Hans Henrik Fafner i RÆSON SØNDAG: Bidens besøg i Mellemøsten løser ikke problemerne – men kan hjælpe med at genoprette tilliden til USA
16.07.2022
Det er nok for store ord at hævde, at Biden med sin rejse giver aktiv støtte til Lapids igangværende valgkamp, men det er ikke umuligt, at besøget kan have en vigtig effekt. Biden gjorde et stort nummer ud af at besøge det palæstinensiske Østjerusalem, som er en del af Vestbredden, men som Israel annekterede unilateralt i 1980. Ved at omfatte Østjerusalem på sit officielle besøg markerede han et ønske om dialog om en tostatsløsning, hvilket ikke ligger lige for, men som også Yair Lapid ønsker. Dette kan i sig selv skabe tillid til Biden hos både israelere og palæstinensere og dermed i hele regionen.
Analyse af Hans Henrik Fafner
TEL AVIV – Tidligere på måneden fejredes Eid el Adha, den tre dage lange muslimske fest, der markerer afslutningen på pilgrimsrejserne til Mekka. Ved den lejlighed var det Muhammed bin Abdul Karim al Issa, der talte ved fredagsbønnen den 8. juli i Nimrah-Moskeen på Arafatbjerget i nærheden af den hellige by. Valget af prædikant satte gang i spekulationerne om, hvorvidt de saudiarabiske myndigheder sendte et signal.
Al Issa står i spidsen for Den Muslimske Verdensliga, der arbejder for en moderat udlægning af islam og dialog. Han blev verdenskendt, da han i 2020 benyttede den internationale Auschwitz-dag 23. januar til at besøge den nazistiske dødslejr sammen med repræsentanter fra en række trosretninger. Han taler også for dialog med Israel, hvorfor han hos kritikere går under navnet ”den zionistiske imam”.
Det var Saudi-Arabiens reelle leder, kronprins Muhammed bin Salman, der stod bag valget af dagens prædikant, og derfor syntes beslutningen at pege frem mod præsident Bidens besøg, som fandt sted i denne uge.
Biden betragter den israelsk-palæstinensiske konflikt som mere eller mindre uløselig. Dermed har han brudt med den tradition, at alle amerikanske præsidenter i nyere tid har forsøgt at skabe fred i Mellemøsten
_______
Ringe udsigter til gennembrud
Joe Biden har længe tøvet med at indtage en aktiv rolle i Mellemøsten. Siden sin tiltræden i januar 2021 har han holdt fokus på amerikansk indenrigspolitik, Kina og Rusland, og han har ved flere lejligheder ladet skinne tydeligt igennem, at han betragter den israelsk-palæstinensiske konflikt som mere eller mindre uløselig. Dermed har han brudt med den tradition, at alle amerikanske præsidenter i nyere tid har forsøgt at skabe fred i Mellemøsten. På den baggrund er det interessant, at han ikke desto mindre besluttede sig for en rejse i regionen.
Der er tale om en forholdsvis kort rejse fra den 13. til 16. juli. Halvanden dag i Jerusalem, omfattende møder med israelske og palæstinensiske ledere, derpå tilsvarende i Riyadh, og så retur til Washington. Op til rejsen har det da heller ikke skortet på spekulationer om dens mulige resultater og om, hvad Biden egentlig prøver at opnå i Mellemøsten.
Lige fra starten blev der talt om Bidens ønske om at skabe ro på det globale oliemarked. I den optik kan rejsen ses som en direkte følge af krigen i Ukraine, som har ført til stigende oliepriser. Selv om Saudi-Arabien har meget at skulle have sagt i denne sag, er det dog ikke sandsynligt, at problemet kan løses med et par pennestrøg i Riyadh.
En anden nærliggende tanke går i retning af den israelsk-palæstinensiske konflikt. Rejsen kunne godt ses som et oplæg i den retning, fordi Saudi-Arabien ville kunne spille en central rolle i bilæggelsen af den tilsyneladende uløselige strid. Men heller ikke dét ligger lige for. Den palæstinensiske præsident Mahmoud Abbas er gammel og sygdomssvækket, og et lederskifte synes nært forestående. Og i Israel er de fleste blikke rettet indad, idet Naftali Bennetts koalitionsregering brød sammen kort før Bidens besøg, og landet går til Knesset-valg den 1. november. Efter sit første møde med Israels provisoriske premierminister, Yair Lapid, sagde Biden da også, at han fortsat tror på en tostatsløsning, men at det ikke er noget, vi skal forvente at se lige med det samme.
Endelig er der den strategiske koalition, som er opstået i Mellemøsten i de seneste par år. Det startede med de normaliseringsaftaler, Israel i efteråret 2020 indgik med henholdsvis Bahrain og Det Forenede Arabiske Emirater (UAE) – de såkaldte Abraham-aftaler. De blev til med Donald Trump som fødselshjælper, og Biden har overtaget tænkningen bag. Aftalerne gælder diplomatiske forbindelser og samhandel mellem parterne, men de har også konturerne af et forsvarssamarbejde –eller sagt på en anden måde: en koalition mod Iran og de iranske atomprogrammer.
Der er ingen tvivl om, at navnlig de israelske ledere ville betragte det som en fjer i hatten at få Saudi-Arabien med i denne koalition, men også hvad dette angår, er udsigterne til et gennembrud ringe. Som den saudiarabiske journalist og kommentator Abdel Aziz al Khamis fortæller mig i telefonen, har Saudi-Arabien helt anderledes vidtrækkende hensyn at tage end Bahrain og UAE: De hellige byer Mekka og Medina betyder, at Saudi-Arabien er tvunget til at undgå beslutninger, der kan betragtes som kontroversielle i den muslimske verden.
Besøget kan genoprette tilliden til USA
Ved en overfladisk betragtning kan Bidens rejse derfor virke temmelig udsigtsløs, og den er helt blottet for det drama, der omgav Obamas og Donald Trumps besøg i Mellemøsten. Når det er sagt, skal man ikke være blind for de sekundære resultater af rejsen. De kan i sig selv få betydning.
Ifølge al Khamis hersker der stor mistillid til Biden i Saudi-Arabien. Biden tilhører samme parti som Obama, og han må derfor genoprette den tillid til USA, Saudi-Arabien mistede under Obama. Obama kørte hårdt på med krav om demokrati og menneskerettigheder, og dette faldt ikke i god jord hos styret i Riyadh. De er til fulde klare over, at der skal reformer til, men de ønsker at gøre det i eget tempo og ikke på amerikansk diktat. I forlængelse af dette findes en anden varm kartoffel, som Biden skal håndtere: drabet på den saudiske journalist Jamal Khashoggi, der fandt sted i oktober 2018, mens Trump havde vagten i Det Hvide Hus. Det passede Saudi-Arabien godt, at Trump ikke reagerede på drabet, hvorimod det for Biden er blevet en mærkesag, at handlingen ikke må gå ustraffet hen. Men Biden er nok klar over, at han ikke skal bringe denne sag på bane, hvis besøget sigter mod at skabe tillid.
Forventningerne til besøget var derfor skruet helt ned, og fra saudisk side var der lagt op til et lavprofileret arrangement. Omkring hotellet i Jeddah, hvor Joe Biden skulle bo, var der således ikke et eneste amerikansk flag i gadebilledet, og mange borgere var slet ikke klar over, at den amerikanske præsident kom på besøg.
Af den grund skal man i stedet for de storpolitiske landvindinger rette blikket mod to små øer, Tiran og Sanafir. De ligger i Det Røde Hav, lige i indsejlingen til Aqababugten og den israelske by Eilat. Tidligere var øerne en del af Saudi-Arabien, men har siden 1954 været på egyptiske hænder. I 2017 blev det aftalt at give øerne tilbage til Saudi-Arabien. Denne aftale er dog aldrig blevet endeligt ratificeret, fordi forskellige krav om sikkerhedsgarantier – ikke mindst fra israelsk side – aldrig er faldet på plads. Dette kan Biden måske levere, og det vil ses som et vigtigt, tillidsskabende træk.
Biden ønsker Lapid som premierminister
Nok så vigtig i den forbindelse er Israels indenrigspolitiske situation.
I juni 2021 lykkedes det at etablere en ny israelsk regering. Det skete efter, at landet på et par år havde været gennem fire valg til Knesset, det israelske parlament. Som en rød tråd gennem hele dette forløb så man Benyamin Netanyahus stadig mere desperate forsøg på at holde sig ved magten. Den nye leder blev den nationalkonservative Naftali Bennett, der kom til at stå i sidsen for en koalition bestående af ikke mindre end otte partier. Regeringen omfattede hele spektret fra Bennetts egen højrefløj til langt ud på den israelsk venstrefløj, tilsat et arabisk parti med ideologiske rødder i islamisk konservatisme. Fællesnævneren for dette politiske sammenrend var modstanden mod Netanyahu.
I juni brød dette korthus sammen, og Israel skal til valg den 1. november. Netanyahu ser dette som sin gyldne chance for et politisk comeback, og selv om meningsmålingerne ikke giver noget klart svar, kan dette udfald ikke udelukkes. Som et ekstra krydderi står Netanyahu ikke over for Bennett. Ifølge koalitionsaftalen fra juni sidste år er det nemlig Bennetts makker i projektet, Yair Lapid, som er premierminister frem til valget, og det er interessant.
Det står temmelig klart, at Joe Biden ikke bryder sig om Netanyahu, som havde et nært forhold til Trump. Det kom klart til udtryk, da Biden efter til tiltræden i januar 2021 brød endnu en tradition ved ikke at lade den siddende israelske premierminister være blandt de første, han ringede til som netop tiltrådt præsident. Netanyahu ventede i over en måned på den attråede opringning, og det sendte et klart signal.
Biden har også antydet skepsis over for Bennett, der er erklæret modstander af et territorialt kompromis med palæstinenserne, den såkaldte tostatsløsning. Med Lapid er det en anden snak. Han står i spidsen for centrumpartiet Yesh Atid (Der er en Fremtid), og han er langt mere moderat end både Netanyahu og Bennett.
Det er ikke sandsynligt, at Lapid er klar – endsige i stand – til at træffe store og banebrydende beslutninger om en ny fredsdialog med palæstinenserne, men han er på politisk bølgelængde med Biden, og der er god kemi mellem dem. Derfor er der god grund til at formode, at Biden gerne ser Lapid som fremtidig israelsk leder.
Kan besøget hjælpe Lapid?
Det er nok for store ord at hævde, at Biden med sin rejse giver aktiv støtte til Lapids igangværende valgkamp, men det er ikke umuligt, at besøget kan have en vigtig effekt. Forholdet til USA har stor betydning i den israelske selvopfattelse, så man skal ikke kimse ad en premierminister med et godt forhold til det Det Hvide Hus.
Fortsætter man denne tanketråd, kan der også ligge noget i rejsens timing. I første omgang skulle Biden have besøgt Mellemøsten i juni, men dette blev aflyst. Den officielle forklaring fra Washington lød, at denne rejse lå i direkte forlængelse af et besøg i Europa, og at en rejse på ti hektiske dage ville tære hårdt på en 79-årig præsident.
Set fra Israel kan der være en anden forklaring. I juni eksisterede Bennett-regeringen stadig, men den vaklede voldsomt. På det tidspunkt så det ud til, at den ville falde som følge af et mistillidsvotum fra Netanyahu. Var det blevet tilfældet, ville Netanyahu efter reglerne være blevet premierminister frem til valgdagen, og altså ikke Lapid. Og Biden har næppe haft den store lyst til at besøge Israel med Netanyahu som vært.
Om Biden er i stand til at rykke ved holdningen blandt de israelske vælgere, er en helt anden sag. Et vigtigt fortilfælde taler imod: I marts 1996 var Israels premierminister, Shimon Peres, i vanskeligheder. I meningsmålingerne lå han ganske vist 20 procentpoint foran rivalen Netanyahu, men en række palæstinensiske terrorangreb underminerede forspringet. Præsident Clinton iværksatte i hast et stort fredsmøde i den egyptiske by Sharm el Sheikh. Politiske ledere fra 27 nationer deltog, og da mødet sluttede, gav Clinton Shimon Peres et lift med Air Force One til Ben Gurion-lufthavnen ved Tel Aviv. Da valgdagen oprandt, tabte Peres ikke desto mindre til Netanyahu.
Om noget lignende vil ske 1. november, skal være usagt. Ligeledes om det er Bidens strategi. Det eneste sikre er, at det kan have en effekt, og det understreges kun ved, at Biden under besøget i Jerusalem tog endnu et usædvanligt initiativ: Han gjorde et stort nummer ud af at besøge det palæstinensiske Østjerusalem, som er en del af Vestbredden, men som Israel annekterede unilateralt i 1980. Hermed lagde han afstand til Trump, der tilbage i 2018 blåstemplede den israelske annektering ved at flytte den amerikanske ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Biden har næppe planer om at flytte ambassaden tilbage, men ved at omfatte Østjerusalem på sit officielle besøg markerede han et ønske om dialog om en tostatsløsning, hvilket ikke ligger lige for, men som også Yair Lapid ønsker. Dette kan i sig selv skabe tillid til Biden hos både israelere og palæstinensere og dermed i hele regionen. ■
Det er nok for store ord at hævde, at Biden med sin rejse giver aktiv støtte til Lapids igangværende valgkamp, men det er ikke umuligt, at besøget kan have en vigtig effekt. Forholdet til USA har stor betydning i den israelske selvopfattelse
_______
Hans Henrik Fafner (f. 1957) er udlandsredaktør på POV International. Han har gennem de sidste 27 år skrevet om Mellemøsten med fast base i Tel Aviv. Ved siden af sit journalistiske virke er han forfatter og foredragsholder, oversætter af israelsk skønlitteratur til dansk, samt rejseleder for Viktors Farmor. I 2020 udgav Turbine Forlaget hans bog ’Halutzim. Kontrasternes Israel’, hvor han gennem samtaler med israelere søger at forklare landets mange indre modsætninger.
ILLUSTRATION: US President Joe Biden is welcomed by Israeli caretaker Prime Minister Yair Lapid upon his arrival at Ben Gurion Airport in Lod near Tel Aviv, on July 13, 2022. [FOTO: JACK GUEZ/AFP]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
