Hans Henrik Fafner: Hvorfor vælger Israel ikke side?

10.05.2022

Da Ukraine bad om at få det israelske iron dome-system, der ville kunne tjene som et effektivt værn mod russiske raketter, og israelerne svarede nej, lød det fra nær og fjern, at Israel har en moralsk pligt til at stille sig på den vestlige verdens side i støtten til Ukraine. Men Israel har ikke brug for en konflikt med Rusland. 

Analyse af Hans Henrik Fafner

TEL AVIV – I forbindelse med Israels markering af sin uafhængighedsdag i denne uge, forsikrede Putin sin israelske modpart, Yitzhak Herzog, om at der hersker et ubrydeligt venskab mellem de to lande. Putins udmelding kom kort efter, at Herzog i skarpe vendinger havde reageret mod den russiske udenrigsminister, Sergei Lavrov, efter at denne havde hævdet, at selv Hitler havde jødisk blod i årerne.

Udenrigsministeren kom med denne utilslørede henvisning til den ukrainske leder, Zelenskyj, der er jødisk, og koblingen til Hitler og holocaust var for at retfærdiggøre Putins motiv for det brutale angreb på Ukraine – nemlig påstanden om at landets ledelse skal være nazistisk.

Set fra Israel kan dette læses som en opfordring til at tage Ruslands side, idet enhver association til nazismen og holocaust naturligvis spiller på nogle store følelser for israelerne. Faktisk bevægede Zelenskyj sig ind i nogenlunde samme boldgade, da han den 20. marts holdt en virtuel tale for det israelske parlament, Knesset. Den blev også set på storskærm på rådhuspladsen i Tel Aviv, hvor alle kunne høre den ukrainske leder sige, at russerne var i færd med at udslette det ukrainske folk, ligesom nazisterne havde forsøgt at udslette det jødiske. Zelenskyj appellerede også til de israelske følelser ved at referere til Babi Yar, hvor 100.000 jøder blev massakreret i september 1941. Han hævdede, at russerne havde bombet stedet, hvilket dog viste sig at være usandt.

Spiller på begge heste
Heller ikke Zelenskyj formåede at få israelerne til at tage klar stilling i krigen, og det vækker stigende undren, og i visse tilfælde også kritik. Da Ukraine således bad om at få det israelske iron dome-system, der ville kunne tjene som et effektivt værn mod russiske raketter, og israelerne svarede nej, lød det fra nær og fjern, at Israel har en moralsk pligt til at stille sig på den vestlige verdens side i støtten til Ukraine. Faktisk er dette også et argument, som hyppigt dukker op i den israelske debat.

Som det dog ofte er i den slags situationer, har de politiske ledere et andet rationale, og det er også tilfældet her.

 

Stort set hele Mellemøsten har undladt at tage stilling. Eller rettere, de fleste ledere forsøger at spille på begge heste i den igangværende krig, og dette er en vigtig bevæggrund til den tilsvarende israelske nølen
_______

 

Stort set hele Mellemøsten har undladt at tage stilling. Eller rettere, de fleste ledere forsøger at spille på begge heste i den igangværende krig, og dette er en vigtig bevæggrund til den tilsvarende israelske nølen. Både Egypten og golfstaterne har betydelige interesser hos både russerne og i den vestlige verden, som har allieret sig med Ukraine, og det kan koste dyrt at vælge side. Egypten får således massiv militærstøtte fra USA, men samtidig er Rusland i gang med et opføre et stort atomkraftværk ved Alexandria, hvilket skal redde landets fortvivlede energisituation.

Den israelske økonomi er robust, og landet kunne godt få råd til at tage stilling i krigen, men de primære strategiske interesser ligger i Mellemøsten, hvor der netop i disse år sker nogle afgørende skred. Her tænkes først og fremmest på Tyrkiet, der ligesom Egypten fører den samme vanskelige balancegang. Tyrkerne har tætte økonomiske forbindelser til Rusland, men ønsker på den anden side heller ikke nogen øget russisk dominans i sortehavsregionen; dette er en af grundende til at tyrkerne har leveret de raketter, som ukrainerne effektivt bruger til at forsvare sig mod de russiske styrker.

Andre strategiske hensyn
Tyrkiet har derfor tilkendegivet, at man snarere ser sig i rollen som fredsmægler mellem Rusland og Ukraine. Erdoğan har foretaget et markant kursskifte. Han søger at nærme sig USA, og ikke mindst vil han gerne se Tyrkiet som en afgørende medspiller i Mellemøsten. Det sidste kom blandt andet til udtryk, da han tidligere på året modtog den israelske præsident Herzog på officielt besøg i Ankara, og med dette bragte mange års åbent fjendskab mellem de to lande til en afslutning. Herfra ser man også tydelige tråde til de såkaldte Abraham-aftaler, der med Donald Trump som fødselshjælper skabte normaliseringsaftaler mellem Israel og bl.a. et par golfstater – dette er en strategisk ommøblering i Mellemøsten, hvor Tyrkiet også meget gerne vil spille en aktiv rolle.

Men ikke mindst er situationen i Syrien bidragende til, at både Israel og Tyrkiet tøver med at vise flaget overfor Ukraine og Rusland. I 2015 gik Rusland aktivt ind i den syriske borgerkrig og her ligger en vigtig grund til, at Bashar al Assads styre stadig er ved magten. I dag har russerne fortsat stor indflydelse på den syriske udvikling, og det er på russisk nåde, at Tyrkiet fortsat får lov til at holde visse af de kurdiske dele af Syrien besat. Israel har også en klar interesse i, at nogen holder udviklingen i Syrien nogenlunde i ro, og det gør russerne.

Derfor har Israel ingen interesse i at provokere Rusland ved at tage Ukraines part i den aktuelle krig, selv om dette skridt uden tvivl ville blive positivt modtaget i Europa og USA. Men både Israel og Mellemøsten befinder sig i en strategisk klemme, hvor det på mange måder er klogest at holde sig på sidelinjen. ■

 

Ikke mindst situationen i Syrien er bidragende til, at både Israel og Tyrkiet tøver med at vise flaget overfor Ukraine og Rusland
_______

Apropos denne artikel:

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden

Rasmus Brun Pedersen i RÆSONs nye trykte nummer: Her er USA's plan for Grønland

Per Kalvig i RÆSON SØNDAG: EU vil grave sig til forsyningssikkerhed. Det er baseret på en misforståelse

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen