Erik Boel: Vi skal være realistiske og lægge vor småstatsnaivitet på hylden

13.04.2022

Man kan spørge: Hvorfor 2 pct.? Hvorfor ikke fx 4 pct., som vore amerikanske venner betaler til forsvaret? Vi er et af verdens rigeste lande, og vi må ikke glemme, at freden og sikkerheden er selve grundlaget for vor eksistens som selvstændig nation og vor velfærd. Derfor må vi markant styrke forsvaret og Danmarks deltagelse i vore livsvigtige alliancer EU og NATO.    

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Erik Boel, landsformand for Europabevægelsen emeritus

Den legendariske forsvarsminister Hans Hækkerup betroede mig engang i midten af 1990’erne, at ”ligningen står og falder med Ukraine”. Resten er historie. I dag er Ukraine frontlinjestaten i kampen for fred, frihed og demokrati

Regeringen har sammen med et bredt politisk flertal reageret prompte på den russiske aggression med indgåelse af en forsvarsaftale i begyndelsen af marts. Ambitionerne er rigtige, men udførelsen halter.

Forsvarsaftalen indebærer, at Danmark skal op på at yde 2 pct. til forsvaret inden udgangen af 2033. Altså om 12 år.

Det er helt ude i skoven, at der skal gå så lang tid. Hvis vi i løbet af 3-4 år opfyldte målsætningen – som vi forpligtigede os på helt tilbage i 2014 på NATO-topmødet i Wales – ville det gøre et enormt positivt indtryk på vore allierede. Det ville tegne et billede af, at det lille fodslæbende, fodnote land, jf. vore EU-forbehold, nu tog skeen i den anden hånd.

Man kan også spørge: Hvorfor 2 pct.? Hvorfor ikke fx 4 pct., som vore amerikanske venner betaler til forsvaret? Vi er et af verdens rigeste lande, og vi må ikke glemme, at freden og sikkerheden er selve grundlaget for vor eksistens som selvstændig nation og vor velfærd.

Det næste spørgsmål er, hvorledes de mange milliarder skal anvendes. Hvis pengene går til lønforhøjelser og maling af kasernerne, kan det snart være lige meget. Desværre står der i forsvarsaftalen, at forsvaret skal styrkes med et fokus på dansk forsvarsindustris muligheder for at bidrage. Det er et aldeles irrelevant hensyn, når det gælder Danmarks sikkerhed. Det militære isenkram bør selvsagt indkøbes, hvor det fås bedst og billigst. Og indkøbene bør nøje koordineres med vore allierede, herunder især USA, så den danske indsats giver mening i den bredere NATO-sammenhæng.

 

Regeringens ageren minder om dengang statsminister Nyrup gik i panik under afstemningen om euroen tilbage i 2000 og ville have de øvrige EU-lande til at garantere, at der ikke ville blive pillet ved den danske folkepension
_______

 

Allerede inden Ruslands angreb på Ukraine annoncerede regeringen, at Danmark nu åbner døren for amerikanske soldater, kampfly og krigsskibe som led i NATO-samarbejdet. Det er et forslag, der kommer til tiden. En aftale med USA vil styrke NATOs afskrækkelse og dermed freden. Og det vil være et kontant svar på Putins forsøg på at destabilisere Europa, splitte de europæiske lande og helst afkoble os fra amerikanerne.

Igen er problemet en fodslæbende regering. Ifølge den amerikanske ambassade i København er forhandlingerne om en aftale ikke gået i gang endnu. Uanset at en aftale i den grad haster og burde have førsteprioritet i Forsvarsministeriet.

Endelig er der aftalt en folkeafstemning om afskaffelse af forsvarsforbeholdet 1. juni. Et forbehold vi aldrig burde have taget. Fejlen går tilbage til 1992, hvor den daværende VK-regering beslutter, at Danmark som det første land skal ratificere Maastricht-aftalen. Resultatet blev som bekendt et knebent nej ved folkeafstemningen. Havde regeringen klappet hesten og danskerne set, hvorledes de øvrige medlemslande et efter et sagde ja tak til traktaten, var det beskedne nej-flertal formentlig blevet til et ja tak – også til at deltage i samarbejdet om forsvaret.

Nej-sigerne har nu scoret det første mål i valgkampen og gennemtrumfede – helt overflødigt – en ændring af ordlyden af det spørgsmål, vælgerne skal tage stilling til. Ja-siden blinkede og  snart scorede nej-sigerne endnu et mål, idet regeringen så sig nødsaget til at udstede en garanti for en ny folkeafstemning, hvis forsvarssamarbejdet bliver overnationalt. Altså et nyt forbehold. Nej-sigerne må grine hele vejen til stemmeurnerne. 

Regeringens ageren minder om dengang statsminister Nyrup gik i panik under afstemningen om euroen tilbage i 2000 og ville have de øvrige EU-lande til at garantere, at der ikke ville blive pillet ved den danske folkepension. Afstemningen resulterede som bekendt i et nej. 

Ellers sidder regeringen og ja-partierne på hænderne og formår ikke at forklare, at EU-samarbejdet er et supplement til og ikke en erstatning af NATO, at en afskaffelse af forbeholdet vil give Danmark mere indflydelse i EU, at vi selv bestemmer suverænt hvilke militære operationer vi vil deltage i og måske allervigtigst: at en afskaffelse af forbeholdet vil sende et signal om, at  Danmark gerne vil Europa helt og holdent.

Det hjælper ikke meget med en lang valgkamp, hvis ja-partierne først vågner til dåd de sidste dage i maj. Risikoen for et nej er overhængende, og det grundlæggende problem er, at statsministeren de første 2,5 år i regering har givet den som EU-skeptiker. Og nu i løbet af et par måneder skal forvandle sig til fuldblods europæer. Derfor hovsa løsninger. Derfor manglende troværdighed.

Danmark står i dag over for et Rusland, der tror på krig, vold, aggression og folkemord. I den situation må vi være realistiske og lægge vor småstatsnaivitet på hylden. Kort sagt markant styrke forsvaret og Danmarks deltagelse i vore livsvigtige alliancer EU og NATO. ■

 

Risikoen for et nej er overhængende, og det grundlæggende problem er, at statsministeren de første 2,5 år i regering har givet den som EU-skeptiker
_______

 

Erik Boel (f. 1953) var landsformand for Europabevægelsen (2001-13). Fra 1992 til 2002 var han Socialdemokratiets internationale sekretær, han har været chefrådgiver ved DIIS og forstander for henholdsvis Krogerup Højskole og Europahøjskolen på Kalø. Som ansat i Udenrigsministeriet var han udsendt til Zimbabwe og Sydafrika. Boels speciale som adjunkt på Statskundskab ved Aarhus Universitet var dansk sikkerheds- og udenrigspolitik. Siden 2013 konsulent ved Center for War Studies ved SDU. ILLUSTRATION: Statsminister Mette Frederiksen besøger Almegårds Kaserne på Bornholm, 7. april 2022. [FOTO: Pelle Rink/Ritzau Scanpix]