Helena Lütken: Kan Putin tøjle det kaos, han selv har skabt?

09.08.2022

Med invasionen af Ukraine har Putin materialiseret det kaos, han længe har advaret russerne mod. Krigen trækker sit blodspor gennem landet med hyppige meldinger om overgreb på civilbefolkningen, krigsforbrydelser og meningsløs ondskab. Sidstnævnte opsummerer måske allerbedst krigens natur – for hvad har Putin og styret i Kreml egentlig at vinde? Selv med en sejr på slagmarken gambler de med deres eget, fundamentale løfte til den russiske befolkning: at garantere stabilitet i Rusland og agere bolværk mod trusler og kaos fra verden udenfor.

Analyse af Helena Iris Paludan Lütken

Det russiske regimes alternative fremstilling af den internationale virkelighed har længe bygget op til det scenarie, der nu udspiller sig i Ukraine. Men de færreste havde nok fantasi til at forestille sig den skala, brutalitet og intensitet, der har kendetegnet krigen frem til nu.

Også meningsløshed karakteriserer Putins krig, for selv set fra Kremls perspektiv fremstår invasionen nærmest som to skud i knæskallerne, mens en pistol holdes afventende mod egen tinding. Krigen har forværret Ruslands position både nationalt og globalt. Ukraine er blevet skubbet i armene på EU, mens NATO med sin oprustning og udvidelse rykker helt frem til den russiske grænse. Verdensøkonomien og Ruslands egen i forvejen udfordrede økonomi er presset. Ydermere synes genopbygningen af det østlige Ukraine som en uoverskuelig opgave for Rusland, såfremt de vinder varig kontrol over området. Krigen har skadet Ruslands internationale anseelse på et helt nyt niveau, skabt afgrundsdyb mistillid og opløst den sikkerhedsarkitektur, der har sikret overvejende stabilitet internationalt, og som Putin har gentagne gange udtrykt utilfredshed med. Man må dog ikke underkende, hvordan forudsigeligheden ved den også har været i hans favør.

En hel civilisation kastet på møddingen
Netop forudsigelighed bevirkede, at Putin gennem 00’erne kunne få ro på internt i Rusland, centralisere magten og genopbygge den sejlende russiske stat og økonomi – stærkt hjulpet på vej af høje indtægter fra olie. Rusland kunne nu rejse sig fra 90’ernes socioøkonomiske krise og kaos, der af regimet fremstilles som et produkt af fejlslagne vestligt-inspirerede demokratiske og økonomiske reformforsøg, der på ingen måde passede til Ruslands ’’særlige natur’’.

Putin overtog i 2000 ligeledes et Rusland præget af eksistentiel uvished, og som havde ondt i fortiden. Ved Sovjetunionens opløsning havde landet og befolkningen med ét mistet sin identitet og plads i verden. En tidligere sovjetborger beskriver det rammende i Svetlana Aleksijevitjs Secondhand Tid: ’’En hel civilisation er blevet kastet på møddingen”.

Ved sin magtovertagelse stod Putin derfor med en hårdt prøvet russisk befolkning med behov for både økonomisk og identitetsmæssig stabilitet. Denne mangel blev den vare, som Putin og hans regime siden har baseret sin legitimitet på. Flere observatører af Rusland beskriver det som en samfundskontrakt mellem regimet og det russiske folk: I bytte for sin loyalitet og stiltiende accept af autoritære stramninger, får befolkningen stabilitet og en bedre fremtid.

Putin formåede, kraftigt understøttet af sin kontrol over fortællingen i de statslige medier, at give russerne en fornemmelse af netop stabilitet og en bedre fremtid. 00’ernes vækst højnede levestandarden for mange, hvilket stod i skærende kontrast til 90’ernes kaos, der på mange måder opleves – og også bruges af regimet – som et nationalt traume. Stabiliteten, der efter finanskrisen i 2008 nærmere er stagnation, har siden været en konsoliderende faktor for Putins regime, og det kan forklare, hvorfor en del af den russiske befolkning ikke stiller spørgsmålstegn ved de indskrænkelser af civile rettigheder, der har karakteriseret den indenrigspolitiske udvikling. Stramningen af det autoritære greb italesættes som led i Kremls beskyttelse af det russiske folk mod forstyrrende elementer udefra, uro og destabilisering, som ultimativt kan lede til endnu et undergangsscenarie for den russiske befolkning.

 

Vestlige værdier italesættes som en eksistentiel trussel mod Rusland og andre russisksindede i Ruslands indflydelsessfære – og her har Ukraine særstatus
_______

 

Putin eller kaos
Regimets narrativ om nyvunden stabilitet og genrejsning både nationalt og internationalt gentages så ofte i statslige medier, at oplevelsen af at leve i bedre tider vedbliver, selv efter vækst og fremgang for længst, er forduftet. Succesen tilskrives, at Putin har sikret Ruslands ret til at følge sin egen ’’særlige vej’’. Man slår sig op på at have indrettet staten på en måde, der ”passer til” det russiske folks og nations ”særlige karakter” og folkesjæl, og på at føre en autoritær indenrigspolitik i kombination med assertiv udenrigspolitik, der sikrer den russiske befolknings interesser. Alt dette frem for igen at bøje sig for vestlige indblanding og værdier, der fremstilles som moralsk underlegne og decideret skadelige for Rusland. I denne udlægning af verden bør nationers ret til at følge sin egen ”særlige vej” ikke kun begrænses til Rusland, men sikres for alle ”russisksindede” – også udenfor Ruslands territorielle grænser. I Kremls udlægning af verden har Rusland ikke kun ret til stormagtsstatus og særlig indflydelse over sit nære udland, men også et særligt ansvar for at beskytte denne indflydelsessfære.

Særligt efter 2012, hvor Putins tredje præsidentperiode blev skudt i gang med store demonstrationer mod regimet, der tryktestede den føromtalte samfundskontrakt, har fortællingen om Rusland som egenartet stormagt fungeret samlende og identitetsskabende. Det har også tjent som regimets svar på, hvordan Rusland for bestandig kan bevare sin stabilitet og sit eksistensgrundlag. Det var også efter 2012, at den negative italesættelse af Vesten tog til i styrke. Her udgør traumet fra 90’erne et centralt mareridtsscenarie, som i den russiske udlægning truer med at udspille sig igen, såfremt Rusland afspores fra at følge sin ”særlige vej”.

Vestlige værdier italesættes som en eksistentiel trussel mod Rusland og andre russisksindede i Ruslands indflydelsessfære – og her har Ukraine særstatus. Putin har ikke været bleg for at beskrive globale konflikter som produkt af vestligt hykleri, demokratieksport, tvang og medfølgende destabilisering, og Ukraine er, særligt efter Orangerevolutionen, blevet bragt i spil som skræmmebillede på, hvad der kan ske, hvis man lader sig påvirke af Vesten. Herfra udgår mange af de nuværende narrativer, der præger Putins begrundelse for sin ”militære specialoperation”.

Med til skræmmebilledet hører fremstillingen af EU og NATOs udvidelser som deciderede inddæmningsforsøg, der beviser, at Vesten igen ønsker at tvinge Rusland i knæ. Denne truende fortælling om demokrati og vestlige værdier har fungeret som legitimerende faktor, når det russiske regime skridt for skridt har indskrænket civile rettigheder. Stramningerne italesættes som nødvendige for at beskytte lov og orden, hvor kritiske røster og demokratiske værdier fremstilles som kriminelle, uroskabende elementer finansieret udefra, og som trusler mod retten til ”russiskhed” og den stabilitet, der følger naturligt i forlængelse af denne.

Med denne virkelighedsanskuelse i ryggen blev annekteringen af Krim italesat som en nødvendighed for at beskytte russiske mindretal fra overgreb og vestligt moralsk fordærv, og samme argumentation gentages med fornyet styrke, når Putin begrunder invasionen af Ukraine. Rusland vil befri Ukraine fra alt det, som vestlig indflydelse har ført med sig – herunder nazisme, korruption, undertrykkelse og russofobi.

Putins taler frem mod invasionen i februar kan ses som kulminationen på mange års diskursivt arbejde for at skabe en virkelighed, hvor regimets centralisering af magt og indskrænkning af rettigheder, samt militære interventioner og udenrigspolitik, kan fremstå legitime og som led i at sikre stabilitet, fremgang og eksistensgrundlaget for Rusland i en verden, der ønsker russerne det ondt.

Med invasionen af Ukraine materialiserede Kreml for alvor det kaos, der så længe er blevet beskrevet – og det er med sig selv i helterollen, at der på russisk stats-TV tales om krigen som en ”militær specialoperation”, der skal befri Ukraine og beskytte Rusland mod Vesten.

 

Men selv hvis alle russere tror på Putin, oplever de stadig, at noget er rivende galt
_______

 

Et sminket lig
Det er svært at svare på, hvor stor opbakningen til krigen reelt er hos befolkningen, og om russerne køber regimets udlægning af virkeligheden. Men med statsmediernes uafviselige indflydelse og konstante gentagelse af Kremls narrativer, må noget alt andet lige have bidt sig fast. Men selv hvis alle russere tror på Putin, oplever de stadig, at noget er rivende galt. Russerne er med ét blevet afskåret fra omverden og det udsyn, som især den yngre generation er vokset op med. Indtil nu har den russiske centralbank formået at afværge den værste krise, og vestlige sanktioner slår umiddelbart ikke så hårdt som forventet. Men det kan være en stakket frist.

Kreml har mørklagt offentlig adgang til flere økonomiske nøgletal, hvilket skaber uvished om krigens økonomiske omkostninger, og hvor tæt på et økonomisk kollaps måske er. Selv med en feberredning hænger manglende diversificering som en kulsort sky over Ruslands økonomi på sigt. Den russiske økonomi er stadig, som da Putin overtog magten for over 20 år siden, afhængig af eksport af fossile brændsler – og det er på trods af gentagne advarsler, blandt andet i 2014, hvor vestlige sanktioner og olieprisens dyk sendte den russiske økonomi på en nedadgående spiral. Den russiske økonomis fortsatte afhængighed af olie, gas og mineraler et strukturelt problem, særligt i en verden, der fortsat står overfor en klimakrise. En yderligere afkobling fra resten af verden vil kun gøre en diversificering af den russiske økonomi sværere. Rusland mangler især innovation, og den teknologiske sektor halter bagud. Russerne mærker også de stigende priser, og afkoblingen fra Vesten vil ramme levestandarden hårdt og fortsætte de seneste års tendens, hvor russernes realindkomst er faldt, samtidig med at priserne er steget.

Status lige nu er, at den russisk centralbank formår at holde hånden under rublen og tøjle inflationen – hjulpet på vej af fortsat vestlig afhængighed af russisk olie og gas. Den internationale valutafond forudser, at den russiske økonomi vil svinde med 6 pct. i år, men på sigt kan en række aspekter lede til store problemer: Internationale firmaers flugt fra Rusland, et endnu mere usikkert investeringsklima, tabet af markeder for afsætning af olie og gas, såfremt krigen fortsætter, og at Vesten finder måder at undvære russisk olie og gas på, samt afkobling fra Vesten og dertilhørende mulighed for import af især teknologi og vidensdeling. Særligt sidstnævnte problematik bliver kun større, hvis Ruslands såkaldte ”brain drain”, at højtuddannede russere forlader landet, fortsætter. På den måde forsvinder Ruslands kapacitet for innovation og løsning af de problemer, der lurer forude.

En rapport fra Yale University forudser, at førnævnte mekanismer på sigt vil sætte den russiske økonomi 30 år tilbage, samt at det russiske BNP kan falde med op til 40 pct. Ydermere påpeger flere eksperter, at den drastiske styring af økonomien netop nu dræner Ruslands reserver, hvilke Kreml ellers har polstret sig gennem.

Det er også svært at skjule, når unge mænd i hobetal forsvinder eller vender hjem i kister, som følge af en krig mod et naboland og abstrakte trusler mod Ruslands ”folkesjæl”. Kampen betyder måske i sidste ende ikke meget, når russerne atter oplever, at livet bliver markant sværere, og de igen må dø for en sag, de ikke kan se, men blot må opleve gennem deres TV. Fremtiden synes igen svær, og Putin overholder ikke sin del af samfundskontrakten. Så kan statsmedierne febrilsk gentage, hvordan det hele er Vestens skyld nok så mange gange – Putin har ikke formået at sikre den lovede stabilitet og beskytte Rusland mod omverdens kaos. Netop dette får invasionen af Ukraine til at fremstå som en decideret dødsdrift.

Det er umuligt at sminke det døde lig på gaden, som alle kan se, men ingen må tale om. Selv med et udfald af krigen, som Kreml kan sælge som en sejr, står russerne tilbage med endnu en oplevelse af ustabilitet, isolation og et sværere liv, og det vil sætte regimet under pres – sejr i Ukraine eller ej. ■

 

Selv med et udfald af krigen, som Kreml kan sælge som en sejr, står russerne tilbage med endnu en oplevelse af ustabilitet, isolation og et sværere liv, og det vil sætte regimet under pres – sejr i Ukraine eller ej
_______

Apropos denne artikel:

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister