Dennis Kristensen: Højtlønnede kommissærer og forgyldte teknokrater skal ikke tvinge Danmark til at ændre den danske model
10.06.2022
Danmark og Sverige taber kampen om, hvem der skal sidde med ved bordet, og hvem der skal holde fingrene væk, når løn er på dagsordenen i EU. Det bliver det triste resultat af mange års kamp i EU-systemet om, hvorvidt de laveste lønninger på arbejdsmarkedet er et anliggende for det enkelte medlemsland eller for Bruxelles.
RÆSON OPINION af Dennis Kristensen
Der var ellers schwung over reklamebureauets arbejde for LO (nu FH) og Dansk Arbejdsgiverforening ved folkeafstemningen i 1972 om Danmarks medlemskab af Det Europæiske Fællesmarked (nu EU). Fællesmarkedet skulle ikke blande sig i den kerneopgave om fastlæggelse af lønmodtagernes løn og ansættelsesvilkår, som arbejdsmarkedets parter i Danmark hidtil havde taget sig af. Det var sikret i traktaterne: “Nødderne knækker vi stadig selv … Dansk tilslutning til EF vil ikke indskrænke parternes selvbestemmelsesret på det danske arbejdsmarked. Hvert medlemsland kan fortsat bevare og udvikle sit eget arbejdsmarkedssystem, og arbejdsmarkedets parter kan føre overenskomstforhandlinger på den måde, de finder bedst.”
Da EU-Kommissionen forleden offentliggjorde en foreløbig aftale om rammerne for mindsteløn var tonen fra arbejdsmarkedets parter helt anderledes slukøret.
Lizette Risgaard, formand for Fagbevægelsens Hovedorganisation kaldte EU’s indblanding i fastlæggelse af løn på det danske arbejdsmarked for en blomst, der ikke er vokset i den danske fagbevægelses have: “Det er der ikke behov for, og det vil have negative konsekvenser for den danske model. Det er vi heldigvis enige med både regeringen og arbejdsgiverne om.”
Og Dansk Arbejdsgiverforenings (DA) administrerende direktør Jacob Holbrad fulgte trop: “Vi har fra starten sagt, at lønforhold hører hjemme hos arbejdsmarkedets parter, og at EU ikke bør gøre lønfastsættelse til et politisk anliggende. Derfor er vi naturligvis ærgerlige over, at der nu ligger en aftale om et mindstelønsdirektiv … Det er vigtigt, at vi står sammen om, at de, der kender arbejdsmarkedet bedst, nemlig arbejdsmarkedets parter, forhandler løn og vilkår – helt uden politisk indblanding.”
Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard var lige så fast i kødet i afvisning af aftalen og ærgrede sig over, at det nu ser ud til, at et flertal vil stemme direktivforslaget igennem: “Vi har kæmpet benhårdt for, at direktivet ikke må blande sig direkte i grundprincipperne i vores danske model. Det er sket både før forslaget blev fremsat og under forhandlingerne. Her har vi kæmpet skulder ved skulder med arbejdsmarkedets parter.”
Direktivet knæsætter, at løn er et emne for EU-lovgivning – og det er i sig selv et skråplan af de slemme
_______
Den foreløbige aftale om EU-rammer for mindsteløn, som det franske EU-formandskab og Europa-Parlamentets forhandlere har aftalt, men endnu ikke offentliggjort, følger formentlig i store træk det forslag, som EU-Kommissionen fremlagde i efteråret, hvor den danske regering sammen med arbejdsmarkedets parter og Folketingets flertal vendte tommelfingeren ned.
Forslaget tvinger dog ikke her og nu Danmark til at indføre en lovbestemt mindsteløn. Især Danmark og Sverige er forsøgt beroliget med bestemmelser, som angiveligt skulle friholde lande med høj overenskomstdækning fra pligten til at lovgive om en mindsteløn.
Men direktivet knæsætter, at løn er et emne for EU-lovgivning – og det er i sig selv et skråplan af de slemme. Samtidig er der god grund til at være bekymret for denne bestemmelses modstandsdygtighed over for den aktivistiske EU-Domstol og dermed frygte, at domstolen i en fremtidig sag underkender undtagelsen helt eller delvist.
Lønkonkurrence fjernes ikke med mindsteløn
I nogle tilfælde skræmmer sporene fra lovbestemte mindstelønninger. Ikke mindst, når det gælder muligheden for gennem arbejde at kunne skabe en rimelig tilværelse. Med udbredelsen af lønkonkurrence øges antallet af såkaldt working poor – arbejdende fattige -, som på trods af fuldtidsarbejde er fattige eller i risiko for at blive ramt af fattigdom.
Og sporene fra de tyske, såkaldte ”Harz-reformer” i nullerne med mini- og midi-jobs på en ekstremt lav mindsteløn, liberalisering af arbejdsmarkedet og sænkning af arbejdsløshedsunderstøttelsen skræmmer tilsvarende.
Der er næppe nogen, der kan forestille sig mindsteløn gennemført efter samme principper i de 27 medlemslande, der ikke omregnet i kroner og øre vil variere ganske betydeligt. Det er landene alt for forskellige til, både når det gælder samfundets velstand, fordelingspolitikken og organisering og finansiering af social sikring.
De 21 medlemslande, der har lovbestemt mindsteløn, har da også fastlagt mindsteløn af meget forskellig værdi. Skal fastlæggelsen ske efter de samme principper over hele EU, vil forskellene fortsat være særdeles markante, og dermed vil der forsat være grobund for helt eller delvist at bygge et lands konkurrenceevne på lønkonkurrence.
I Danmark er mindstelønnen defineret i den enkelte overenskomst – typisk som fagets begyndelsesløn. Den løn er gennem årtier opnået gennem forhandlinger og til tider konflikter med arbejdsgiverne, og den skal ikke sænkes gennem lovgivningen på Christiansborg med EU som bagmand.
Solidaritet handler ikke om at mødes på vejen ned. Det handler derimod om, at de stærkeste støtter de svagestes kamp. Og den nordiske fagbevægelse med betydelig indflydelse og gode økonomiske muligheder støtter i høj grad de fagbevægelser, der har de dårligste muligheder
_______
De stærke fagbevægelsers solidaritet med de svageste
Spørgsmålet om EU-indblanding i mindstelønninger har i årevis delt den europæiske fagbevægelse.
De lovbestemte mindstelønninger i de 21 medlemslande med lovgivning på området kommer til verden på vidt forskellige måder, der spænder fra noget, som ligner direkte lovgivning, over automatik i forhold til prisudvikling eller i forhold til andre lønninger og til lovgivning efter forudgående trepartsforhandlinger mellem den pågældende regering og landets parter på arbejdsmarkedet.
Spørgsmålet om lovbestemt mindsteløn deler den internationale fagbevægelse. I de offentligt ansattes europæiske samarbejdsorganisation (EPSU) har skillelinjen gået mellem nord og syd, og i en vis udstrækning mellem øst og vest. Jeg har i kraft af mit tidligere job netop prøvet at skulle navigere mellem syd- og østeuropæiske forbund, der ønsker lovgivning om mindsteløn, og nordiske forbund, der i stedet bygger på overenskomster mellem parterne. Og skillelinjen er for så vidt forståelig nok.
Det handler i bund og grund om forskellige opfattelser af fagbevægelsens rolle, opgaver og styrke. Og om lovgivning contra overenskomst-indgåelse. De sydeuropæiske forbund presser traditionelt deres regeringer med massedemonstrationer i gaderne og generalstrejker for at opnå forbedringer eller forhindre forringelser for lønmodtagerne, mens vi i Norden presser arbejdsgivere i mødelokaler med forhandling og konfliktberedskab.
Skillelinjen omfatter også ofte ganske lave organisationsprocenter i syd og relativt høje i nord. Konsekvensen af forskellene er mindre, faglige organisationer som aktivitetscentre i syd, og store organisationer med betydelige forhandlingsafdelinger i nord.
Hele den tankemæssige konstruktion om samme principper for mindsteløn i de 27 medlemslande hviler på enten en fejlslutning eller en ønskedrøm
_______
I debatterne om mindsteløn i den europæiske fagbevægelse fylder solidaritetsbegrebet ganske meget. Og det kan forståeligt nok indimellem være lidt svært for alle at forstå, at især de nordiske lande med høje organisationsprocenter og stor overenskomstdækning ikke har ville støtte, at mindstelønninger skal være et anliggende for EU.
Solidaritet handler imidlertid ikke om at mødes på vejen ned. Det handler derimod om, at de stærkeste støtter de svagestes kamp. Og den nordiske fagbevægelse med gunstige vilkår, betydelig indflydelse og gode økonomiske muligheder støtter i høj grad de fagbevægelser, der har de dårligste muligheder. Både i opbygning af en fagbevægelse og i de konkrete kampe, de udkæmper.
Dagbladet Information bebrejder også fagbevægelsen kun at kigge ind og ikke kigge udad, fordi aftalen ikke berører det danske arbejdsmarked: “I bedste fald kan en mere en koordineret lønpolitik øge lønnen for op mod 25 millioner uhyre underbetalte europæere. Desuden er målet at skabe en bare lidt mere jævn europæisk bane i forhold til lønniveauer og socialsystemer.”
Information overser imidlertid, at EU-indblanding i lønfastsættelsen indebærer en reel risiko for at forringe vilkårene for lavtlønnede danske lønmodtagere. Forskere har påvist, at i de lande, der har en stærk fagbevægelse, som forhandler løn uden statslig indblanding, har de lavestlønnede højere lønniveauer end i de lande, der opererer med en lovbestemt mindsteløn, og andelen, der er lavtlønnet, er mindre. Overenskomster fører til mere lighed i lønforhold, mens lovgivning fører til større forskelle.
Udover Informations opfordring til at se mindsteløn som en håndsrækning til Europas fattigste lønmodtagere, har der indtil videre været langt mellem de positive reaktioner i Danmark. En enkelt undtagelse er Kristelig Fagforenings forventelige ros til projektet – forventelig, fordi Kristelig Fagforening i årevis har argumenteret for en dansk lønmodtagerlov, der både kan samle eksisterende lovgivning på arbejdsmarkedet og i en vis udstrækning erstatte rettigheder aftalt i overenskomster.
Fejlslutning eller ønskedrøm
Hele den tankemæssige konstruktion om samme principper for mindsteløn i de 27 medlemslande hviler på enten en fejlslutning eller en ønskedrøm.
Enten en fejlslutning, hvor den europæiske elite tror, at man kan tale om ét europæisk arbejdsmarked på samme måde som ét fælles gennemreguleret indre marked for alle medlemslande med fri bevægelighed for varer, kapital, tjenesteydelser og arbejdskraft. Sådan er virkeligheden ikke. Endda langt fra.
Vi har 27 forskellige arbejdsmarkeder, der fungerer i 27 forskellige samfundsmæssige sammenhænge med meget store forskelle i velstand, velfærd, leveniveau, købekraft, beskatning, finansiering af sociale ordninger og meget mere. Alene optagelsen for snart et par årtier siden af en række østeuropæiske lande med enorme forskellige til de fleste gamle medlemslande, der åbnede for en forståelig, men dybt problematisk arbejdskraftvandring mod bedre løn og ansættelsesvilkår, illustrerer de voldsomme forskelle mellem de enkelte landes arbejdsmarkeder og dermed det håbløse i at tale om samme rammer eller principper for en mindsteløn i alle 27 medlemslande eller blandt de 21 lande, der i dag har en eller anden form for mindsteløn..
Eller en ønskedrøm for eliten, hvor EU-bureaukratiet diskret prøver at anvende debatten om mindsteløn som en spydspids for en lang sej indsats for at ændre 27 vidt forskellige nationalt regulerede arbejdsmarkeder til ét fælles Bruxelles-reguleret arbejdsmarked udformet, så det fuldstændigt matcher unionens indre marked.
Med direktivforslaget om mindsteløn sat på den europæiske dagsorden leger den europæiske elite og EU-apparatet igen med ilden. Men løn skal ikke være et EU-anliggende
_______
Den danske model er ikke et religiøst relikvie
Den danske model, hvor arbejdsmarkedets parter uden politisk indblanding lægger arm og indgår overenskomster, har i vores snart fem årtier lange medlemskab af først EF og nu EU været under pres i flere omgange. Ofte som følge af forskellene på arbejdsmarkederne i Nordeuropa og Skandinavien på den ene side og arbejdsmarkederne i Syd- og Østeuropa på den anden. Men også som følge af forsøg på at gennemtvinge harmonisering af lønmodtagernes vilkår på tværs af Europa.
Det hårdeste pres i nyere tid stammer fra kombinationen af arbejdskraftens frie bevægelighed på tværs af landegrænser og udvidelsen af EU med en række østeuropæiske stater.
Supereuropæerne og globaliseringseliten satte her de modeller, hvor lovgiverne respekterer arbejdsmarkedets parters suverænitet, under et gevaldigt pres. Og samtidig satte de på sigt opbakningen til den nordiske velfærdsmodel under pres i takt med, at vandrende arbejdskraft får adgang til eksempelvis danske velfærdsydelser.
Presset fra arbejdskraftens frie bevægelighed var forudsigeligt. Når lande med store forskelle i velstand og velfærd åbner for sluserne, vandrer arbejdskraften naturligt fra arbejdsløshed og ringe vilkår hjemme til job og bedre lønninger ude. Men skal EU give mening, så er det de fattigste medlemslande, der skal hæves op. Ikke de bedst stillede, der skal trækkes ned.
Med direktivforslaget om mindsteløn sat på den europæiske dagsorden leger den europæiske elite og EU-apparatet igen med ilden. Men løn skal ikke være et EU-anliggende. Højtlønnede kommissærer og forgyldte teknokrater skal ikke tvinge Danmark til at ændre den danske model.
Det er ikke, fordi den danske model skal behandles som et religiøst relikvie, der er urørligt, uforanderligt og kun ser dagens lys ved særlige højtideligheder. Modellen er i realiteten en hybrid af aftaler, lovgivning og domstolspraksis. I vore dage med EU i førersædet, når det gælder lovgivning og retlige afgørelser. Men modellens grundtegning skal respekteres, hvis Danmark skal kunne opretholde både et velordnet arbejdsmarked og et reelt velfærdssamfund. Og mindstelønsdiskussionen går til angreb på modellens grundtegning.
Med årene er jeg blevet tilhænger af en model, hvor EU kan gennemføre grundlæggende fælles beskyttelse af lønmodtagerne på tværs af Europa, som det danske arbejdsmarkeds parter bygger rettigheder ovenpå gennem kollektive overenskomster. Den model tåler ikke EU-indblanding i lønfastsættelsen. Og med det kommende mindstelønsdirektiv er der god grund til at være bekymret for EU-indblanding i det danske overenskomstsystem.■
Den danske models grundtegning skal respekteres, hvis Danmark skal kunne opretholde både et velordnet arbejdsmarked og et reelt velfærdssamfund. Og mindstelønsdiskussionen går til angreb på modellens grundtegning
_______
[Foto: RenéSchütze/Polfoto/Scanpix]
Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA.
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
