Harvard-professor Kenneth Rogoff: Globaliseringen er brudt sammen. Det bliver en enorm udfordring på den lange bane

24.06.2022

„Det kommer til at tage et årti bare delvist at udrede den dybe indbyrdes afhængighed, der eksisterer lige nu. I USA er vi eksempelvis meget bevidste om, at mange ingredienser til vores medikamenter er produceret i Indien og Kina. Hvis vi prøvede at bringe det hele tilbage til USA på den korte bane, ville medicinpriserne eksplodere.‟

Interview med professor ved Harvard University og tidligere cheføkonom i IMF, Kenneth Rogoff, af Marius Siersbæk

RÆSON: Tror du, at den globale inflation er forbigående, eller er den permanent?
ROGOFF: Det kommer an på, hvordan du bruger ordet ‘forbigående’ – den kommer i hvert fald til at vare et stykke tid. Hvis centralbankerne ville have inflationen til at forsvinde nu, kunne de hæve renterne meget hurtigt og meget skarpt. Men det ville skabe en episk recession så dyb som da pandemien var på sit højeste – og det har de ikke lyst til at gøre. Hvis vi ser på realistisk centralbank-politik, så tror jeg, at det kommer til at tage flere år at slå inflationen ned. USA er et værre sted end Europa, men Europa er stadig ramt. Og så er der selvfølgelig mange udviklingsøkonomier hvor inflationen bare er eksploderet, hvor vi taler om 20-40 pct. inflation. I de højtudviklede økonomier har vi ikke set det siden 1970’erne.

De forskellige centralbanker tilgår inflationsproblemet med diverse strategier. Mens Federal Reserve og Bank of England har hævet deres rentesatser, virker den Europæiske Centralbank (ECB) mere tøvende. Hvorfor tror du, vi ser de her forskelle?
I USA er inflationen oppe omkring 8-9 pct. og i Storbritannien omkring 9-10 pct. Og i Eurozonen har den nået ca. 8 pct., omend meget af det skyldes energipriserne. Den ting, som ECB har kæmpet med at beslutte sig rent politisk for, er, hvordan de kan stoppe med kvantitative lempelser (også kendt som opkøbsprogrammer, hvor en centralbank forsøger at stimulere økonomien gennem køb af værdipapirer red.). De har promoveret kvantitative lempelser som en kraft til at kæmpe mod deflation, men det var aldrig fuldstændig sandt – den primære effekt ved kvantitative lempelser var at beskytte periferi-staterne: Italien, Spanien, Portugal osv.

Vigtigheden af sådan en beskyttelse blev klar igen for nylig, da ECB til at begynde med bekendtgjorde, at de ville standse de kvantitative lempelser som en forberedelse til at hæve renten. Spredningen (et parameter, som refererer til forskellen i afkast som følge af forskelle i kredit red.) på den italienske regeringsgæld over for den tyske regering begyndte at ryge i vejret. Sidenhen blev ECB nødt til at trække det tilbage og forsikre markedet om, at de vil fortsætte med de kvantitative lempelser for at undgå ”fragmentering”.

Det er lidt et kommunikationsproblem, for de kvantitative lempelser havde aldrig særligt meget at gøre med inflation, selvom det blev solgt på den måde til offentligheden. Og nu begynder det at stå klart for alle.

ECB bliver ved med at sige, at inflation  er forbigående og  snart går væk. Men det kan vise sig at være et meget optimistisk skøn. Det er rigtigt, at det i  Europa mest var energi- og fødevarepriserne der steg, men det ændrer sig nu. Inflationen æder sig ind på andre domæner. Og når det sker, så bliver ECB nødt til at respondere. Men i hvilken grad? Centralbankerne siger, at alt, de bekymrer sig om, er at komme af med inflation, men de kan ikke hæve renterne hurtigt nok til at slå inflationen ned hurtigt på det her tidspunkt. Det vil heller ikke være at foretrække, eftersom effekterne på output og arbejdsløshed potentielt kunne blive katastrofale.

Når ECB siger, at deres mandat kun baserer sig på at tøjle inflation, så må vi tilføje, at de også bekymrer sig meget om output og stabilitet. Nødvendigheden af at opretholde finansiel stabilitet giver også ECB licens til at kigge på mange andre ting end inflation. Men ved at sige, at deres mandat kun er inflation, giver det dem mere uafhængighed, når det handler om at slå tilbage mod pres fra regeringer, som altid vil have dem til at promovere vækst.

 

Vi kan meget vel se et ret betragteligt tilbageslag for globaliseringen. Det, der betyder noget, er, hvad Kina gør. Rusland er vigtig, men Kina er ti gange vigtigere
_______

 

Du er tidligere cheføkonom i IMF – en institution, der har arbejdet for at facilitere global handel i årevis. Hvad er så status på den globale økonomiske integration i lyset af krigen i Ukraine?
Den globale integration – som stadig er en god idé – er blevet ramt. Det startede under Trump med tarifferne mod Kina, og siden med Kina forhøjede militarisme, som på et tidspunkt vil lede dem hen imod mere konfrontation og isolation. Det er blevet accelereret betragteligt af Putins miskalkulation i Ukraine, og lige nu er det meget svært at vide, hvilken retning tingene er på vej i.

Rusland vil blive isoleret, men jeg formoder, at Kina vil holde med Rusland gennem tykt og tyndt. Og der er mange ‘non-aligned-countries’, der ikke står på samme side som Europa og USA, fx Indien, Sydafrika, Brasilien og en række latinamerikanske lande. På samme måde som under Den Kolde Krig, vil de hellere være neutrale, og vi kan meget vel se et ret betragteligt tilbageslag for globaliseringen. Men det, der betyder noget, er, hvad Kina gør. Rusland er vigtig, men Kina er ti gange vigtigere.

Det kan meget vel medføre større lighed i nogle lande, men på et meget mindre indkomstniveau, end det ellers kunne have været på. Det kan medføre stærkere fagforeninger, som mange i USA gerne vil have, og nogle af de ting kan meget vel være gode. Men når man kigger på det samlede billede, så har globaliseringen lidt et sammenbrud. Det bliver en enorm udfordring på den lange bane.

 

Det langstrakte pres på inflation er meget signifikant. Centralbankerne kunne kæmpe mod det, men min forudsigelse er, at vi kommer til at ende med højere normalinflation om 2-3 år. Vi bliver nødt til at indse, at vi ikke kommer ned på 1 pct. inflation mere
_______

 

Tror du, at nogle lande vil være tilbageholdende med at integrere sig i de her komplekse forsyningskæder i lyset af de seneste kriser – ikke bare krigen, men også pandemien?
Der er meget snak om det, men det kommer til at tage et årti bare delvist at udrede den dybe indbyrdes afhængighed, der eksisterer lige nu. I USA er vi, eksempelvis, meget bevidste om, at mange ingredienser til vores medikamenter er produceret i Indien og Kina. Hvis vi prøvede at bringe det hele tilbage til USA på den korte bane, ville medicinpriserne eksplodere. Vi prøver også at producere flere avancerede mikrochips i USA, men reelt kommer det også til at tage lang tid, Det virker sandsynligt, at ”homesourcing” og ”friendsourcing” kommer til at få priserne til at stige væsentligt.

Det langstrakte pres på inflation er meget signifikant. Centralbankerne kunne kæmpe mod det, men min forudsigelse er, at vi kommer til at ende med højere normalinflation om 2-3 år. Vi bliver nødt til at indse, at vi ikke kommer ned på 1 pct. inflation mere. Vi kommer rettere til at kæmpe for at holde os under 3 pct., hvilket er helt modsat, hvad vi er blevet vant til i det forudgående årti. 

Tror du, at globaliseringsoptimismen vil vinde, eller vil kinesisk statskapitalisme også komme til at påvirke dele af verden, som tidligere har været mere synkroniseret med den liberale model?
Der er ingen tvivl om, at udviklingsøkonomier har kigget mod USA og mod Europa, ikke så meget fordi de beundrer demokrati, men fordi vores systemer lod til at levere en høj levestandard. Resten af verden kigger på de her konkurrerende idéer. Kina er vokset hurtigt indtil for nylig, men COVID-19-nedlukningen har ikke har været god reklame for Kinas statsorienterede model. Præsident Xi har nærmest placeret 10 pct. af befolkning i husarrest. Jeg synes, det har været en katastrofal politik, og jeg tror, at historien vil vise, at det var en katastrofal politik.

Men der er da den her konkurrence mellem den kinesiske model og den amerikansk-europæiske model, og udfaldet forbliver selvfølgelig meget uvist, men på den korte bane bliver Kina nødt til at komme sig oven på deres corona-politik, for ikke at tale om endemiske økonomiske problemer såsom  ejendomssektoren. Hvis kinesisk vækst virkelig kollapser, kommer det til at skabe chokbølger overalt.■
 

Kina er vokset hurtigt indtil for nylig, men COVID-19-nedlukningen har ikke har været god reklame for Kinas statsorienterede model. Jeg tror, at historien vil vise, at det var en katastrofal politik
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland