16.06.2022

Hvis vælgerne i Colombia d. 19. juni beslutter sig for at stemme på venstrefløjskandidaten, Gustavo Petro, vil det være første gang i landet godt 200-årige historie, at en rød præsident vælges. Det kan gå hen og blive problematisk i forhold til det hidtidige tætte samarbejde med USA.

Analyse af Isabella Destineé og Thomas Christensen

Ingen fra den brogede flok af kandidater ved præsidentvalget i Colombia opnåede de nødvendige 50 pct. i første runde, og vælgerne skal derfor atter til stemmeurnerne senere i juni for at træffe den endelige afgørelse. Udfaldet af første valgrunde var imidlertid skelsættende på den måde, at den oplagte højrefløjs-kandidat, Federico Gutiérrez, tidligere borgmester i Medellín, allerede tidligt blev elimineret. Tilbage står nu den venstreorienterede aspirant, Petro, og den mere midtsøgende, men også noget kontroversielle, Rodolfo Hernandez. Sidstnævnte fik godt 28 pct. af stemmerne i første runde. Gutiérrez har efterfølgende anbefalet sine vælgere at stemme på Hernandez.

Valget i år finder sted under en af de mest turbulente tider i Colombias moderne historie, hvor landet både er plaget af et økonomisk styrtdyk, problematikker i den nationale sikkerhedssituation og social uro. Derudover mærker landet fortsat efterdønningerne af corona-pandemien, som hærgede landet hårdt. Colombia har længe været dybt splittet mellem den nuværende højrefløjsregering og en stærkt venstreorienteret opposition. Det har i mere end 50 år været præget af en brutal borgerkrig, men i 2016 indgik regeringen en historisk fredsaftale med de oprørsgrupper, som man indtil da havde udkæmpet en blodig kamp med. Fredsaftalen har imidlertid langt fra udkrystalliseret sig i forbedret velstand og levestandard for det brede flertal. Hertil har Petro foreslået en radikal revision af landets økonomi for at bekæmpe den ulige fordeling af landets ressourcer.

Den siddende præsident, Iván Duque Márques, kan som følge af en ændret valglov i 2016 ikke genopstille til endnu en embedsperiode, men det havde næppe gjort den store forskel alligevel, da opbakningen til hans førte politik er historisk lav. Det har åbnet for en ganske spændende valgkamp uden en åbenlys forhåndsfavorit. Hernandez har i modsætning til sin politiske rival Petro, ført en meget atypisk kampagne. Han er den selvproklamerede konge af appen TikTok og har været næsten usynlig i den mere traditionelle mediestyrede debat. Han har således afvist at deltage i flere debatter på nationalt tv og har med få undtagelser været utilgængelig for de etablerede medier for i stedet at henvende sig direkte til befolkningen gennem selvproducerede videoer med fængende slogans og popmelodier. Han har en tragisk historie med i bagagen. Márques datter Juliana blev for år tilbage bortført og formentlig dræbt af ELN– den mindste af de to traditionelle oprørsbevægelser med et stærkt venstreorienteret udgangspunkt, hvor den anden store gruppe, som nu er blevet omdannet til et politisk parti, er FARC.

Den røde bølge i Latinamerika
Gustavo Petro, der tidligere har været en fremtrædende skikkelse som guerillasoldat for den colombianske M-19 gruppe, står imidlertid tilbage som favorit til at flytte ind i ”Casa de Narino” – præsidentpaladset i hovedstaden Bogota. Den lidet flatterende fortid som Guerilla-aktivist hænger dog fortsat ved hans renomme og er en alvorlig hurdle, som skal overkommes.

 

Ingen latinamerikanske lande har – inkl. Colombia – for alvor tonet rent flag og meldt sig under fanerne i Vestens moralske og økonomiske sanktionskrig mod Rusland
_______

 

Petro, som tidligere har været borgmester i hovedstaden Bogota, kan måske drage fordel af, at der synes at være en generel venstredrejning i vælgerorienteringen på det Latinamerikanske kontinent. Det vil i så fald være første gang, Colombia vælger en decideret venstrefløjskandidat som præsident. Petros sejr i første runde var temmelig overbevisende. I forhold til at få mediedækning kan han imidlertid få det svært. Det påpeger Jairo Munive Rincon, der er tidligere Senior Researcher ved Dansk Institut for Internationale Studier, og som netop er hjemvendt fra et besøg i Colombia: ”Man kan se nyhedsudsendelser af flere timers varighed, uden at Petro nævnes med et ord i dækningen af valgkampen. På det mentale plan er venstrefløjen i Colombia stadig tæt associeret med de tidligere oprørsbevægelser, og der er stærke kræfter, som vil gå langt for at stække fløjens indflydelse.” Petro drages altså fortsat til ansvar for fortidens ugerninger som aktivt medlem af byguerillagruppen M-19. Der er samtidig store frustrationerne over det vakuum, væbnede grupper har fundet, og som skabtes i kølvandet på fredsaftalen mellem FARC og den colombianske regering i 2016

Som sagt er der langt fra tale om et enestående fænomen, hvis vælgerne i Colombia vælger at se mod venstre. I en række andre latin- og sydamerikanske lande er pendulet de senere år svinget i samme retning. Peter Hakim, en af verdens førende Colombia eksperter, og tidligere præsident for den ansete organisation og tænketank ”The Inter-American Dialogue” mener eksempelvis, at den generelle fremgang for venstrefløjen i Latinamerika snarere er udtryk for et fravalg af det bestående, end det er tegn på en generel venstredrejning.

„Vi ser i land efter land, at de etablerede partier – både på venstre- og højrefløjen – bliver smidt af embedet, fordi de vurderes at have præsteret dårligt, eller at have tilladt landet at præstere dårligt. Bolsonaro vandt i Brasilien grundet Dilmas elendige formåen. Den venstreorienterede tidligere præsident Lula står i meningsmålingerne til at genvinde magten ved det valg, som skal afholdes senere på året. Det sker blandt andet som en direkte konsekvens af Bolsonaros tvivlsomme håndtering af coronakrisen; José Pedro Castillo vandt i Peru for at undgå valget af Keiko Fujimori; Andrés Manuel López Obrador ,bedre kendt under tilnavnet AMLO, vandt i Mexico, på baggrund af PRI partiets fiasko, og sådan kan man fortsætte opremsningen.‟

Tilbøjeligheden har været den samme i mange andre lande. I Argentina besejrede den venstreorienterede Alberto Fernández i 2019 den siddende præsident Mauricio Macri, efter at sidstnævnte havde kørt landets økonomi i sænk. I december 2021 blev Gabriel Boric valgt som chilensk præsident efter flere år med massive protester og krav om strukturelle reformer.

Colombianernes mærkesager kredser specifikt om de uligheder, der har plaget landet i årevis. Som direkte konsekvens af de store uligheder i landet og en frustrerende følelse af status quo, der har affødt en stemning af håbløshed hos mange indbyggere, har der især i landdistrikterne været omfattende uroligheder. I maj måned sidste år kom det til voldsomme optøjer mellem økonomisk udsatte befolkningsgrupper og repræsentanter for regeringen med flere dødsfald og sårede til følge. Fattigdomsniveauet i den omkring 50 mio. store befolkning er stigende efter år med COVID-19, herunder en karantæne, der varede fra marts til september 2020, hvortil der fulgte strenge restriktioner, såsom total nedlukning og udgangsforbud. Derfor har særligt corona-pandemien øget behovet for dybdeborende reformer i landet.

“Lægger man dertil en massiv migrationsbølge på knap 2 millioner venezuelanere og stigende kriminalitet – så har man næsten den perfekte storm”, forklarer Peter Hakim.

Potentielt anspændt forhold til USA
Petros stillingtagen til USA er givetvis en af de ting, som udenlandske analytikere vil holde godt øje med, hvis han efter valget kan sætte sig til rette i præsidentboligen. Traditionelt har Colombias skiftende regeringer uden undtagelser været tætte allierede med USA samt stået last og brast om de fleste fælles beslutninger. Men den tendens vil måske vende i tilfælde af et colombiansk paradigmeskifte, således at landet fremadrettet vil gå imod USA’s prioriteter på en række områder.

Man kan måske endda hævde, at det er en udvikling, som allerede er begyndt og blot vil blive yderligere forstærket ved et venstreorienteret tronskifte. Fx har ingen latinamerikanske lande – inkl. Colombia – for alvor tonet rent flag og meldt sig under fanerne i Vestens moralske og økonomiske sanktionskrig mod Rusland.

En anden af USA’s store bekymringer er Kinas voksende indflydelse. Også her vil valget af Petro kunne hvirvle en masse støv op. De nye regeringer i Latinamerika har generelt vist sig mere tilbøjelige til at spille på flere heste og har investeret en del politisk kapital for at forbedre forholdet til den store magt i øst. Den afgående præsident Duques’ administration har ifølge Peter Hakim prioriteret at opbygge tætte økonomiske relationer til styret i Beijing – noget som bestemt ikke har huet Washington. Det forventes, at Petro vil fortsætte denne linje.

For USA’s vedkommende har det især været den fælles narkotikabekæmpelse, som har været i centrum. Colombia har grundet sin beliggenhed fået tilnavnet ”Porten til Latinamerika”. Tilbage i 2009 indgik de to lande et omfattende samarbejde, som sikrede amerikansk tilstedeværelse og adgang til flere militærbaser i landet, med det erklærede formål at få etableret et bolværk i kampen mod narkotrafikken. Dette samarbejde kan dog kæntre, i tilfælde af en sejr til Petro, spår Peter Hakim: “Petros kampagneløfter tyder på en betydelig afstandtagen fra USA i en række af Washingtons mærkesager, herunder det politiske miljø i Venezuela, hvor Petro lover at ville anerkende Nicolás Maduro som præsident. Men også det fælles samarbejde i forbindelse med USA’s strenge anti-narkotika politik risikerer at stå for skud.”

Det står stadig hen i det uvisse, hvorvidt de Colombianske borgere tør sætte deres lid til Petro, og dermed skabe en bemærkelsesværdig kovending i det politiske landskab, der længe har været præget af højrefløjen. Det er dog ifølge Hakim, forventeligt, at der vil ske store ændringer i den politiske relation mellem Colombia og USA, hvis Petro som ventet kommer til magten. ■

 

Tilbage i 2009 indgik USA og Colombia et omfattende samarbejde, som sikrede amerikansk tilstedeværelse og adgang til flere militærbaser i landet, med det erklærede formål at få etableret et bolværk i kampen mod narkotrafikken. Dette samarbejde kan dog kæntre

_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland