22.08.2022

På vej mod det, der ligner et jordskredsvalg, konkurrerer Liberal Alliance og Moderaterne om at flytte velfærd fra den offentlige til den private sektor. Men har de to partier overhovedet set på de – mange og problematiske – erfaringer med netop det? Og har Liberal Alliance gennemskuet, at deres vej dertil går via masseafskedigelser af kommunalt ansatte i kernevelfærden?

Kronik af Dennis Kristensen

Det er noget af en folkevandring, LA vil sætte i gang: Ifølge et nyt FB-opslag fra formanden skal hundredetusinder af kommunalt ansatte forlade den offentlige trældom til fordel for det frie liv i den private sektor. Men hvor mange bliver der plads til, hvis prisen på velfærden samtidig skal ned?

LA’s brand har i årevis været at fremsætte forslag efter forslag om mindre skat og færre offentligt ansatte. Motivationen har været forholdsvis enkel: Det private erhvervsliv kan – mener partiet – skabe bedre velfærdsydelser til lavere priser, og derfor skal den private sektor til fadet for at presse de offentlige leverandører af velfærd og offentlige services til at skabe bedre resultater for færre penge. Vejen til at helbrede en stærkt presset velfærdssektor er derfor at bryde offentlige monopoler på at levere velfærdsydelser ved at udvide det frie valg, hvor den enkelte borger har et lovgivnings- eller visitationsbaseret retskrav på en bestemt ydelse. Det kan eksempelvis være børnepasning, skolegang sygdomsbehandling og ældrepleje, så den enkelte borger kan vælge mellem eksempelvis en offentligt drevet eller privatdrevet eller mellem flere forskellige privatdrevne børnehaver.

Og herigennem vil kvaliteten gå til tops, mens prisen vil gå til bunds, lyder ræsonnementet:

“De mange offentlige velfærdsmonopoler og den minimale konkurrence på velfærdsområdet betyder, at velfærden i Danmark er meget dyr og har for lav kvalitet. Uden konkurrence er der ikke nok incitament til at forbedre sig som velfærdsudbyder. […] Der skal være langt mere konkurrence og udlicitering i ældreplejen og på andre velfærdsområder, så vi kan få et marked for velfærdsydelser, hvor private udbydere kan komme ind. Hermed vil borgerne kunne tilvælge de bedste udbydere, mens dårlige udbydere til gengæld skal kunne gå konkurs.”

Med Moderaterne har Lars Løkke Rasmussens dog overhalet LA: Her vil man både på sigt sløjfe folkepensionen og lade os alle individuelt spare op til egen pension og til “en plejeopsparing, som skal kunne bruges til betaling for hjemmehjælp og tilkøbsydelser på offentlige og private plejehjem”. Moderaterne vil samtidig stille private profitdrevne virksomheder, der leverer ældrepleje, langt bedre, mens kommunale plejehjem i fremtiden skal “drives i en selskabslignende struktur med egen bestyrelse og daglig ledelse og med offentligt ejerskab. Kommunen skal fastlægge rammebetingelserne, og bestyrelsen og ledelsen skal stå til ansvar overfor kommunen.”

Den ER svær at stikke. Med udsigt til et jordskredsvalg indenfor den blå blok – med nye partidannelser og stigende trængsel i køen med forslag til en markant mindre offentlig sektor – har Alex Vanopslagh derfor nu valgt at gå hele vejen: Nu skal kommunerne ikke længere kun konkurrenceudsættes, som det hedder på konsulentsprog. Nej, nu skal kommunerne helt fjernes fra de tre største driftsområder, som kommunerne i dag har ansvaret for. Slut med kommunal indflydelse på dagpasning, Folkeskolen og ældreplejen. Vi er med Vanopslaghs egne ord på Facebook “til grin for vore egne penge”, når vi lader fællesskabet gennem kommunerne stå for de centrale velfærdsydelser. Sådan. Hverken mere eller mindre:

 

At forestille sig at sende kommunerne ud af kernevelfærden, visitere ydelser og ellers betale regningerne fra private virksomheder og selvejende institutioner? Det er helt ude i hampen
_______

 

“Selvfølgelig skal vi holde fast i, at vi betaler velfærdsydelserne over skatten – men det er på tide derudover at tænke nyt og droppe enhver tanke om, at det er kommunen, der skal drive plejetilbud, børnehaver og skoler. For der følger enorme mængder bureaukrati og spild med. Så lad os i stedet droppe kommunen som mellemmand – lad os indføre et ”voucher-system” – altså, hvor pengene følger borgeren, som får lov til at vælge det velfærdstilbud, som de ønsker og kan give pengene til. Velfærdstilbuddene skal enten være selvejende eller private”

Hvis Vanopslagh her tænker på den klassiske opdeling af kommunernes driftsområder, så omfatter hans forslag om at fjerne kommunerne fra børnene, folkeskolen og de ældre ikke færre end 385.000 ud af de i alt 515.500 ansatte (eller, hvis regnet i fuldtidsstillinger: 413.200), der i dag er beskæftiget i landets 98 kommuner. Det er så mange – hundredetusinder af ansatte – LA nu vil sende på folkevandring væk fra den kommunale trældom.

Vanopslaghs lidt desperate Facebook-opslag er måske udsprunget af frustrationer over væksten i akademikerstillinger i kommunerne. Ifølge Vanopslagh er der over de seneste 15 år ansat 86 procent flere akademikere i kommunerne, som samtidig har skåret 12.000 pædagoger, lærere og SOSU’er væk. Den frustration deler jeg med ham, for det ER kvælende for de velfærdsansattes engagement og ildhu at være vidne til stadig nedskæringer, besparelser og opgaveudvidelser i den borgernære velfærd og service, mens forskellige former for administration og konsulentforbrug øges.

Men at forestille sig at sende kommunerne ud af kernevelfærden, visitere ydelser og ellers betale regningerne fra private virksomheder og selvejende institutioner? Det er helt ude i hampen. Idéen kræver virkelig en tyrkertro på de frie markedskræfters magiske virkning. Og sporene skræmmer.

Hvad erfaringerne viser

Der opstår desværre skandaler i den offentligt leverede velfærd og service, men det gør der godt nok også i den privatleverede og profitdrevne udgave. Og her er virkelig muligheder for kreative og hæmningsløse sjæle.

Der er heldigvis mange anstændige virksomheder på banen, men de økonomiske skandaler, der har handlet om at få et sugerør ned i skattekassen, hober sig op. Tænk blot på eksempler som Tryghedsplejen, DK Pleje, Falck, HandiHelp, private opholds- og bosteder, socialpædagogiske tilbud osv. Listen er lang. Og alt, alt for mange mistede skattekroner.

 

Siden 2006 har der været 59 kendte konkurser, som har ramt mindst 13.321 ældre
_______

 

Liberal Alliances henslængte og lidt popsmarte sidebemærkning i partiprogrammet om, at “dårlige udbydere til gengæld skal kunne gå konkurs”, afslører desværre en afgrundsdyb uvidenhed om, hvad det konkret betyder for brugerne og de ansatte, når en privat velfærdsvirksomhed med ned til minutters varsel må meddele, at virksomheden er gået konkurs og derfor med øjeblikkelig virkning stopper med at levere de aftalte velfærds- eller serviceydelser.

Vi har set det alt for ofte i ældreplejen. Borgere, det bliver nervøse for, om nogen kommer – ansatte, der ikke må udføre dét, de brænder for – og kommuner, som uden varsel skal overtage opgaverne med så få gener for brugerne som muligt. Siden 2006 har der ifølge Konkursindex været 59 kendte konkurser, som har ramt mindst 13.321 ældre. “Mindst”, fordi der ikke findes tal fra en stribe af konkurserne.

Med andre ord: Det praktiske liv er langt væk fra visse folketingsmedlemmers tilværelse på Christiansborg.

Det koster at holde styr på leverandører

Selvfølgelig skal der holdes styr på brug af skattekroner til velfærd og service. Det har skatteyderne et indlysende krav på – både når det gælder pengene til kommunale institutioner og til private virksomheder.

Men det koster, når alt skal bygge på en faktura. Tænk blot på regionernes voldsomme problemer med at holde styr på skattekronerne i det såkaldt tillidsbaserede afregningssystem med praktiserende læger og speciallæger. Eller tænk på indførelsen af det frie valg i ældreplejen i 2003, der ikke alene skabte et minut-tyranni for både de ansatte og de ældre – det skabte også en administration, der langt oversteg den halve milliard, kommunerne fra start fik til opgaven. Det ved politikerne godt. Derfor er det stærkt bekymrende, at Vanopslagh i sit FB-opslag vælger at “lade som om” en tilfredshedsundersøgelse i ny og næ rækker til både at sikre kvalitet og pris og forebygge misbrug.

Udsigten for den solidaritet med de svageste, som er velfærdssamfundets kendetegn, er dyster: Med en rød blok, der har svært ved i fællesskab at pege på, hvordan de vil finansiere den lovede genopbygning af velfærden, og en blå blok i intern konkurrence om hvem, der kan stille de mest vidtgående forslag om at lade velfærdssystemet undergrave.

Det minder om situationen efter folketingsvalget i 2001. Poul Nyrup Rasmussens regering havde lagt sporene ud – og nu førte Anders Fogh Rasmussen det ud i livet: En offentlig sektor på permanent slankekur. Lavere offentlige ydelser. En vidtåben port for at lade private virksomheder tjene på at levere velfærdens kerneydelser.

Vil vælgerne prioritere at reparere det velfærdssystem, vi kender – eller er de virkelig parate til at give de uhæmmede markedskræfter frit løb?■

 

Udsigten for den solidaritet med de svageste, som er velfærdssamfundets kendetegn, er dyster
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Pressefoto taget af Tommy Frost for RÆSON.

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt