Hans Henrik Fafner: Religiøs zionisme ulmer på den yderste del af den israelske højrefløj – og Netanyahu har gjort sig afhængig af den
27.09.2022
”Ben Gvir og hans parti sidder med i en koalition, der under navnet Religiøs Zionisme står for en højreradikalisme, som får Benyamin Netanyahu og hans Likud-parti til at fremstå som venstreorienteret. Flere meningsmålinger har spået, at de ved valget kan komme helt op på 10 mandater eller mere. Mange af disse parlamentarikere, og navnlig Ben Gvir, betragter sig selv om ideologiske arvtagere efter rabbiner Meir Kahane, hvis højreekstreme Kach-bevægelse tilbage i 1994 blev forbudt under den israelske racismeparagraf.”
Analyse af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – I begyndelsen af september besøgte Itamar Ben Gvir et gymnasium i Ramat Gan, en forstad til Tel Aviv. Det gik ikke stille for sig. Ben Gvir repræsenterer Israels ultranationalistiske højrefløj, og han benyttede mødet med gymnasieeleverne til at profilere sig selv op til Knesset-valget den 1. november.
Mødet fik stor pressebevågenhed, og det er ganske givet en stor del af årsagen til, at en gruppe mennesker demonstrerede mod Ben Gvir udenfor gymnasiet, mens en lige så talstærk flok af den kontroversielle politikers tilhængere mødte demonstranterne med skældsord og trusler. Et talstærkt politiopbud sørgede for at holde situationen under kontrol.
Affæren er interessant, fordi Blich står for noget helt særligt i den israelske bevidsthed. Blich er et ganske almindeligt gymnasium i en by, der emmer af solid middelklasse, og måske derfor har meningsmålinger blandt skolens elever næsten altid ligget snublende tæt på resultatet ved et givent Knesset-valg kort tid efter, så Blich står for mange som en slags politisk barometer.
Forbudt under racismeparagraffen
I de efterfølgende dage imødegik skolens ledelse kritikken ved at forklare, at Itamar Ben Gvir er en del af Israels politiske virkelighed. Han sidder allerede i Knesset, og eftersom han har samlet det lovpligtige antal stillere og i øvrigt opfylder alle formelle krav, er han opstilligsberettiget og har krav på at blive hørt.
Det er netop denne del, mange finder bekymrende. Ben Gvir repræsenterer partiet Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) i Knesset, og hans parti sidder med i en koalition, der under navnet Religiøs Zionisme står for en højreradikalisme, som får Benyamin Netanyahu og hans Likud-parti til at fremstå som venstreorienteret. Religiøs Zionisme sidder lige nu på syv ud af Knessets 120 mandater, og flere meningsmålinger har spået, at de ved valget kan komme helt op på 10 mandater eller mere. Mange af disse parlamentarikere, og navnlig Ben Gvir, betragter sig selv om ideologiske arvtagere efter rabbiner Meir Kahane, hvis højreekstreme Kach-bevægelse tilbage i 1994 blev forbudt under den israelske racismeparagraf.
Otzma Yehudit beskrives ofte som kahanisme i pæn indpakning. ”I dag er jeg ikke ude efter at slå arabere ihjel,” sagde Ben Gvir således under mødet på Blich, mens mange iagttagere påpeger, at varen stort set er den samme som dengang. Det er Israel og de israelske vælgere, der han ændret sig, hedder denne tankegang videre, og det vil sige, at Israel nu har fået sig en markant højreekstremisme, som man ikke kan tillade sig at sidde overhørig.
Ikke overraskende er Itamar Ben Gvir nok en af tidens mest omtalte israelske politikere, og dette hænger ikke mindst sammen med, hvordan valgmatematikken ser ud lige nu. Da Israel i sommeren 2021 fik en ny regering med Naftali Bennett i spidsen, rådede denne over 61 mandater – altså det snævrest mulige flertal. Dengang blev det betragtet som noget af en revolution, fordi Bennetts koalition af hele otte partier dermed gjorde ende på Netanyahus styre, som havde varet i 12 ubrudte år. For at undgå at miste magten havde Netanyahu trukket landet gennem 3 valg på godt et par år, og op til det seneste, som fandt sted den 23. marts 2021, havde Netanyahu åbent støttet Religiøs Zionisme.
En Netanyahu-regering er næsten utænkelig uden Ben Gvir i en nøgleposition
_______
Dette skridt var et tydeligt udtryk for desperation fra Netanyahus side. Hans eget Likud-parti mistede 7 mandater (og gik fra 37 til 30), mens denne åbenlyse blåstempling af Religiøs Zionisme skaffede partiet en overraskende fremgang fra to til seks mandater, der med Ben Gvirs ene mandat er blevet til syv, og dermed en reel magtfaktor.
Dette kan siges at være et strategisk eller valgteknisk skridt, som alligevel ikke skaffede Netanyahu magten, men set i et lidt større perspektiv har det lukket ånden ud af flasken. Og nu, da Bennett-regeringen er faldet sammen og hans politiske partner, Yair Lapid, fra centrumpartiet Yesh Atid står i spidsen for overgangsregeringen frem til valgdatoen den 1. november, står der således to markante blokke overfor hinanden.
På den ene side er der partierne i den nu forliste regeringskoalition. Ideologisk ligger de fra den (næsten) yderste højrefløj hen over midten og til visse nationalkonservative elementer. De behersker lige omkring halvdelen af Knessets mandater, og deres fælles ønske er fortsat at holde Netanyahu fra magten. På den anden side står, hvad man ville kalde den nationale højrefløj. De har også lige i omegnen af den vigtige halvdel af Knessets mandater, og her står Netanyahu som samlingsfiguren. Med sig har han de ultraortodokse partier, og så er der altså Itamar Ben Gvir og hans allierede, som Netanyahu selv fik lukket ind i det gode politiske selskab ved valget i 2021. Men nu er situationen blot den, at Religiøs Zionisme har skaffet sig en magtposition, som Netanyahu ikke bare må tage i betragtning, men også anerkende som en vital brik i sit spil i sine forhåbninger om at erobre premierministerposten tilbage senere på året.
Med andre ord er en Netanyahu-regering næsten utænkelig uden Ben Gvir i en nøgleposition.
Kahanismen
Men hvem er så denne Itamar Ben Gvir?
Han er advokat og har gennem mange år repræsenteret radikale bosættere, når de kom i juridisk uføre. Selv bor han i Kiryat Arba, en stor bosættelse lige udenfor Hebron på den sydlige del af Vestbredden, og han har i lang tid udtrykt sin uforbeholdne beundring af rabbineren Meir Kahane.
Denne kom til verden i 1938. Han var søn af ortodokse forældre i Brooklyn, og hans politiske bevidsthed formede sig under de store forandringer i USA i begyndelsen af 1960’erne.
Kahane tænkte i jødisk identitet, og han lancerede begrebet ’den nye jøde’. Udtrykket skal ikke forstås som modsætning til ’den gamle jøde’, som i de fleste sammenhænge er den østeuropæiske ghettojøde. Hans forståelse af den nye jøde var et radikalt opgør med den moderne jøde, der netop havde distanceret sig fra ghettojøden ved at sekularisere sig selv og søge fuld integration i den moderne, liberale verdensorden.
I hans øjne var denne higen efter at blive en del af den amerikanske drøm en farlig forblindelse. For antisemitismen ville ikke forsvinde af den grund. Hans yndlingseksempel var de tyske jøder, som i 1920’erne havde levet med i Weimar-republikkens liberale strømninger i den tro, at de nu var på vej til at blive accepteret som borgere på lige fod med alle andre. Men denne naivitet førte dem direkte i gabet på nazismens uhyrligheder og Holocaust.
På den baggrund satte han sig for at opbygge den jødiske Schtolz. Med slet skjult ironi brugte han konsekvent det tyske ord for stolthed, for de var hvad de tyske jøder havde glemt ved at bekende sig til liberalismen, og for ham var det aktuelle skoleeksempel de liberale jøder, der havde sluttet sig til borgerretsbevægelsen. Han pegede på marchen fra Selma til Montgomery i Alabama, hvor det berømte billede viser Martin Luther King side om side med Abraham Joshua Heschel, en rabbiner som var blandt tidens førende jødiske intellektuelle. Marchen fandt sted den 21. marts 1965, men måneden før var en anden af den sorte borgerrettighedsbevægelses markante personligheder, Malcolm X, blevet attentatmyrdet i New York, hvilket førte til, at Malcolm X og hans opposition mod Martin Luther King og hans modstand med fredelige midler kom til at fylde mere. Den meget mere militante bevægelse Black Power opstod, og her blev det almindeligt at betragte jøder som en del af det hvide samfund.
Kahane så dette og tog initiativ til Jewish Defence League (JDL), som pudsigt nok havde meget til fælles med Black Power. Grundtanken var, at man opbyggede en identitetsfølelse gennem opvisning af magt, og trods store ideologiske forskelle er det den samme funktion som hos hvide ultranationalister som Jared Taylor og Richard Spencer, ligesom trækkene findes hos nyere fænomener som Steve Bannon og altright-bevægelsen.
JDL kom til at bestå af unge Kahane-tilhængere, der patruljerede gaderne i de fattige dele af Brooklyn, hvor jøder blev forulempet af sorte. Han sammenlignede aktiviteterne med Black Power i Oakland, San Fransiscos mindre velstående nabo, hvor den sorte befolkning havde store problemer med politivold, og paradoksalt nok benyttede han den samme terminologi som Malcolm X ved at kalde det en klassekamp – selv om han betragtede Karl Marx som historiens største jødiske antisemit.
Dette sidste udsprang af en dyb anti-kommunisme. Han talte varmt for en fortsættelse af Vietnam-krigen, hvor modstanderen var kommunismen, der i hans øjne var indbegrebet af antisemitisme. Dette var også baggrunden for, at han indledte sin aktivisme til fordel for jøderne i Sovjetunionen, og det var her, han for alvor kom på kant med de amerikanske myndigheder. De havde længe haft et godt øje til ham, og han havde allerede oplevet en stribe anholdelser. Men JDL’s voldelige aktiviteter i Brooklyns gader blev stadig kun betragtet som bølleoptøjer. Da Kahane imidlertid begyndte at demonstrere for de sovjetiske jøder, blandt andet ved en serie mislykkede bombeattentater mod sovjetiske FN-diplomater i New York, var der med ét gået storpolitik i sagen, og da fik han for alvor FBI i hælene.
For Kahane var Israel ikke så meget et sted at bo, som det var et stykke jødisk Stoltz
_______
Flugten til Israel
Dette er hovedårsagen til at han i 1971 valgte at udvandre til Israel. Mentalt forlod han dog aldrig USA, og det er grunden til, at hans tænkning nu tog en ny farlig retning, som vi ser det udspille sig hos de mest radikale elementer i bosætterbevægelsen på Vestbredden.
For Kahane var Israel ikke så meget et sted at bo som det var et stykke jødisk Stoltz. På det tidspunkt formede mange amerikanske jøders opfattelse af Israel sig stadig efter Otto Premingers filmatisering fra 1960 af Leon Uris’ berømte roman ’Exodus’. Det var fortællingen om de tapre jøder – ”muskeljøderne”, som den zionistiske tænker Max Nordau kaldte dem – der drænede malariabefængte sumpe og opbyggede et nyt hjemland.
Men Kahanes tanker gik andre veje. Hans forbillede i den zionistiske fortælling var Shlomo Ben Yosef, et medlem af den højreorienterede Irgun-bevægelse, som i 1938 var blevet henrettet af de britiske mandatmyndigheder for et væbnet angreb på en arabisk bus. Ben Yosef havde valgt at tage sagen i egen hånd, og det gjorde ham til en martyr for sagen, mente Kahane.
Dette skulle stå som et godt eksempel for de liberale amerikanske jøder. Fordi de ikke ville indse antisemitismens faresignaler, kaldte han dem ’Uncle Irvings’, hvilket skulle være en parallel til den godmodige Onkel Tom, der blot bøjede nakken under de hvide magthaveres overgreb mod slaverne. Dette var filosofien bag JDL, som levede videre efter Kahanes udvandring fra USA, og selv om han nu søgte at skabe en ny tilværelse i Israel, holdt han liv i bevægelsen gennem hyppige besøg i New York.
Racistiske rødder
Det var under et af disse besøg, Meir Kahane blev attentatdræbt i november 1990. Gerningsmanden var en egypter med amerikansk statsborgerskab, El Sayyed Nosair, men denne tilstod først drabet, da han senere blev dømt for sin deltagelse i bombeangrebet mod World Trade Center i februar 1993.
At det skulle ende på den måde, er meget sigende, for med flytningen havde Kahane ændret fokus. I USA havde han været medlem af et etnisk mindretal, og i Israel var han blevet en del af flertalsbefolkningen. Dermed skiftede hans aktivisme også gear fra at være en sag om jødisk stolthed og identitet i en større amerikansk sammenhæng til at blive en bastant del af konflikten i Mellemøsten.
Det er denne del af Kahanes liv, der altid har fået den store opmærksomhed, selv om den i Shaul Magids analyse står som en eklatant fiasko på det personlige plan. I USA var det lykkedes ham at få en betragtelig del af den jødiske befolkning i tale, men det havde aldrig været hans ambition at vælte staten. Det blev det i Israel, hvor han gik til angreb på den sekulære samfundsorden, som dengang var den fremherskende. Han dannede sit eget parti, Kach, som havde til hensigt at omdanne Israel til et teokrati. Løftestangen blev primært de orientalske jøder, altså israelere med rødder i Nordafrika og Mellemøsten, og ved valget i 1984 var det faktisk lykkedes at skrabe stemmer sammen til et enkelt mandat i Knesset, det israelske parlament. I den tid havde denne skribent et kort møde med Kahane i Knessets cafeteria, hvor det var tydeligt, at de øvrige parlamentarikere undgik ham. Han var en paria, og et par år senere var det slut med den parlamentariske karriere, da Kach blev forbudt som racistisk.
Den amerikanske opvækst havde også overbevist Kahane om, at det jødiske folk ikke kunne leve i tryghed side om side med andre folk, og det gjorde ham til fortaler for at den palæstinensiske befolkning måtte flytte et andet sted hen
_______
Perverteret kahanisme
Det er denne ideologiske tankegang, Itamar Ben Gvir nu fører videre. Men han gør det med en afgørende forskel.
Meir Kahane kan med god grund betragtes som revolutionær. Han talte åbent om at omstyrte det israelske samfund. I hans øjne var den israelske uafhængighedserklærings ord om Israel som en jødisk og demokratisk stat en absurditet, og i det hele taget betragtede han jødisk identitet og demokrati som uforenelige størrelser. Han arbejdede for at omdanne Israel til et teokrati efter bibelsk forbillede, og som på bibelsk tid skulle denne stat have en konge som enehersker.
Den amerikanske opvækst havde også overbevist Kahane om, at det jødiske folk ikke kunne leve i tryghed side om side med andre folk, og det gjorde ham til fortaler for at den palæstinensiske befolkning måtte flytte et andet sted hen. Det er blandt andet disse tanker om etnisk udrensning der stemplede ham som racist og førte til forbuddet mod hans Kach-bevægelse.
Ben Gvir er ikke revolutionær. Hans tankegang er på mange måder den samme som Kahanes, men hans baggrund er en helt anden. Han er født og opvokset i Israel, i en familie med kurdisk baggrund, og han arbejder ikke for at opløse den israelske stat for at rydde vejen for noget andet. Han arbejder efter de demokratiske spilleregler og ønsker at omdanne det israelske samfund med demokratiske midler. Han benytter også sine erfaringer som advokat, og ved præcis hvor langt han kan gå, uden at bringe sig selv eller sin bevægelse i alvorlig konflikt med loven. Det er med andre ordlangt vanskeligere at få ham dømt i henhold til den racismeparagraf, som fældede den langt mere ideologiske, men også politisk naive Kahane.
Men først og fremmest har Israels politiske klima undergået store forandringer siden Kahanes tid. Dengang var Arbejderpartiet stadig den dominerende faktor i landets politiske liv, og i dag kæmper partiet – og den klassiske venstrefløj i det hele taget – for at holde sig over spærregrænsen.
I de mange år siden da er fredsprocessen mere eller mindre forsvundet fra den politiske diskurs. Navnlig i Netanyahus vagt har en række arabiske lande tilnærmet sig Israel, og den palæstinensiske sag er blevet tilsvarende marginaliseret. De nye samarbejder i Mellemøsten bygger i højere grad på økonomi og samhandel end på egentlig dialog, og netop dialog har altid stået som nøglen til egentlig fred i Mellemøsten. Dette element har Israels nationalistiske højrefløj udnyttet som argument for, at landets økonomi og relationer til resten af regionen klarer sig udmærket uden denne besværlige dialog. Og dette har uden tvivl fået en del af vælgerbefolkningen til at falde for kahanismen, der i Itamar Ben Gvirs mund tager sig pænere ud og netop slår på at dialog og egentlig sameksistens grundlæggende er frugtesløst.
Det vil være forkert at kalde Israel racistisk af den grund. Itamar Ben Gvir er blevet hjulpet godt på vej af Benyamin Netanyahu, som igen er et tydeligt udtryk for den højrepopulisme, der efterhånden har præget verden i temmelig mange år. Den har fået de klassiske demokratiske værdier til at vakle mange steder, og når der så kommer en politisk aktør som Ben Gvir, der viser initiativ og handlekraft i en tid med masser af uvished, er der mange som hopper på vognen.
Hvor går det hen?
Ben Gvir som fænomen er udtryk for en interessant, og også bekymrende forskydning i Israels politiske spektrum. I årtier har de ultraortodokse partier spillet en dominerende rolle i næsten hver eneste koalitionsregering. De har været den berømte tunge på vægtskålen, idet deres mandater meget tit har været afgørende for at få en regeringskabale til at gå op. Disse partier står for en dyb konservatisme, som vækker modvilje i store dele af den israelske befolkning, men eftersom deres politiske dagsordener næsten udelukkende retter sig mod indenrigspolitiske anliggender som strammere kosher-lovgivning etc., har deres regeringsdeltagelse stort set ikke haft nogen indflydelse på Israels internationale ry og rygte.
Det stiller sig noget anderledes med Ben Gvir og kahanismen. Denne tendens henter styrke gennem en vis tilgang af vælgere fra den ultraortodokse lejr, og den står for den samme konservatisme, om end på andre vilkår. Men først og fremmest har Ben Gvir også en klar nationalistisk dagsorden, som eksempelvis vil kunne gøre en fremtidig dialog med palæstinenserne endnu mere usandsynlig. Hertil kommer, at Ben Gvir er i politisk samarbejde med et lille parti, Noam, der har en klart homofobisk dagsorden som bærende element, og dette er ting, der på en helt anden måde end de ultraortodokse politikeres krav vækker genklang ude i verden. Og netop fordi Religiøs Zionisme, som Ben Gvirs koalition hedder, står til at blive den afgørende brik, hvis Netanyahu efter valget den 1. november får mulighed for at danne Israels næste regering, er der udsigt til, at disse synspunkter også kommer til at fylde en del i det politiske landskab efter et kommende valg. ■
Ben Gvir som fænomen er udtryk for en interessant, og også bekymrende, forskydning i Israels politiske spektrum
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: Jerusalem: Den israelske højrefløjspolitiker, Itamar Ben-Gvir, beder ved Nebi Samuel, 2. september 2022 [FOTO:Ilia Yefimovich/DPA/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
