Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Nøglen til fred i Mellemøsten kan måske findes i den israelsk-jordanske aftale om adgang til vand

20.02.2022

Aftalen om vand er ikke andet end en beskeden begyndelse. Revitaliseringen af Jordanfloden og Det Døde Hav er kun en enkelt, og måske ikke videre stor brik i spillet om fred i regionen. Men den kan komme til at få stor symbolsk betydning, men det kræver også, at palæstinenserne kommer med som aktive partnere.


Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I Jordan er der stærkt delte meninger om den jordansk-israelske hensigtserklæring, som parterne i december enedes om, med De Forenede Arabiske Emirater (UAE) i en særdeles aktiv rolle på sidelinjen. Initiativet sigter på at indgå en aftale, hvor Israel vil levere vand til Jordan, og i stedet modtage grøn energi fra jordanerne; denne skal tilvejebringes, ved at det pengestærke UAE investerer i solpaneler, der i massivt omfang vil generere elektricitet i den vidtstrakte jordanske ørken.

Det ligner den perfekte plan. Israel har gennem de senere år vendt en nærmest permanent tilstand af vandmangel til et pænt overskud ved at opføre store anlæg til afsaltning af havvand på Middelhavskysten. Landet er nu i stand til at eksportere vand, og det falder på et tørt sted i nabolandet Jordan, som nu har et årligt underskud, der løber op i 40 mio. kubikmeter på vandregnskabet. Omvendt har Jordan de store ørkenlandskaber med god plads, som er en mangelvare i det tætbefolkede Israel.

Som tredjepart står som sagt UAE, der har ledig kapital til at finansiere de mange solpaneler i den jordanske ørken. Og landet har også en naturlig interesse i sagen. I slutningen af 2020 indgik UAE og Bahrain nemlig såkaldte normaliseringsaftaler med Israel, og det har bl.a. ført til oprettelse af diplomatiske forbindelser, samhandel og teknologisk samarbejde. Marokko fulgte trop, og flere andre stater i den arabiske verden kan formodes at tage skridtet i en forholdsvis nær fremtid. Dette kan ses som et brud med den arabiske verdens klassiske afvisning af forbindelser til Israel, hvilket svarer lidt til situationen da Egypten i 1979 og Jordan i 1994 indgik fredsaftaler med israelerne.

Kilden til et politisk minefelt
Der er imidlertid en grund til, at aftalen om at udveksle vand og elektricitet har fået en blandet modtagelse i Jordan. Der hersker en bred opfattelse af, at denne udvikling endnu en gang vil marginalisere palæstinenserne på Vestbredden. De blev aldrig hørt, da Israel og de to hovedrige golfstater indgik Abraham-aftalerne, som normaliseringen kaldes, og tilsyneladende er de heller ikke blevet hørt i den aktuelle sag, hvor vand er kardinalpunktet.

Men det nye initiativ er også blevet mødt af en generel skepsis, fordi netop vand gennem alle årene har været en kilde til gensidig mistillid og konflikt mellem de to naboer. Det hænger sammen med, at det vigtige og livgivende vand befinder sig  i Jordanfloden, danner grænse mellem de to stater. Og ikke mindst fordi en stor del af grænselandet befinder sig på Vestbredden, som Israel har holdt besat siden 1967.

Vandet befinder sig med andre ord i en del af regionen, hvor både israelere, palæstinensere og jordanere er til stede og har stor interesse i at forblive. Som udgangspunkt er dette noget af et politisk minefelt, men der har gennem de senere år været en voksende forståelse for, at her måske netop er et punkt, hvor parterne vil have en anelse lettere ved at komme overens.

 

Men det nye initiativ er også blevet mødt af en generel skepsis, fordi netop vand gennem alle årene har været en kilde til gensidig mistillid og konflikt mellem de to naboer
_______

 

Miljø som grundlag for enighed
Dette er i hvert fald holdningen hos organisationen EcoPeace, som er en af de meget få NGO’er, der arbejder parallelt i både Israel, Jordan og Palæstina. De har kontorer i både Tel Aviv, Amman og Ramallah, og en del af arbejdet har bestået i at give de beslutningstagende politikere indsigt og grundlag for at indgå den aktuelle aftale.

Gidon Bromberg, som er blandt medstifterne og i det daglige leder afdelingen i Tel Aviv, arbejder ud fra den erkendelse, at der i konflikten er en række spørgsmål, som det vil blive vanskeligt at løse. Det handler bl.a. om bosættelserne på Vestbredden, om de palæstinensiske flygtninge og om Jerusalem, som både israelere og palæstinensere ønsker som hovedstad. Med dette i baghovedet arbejder EcoPeace med klima- og miljøsagen, hvor der bestemt også er en række udeståender parterne imellem, men hvor det relativt set er lettere at nå frem til en gensidig forståelse, fordi ingen umiddelbart kan være uenig i, at et rent og sundt klima kun kan være til fordel for alle parter. Og dette drejer sig helt aktuelt om vand.

Mellemøsten er fra naturens hånd vandfattig, og det gælder også den region, som er fokus for EcoPeace. Ifølge tal fra Verdensbanken rækker de samlede ressourcer, Jordan har mulighed for at udnytte, til 70 kubikmeter vand per indbygger. Hvis man tager Israel, Vestbredden og Gazastriben under ét, er tallet en smule bedre. Det ligger på 86 kubikmeter, men tager man i betragtning, at Israel af historiske og navnlig politiske grunde har sat sig på en uforholdsmæssig stor del af vandet, er situationen på Vestbredden og Gazastriben selvsagt alvorlig. Ingen steder er forsyningssituationen dog rigelig – eksempelvis er det tilsvarende tal for Danmark 1.041 kubikmeter.

Aftalen retter sig i første omgang mod samarbejdet mellem Israel og Jordan. Den tredje part, palæstinenserne, nævnes kun forbigående, men det ligger tydeligt i luften, at Jordan hverken kan eller vil indgå nogen langsigtet aftale med Israel, uden at også palæstinenserne bliver tilgodeset. Dette er en af grundene til, at den jordanske befolkning tidligt viste skepsis overfor aftalen.

Situationen har gennem en årrække ført til overudnyttelse af de eksisterende ressourcer. Ifølge EcoPeace har man i regionen lige nu et samlet overtræk på vandregnskabet på 300 millioner kubikmeter.

Værst står det til på Gazastriben, hvor to millioner palæstinensere lever på et område på størrelse med Langeland. Op gennem historien har den lokale befolkning her gravet eller boret brønde for at udnytte de vandbærende lag under fladlandet langs Middelhavet. Men hvis man overudnytter denne kilde, trænger havvandet ind og blander sig med det ferske grundvand, som dermed bliver udrikkeligt. Det er sket på Gazastriben, hvor 95 pct. af grundvandet er blevet ødelagt, og det er en uoprettelig skade.

Under den israelske kystslette, hvor bl.a. storbyen Tel Aviv ligger, har de vandbærende lag gennem flere år været truet, og visse steder er skaden allerede sket. Dette faremoment er ingen nyhed for israelerne, som derfor kort efter 1967 begyndte at udnytte områdets anden store ressource, nemlig vandet under Vestbredden. Her er Israel besættelsesmagt, hvilket gør vand til et ømtåleligt emne.

 

Den tredje part, palæstinenserne, nævnes kun forbigående, men det ligger tydeligt i luften, at Jordan hverken kan eller vil indgå nogen langsigtet aftale med Israel, uden at også palæstinenserne bliver tilgodeset
_______

 

Jordanflodens svindende bredder
Endelig er der den tredje, store kilde til vand, som også er den problematik, EcoPeace peger på. Det drejer sig om Jordanfloden, der løber fra Genesaret Sø til Det Døde Hav, 200 km mod syd. Søen nordpå får tilført vand fra Golanhøjderne og Galilæas bjerge, og når det kommer frem til Det Døde Hav, løber det ikke længere. Dette er et lukket system, som i århundreder har holdt sig selv i live.

I 1960’erne begyndte israelerne imidlertid at forstyrre naturens balance ved at pumpe vand fra Genesaret Sø i stor stil. Gennem en stor kanal og rørledning blev det ført sydpå, for at få ’ørkenen til at blomstre’, som det hed i den tids zionistiske vision. Det blev brugt til at kunstvande marker, og det skabte naturligvis både arbejdspladser og mad på bordet. Men Jordanfloden betalte prisen. Fordi jordanerne samtidig begyndte at pumpe fra ikke mindst de bifloder, som fra deres side af grænsen fører vand til, svandt Jordanfloden ind, så den visse steder ikke er meget mere end en grøft med lidt grumset vand.

Det triste slutresultat viste sig ved Det Døde Hav. Fra naturens side står Jordansfloden for stort set al tilførsel af vand til den salte indsø, og fordi dette vand er forsvundet, er vandstanden i Det Døde Hav i årevis faldet med omkring en meter om året. Dette har en række ubehagelige sideeffekter.

Når det om vinteren regner i Vestbreddens bjerge, løber en del af nedbøren i småfloder ned i Det Døde Hav. Langs kysten består en stor del af undergrunden af salt, som blev holdt på plads af grundvandet, dengang vandstanden var højere. Men nu bliver saltet skyllet væk, og når det har stået på i en tid, styrter overfladelaget sammen. Det er ikke ualmindeligt, at der opstår et par hundrede af disse jordfaldshuller om året, og derfor har myndighederne lukket dele af området af.

Der har været mange planer om at redde Det Døde Hav. Den mest ambitiøse er en kanal, der skal føre vand fra Det Røde Hav, men efter at talrige forskere og miljøorganisationer har advaret om uoverskuelige konsekvenser – bl.a. en mulig ødelæggelse af koralrevene i Det Røde Hav – bliver denne plan næppe ført ud i livet.

Vand i en fredsproces
Ikke mindst har der nemlig vist sig et alternativ med et stort potentiale. Som følge af den problematiske forsyningssituation satte Israel for 10 år siden virkelig fart i planerne om at afsalte havvand. Det er nu nået dertil, at 70 procent af alt vand, der kommer ud af israelske haner, nu kommer direkte fra Middelhavet.

Omvendt osmose, som det hedder, er en relativt enkel proces, hvor havvandet presses gennem store filtre og kommer ud i den anden ende som drikkeligt ferskvand. Den slags kan naturligvis ikke lade sig gøre uden at bruge en masse energi, men også det er der blevet fundet en praktisk løsning for: Langs den israelske middelhavskyst ligger fem store kraftværker, som forsyner landet med elektricitet, og om natten, når forbruget er lavt, benytter man overskudskapaciteten til at drive afsaltningsanlæggene.

Dette vand har i længere tid været inde i billedet som en mulig brik i en fredsproces, og det er på sin vis det, der nu kan være ved at forme sig. Den israelsk-jordanske aftale går ud på, at Israel i første omgang begynder at pumpe vand ud i Genesaret Sø, hvilket vil gøre det muligt at genetablere det naturlige løb i Jordanfloden. Lige siden fredsaftalen mellem Israel og Jordan i 1994 har israelerne forsynet jordanerne med vand, der fra Genesaret Sø er blevet pumpet gennem en rørledning til Kong Abdallah-kanalen og derfra videre til byerne Amman og Irbid, og denne praksis vil også blive forøget. Det er også planen, at den kanal, som israelerne anlagde i 1960’erne for at få ørkenen til at blomstre, nu skal føre vand i store mængder den modsatte vej.

Lige nu forsyner Israel jordanerne med ni mio. kubikmeter om året. Det bliver om kort tid sat op til 20 mio. og det kommer ifølge aftalen op på 300 mio. kubikmeter årligt.

 

Dette vand har i længere tid været inde i billedet som en mulig brik i en fredsproces, og det er på sin vis det, der nu kan være ved at forme sig
_______

 

En beskeden begyndelse
Der er en årsag til, at planen sigter på at genetablere Jordanfloden og ikke bare sende vandet direkte til de jordanske forbrugere. Helt nærliggende er det naturligvis, at man ønsker at vende den negative udvikling, som i årevis har ført Det Døde Hav direkte mod en miljøkatastrofe. Herudover ligger der imidlertid helt åbenlyse fordele i at bringe Jordanfloden på fode. Bromberg henviser til en historisk kilde, der i 1918 beskriver floden som værende omkring 100 meter bred, hvor der i dag, i bedste fald, er fire meter mellem bredderne.

Jordandalen, som er den 200 kilometer lange strækning mellem Genesaret Sø og Det Døde Hav, har en samlet befolkning på 700.000. De 60.000 er palæstinensere, andre 30.000 israelere og hele 600.000 er jordanere. På jordansk side er hovedparten af disse mennesker jordbrugere, hvilket hænger sammen med at dalen også er Jordans ubetinget vigtigste landbrugsområde. Af samme grund er det også Jordan, der traditionelt har pumpet mest vand direkte fra floden, og dette vil kunne genopstå og dermed have positiv indflydelse på landets fødevareproduktion.

En anden mulighed ligger i at udvikle Jordandalen på andre områder. EcoPeace peger på turisme – og ikke mindst grøn turisme og økoturisme – som et stort potentiale. En beskeden begyndelse på dette kan man se ved Qasr el Yahud, som er det sted, hvor Johannes Døberen ifølge traditionen opererede for et par tusinde år siden. Stedet var i mange år lukket helt af som grænsezone, men i dag er der fri adgang fra begge sider af floden. Der er både israelske og jordanske soldater, som holder øje med, hvad der foregår, og dette vil nok være en del af den mellemøstlige realitet i mange år endnu. Men efterhånden som den gensidige tillid vokser, vil også dette kunne ændre sig. Ifølge EcoPeace akkumulerer hele dalens økonomi omkring fire mia. USD om året, og hvis tilstanden normaliseres, vurderes dette at kunne nå op på 73 mia. USD.

Aftalen om vand er ikke andet end en beskeden begyndelse. Sagen om Jordanfloden og Det Døde Hav er kun en enkelt, og måske ikke videre stor brik i spillet om fred i regionen. Men den kan komme til at få stor symbolsk betydning, og det ikke mindst, hvis også palæstinenserne kommer med som aktive partnere. Hvad det angår, ligger der allerede planer for Qasr el Yahud. Israel vil med sikkerhed insistere på at beholde den sikkerhedsmæssige kontrol over stedet, men der ligger intet til hinder for, at palæstinenserne kommer til at stå for den administrative styring af stedet, hvorved de får del i den økonomiske side af sagen.

Herfra er der naturligvis uendelig langt til en rigtig fredsslutning, for det opstiller ingen model for, hvordan man bliver enige om de store og tunge spørgsmål – Jerusalem, flygtningene, bosættelserne og meget mere. Men i en situation hvor fredsprocessen, som vi normalt opfatter den, synes at være gået uhjælpeligt i stå, kan dette måske være en model, der kan inspirere på andre områder. Det centrale spørgsmål i konflikten består i, hvordan man deles om landet eller deler det retfærdigt. Dette er på mange måder også kernen i vandproblematikken. Men idet der her er tale om en ressource, som det nu er blevet muligt at forøge, har denne del af striden måske et større potentiale for, at parterne kan nå til enighed. Så hvis man viser vilje til dialog og samarbejde på dette punkt, er der måske skabt mulighed for, at det kan stå som tillidsvækkende lærestykke, når det kommer til konfliktens vanskelige knaster, så som bosættelserne, de palæstinensiske flygtninge og Jerusalems mange helligdomme.

 

Så hvis man viser vilje til dialog og samarbejde på dette punkt, er der måske skabt mulighed for, at det kan stå som tillidsvækkende lærestykke, når det kommer til konfliktens vanskelige knaster, så som bosættelserne, de palæstinensiske flygtninge og Jerusalems mange helligdomme
_______

Apropos denne artikel:

Rasmus Emborg: Vi må se i øjnene, at Ruslands gamle imperiedrømme er ved at blive til virkelighed

Jens Ladefoged Mortensen: Trumps toldkrig viser, at tyngdepunktet har flyttet sig væk fra Vesten – hvis det overhovedet findes længere

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne