Elise Bjerkrheim: Tvangsdeportationen af den kurdiske kvinde er blot en af perlerne på en snor af Danmarks åbenlyse diskrimination af ikke-vestlige flygtninge

01.04.2022

A-holdet, de uproblematiske, de værdige, må få beskyttelse og der værnes om deres menneskerettigheder. B-holdet, de problematiske, de uværdige, må få en discount udgave af rettigheder, som de i øvrigt skal være taknemmelige for. Der ér forskelsbehandling og diskrimination af flygtninge, og det er indiskutabelt.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Elise Bjerkrheim

Den 29. marts, tidligt om morgenen, før solen stod op, blev en kurdisk kvinde på hjemrejsecenter Avnstrup forsøgt tvangsdeporteret til Iran sammen med sine to tvillingedrenge på 11 år. Før deporteringen, i ly af nattens mørke, blev hun fastholdt mod jorden af fire voksne mennesker fra Hjemrejsestyrelsen. Ifølge organisationen Trampolinhuset fik hun en indsprøjtning med beroligende middel, noget Hjemrejsestyrelsen dog afviser. Tilbage på centret sidder kvindens mand og børnenes far samt deres 1,5-årige barn. Kvinden og tvillingerne blev sat på et fly til Iran med et udløbet pas og uden nogen officiel udleveringsaftale med de iranske myndigheder.

I Iran risikerer hun fængsling og i værste tilfælde henrettelse, hvad der skal ske med børnene, ved ingen. Flygtningeorganisationen Trampolinhuset, som bragte historien, forsøger at skaffe juridisk hjælp til at bringe sagen til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, fordi Hjemrejsestyrelsen har tvangsudsendt mennesker uden gyldige rejsedokumenter, og fordi retten til familieliv er brudt. 

Den tvangsdeporterede kvindes ægtefælle siger til mediet Rudaw, at han i forbindelse med mellemlanding i Istanbul, hvor han talte i telefon med sin hustru, blev telefonisk kontaktet af danske myndigheder og tilbudt hjemrejseydelse eller aldrig at se sin kone igen. De to tvangsdeporterede drenge fortæller, at Passagerer i flyet fra Istanbul til Teheran reagerede på den tvangsudviste kvindes protester og blodige ansigt og stoppede tvangsdeportationen. Ægtefælle og barn på 1,5 år er tilbageholdt ved Avnstrup.

 

Det er tragisk og fuldstændig ubegribeligt, at vi er nået så langt ud i dansk udlændingepolitik
_______

 

Den danske deroute
Det er tragisk og fuldstændig ubegribeligt, at vi er nået så langt ud i dansk udlændingepolitik. I Danmark har vi bygget vores samfund med demokrati, som vores fundament, og menneskets rettigheder, som bærende søjler, der beskyttes gennem retsstatens principper. Eksistensen af udrejsecentre i Danmark står i skærende kontrast til vores værdier og principper. Udrejsecentre, hvor man systematisk bryder mennesker ned, gennem såkaldte ’motivationsfremmende foranstaltninger’, der går ud på at gøre livet så utåleligt for afviste asylansøgere, som muligt, så de ”frivilligt” rejser ud, også selvom de derved risikerer deres liv og helbred. Vores udlændingepolitik er blevet umenneskelig.

Dette ser vi bl.a. på Udlændingecenter Ellebæk, hvor der foregår en ”uværdig behandling af andre mennesker”. Det konkluderede Europarådets Torturkomité (CPT) efter et besøg i januar 2020. På Ellebæk, frihedsberøves mennesker, som hverken er dømt eller mistænkt for kriminalitet og sættes i en fængselslignende institution med kummerlige forhold i op til halvandet år. Der er tale om sårbare mennesker, såsom traumatiserede flygtninge, herunder torturoverlevere og personer med andre psykiske lidelser.

På Udlændingecenter Ellebæk sætter man selvmordstruede, sårbare mennesker ofte med psykiske lidelser og PTSD, nøgne i isolation i observationsceller i dagevis i stedet for at give dem den professionelle hjælp, de har brug for på en psykiatrisk afdeling. Isolation kan også overskride 15 dage, hvilket er i strid med Mandela-reglerne, der fastsætter, at isolation over 15 dage bør være forbudt, og at isolation overhovedet ikke bør bruges over for personer med psykiske problemer, hvis deres tilstand forværres af isolation. Disse behandlinger kan karakteriseres som inhumane og er i kategori af tortur.

På Ellebæk, nedbryder man ikke-kriminelle afviste asylansøgere psykisk for at presse dem ud af landet. Det er i direkte modstrid med menneskerettighedskonventionen. I løbet af fem år har der været syv tilfælde af fuldbyrdelse og forsøg på selvmord. Amnesty International og DIGNITY har skrevet et brev til justitsministeren vedrørende forholdene på Udlændingecenter Ellebæk d. 17. februar 2021, som opfølgning på overtrædelserne. En af konklusionerne er, at frihedsberøvelse af torturoverlevere, som er en yderst sårbar gruppe, kan være særligt belastende, og i visse situationer kan traumer reaktiveres med forværring af PTSD-symptomer, depression og angst.

A- og et B-hold
Den kurdiske kvinde fra udrejsecenter Avnstrup kom imidlertid ikke frem til Iran. I Istanbul knuste hun en flaske i hovedet i et forsøg på selvskade foran sine to drenge. Hun er nu tilbage i Danmark, først på hospitalet, og nu er hun kørt til Vestre Fængsel. At kvinden sidder i Vestre Fængsel, adskilt fra mand og børn, er helt uacceptabelt på alle parametre, også taget hendes psykiske tilstand i betragtning.

Denne tvangsdeportation og adskillelse fra et 18 måneder gammelt barn, som stadig blev ammet, er blot en af perlerne på en snor på en brutal og inhuman udlændingelovgivning, når det gælder flygtninge fra Mellemøsten og Afrika. Af andre eksempler kan nævnes udvisningen af syriske flygtninge i strid med EU’s politik på området. Den helt åbenlyse forskelsbehandling og diskrimination af flygtninge fra Mellemøsten og Afrika; udvisning af syriske flygtninge på trods af rapporter fra 2021 fra hhv. FN’s Flygtningehøjkommissariat, EU’s Asylagentur, Human Rights Watch,  Amnesty International og Dansk Flygtningehjælp, som alle konkluderer entydigt, at en tilbagevendt syrisk flygtning risikerer vilkårlig tortur, voldtægt og fængsling; udrejsecentrene med de umenneskelige forhold; ghettoloven, der diskriminerer på grund af etnicitet og oprindelse; racismen; etnisk profilering i dansk politi; frasortering af mennesker med mellemøstlig baggrund på arbejdsmarkedet, herunder særligt kvinder der bærer tørklæde; og den svære vej til statsborgerskab for ikke-vestlige indvandrere.

Med vedtagelse af særloven har det politiske Danmark valgt at vedtage en lov, der forfordeler de ukrainske flygtninge. De skal have hurtig adgang til bolig, job, skole, institution, uddannelse, SU, dagpenge m.m., nogle muligheder de andre flygtninge fra Mellemøsten og Afrika ikke fik og stadig ikke får. I stedet for en række særlove burde man ændre Udlændingeloven, så man sikrer, at alle flygtninge får en hurtig sagsbehandling, og retten til at arbejde, bo udenfor centrene og bidrage til det danske samfund, samt ligestilling af alle flygtninge ift. familiesammenføring og inddragelse af ophold.

Vi er på vej ud ad en farlig vej, hvor danske politikere gradbøjer et menneske på flugt med den ”forkerte” religion, kultur, oprindelse, etnicitet og giver dem rettigheder efter rangorden. A-holdet, de uproblematiske, de værdige, som ukrainerne, må få beskyttelse og menneskerettigheder. B-holdet, de problematiske, de uværdige, må få en discount udgave af rettigheder, som de i øvrigt skal være taknemmelige for og huske at give udtryk. Dette har vi set flere eksempler på bl.a. med folketingsmedlem fra SF, Halimes Oguz’s, der lavede et opslag på Facebook, hvor hun i grove vendinger kritiserer en ung syrisk flygtning for ikke at være taknemlig. Hans eneste ”brøde” var at bruge sin ytringsfrihed, have en selvstændig mening og italesætte den forskelsbehandling, han og mange andre har været udsat for og stadig er. Men der ér en forskelsbehandling og en diskrimination, og det er indiskutabelt.

Og for at retfærdiggøre forskelsbehandlingen har politikkerne opfundet et narrativ bygget op omkring ’nærområde og særlig forpligtigelse’, krydret med en fortælling om ’fælles kultur og værdifællesskab’.

 

Denne tvangsdeportation og adskillelse fra et 18 måneder gammelt barn, som stadig blev ammet, er blot en af perlerne på en snor på en brutal og inhuman udlændingelovgivning, når det gælder flygtninge fra Mellemøsten og Afrika
_______

 

En historisk forpligtelse
Danmark var det første land i verden til at underskrive FN’s Flygtningekonvention, og der står hverken noget om kultur, værdifællesskab, nærområde eller særlig forpligtigelse. Til gengæld står der, at ”De kontraherende stater skal anvende konventionens bestemmelse på flygtninge uden nogen forskel mht. race, religion eller oprindelsesland”. Desværre virker det til, at vores politikere føler sig hævet over konventionen. Eller også banaliserer de den?

30.03.2022, skrev Rasmus Stoklund, Udlændinge- og integrationsordfører for Socialdemokratiet, på Facebook: ”Ja, selvfølgelig er det forskelsbehandling – men det er fuldstændig legitim forskelsbehandling…” Med andre ord, det er blevet ”legitimt” at behandle nogle flygtninge bedre end andre flygtninge. Det, synes jeg, er meget skræmmende at høre fra en ordfører fra et regeringsparti, hvis fornemste opgave netop burde være at sørge for, at alle flygtninge får de samme rettigheder og ligebehandling jf. konventionens formål; nemlig at beskytte alle mennesker på flugt uden nogen former for diskrimination.

Vi må huske på, at Flygtningekonventionen blev skrevet i lyset af jødeforfølgelse og på ruinerne af Anden Verdenskrig. Dengang var mantraet “aldrig mere”. Aldrig mere inddeling efter tro, herkomst og hudfarve. Det virker ikke til, at politikerne har dette i mente. Tværtimod! Det vi ser nu, er diskrimination og statsracisme i fuldt flor, og det er langt over grænsen.

Den uværdige behandling betyder årelang ventetid på asylcentre, krænkelser af menneskerettigheder på udrejsecentre samt tvangsdeportering til lande, vi ikke har en officiel samarbejdsaftale med. Det er her ’dehumaniseringen’ begynder, og hr. og fru Danmark kvit og frit kan få afløb for deres mørkeste tanker på Facebook udformet i usmagelige kommentarer, der netop generaliserer og dehumaniserer disse individer.

Mennesker fra Mellemøsten eller andre steder på jorden, som har en anderledes kultur, etnisk baggrund og hudfarve (end de oprindelige europæere) er blevet gjort til hele verdens outcast – de uværdige – som man helt åbenlyst og nu også helt ”legitimt” må behandle dårligere end nogle der ”ligner os”.

Jeg mener, at tiden er inde til at sige fra overfor diskrimination af mennesker baseret på oprindelse, etnicitet og religion. Vi er alle mennesker, vi er alle lige meget værd og har alle de samme menneskerettigheder. Dehumaniseringen har vi desværre set forfærdelige eksempler på før op igennem historien. ■

 

Danmark var det første land i verden til at underskrive FN’s Flygtningekonvention, og der står hverken noget om kultur, værdifællesskab eller nærområde

_______

 

Elise Bjerkrheim (f. 1974), er cand.mag. i Fransk og Kunsthistorie fra Københavns Universitet og Universitetet i Toulouse i 2004. Bjerkrheim har arbejdet 13 år i Røde Kors, hvor hun bl.a. har tilset krigsfanger i fængsler i Afrika og har undervist i Geneve-konvention. Hun arbejder i dag i Red Barnet, hvor hun er ansvarlig for Red Barnets projekter i Vestafrika. Dette indlæg repræsenterer hendes egen holdninger og ikke Red Barnets. ILLUSTRATION: Avnstrup-lejren [FOTO: Mads Nissen/Politiken/Ritzau Scanpix].