave stemmeprocent og aktivisternes fortsatte krav om forandring har udstillet den dybe kløft mellem den korrupte parti-militselite og den voksende unge befolkning. Den kløft bliver stadig sværere at slå bro over – også for Vesten. ■
Den magtbalance betyder, at NATO formentlig kan forblive i Irak, så længe alliancen holder lav profil og ikke rokker ved den irakiske status quo og det militsinficerede Muhasasa-system
_______
Helle Malmvig (f. 1972) er seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) med speciale i international politik i Mellemøsten. ILLUSTRATION: Bagdad: Unge demonstranter møder de irakiske sikkerhedsstyrker under en protest mod regeringen, 25. maj 2021 [FOTO: Thaier Al-Sudani/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
