Hans Henrik Fafner: Trump kaster skygger over Bidens kurs i Mellemøsten

02.04.2022

Da Donald Trump lancerede sin fredsplan for Mellemøsten, var det bemærkelsesværdigt i hvor høj grad den tilsidesatte den palæstinensiske sag. Tilsyneladende holder Joe Biden samme kurs i Mellemøsten.

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I den sidste uge af marts oplevede Israel en pludselig kæde af palæstinensisk terror. Søndag aften, den 27. marts, åbnede to mænd – begge israelske statsborgere fra byen Umm el Fahem – ild på gaden i provinsbyen Hadera, og de nåede såre flere og dræbe to, inden politiet skød og dræbte begge gerningsmænd. To dage senere mistede fem mennesker livet under lignende omstændigheder i Bnei Brak, en forstad til Tel Aviv, og tidligere var byen Beersheva blevet ramt af et tilsvarende angreb.

Det hele faldt sammen med, at den amerikanske udenrigsminister Antony Blinkens besøg i Israel, hvor han deltog i en to dage lang udenrigsministerkonference. Både Islamisk Stat og andre islamiske grupperinger i Mellemøsten tog ansvaret for de tre angreb.

Historisk konference uden konkret indhold
Der er selvfølgelig en sammenhæng. Negev-konferencen  var indkaldt på initiativ af den israelske udenrigsminister, Yair Lapid. Den ligger i direkte forlængelse af de såkaldte Abraham-aftaler, der med daværende præsident Trump som fødselshjælper blev til i efteråret 2020 for at normalisere forholdet mellem Israel og en håndfuld arabiske stater i regionen. Udover Lapid og Blinken var udenrigsministrene fra Marokko, Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater også til stede, samt den egyptiske udenrigsminister Sameh Shukry, der undertegnede landets fredsaftale med Israel helt tilbage i 1979.

Konferencen var altså nøje tilrettelagt for at afspejle det nye allianceforhold, som gennem nogle år har taget form i Mellemøsten. Lapid havde helt bevidst placeret den i Negevørkenen, og nærmere betegnet på et flunkende nyt luksushotel ved siden af kibbutz Sde Boker. Det var her, Israels første premierminister, David Ben Gurion, slog sig ned på sine gamle dage for at statuere sin vision om at få ørkenen til at blomstre.

Med alt dette spin var det da også nærliggende, at konferencen blev beskrevet som et historisk vendepunkt. Det skal man dog tage med et gran salt. De seks udenrigsministre havde naturligvis en lang række drøftelser, men hele arrangementet var snarere en perfekt photo op, der ikke mundede ud i nogen form for fælles beslutning. Dog kan konferencen alligevel med en vis ret betragtes som historisk, alene fordi den fandt sted. Det ligger der nogle perspektiver i.

 

Blinken kom formelt til konferencen for at koordinere det regionale samarbejde i forhold til Iran. Det er her, den nye frontlinje i Mellemøsten går
_______

 

Mellemøsten i lyset af Ukraine
Først og fremmest var det interessant at se palæstinenserne slet ikke var inviteret, og det fik jordanerne, som havde fået en invitation, til at melde afbud. Hertil havde den israelske forsvarsminister, Benny Gantz, for længe siden planlagt et møde med den palæstinensiske præsident, Mahmoud Abbas. Det skulle have fundet sted et par dage før Negev-konferencen, men også det blev aflyst – angiveligt på ordre fra premierminister Naftali Bennett, som ikke ønskede at tage glansen af mødet mellem de seks udenrigsministre.

Dernæst kom Blinken formelt til konferencen for at koordinere det regionale samarbejde i forhold til Iran. Det er her, den nye frontlinje i Mellemøsten går – ikke mindst i forbindelse med de nye normaliseringsaftaler mellem Israel og de to golfstater. Samtidig falder det hele også sammen med, at forhandlingerne om en ny atomaftale med Iran ser ud til at nærme sig en afslutning.

Men de seks udenrigsministre havde helt tydeligt også andre sager på dagsordenen, herunder den aktuelle situation i Ukraine. I modsætning til EU har ingen af staterne i Mellemøsten og Nordafrika givet Ukraine deres uforbeholdne opbakning, ledsaget af en fordømmelse af Ruslands angreb på nabolandet. Det er der en række historiske grunde til.

Tag Egypten, der eksempelvis modtager en årlig militærstøtte i milliardklassen fra USA, men samtidig har landet købt nye avancerede jagerfly i Rusland. Russerne er også ved at afhjælpe Egyptens gigantiske energiproblemer ved at bistå med opførelsen af et stort atomkraftværk ved Alexandria. Også Israel står med et ben i begge lejre. Indenrigspolitisk er det kompliceret at tage part i konflikten, idet mere end en tiendedel af befolkningen kom til landet i forbindelse med Sovjetunionens sammenbrud i 1991 – og denne befolkningsgruppe består af næsten lige mange mennesker med henholdsvis ukrainske og russiske rødder. Samtidig ved israelerne godt, at Rusland fortsat har et meget stort ord at skulle have sagt i nabolandet Syrien. Skulle Israel tager Ukraines part i krigen, kunne Putin sagtens kan skabe ny konflikt dér.

Tyrkiet befinder sig i øvrigt i nogenlunde samme klemme. Tyrkerne har – med grønt lys fra Rusland – bevaret sin militære tilstedeværelse i de nordlige, hovedsagelig kurdiske dele, og er ikke interesseret i at sætte skår i forholdet til Rusland. Da russerne i 2015 gik aktivt ind i den syriske borgerkrig, var det med aktiv tyrkisk støtte. Tyrkerne var bl.a. med til at bekæmpe Islamisk Stat, som på det tidspunkt endnu beherskede store dele af Syrien, og som modydelse fik tyrkerne grønt lys til at forfølge egne interesser i det nordlige Syrien. Disse dele af nabolandet har gennem mange år været en torn i øjet på styret i Ankara, fordi den kurdiske separatistbevægelse PKK i Tyrkiet lige så længe har været i tæt samarbejde med kurdiske grupper i Syrien.

Samtidig er det en kendsgerning, at netop Tyrkiet har leveret en stor del af de droner, ukrainerne bruger med stor effektivitet mod den russiske invasion. Derfor har Tyrkiet, på linje med Israel, søgt at undgå en stillingtagen, og begge lande ser snarere sig selv i en art mæglerrolle i den konflikten. Denne fælles interesse er også et element i den israelsk-tyrkiske tilnærmelse, som har stået på i den seneste tid. Tilbage i 1980øerne var Israel og Tyrkiet i tæt samarbejde, men forholdet har, navnlig efter at Erdoğan kom til magten for næsten 20 år siden, været i en stadig dybere krise. Mens de tyrkiske drømme om optagelse i EU har fortonet sig, har Erdoğan gradvis opgraderet landets samarbejde med bl.a. Iran, og dette har selvsagt haft konsekvenser for relationerne til Israel. Men siden de seneste års økonomiske krise i Tyrkiet har Erdoğan slået ind på en mere pragmatisk kurs, hvilket altså indebærer en tilnærmelse til israelerne og den vestlige verden.

Den Kolde Krig spøger
Dette er nogle af disse ting, USA har en helt klar interesse i at få rede på ved at sende Antony Blinken til regionen, og det er måske Negev-konferencens egentlige betydning som et påstået historisk vendepunkt.

 

Som den første præsident i mands minde er Biden ikke kommet med noget direkte udspil i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og Mellemøsten ligger tydeligvis ikke højt i hans prioriteter
_______

 

Under Den Kolde Krig var Mellemøsten en af de meget vigtige skuepladser for striden mellem de to stormagter. Betydende stater som Egypten og Syrien flyttede flere gange deres loyalitet fra USA til Sovjetunionen eller den anden vej, alt efter hvilken vej, de politiske vinde blæste. Med Sovjetunionens sammenbrud forekom dette at være et overstået kapitel, og selv om USA i den mellemliggende tid har ført krige i både Irak og Afghanistan (som ikke er en del af Mellemøsten), har man kunnet se en generel tendens til mindre amerikansk engagement i regionen. Mens den blodige syriske borgerkrig rasede, afholdt amerikanerne sig fra at engagere sig militært, og både Irak og Afghanistan har de mere eller mindre trukket sig ud af.

Joe Biden har videreført denne kurs. Som den første præsident i mands minde er han ikke kommet med noget direkte udspil i den israelsk-palæstinensiske konflikt, og Mellemøsten ligger tydeligvis ikke højt i hans prioriteter. Det hænger sammen med, at han har måttet tackle en lang række indenrigspolitiske problemer som en del af arven efter Trump, og at forholdet til Kina set med amerikanske øjne står som en langt vigtigere sag.

Men som det populært siges: Hvis du prøver at lægge afstand til Mellemøsten, så kommer Mellemøsten til dig. Den eneste sag, som lige fra begyndelsen har haft Bidens store interesse i regionen, er Iran, der formelt ikke er del af Mellemøsten, men som har stor indflydelse på regionale magtstrukturer. Den sag har kørt sin skæve gang, og en ny atomaftale med iranerne kan som sagt ligge lige om hjørnet. Eller rettere kunne, for i mellemtiden kom krigen i Ukraine i vejen. Den spiller ind, fordi også Rusland har betydelige interesser i forhold til Iran: De har samhandelsaftaler, og i de første faser af den syriske borgerkrig samarbejdede de i støtten af præsident Bashar al Assads regime, for senere at gå i bitter konkurrence med hinanden om rollen som den grå eminence med den egentlige magt i Syrien. Det sidste er en særligt følsom sag, i og med at også israelerne har et vågent øje til udviklingen i Syrien. Iranerne har længe brugt landet til at transportere våben og forsyninger til den shiamuslimske Hizbollah-bevægelse i Libanon, og derfor har israelerne gentagne gange rettet angreb mod disse transporter og iranske militærinstallationer i landet. Fra et israelsk synspunkt er Syrien med den russiske tilstedeværelse altså et område, der potentielt kan udvide konflikten i Mellemøsten.

Hertil kommer, at Ukraine-krigen og sanktionerne mod Putins Rusland lægger op til en global energikrise. I den sammenhæng havde det selvsagt også betydning, at Blinken kunne møde sine kolleger fra De Forenede Arabiske Emirater og Bahrain under den omtalte Negev-konference. Aktuelt udvikler sig derfor en situation i Mellemøsten med et globalt magtspil, der giver stærke påmindelser om tiden under Den Kolde Krig.

Initiativet har flyttet sig
Imidlertid er der fortsat den store forskel, at palæstinenserne og den israelsk-palæstinensiske konflikt stadig ikke nyder den store bevågenhed. Det lykkedes Blinken at komme til et møde med Abbas i Ramallah, inden han hvirvlede videre ud i regionen, og efterfølgende har den jordanske kong Abdallah mødt den palæstinensiske præsident. Men intet af dette synes at flytte ret meget.

Det er på denne baggrund, man skal aflæse de tre angreb i israelske byer i forbindelse med Blinkens besøg. Heller ikke det forventes at flytte ret meget, og israelsk-arabiske ledere var hurtigt ude med fordømmelser af angrebene. Men fordømmelserne udtrykker en desperation, som man ikke må overse.

For da Donald Trump lancerede sin fredsplan for Mellemøsten, var det bemærkelsesværdigt i hvor høj grad den tilsidesatte den palæstinensiske sag. Og det samme var tilfældet med Abraham-aftalerne, som også er en del af arven efter Trump. Der ligger derfor nogle vigtige signaler i, at Joe Biden holder samme kurs i Mellemøsten, hvilket blandt andet ses ved at han lader Blinken deltage i Negev-konferencen uden det mindste pip om at palæstinenserne måske også burde inviteres.

Heri ligger et tydeligt tegn på at de mellemøstlige brudflader og strategiske alliancer har flyttet sig, og nu er i gang med at flytte sig endnu mere. Abraham-aftalerne indeholder en klausul, der forhindrer Israel i at annektere Vestbredden, hvilket daværende ministerpræsident Benyamin Netanyahu luftede som en idé. Men ellers er billedet uændret. Hvilket dog vil sige, at Israel i mellemtiden har fået en ny regering, hvor premierminister Naftali Bennett klart sætter sig imod en tostatsløsning med palæstinenserne. Men i forbindelse med en rotationsaftale vil nuværende udenrigsminister Yair Lapid i august 2023 overtage premierministerposten, og han har ved flere lejligheder sagt, at han ikke udelukker en genstartet dialog med palæstinenserne.

Dette ligger et godt stykke ude i fremtiden, og meget kan ske i Mellemøsten inden da, men hvad der lige nu er ved at blive gjort meget klart, vil formentlig også være gældende der. Det er, at Joe Biden ikke ønsker at involvere sig i den israelsk-palæstinensiske konflikt, men betragter den som en del af et større billede i Mellemøsten. Og inden for de rammer er det lokale initiativ altså blevet lagt i hænderne på israelerne og palæstinenserne, der ikke længere kan forvente, at de globale storspillere kommer og rager kastanjerne ud af ilden. ■

 

Det lokale initiativ er blevet lagt i hænderne på israelerne og palæstinenserne, der ikke længere kan forvente, at de globale storspillere kommer og rager kastanjerne ud af ilden
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden