05.08.2022

Skredet i Socialdemokratiets og fagbevægelsens syn på den danske velfærdsmodel i 90’erne åbnede en ladeport for den efterfølgende Fogh-regerings grundlæggende forandringer gennem skattestop, valgfrihed, konkurrence og profit. Får Mette Frederiksen ikke fremlagt overbevisende planer for en flerårig genopbygning af velfærden, vil det stille en ny blå regering frit for at gentage 00’ernes borgerlige velfærdspolitik.

Kronik af Dennis Kristensen

Med Dansk Folkepartis totale nedsmeltning har partiet kurs mod spærregrænsen. Lars Løkke Rasmussen kan dårligt undgå at trække Moderaterne ind som nyt parti i Folketinget. Liberal Alliance ser ud til at have fået pusten igen efter linegang på spærregrænsen. Og Inger Støjbergs nystiftede Danmarksdemokraterne synes at være sikret et brag af et vælgermæssigt gennembrud med en parlamentarisk virkning på Christiansborg som en håndgranat kastet ind midt i et formandsmøde i de blå partier.

I den modsatte side af Folketingssalen sætter de borgerliges kampagne mod statsministerens troværdighed og håndtering af magten spor i vælgertilslutningen. Ikke alene er Coronaårenes store tillid til Mette Frederiksen som kriseleder slidt ned i rekordtempo; velfærdsmodellens afgørende betydning for, at det danske samfund kom så flot igennem pandemien, bliver overset i den offentlige debat. Samtidig flytter Socialdemokratiet sit valgfokus fra ved det seneste Folketingsvalg de manges velfærd og tryghed til nu formentligt de unge i storbyerne, som i hobetal fravalgte partiet ved kommunevalget.

Partiet er nu på vej ud i en kamp om vælgere på to fronter, som risikerer ar ende i rodede og svært forståelige politiske signaler. På den ene side klima, miljø, ressourceforbrug, personlig frihed, respekt for mindretal og woke-debatten. På den anden side tryghed, klassisk fællesskab og velfærd for de mange. Ved kommunalvalget mistede partiet uhyggeligt mange unge storbyvælgere. Ved næste valg risikerer partiet at miste vælgere til Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, som Dansk Folkeparti måtte afgive.

Hvordan stiller dette forventede jordskredsvalg fremtidens velfærd og den fælles ansvarlighed for de svageste? Måske vil vi opleve noget, der ligner 00’erne, hvor en borgerlig regering videreførte 1990’ernes socialdemokratiske afvikling af velfærden.

Sporene fra 90’erne skræmmer
På mange måder minder velfærdens placering i det aktuelle politiske billede netop om 1990’erne.

Også dengang var der ophedede debatter om finansieringen af de stigende behov for velfærdsydelser, ændringer i befolkningens sammensætning, rekruttering af tilstrækkelig arbejdskraft til fremtidens velfærd og offentlige services – i både partierne og offentligheden.

Schlüter-regeringerne lagde gennem 1980’erne grunden til forandringen af det danske velfærdssamfund, og de efterfølgende Nyrup-regeringer havde ovenpå Schlüters succes og de interne kampe i Socialdemokratiet svært ved at finde deres egne ben i forhold til velfærden.

Resultatet blev en zigzag-kurs, hvor forskellige fornyer-grupperinger med dele af fagbevægelsens top i front bid for bid fik flyttet partiets holdninger til velfærdens universelle karakter, til definitionen af velfærdens kerne, til brugerbetaling og til den såkaldte streg i sandet – grænsen for, hvilke offentlige opgaver der bør udsættes for konkurrence og udliciteres til private profitdrevne virksomheder.

Disse grupperinger blev ganske vist nedstemt på socialdemokratiske kongresser, men LO – inklusiv FOA, Forbundet af Offentligt Ansatte – pressede på for at flytte Socialdemokratiet fra partiets klassiske forsvar for universel, kollektiv og skattefinansieret velfærd, der sigtede på grundlæggende tryghed for alle, til en konkurrencebaseret velfærd med mere brugerbetaling, langt større individuelt ansvar for eget liv og ikke mindst med en omfattende valgfrihed for borgerne, hvor selve valget var langt vigtigere end kvaliteten af de ydelser, der kunne vælges imellem.

Parti- og forbundskongresser besluttede ét, nemlig klassisk velfærdspolitik, mens Socialdemokratiets og fagbevægelsens ledelse gjorde det modsatte.

De nordiske socialdemokratiers og fagbevægelsers samarbejdsorgan SAMAK – med ledende danske socialdemokrater i spidsen – beskæftigede sig indgående med grundlæggende velfærdsforandringer.

Lederne i det danske socialdemokrati og LO udviklede sig til stærke fortalere for at stede den universelle velfærdsmodel til hvile.

Som da finansminister Mogens Lykketoft i 1998 udtalte til Jyllands-Posten, at når han og LO’s næstformand Tine Brøndum “en dag bliver pensionister, bliver vi relativt velstillede. Vi vil selv kunne betale for den offentlige hjemmehjælp.”

Samme år erklærede finansministeren i et indlæg med titlen Alt kan udliciteres sig som tilhænger af at få konkurrence og profit ind i de centrale velfærdsydelser: “Det er ikke et religiøst spørgsmål, om arbejdet udføres af den ene eller den anden. Jeg vil ikke afvise nytten af at nedbryde hierarkier og eksperimentere med nye organisationsformer, også på sygehusområdet.”

LO-Bladet berettede allerede i 1989, at Lykketoft i en SAMAK-arbejdsgruppe havde udpeget de for Socialdemokratiet væsentligste velfærdsydelse og lagt op til at overlade et væld af hidtidige velfærdsydelser til profitdrevne private virksomheder mod brugerbetaling:

“Derudover bør den offentlige sektor tilgodese sådanne aktiviteter, der er aldeles centrale for at give mennesker ligeværdige livsbetingelser. Her fremstår skolen og de højere uddannelser, størstedelen af hospitalsvæsenet, samt ældreforsorgen (inklusive sygeforsikring og pensionssystemet) som de vigtigste. Det er en umistelig del af vor velfærd, at alle landets borgere, uanset hvad man er, og hvad man tjener, får adgang til samme hospitalsbehandling og samme uddannelse. Dette er grundlaget for den almindelige velfærdspolitik, og det er også et vigtigt element i en politik for at holde sammen på nationen. Men derudover er det et spørgsmål, om der findes nogle rigtigt tungtvejende argumenter for, at så meget mere skal organiseres offentligt og finansieres via skatterne. Det gælder både andre virksomheder ved siden af undervisning og hospitalsbehandling f.eks. børneforsorg og tilgrænsende aktiviteter indenfor hospitalsbehandling og undervisning f.eks. rengøring, vask og madlavning.”

Og Lykketoft og arbejdsgruppen gik linen ud og ville også have konkurrence om de væsentligste velfærdsydelser: “Men også indenfor den offentlige virksomhed, der bør bevares i offentligt regie, burde det kunne lade sig gøre at sænke omkostningerne og forbedre servicen ved at indføre en øget grad af konkurrence.”

Nyrup-tiden åbnede en ladeport for den efterfølgende borgerlige regering
Skredet i Socialdemokratiets og fagbevægelsens syn på den danske velfærdsmodel blev i mine øjne udløst af Socialdemokratiets og fagbevægelsens stigende desperation gennem 80’erne over Schlüter-regeringens evne til at holde sig ved magten i et helt årti. Der var mange interne uenigheder i 90’erne under Nyrup om, hvad der kunne holde de borgerlige væk fra en gentagelse af Schlüters succes.

Skredet åbnede en ladeport for den efterfølgende Fogh-regerings grundlæggende forandringer gennem skattestop, valgfrihed, konkurrence og profit.

I modsætning til sin efterfølger Lars Løkke Rasmussen vendte Anders Fogh Rasmussen ikke alting på hovedet, men førte først og fremmest de velfærdsændringer ud i livet, som Socialdemokratiet og fagbevægelsen havde muliggjort. Socialdemokratiet havde allerede lagt en plan på bordpladen, da Anders Fogh Rasmussen indtog statsministerkontoret, om, at der skulle mere privat og mindre offentligt, mere brugerbetaling og valgfrihed og mindre velfærd og omfordeling. Der var en god grund til, at Anders Fogh Rasmussen i sin første regeringsperiode drillende blev kaldt en “forklædt socialdemokrat” og en “socialdemokrat minus ti procent”.

Af samme grund var det i årevis tydeligvis svært for Socialdemokratiet som opposition at udfylde rollen som reel forsvarsbastion mod velfærdsforringelser, for partiet og fagbevægelsen havde selv sat dem til debat i 1990’erne. Rollen blev endeligt opgivet af Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon i Det Sorte Tårn i 2011, hvor Socialdemokratiet med journalisten Hans Mortensens ord ”mistede sin sjæl”, da man i regeringsforhandlingerne med De Radikale og SF “mistede det klassiske socialdemokratiske fordelingspolitiske”.

 

Nyrup-tiden åbnede en ladeport for den efterfølgende borgerlige regering
_______

 

Mette Frederiksen mangler at fremvise en varig kursændring
I dag risikerer Socialdemokratiet at lande i en situation, der ligner den i 00’erne, hvis partiet taber regeringsmagten ved det kommende eller et efterfølgende valg. Igen er det velfærdens tilstand og fremtid, der spøger i kulissen.

Socialdemokratiet fortjener ganske stor ros for gennemførelsen af en reel mulighed for at tjekke ud af arbejdsmarkedet for dem, der startede tidligst – den såkaldte Arne-pension – som mange partiformænd og de fleste kommentatorer ellers på forhånd anså for at være en død sild. Det er i mine øjne det største pensionspolitiske fremskridt siden indførelsen af folkepensionen i 1956. Og det matchede et forslag, som FOA for snart mange år siden bragte på bane som et middel til at bekæmpe den betydelige ulighed i antallet af folkepensionsår mellem højtuddannede på den ene side og kortuddannede og ufaglærte på den anden.

Det var godt politisk håndværk trods omfattende modstand i højre side af Folketingssalen, og man opfyldte løftet om en værdig mulighed for at forlade arbejdsmarkedet efter mange års arbejde.

Ordningen ramte da også rigtigt, viser interessen. Alligevel truede de fleste borgerlige partier på forhånd med at afskaffe den igen, så snart en borgerlig regering kom til magten.

Nu har det omsiggribende rod i blå blok bredt sig til Arne-pensionen, som Venstre pludselig garanterer, bevares efter et regeringsskifte.

For blot et par måneder siden var Arne-pensionen for Venstres Jakob Ellemann ellers ren socialdemokratisk vælger-smørelse: “Arne-pensionen er målrettet en socialdemokratisk vælgergruppe, som har et bestemt antal år på arbejdsmarkedet. Den er designet til at foregøgle alle danskere, at det her rammer lige præcis mig.” 

I dag er en stemme på Venstre med ét slag blevet til en stemme på Arne-pensionen.

Det overraskende budskab lød for nylig, da partiformand Jakob Ellemann-Jensen sekunderet af finans- og beskæftigelsesordførerne kastede håndklædet i ringen og erkendte, at de borgerlige ikke vil kunne danne en fælles front mod retten til tidlig pension efter et langt arbejdsliv: “Selv om Venstre ikke var med i aftalen om Arne-pensionen, så vil vi gerne sige helt klart her før et folketingsvalg, at Venstre ikke kommer til at gå til valg på at rulle Arne-pensionen tilbage …. Vi mener, også at der er et hensyn til de borgere, som nu har en berettiget forventning om at kunne gøre brug af retten til tidligere tilbagetrækning. Det respekterer vi.

Samtidig kan vi konstatere, at et stort flertal i Folketinget, som går på tværs af rød og blå blok, har fredet ordningen. Dermed vil selv et borgerligt regeringsskifte ikke betyde, at der er flertal imod Arne-pensionen.

Derfor kommer vi ikke til at rulle Arne-pensionen tilbage. Vi erkender, at den er kommet for at blive.”
På samme måde meldte Morten Messerschmidt i valgkampen om formandsposten i Dansk Folkeparti sig som tilhænger af ordningen: “Det er ekstremt vigtigt med et arbejdsmarked, der også giver mulighed for, at folk med et langt og hårdt arbejdsliv bag sig, kan trække sig tilbage i tid til også at nyde deres otium. Min egen far er struktør og har gennem hele livet haft forskellige fysisk hårde job. Derfor er jeg glad for både aftalen om seniorførtidspension og om Arne-ordningen.” Også en stemme på Nye Borgerlige er en stemme på at bevare Arne-pensionen – ganske vist i en ændret form.

Senest har Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne, der står til det helt store parlamentariske gennembrud, stillet sig bag ordningen: “Og det er også kun rimeligt, at hvis man har slidt og slæbt et helt arbejdsliv, så skal man kunne trække sig lidt tidligere tilbage fra arbejdsmarkedet. Derfor vil vi bevare Arne-pensionen.”

Men det ligner så også foreløbigt det eneste mærkbare velfærdsfremskridt, som Mette Frederiksen kan gå til valg med i bagagen.

Det lykkedes ikke regeringen at skaffe flertal for den velfærdslov, som ifølge finansminister Nicolai Wammen var affødt af, at socialdemokratiet ikke vil “acceptere at velfærden udhules, når der – heldigvis – kommer flere børn og ældre. Besparelserne er ofte usynlige på papiret, men de kan mærkes af de børn, unge og ældre, der ikke får den velfærd, de fortjener. Det øger presset på pædagoger, sygeplejersker og SOSU-assistenter, som skal løbe hurtigere for at levere en god service.”

Socialdemokratiet skal naturligvis ikke klandres for, at oppositionen ikke vil binde sig til, at velfærdsudgifterne skal følge med ændringerne i befolkningens sammensætning, men det sætter en streg under, hvad velfærdens brugere og ansatte må forvente efter et regeringsskifte.

Det betyder samtidig, at spørgsmålet om at vedligeholde velfærden i de kommende år bliver en kamp fra tue til tue. Og det er ikke småpenge, det handler om. Socialdemokratiet brugte selv i sit velfærdsoplæg forud for det seneste valg Finansministeriets fremskrivning, der viser, at Folketinget skal skaffe godt 20 milliarder skattekroner mere, hvis velfærden skal have samme niveau i 2025.

Og selvom partiet også dengang kredsede om det obligatoriske mantra for politikere af næsten alle kulører om, at “man får ikke nødvendigvis bedre velfærd af flere penge”, erkendte partiet dog, at der selv med indførelsen af en velfærdslov med fremtidig regulering af velfærdsudgifterne vil være et betydeligt økonomisk efterslæb efter års nedskæringer og besparelser: “Siden 2015 er velfærden blevet underfinansieret med flere milliarder kroner. Det betyder, at kommuner og regioner hvert år må træffe svære valg. Hvor skal der skæres ned denne gang?”

En underfinansiering, som skal løses med flere ansatte, der har bedre tid: “Det er tid til at sætte velfærd først. Der er brug for mere personale og bedre tid.”

Med andre ord skal der skattekroner til at fylde det økonomiske hul fra fortiden og de voksende krav i fremtiden.

 

Med andre ord skal der skattekroner til at fylde det økonomiske hul fra fortiden og de voksende krav i fremtiden
_______

 

Radikale benspænd
De Radikale har nu givet regeringen et ultimatum om udskrivelse af dét, der med al sandsynlighed bliver et borgerligt jordskredsvalg.

Om De Radikale med kravet om udskrivelse af valg inden Folketingets åbning i oktober har ønsket at sparke døren ind for en borgerlig regering eller ser sig selv i en socialdemokratisk mindretalsregering, står for mig noget uklart.

Til gengæld står det helt klart, at det ikke bliver radikale stemmer, der efter valget sikrer starten på en genopretning af den kriseramte velfærd og offentlige service.

Tværtimod har partiet udviklet en særlig benspændsteknik, når det gælder om at tæmme eller styre socialdemokratiske velfærdsambitioner, som vi så ved forligene med den borgerlige blok om dagpengeforringelser i 2010 og ødelæggelse af efterlønsordningen i 2011 eller forsøg på at blokere for Arne-pensionen med Seniorpensionen i 2019 for derefter at indtræde i eller indgå i det parlamentariske grundlag for en socialdemokratisk ledet regering. Først binder man sig til forlig med den borgerlige side, derefter vil man støtte eller sidde i en socialdemokratisk regering, som er bundet på hænder og fødder af forliget med den borgerlige blok. Smart som benspænd, men håbløst at udvikle velfærds- og fordelingspolitik sammen med.

Får Socialdemokratiet ikke påbegyndt eller i det mindste fremlagt overbevisende planer for en flerårig genopbygning af velfærden, så vil et regeringsskifte stille oppositionen frit for at gentage 00’ernes borgerlige velfærdspolitik.

Og økonomien er blevet strammere.

Først de store corona-udgifter, både engangsudgifterne og de langvarige.

Derefter de økonomiske virkninger af Ruslands militære overfald på Ukraine og ikke mindst den kommende danske militære milliardoprustning.

Og forude venter betydelige udgifter til at løse klimaudfordringerne og forhåbentligt til at sikre mandeløn til kvindefag i den offentlige sektor.

Tillige har statsministeren varslet, at der er “historisk få penge tilbage” i regeringens økonomiske planer frem til 2030.

Uopfyldte velfærdsløfter og en pengekasse tømt til andre formål er en giftig cocktail for velfærden ved et regeringsskifte.

Skattestop for alle pengene
De gamle borgerlige partier Venstre og De Konservative ser ud til at være på vej tilbage til Anders Fogh Rasmussens skattestop i stedet for velfærd.

Når befolkningssammensætningen ændres, så en større del af befolkningen får brug for en hjælpende hånd fra fællesskabet, må udgifterne til velfærden ikke stige mere end den samlede økonomiske vækst i samfundet. Og lige meget hvad der sker, så må stigende behov for ældrepleje, sygehusbehandling, børnepasning, hjælp til handicappede og indsats for udsatte ikke føre til skattestigninger. “En stigning i de offentlige udgifter skal bindes op på en stigning i den økonomiske vækst. Med afsæt i et skattestop – selvfølgelig,” som partiformand Jakob Ellemann-Jensen udtrykte det, da Folketinget behandlede forslaget til en ny velfærdslov.

Lars Løkke Rasmussens Moderaterne ser fremtidens velfærd som noget, vi hver især selv sparer sammen eller forsikrer os til.

Partiet mener grundlæggende, “at størrelsen af den enkeltes pension hverken bør afhænge af den demografiske udvikling eller af skiftende politiske prioriteringer, men af hvor meget borgeren har lagt til side til alderdommen.”

Partiprogrammet udstråler ikke ligefrem klarhed over finansieringen af ældreplejen, men partiet synes at forestille sig en skatteyderfinansieret grundydelse inden for pleje og omsorg i såvel hjemmehjælpen som pleje og omsorg på institutioner: “Men det skal være muligt at tilkøbe mere hjælp, hvis det skattefinansierede tilbud er utilstrækkeligt. Både offentlige og private aktører skal kunne tilbyde tilkøbsydelser, som betales af egen lomme eller af plejeopsparingen.”

Det er tydeligvis ikke her, at velfærdens brugere og ansatte kan forvente mere tid og flere ansatte.

Danmarksdemokraterne, som dårligt har kunnet nå at formulere et egentligt partiprogram, drømmer om, at de høje skatter sikrer en hjælpende hånd til ældre og socialt udsatte, og at velfærden ikke er postnummeropdelt, men ens landet over.

Men Inger Støjberg vil samtidig sænke skatterne, hvis der er penge i det, og drømmer sig tilbage til 00’ernes VKO-flertal med Anders Fogh Rasmussen i spidsen.

Foreløbigt ligner Danmarksdemokraterne mere et skattestop-parti end et velfærds-forkæmper-ditto.

Dermed bliver Danmarksdemokraterne forventede sejrrige indmarch på Christiansborg en næsten symbolsk markering af, hvad der venter velfærden, hvis regeringsmagten skifter nu eller senere.

Fastholder Mette Frederiksen velfærdskursen?
Mette Frederiksen stak som ny partiformand en ganske anden kurs ud end den, socialdemokraterne navigerede efter, da de sidst var regeringsbærende – i øvrigt med Mette Frederiksen på en ganske afgørende post som beskæftigelsesminister i Thorning-regeringens katastrofale reform-rus.

Sidenhen blev Helle Thorning-Schmidts og Margrethe Vestagers globaliserings-begejstring voldsomt nedtonet, mens den grundlæggende tryghed for almindelige danskere blev opprioriteret, og der blev forberedt et socialdemokratisk stormløb mod årtiers centralisering og skævvridning af Danmark.

Denne tilbagevenden til mere klassiske socialdemokratiske dyder måtte nødvendig også indeholde en genopretning af årtiers velfærdsforringelser med underfinansiering, minuttyranni og smadring af faglighed og arbejdsvilkår.

Kursskiftet er endnu ikke ført ud i livet, og genopretningen af velfærden er endnu ikke mærkbar. Det store spørgsmål er nu, om partiet tør fastholde sin trygheds- og velfærdsprofil i valgkampen. Om partiet er i stand til at skabe troværdige planer for velfærdens genopbygning. Og ikke mindst om et nyt fokus på storbyernes unge vil ske på bekostning af tryghed, velfærd og økonomisk omfordeling.

Hvis regeringsmagten skifter, bliver det interessant at se, om Socialdemokratiets manglende genopretning af velfærdsydelserne gennem 10’erne får en virkning på den nye regering, som minder om Nyrupregeringernes velfærdspolitiske virkning på 00’ernes borgerlige regeringer. En sådan virkning er muliggjort af Socialdemokratiets mangel på vilje til at kæmpe for en anden velfærdsudvikling.

Helle Thorning-Schmidt forlod de klassiske socialdemokratiske velfærdsdyder. Mette Frederiksen prøvede at vende skuden, men ser ikke ud til at være lykkedes i tide. Det er ikke noget ringe afsæt for en borgerlig regering, der ønsker skattenedsættelser på bekostning af velfærd. ■

 

Helle Thorning-Schmidt forlod de klassiske socialdemokratiske velfærdsdyder. Mette Frederiksen prøvede at vende skuden, men ser ikke ud til at være lykkedes i tide. Det er ikke noget ringe afsæt for en borgerlig regering, der ønsker skattenedsættelser på bekostning af velfærd
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden