Hans Henrik Fafner i RÆSONs nye trykte nummer: Israel er på vej til at få sin mest højreorienterede regering nogensinde

15.12.2022

44 måneders politisk dødvande afløses af en ny Netanyahu-regering. Men det er en politisk konstruktion med masser af indbyggede modsætninger.

FRA RÆSON52. Artiklen er med i det nye trykte nummer af RÆSON, der har titlen „Efter 2022” og udkommer 22. december. Opdateret nederst [16.12.22] med den seneste politiske udvikling.

Af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV. Den 1. november oplevede Israel det, man med god grund kan betegne som en overraskelse. Ved valget til Knesset, det israelske parlament, sikrede Benyamin Netanyahu og den nationalistiske højrefløj sig så tilpas mange af stemmerne, at han med stor sandsynlighed vil kunne sidde nagelfast på posten som premierminister de næste fire år.

Den langvarige politiske krise, som på blot 44 måneder har trukket den israelske befolkning gennem hele fem parlamentsvalg, er dermed slut. Det hele startede med, at Netanyahu i november 2018 udskrev valg. De fleste iagttagere mente, at det ville være en ren formssag, der automatisk ville skaffe ham endnu fire år som premierminister, men da han efter valget i april 2019 var i færd med at danne sin næste koalitionsregering, stødte han på et skær: En af hans ,naturlige partnere’, Avigdor Lieberman, der står i spidsen for det lille nationalkonservative parti, Israel Beiteinu (Israel er Vort Hjem), sagde fra. Han nægtede at sidde i regering med Netanyahu, så længe denne var anklaget for korruption og groft mandatsvig – som han fortsat er –og dermed havde han frataget Netanyahu flertallet i Knesset.

Oppositionen var imidlertid heller ikke i stand til at samle et flertal, så derfor måtte landet ud i flere valg, hvor resultatet hver gang var nogenlunde det samme. I denne proces formede sig imidlertid en slags koalition bestående af meget forskelligartede partier, hvis samlingspunkt var enigheden om at holde Netanyahu fra magten. Dét var altså ikke nok.

Venstrefløjens deroute

I juni 2021 havde denne koalition, bestående af hele otte partier, held til at skabe et regeringsgrundlag af absolut spinkleste art: De havde kun erobret 61 af Knessets 120 mandater. Lige fra starten lignede det et korthus – og mange forudså, at en regering, der strittede i så mange forskellige ideologiske retninger, ville have vanskeligt ved at træffe de store, principielle beslutninger. Det  var klart, at denne regering måtte nøjes med at føre politik på de snævre områder, hvor man kunne blive enige.

Samtidig levede mange dog i sikker forvisning om, at Netanyahu – der blev premierminister første gang i 1996 – endelig var blevet politisk fortid. Med en alvorlig retssag til op over begge ører virkede det helt urealistisk, at han ville kunne rejse sig igen – men det var ikke desto mindre, hvad der skete.

En stor del af årsagen skal nok søges på den israelske venstrefløj. Den har været på mere eller mindre konstant deroute siden storhedstiden i 1960’erne og 1970’erne. Arbejderpartiet, som dengang lå lunt i svinget med omkring 50 mandater, klarede sig ved valget den 1. november kun lige akkurat over spærregrænsen på 3,25 pct. og opnåede sølle fire mandater. Og det lille parti Meretz, der ligger til venstre for Arbejderpartiet, kom for første gang i historien slet ikke ind – man manglede knap 3.000 stemmer. Det var navnlig Meretz’ skæbne, der var med til at forskyde det politiske tyngdepunkt, så højreblokken efter valget sidder trygt og godt med 64 mandater.

Faktisk viser den samlede stemmeoptælling, at forskellen mellem de to blokke i denne ombæring var noget mindre end ved valget i marts 2021. Det, der var udslagsgivende, var, at vælgerne flyttede sig inden for samme blok – en del forlod således Arbejderpartiet og Meretz til fordel for centrumpartierne, der stadig er med i blokken mod Netanyahu.


Jerusalem, 15. juni 2022: Ved Flagenes March deltager partilederne Bezalel Smotrich og Ben-Gvir. Her fejres jubilæet for Israels annektering af Østjerusalem i 1967 [FOTO: Emmanuel Dunand/AFP/Ritzau Scanpix]

Imidlertid spiller det også en rolle, at mange i det forløbne halvandet år har betragtet venstrefløjen som ideologisk stivnakket og handlingslammet. Det sidste er naturligvis et resultat af den nu afgåede koalitionsregerings skrøbelige konsensuspolitik, mens det første nok er det virkelig afgørende. Formanden for Meretz, Nitzan Horowitz, havde fået posten som sundhedsminister, men den store og stærkt tiltrængte sundhedsreform materialiserede sig aldrig. Derimod vedblev partiet at tale om dialog med palæstinenserne og en tostatsløsning på konflikten. Mens dette er emner af enorm betydning, er det under de givne omstændigheder ikke en dagsorden, der flytter stemmer. På begge sider af konflikten ønsker man stadig fred, men efter en lang række kuldsejlede fredsprojekter er håbet om fredsdialog slukket, og det store flertal har vendt blikket indad og fokuserer nu primært på indenrigspolitiske dagsordener.

Inden juli 2021 gjorde Netanyahu-regeringen heller ikke det store for at give sundhedssektoren et løft. Men da coronaen toppede, afsatte den enorme beløb til at yde direkte støtte til mindre erhvervsdrivende og lønmodtagere, der var blevet ramt af pandemiens hærgen. Da Avigdor Lieberman i juli 2021 blev finansminister i den nye koalitionsregering, skyndte han sig at lukke for denne hane. Han betegnede hjælpetiltagene som ren populisme og uansvarlig finanspolitik – givetvis ud fra en nøgtern vurdering. Men det bidrog også til at fremstille koalitionsregeringen som svag og handlingslammet, mens det fremhævede Netanyahu som den stærke leder.

Er demokratiet i fare?

Derfor er Netanyahu tilbage på magtens tinder. Dette har i sig selv ført til kritik – skal en mand, der er under en række alvorlige anklager, kunne vælges til regeringschef? Der tales om, at Netanyahu derved underminerer det israelske demokrati. Mens dette måske er en smule overdrevet, er der dog ingen tvivl om, at Netanyahu – nu som før – bl.a. ser den fordel i premierministerposten, at den skaffer ham parlamentarisk immunitet og derved vil kunne holde retssagen på afstand. Netanyahu står anklaget for flere tilfælde af korruption og mandatsvig.

Fra mange sider lyder der bekymring over, at partiet Religiøs Zionisme nu er kommet i Knesset med hele 14 mandater – som parlamentets tredjestørste. Det er en koalition af tre mindre partier, hvoraf det ene er klart homofobisk, og hvor det største – Otzma Yehudit (Jødisk Styrke) – lejlighedsvis taler om etnisk udrensning af palæstinensere samt indførelse af muligheden for at kunne idømme terrorister dødsstraf.

Frontfigurerne i denne højreradikale konstellation er Bezalel Smotrich og Itamar Ben-Gvir, som begge er stærkt ideologiske bosættere. Sidstnævnte tilkender sig kahanismen, en ideologi med navn efter rabbiner Meir Kahane (1932-90), hvis politiske bevægelse, Kach, blev forbudt under den israelske racismeparagraf. En overgang havde Ben-Gvir på sin væg hjemme i dagligstuen i bosættelsen Kiryat Arba et stort portræt af Baruch Goldstein, der i 1994 skuddræbte 29 bedende muslimer i Hebron.

At det er lykkedes Religiøs Zionisme at komme så langt, kan til en vis grad tilskrives Netanyahu. Op til valget i foråret 2019 var det ham, der overtalte de tre småpartier til at gå i valgforbund, så de i samlet flok kunne klare sig over spærregrænsen. Da han samtidig indgik en aftale om, at hans eget Likud-parti og Religiøs Zionisme efter valget ville dele overskydende stemmer, havde han i befolkningens øjne mere eller mindre blåstemplet den yderste højrefløj.  Og da han i en tidligere, kortlivet regering allerede havde gjort brug af Smotrich som trafikminister, hvor denne havde klaret sig godt ved at tage nogle fornuftige initiativer til afhjælpning af Israels dramatiske trafikpropper, var han og Jødisk Zionisme godt på vej ind i den politiske varme.

Det er da heller ikke alle, der mener, at Jødisk Zionisme står for en fascistisk politik, som vil gøre en ende på det israelske demokrati. Her lyder et argument, at partiet opnåede 11 pct. af stemmerne, mens Marine Le Pen fik hele 41 pct. af stemmerne ved det franske præsidentvalg, uden at dette truede med at sætte det franske demokrati over styr.

 

Over for USA må Netanyahu altså bevæge sig på listesko – og det samme gælder måske i endnu højere grad i forhold til dele af den arabiske verden
_______

 

Hvor langt tør han gå?

Imidlertid er der næppe nogen tvivl om, at Israel er på vej til at få sin mest højreorienterede regering nogensinde. Og det skaber en vis bekymring rundtom i verden.

Jødisk Zionisme lægger ikke skjul på, at de er ude efter posterne som forsvarsminister og justitsminister. Den første vil skaffe partiet stor indflydelse på Vestbredden – en stor del af kernevælgerne befinder sig i de ideologiske bosættelser – og en justitsminister vil muligvis være i stand til at skaffe Netanyahu permanent immunitet mod alle retslige søgsmål.

Spørgsmålet er, om Netanyahu har modet til at gå så vidt. Han har allerede tjent som premierminister i mere end 12 år sammenlagt – den længste periode for nogen israelsk leder. Derfor ved han også, hvilke globale konsekvenser kontroversielle israelske beslutninger kan have. Og mens han er nationalkonservativ med hud og hår, har han også en indbygget sans for sit eget internationale omdømme. Han har tydeligvis ambitioner om at gå over i historien som en stor statsmand, og det vil ikke ske, hvis kan lægger sig i kølvandet på Smotrich og Ben-Gvir. Disse tror eksempelvis slet ikke på fredelige relationer til den arabiske verden, mens Netanyahu hævder, at Saudi-Arabien er på nippet til at tilslutte sig Abraham-aftalerne.

En vigtig faktor er udviklingen i USA. At Joe Biden og Demokraterne klarede sig overraskende godt ved midtvejsvalget den 8. november, betyder, at Netanyahu nok må nedtone forhåbningerne om at se sin gode ven Donald Trump vende tilbage til Det Hvide Hus, og her og nu må han udvise stor forsigtighed over for Biden, som i forvejen ikke bryder sig om Netanyahu. Over for USA må Netanyahu altså bevæge sig på listesko – og det samme gælder måske i endnu højere grad i forhold til dele af den arabiske verden. I efteråret 2020, mens Trump endnu var præsident, indgik Netanyahu en række såkaldte normaliseringsaftaler (Abraham-aftalerne), som i første omgang omfattede Bahrain og De Forenede Arabiske Emirater. Forud for disse aftaler havde Netanyahu varslet, at han ville annektere dele af Vestbredden, hvilket tydeligvis var et forsøg på at tækkes Israels højrenationalistiske kræfter, men navnlig Emiraterne stillede som en ufravigelig betingelse for at indgå nogen aftale med Israel, at alle planer om at ændre Vestbreddens status skulle skrinlægges. Den klausul er fortsat gældende, og det glemmer Netanyahu ikke. Han er derfor til fulde bevidst om, at et tæt parløb med Religiøs Zionisme vil kunne bringe Abraham-aftalerne i farezonen. Det har han næppe noget ønske om.

Den 25. november så vi således konturerne af den nye regering, da det blev meddelt, at Itamar Ben-Gvir vil være minister for national sikkerhed. For denne er dette noget af en ønskestilling, idet han dermed får ansvar for bl.a. det israelske sikkerhedsapparat på Vestbredden, hvor den kommende minister selv bor privat. Da Abraham-aftalerne i sin tid blev indgået, krævede navnlig De Forenede Arabiske Emirater, at Israel undlod at tage ,unilaterale skridt’ på Vestbredden. Nu kan Ben-Gvirs udnævnelse potentielt skabe usikkerhed om denne del.

Manden i midten

Dette lyder kompliceret, og det er det også. Selvom Netanyahu sidder med 64 mandater på hånden – og ser ud til at kunne få fire år ved magten – er der ingen garanti for, at hans regering bliver en lystsejlads i smult vande. Der vil være masser af farlige skær at navigere uden om. Derfor forlyder det, at han i denne tid satser stort på at få i det mindste et af oppositionens centrumpartier med ind i samarbejdet. På den måde vil han gøre sig mindre afhængig af Religiøs Zionisme, og internationalt set, særligt med henblik på USA og den arabiske verden, vil det gøre regeringen betydeligt mere salonfæhig.


Kiryat Malakhi, Israel, 18. oktober 2022: Netanyahu holder tale i sin ,Bibi-bus’ (Bibi er Netanyahus kælenavn) bag skudsikkert panserglas [FOTO: Menahem Kahana/AFP/Ritzau Scanpix]

Men først og fremmest vil dette forhindre, at Netanyahu kommer til at repræsentere den yderste venstrefløj i sin egen regering, hvilket i sig selv ville være et eklatant brud med en af hans egne deviser. I samtlige Netanyahu-regeringer har hovedpersonen konsekvent sørget for at have partnere både til højre og til venstre for sig selv. Hermed har han opnået den fordel, at han til enhver tid har kunnet affærdige kritik over upopulære beslutninger ved at henvise til, at det er blevet til efter pres fra en af regeringens fløje. Hvis hans eneste partnere er partier til højre for ham selv, vil enhver beslutning, som i regeringens eget univers vil kunne betragtes som ,venstreorienteret’, falde tilbage på Netanyahu, og kun Netanyahu.

OPDATERET 16.12.22

Godt to uger efter at Netanyahu fik mandat til at sammensætte Israels kommende regering, var der stadig ikke noget endegyldigt resultat. Det ligger imidlertid i kortene, at det bliver ham, der kommer til at indtage posten som premierminister, for da mandatet udløb, gik præsident Herzog med til at forlænge fristen med yderligere ti dage, så han nu har 21. december som deadline.

Under normale omstændigheder ville præsidenten have overgivet mandatet til Yair Lapid, der som fungerende premierminister og leder af det næststørste parti, Yesh Atid, kunne have haft mulighed for at gøre forsøget. Men eftersom Lapid med den nuværende mandatfordeling står som nærmest chanceløs i forsøget på at samle det fornødne flertal på 61 mandater bag sig, ville udpegelsen af ham have ført til endnu en udsigtsløs politisk proces. Og denne ville sandsynligvis være endt i udskrivelse af endnu et valg og dermed en forlængelse af den politiske krise, som alt for længe har præget Israel.

Det er den sandsynlige forklaring på Herzogs beslutning, selv om også den peger frem mod en tid med stor usikkerhed.

Indtil videre har koalitionsforhandlingerne tegnet et billede af en svækket Netanyahu. Den almindelige analyse lyder, at det for ham er altafgørende at vende tilbage til premierministerposten, fordi dette giver ham gode kort på hånden til at afværge retssagen mod ham. De tre partier, som er på vej ind i et regeringssamarbejde med Netanyahus eget Likud-parti, har til fulde forstået denne prekære situation, og stiller derfor store krav, som Netanyahu gang på gang har imødekommet.

To af hans kommende partnere er de ultraortodokse partier, Shas og Forenet Torajødedom. Som en del af studehandelen har Netanyahu måttet acceptere, at lederen af Shas, Aryeh Deri, godt kan tjene som minister, selv om han tidligere har afsonet en fængselsstraf for korruption og mandatsvig. Deri er en magtfuld mand og en politisk snu strateg. Hvis han får indfriet sit krav om, at et af de ultraortodokse partier kommer til at sidde i indenrigsministeriet, kan det føre til en række stramninger af landets religiøse lovgivning. De religiøse institutioner vil få store ekstrabevillinger; yderligere kønsadskillelse i den offentlige sfære, kønsadskilte strande, og i den mere eksotiske afdeling hører et ønske om begrænsning i brugen af elektricitet på sabbatten, den ugentlige jødiske helligdag.

Netanyahu har gentagne gange lovet, at Israels religiøse status quo vil blive bevaret, og at landet ikke har kurs mod teokratiske tilstande, men mange sekulære israelere nærer en dyb skepsis over den slags løfter fra en politiker, der ikke just har ry for at være ordholdende.

Mange israelere finder det dog endnu mere bekymrende, at Netanyahus tredje regeringspartner er på vej til stor indflydelse. Ikke desto mindre kommer det højreradikale parti Religiøs Zionisme, som har rod i den ideologiske del af bosætterbevægelsen, til at sidde på nogle tunge ministerposter. En meget markant side af denne sag er Itamar Ben-Gvir, der nu er så godt som sikret posten som minister for national sikkerhed. Hans ministerium har fået yderligere beføjelser efter at have været på skovhugst i andre ministerier. Således vil han få det ministerielle ansvar for det israelske politi, hvilket synes at være på kollisionskurs med almindelige samfundsmæssige spilleregler, da Ben-Gvir har været anholdt snesevis af gange og har mindst et par domfældelser på sin straffeattest. Han bliver med andre ord øverste chef for det politi, der i årevis har haft ham i søgelyset. Ben-Gvir menes at ville bruge sin indflydelse til at genetablere fire bosættelser på Vestbredden, der blev rømmet, da Israel i sensommeren 2005 rømmede samtlige bosættelser på Gazastriben. Og han vil med stor sandsynlighed også sørge for statslig godkendelse af de såkaldte bosætterudposter, som er de helt små bosættelser, som selv skiftende Netanyahu-regeringer har afvist at give officiel status.

Her ligger nok årsagen til, at Netanyahus øvrige plan er løbet ud i sandet. I starten af forløbet var det tydeligt, at han gerne så et eller to partier fra den bløde højrefløj eller det politiske centrum som partnere, men de har alle lagt afstand til ham. Alene samarbejdet med Religiøs Zionisme betyder, at verdenssamfundet ser med stor skepsis på Israels politiske kurs, og dette ønsker man helt klart at holde sig borte fra.

Det mest afgørende er dog nok, at dette i forvejen tegner til at blive Israels til dato dyreste regering med det største antal ministerposter. Det hænger sammen med, at Netanyahu har måttet dele rundhåndet ud af goderne for at etablere samarbejdet med de tre eksisterende partnere. Men trods dette har han i skrivende stund så lidt tilbage, at han får svært ved at tilfredsstille sine Likud-kolleger, der naturligvis også har sat næsen op efter indflydelse om ministerværdighed. Utilfredsheden ulmer derfor allerede i Netanyahus eget politiske bagland.

Kombinationen af en række regeringspartnere med store krav og uro i eget parti er med andre ord ikke nogen god opskrift på stabilitet. Det er muligvis det resultat, de øvrige partier har regnet sig frem til – at nok har Netanyahu 64 ud af Knessets 120 mandater bag sig, men det er et skrøbeligt bygningsværk, der når som helst kan skvatte sammen. Derfor ser mange allerede nu tegn på, at denne regering godt kan blive et relativt kortvarigt fænomen. ■

 

Netanyahu har gentagne gange lovet, at Israels religiøse status quo vil blive bevaret, og at landet ikke har kurs mod teokratiske tilstande, men mange sekulære israelere nærer en dyb skepsis over den slags løfter fra en politiker, der ikke just har ry for at være ordholdende
_______

 

Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 28 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog Halutzim. Kontrasternes Israel, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne