Franz Jessen: Verdens stormagter trækker produktionen hjem. Så hvad gør Danmark og EU?

07.12.2022

Lande som USA og Kina har så enorme hjemmemarkeder, at de ikke er nær så afhængige af international handel, da de selv kan producere det meste af det, de behøver, hvis det skulle blive nødvendigt. Det kan Danmark ikke, og derfor er de overvejelser, vi skal gøre os, anderledes.

Analyse af Franz Jessen

FORSYNINGSSIKKERHEDEN optager os forståeligt nok mere og mere. Corona-udbruddet, skibsulykke i Suezkanalen, sanktioner på russisk gas og olie, knaphed af værnemidler, manglen på vacciner og en mulig krig omkring Taiwan har fået både Danmark og Europa til at revurdere deres forsyningskæder.

Begreber som deglobalisering, friend-shoring og near-shoring er dukket op. Vi er begyndt at dele verden, også den økonomiske, op i demokratier og autokratier, hvem vi kan og hvem vi ikke kan stole på. Vi taler nu om, at den økonomiske model, vi fulgte tidligere, var for grådig, og gjorde os afhængige af billig russisk energi og billige produkter fra Kina.

En kritisk gennemgang af forsyningskæder på nationalt niveau og på EU-niveau er både påkrævet og naturlig. Der var oplagte svagheder i forsyningskæderne, som vi så ved udbruddet af corona, og senere da krigen i Ukraine begyndte. Svaghederne skal findes, og de skal afhjælpes, på nationalt og på EU-niveau, så vi ved et muligt fremtidigt chok står bedre rustet, end vi gjorde i 2020.

Når det er sagt, vil et lille land som Danmark med en højt udviklet økonomi fortsat være dybt afhængigt af verden omkring os. Hvad angår vores import, vil produkter som smartphones, biler og flyvemaskiner fortsat blive produceret i udlandet, og vi vil derfor fortsat være afhængige af andre. Ligeledes med vores eksport. Danske eksportvirksomheder fra Vestas til Mærsk og Novo Nordisk gør et fantastisk arbejde med at gøre Danmark rigere, men den værdiskabelse er fuldstændig afhængig af adgangen til udenlandske markeder. 

I de store lande ser det anderledes ud. Lande som USA og Kina har så enorme hjemmemarkeder, at de ikke er nær så afhængige af international handel, da de selv kan producere det meste af det, de behøver, hvis det skulle blive nødvendigt. Det kan Danmark ikke, og derfor er de overvejelser, vi skal gøre os, anderledes.

Afglobaliseringen truer

Near-shoring, som dækker over tilbageflytning af produktionen, så den finder sted tæt ved ens egne grænser, bør for et land som Danmark kun være en mulig strategi i helt isolerede tilfælde. Danmark er simpelthen for lille, og verdensproduktionen for specialiseret til at near-shoring er en generel mulighed for Danmark. Near-shoring kan bruges af danske virksomheder, som kan gøres deres forsyningskæder kortere, men det vil være særdeles vanskeligt (og dyrt) at få udenlandske virksomheder til at flytte deres produktion tættere på Danmark, hvis målsætningen alene er near-shoring.  Dertil skal vi overveje, hvad det betyder for danske virksomheder, hvis deres eksportmarkeder omvendt begynder at kræve, at produktionen flyttes tættere på dem.

For et land som USA ser regnestykket anderledes ud. Det amerikanske marked er stort nok til, at USA kan forlange ikke blot near-shoring, men også gå et skridt længere og kræve, at produktionen finder sted i USA – det, der kaldes on-shoring.

Biden-administrationen har allerede igangsat en plan for på syv milliarder dollar for at styrke produktionen af batterier til elektriske biler i USA.  En del af planen – et tilskud på 7500 dollar til nye elektriske biler produceret i USA – har afstedkommet alvorlig bekymring i EU, Japan og Korea, da deres bilproducenter med et sådant tilskud til amerikansk producerede biler, risikerer at blive lukket ude af det hurtigst voksende segment i markedet.

 

Dækker diskussionen om afglobalisering i virkeligheden over en diskussion om Kina, eller over rivaliseringen mellem USA og Kina? Og hvilken strategi tjener Danmarks interesser bedst?
_______

 

Et tredje begreb, som bruges oftere og oftere, er friend-shoring: lokalisering af produktion i venligt sindede lande. Men som vi så i starten af coronakrisen, betyder venskaber ikke, at de snævre nationale interesser fordufter. Det så vi fx i foråret 2020, hvor Trump-administration forbød al eksport af værnemidler, og hvor Tyskland også kortvarigt forsøgte at blokere for eksport af værnemidler. Det var ikke venskaber, som sikrede den fortsatte import at værnemidler til Danmark – det var derimod den fortsatte frie internationale handel og EU’s interne marked, som blokerede for det tyske forbud.

Begrebet friend-shoring bliver endnu mere uklart, når vi bevæger os væk fra tætte allierede. Er et Brasilien under den nye præsident Lula et venligtsindet land?  Og var landet også en ven under præsident Bolsonaro? Er Azerbaijan en ven? Kommissionsformand Ursula Von der Leyen kaldte i sommeren 2022 Azerbaijan for en troværdig forsyner af gas. Men vi mener vel næppe, at diktaturet i Azerbaijan er stabilt, og at vi derfor har fuld tiltro til fortsatte leverancer? Hvor går grænsen mellem venner og ikke-venner? 

Dækker diskussionen om afglobalisering i virkeligheden over en diskussion om Kina, eller over rivaliseringen mellem USA og Kina? Og hvilken strategi tjener Danmarks interesser bedst?

Til forsvar for den frie handel

Kina har altid været et stort land befolkningsmæssigt. Det, som har ændret sig, er, at Kina i løbet af de seneste 30 år også er blevet et stort land rent økonomisk. Det er en utrolig succes, at 1,4 milliarder kinesere ikke længere lever i den fattigdom, som deres forældre led under, men den økonomiske udvikling i Kina betyder også, at USA nu har en rival i verden, som kan udfordre deres lederskab. Vi ser denne udfordring i internationale forhandlinger, som klimaforhandlingerne, vi ser det i det Syd-Kinesiske øhav, hvor den kinesiske og den amerikanske flåde nu oftere og oftere konfronterer hinanden direkte, og vi ser det i Verdenshandelsorganisationen, hvor amerikansk utilfredsheds med Kina har fået USA til at blokere den vigtige ’dispute settlement’-proces. Vi ser det også i forhold til krigen i Ukraine, hvor USA søger at reducere båndene mellem Kina og Rusland.

Mindre stater som Danmark og organisationer som EU og ASEAN spiller en afgørende rolle i denne rivalisering mellem de to stormagter. Og det har Frankrigs Præsident Macron set tydeligt.

I sin tale i Bangkok den 18 November. argumenterede han imod overherredømme og den stigende konfrontation mellem USA og Kina i Østasien og i Stillehavsregionen. Frankrig (og dermed EU) skal spille en stabiliserende rolle i regionen, og det skal opnås gennem et styrket samarbejde med partnere som Japan, Syd Korea, Indien og ASEAN-landene for at sikre det regelbundne multilaterale system, og igennem dette samarbejde at modvirke en todeling af verden.

ASEAN-landene spiller her en central rolle, og deres støtte er eftertragtet af både USA og Kina. Reaktionen fra ASEAN er interessant. Filippinerne udtrykker nu deres udenrigspolitik som: Venner med verden, fjende til ingen. Vietnam har et tilsvarende udtryk. Det viser med al tydelighed, at de søger at undgå at vælge side, og dermed bliver en opdeling og afglobalisering af verden vanskeliggjort.

EU har med 27 medlemsstater den økonomiske styrke til at være et alternativ til stormagtsmodellen, og det falder derfor naturligt på EU at tage lederskabet i en samarbejdsmodel. Danmark og EU gør derfor klogt i at støtte op om præsident Macrons linje om styrket internationalt samarbejde uden om de to stormagter. Vi ser allerede nu hvorledes der er fornyet interesse omkring frihandelsaftaler mellem EU og Indonesien og Malaysia.

Danmarks økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser er forskellige fra stormagternes. Vi er afhængige af det internationale system og dets regler, og gør derfor klogt i at søge samarbejde med lande, som har samme interesser som os. Heldigvis er det faktisk det meste verden, da den jo overvejende består af små og mellemstore lande.

Risikoanalyser er nødvendige, og de skal foretages af de enkelte virksomheder, de danske myndigheder og af EU. Men generelle kategorier som on-shoring, near-shoring og friend-shoring vil ikke i sig selv sikre forsyningskæderne til Danmark. Ligeledes vil en verden, som mere og mere opdeles i to, ikke gøre vores forsyningskæder mere sikre. ■

 

Danmarks økonomiske og sikkerhedspolitiske interesser er forskellige fra stormagternes. Vi er afhængige af det internationale system og dets regler, og gør derfor klogt i at søge samarbejde med lande, som har samme interesser som os
_______

 

Franz Jessen (f. 1955) er  Ph.D. i økonomi fra The Center for the Study of Public Choice, Virginia Tech, USA.  Han er tidligere EU-Ambassadør i Filippinerne og Vietnam, og har arbejdet i EU-Delegationerne i Kina og Japan.

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland