27.09.2022

Begreberne “en anden tid” og “danskernes fascination” har fyldt ganske meget i debatten om rejsekongen Simon Spies. Mange omtaler af mangemillionæren indeholder imidlertid en hel del historieforvanskning og en pæn portion historieløshed. På mange måder ligner Spies’ tid vores, og det var meget langt fra alle danskere, der tabte underkæben i fascination over hans offentlige optræden.

Kronik af Dennis Kristensen

Simon Spies symboliserede en udvikling, hvor individualisme, grådighed og dyrkelse af eneren gik op imod den kollektivisme, lighedsfremme og det fælles sikkerhedsnet, som de nordiske velfærdssamfund blev opbygget på. En udvikling, der slog dybe revner i tilliden til “systemet”, og hvor store befolkningsgrupper på forskellige måder og i forskellige retninger gjorde oprør i gaderne eller med stemmesedlen mod tidens autoriteter og magthavere.

Som nyrig med en Joachim von And-pengetank stod Simon Spies med det ene ben i den økonomiske elite og med det andet ben og et overdimensioneret ego plantet i sit eget oprør mod elitens normer og kodeks for optræden.

Og samtidig surfede den senere rejsekonge på forandringsbølger af både kulturel, seksuel og politisk karakter. Det gav ham medvind, men udløste ikke nødvendigvis beundring eller fascination i resten af befolkningen.

I kølvandet på Rindal

Finkulturen og den kulturelle elite fik for alvor en på tæven, da lagerforvalteren Peter Rindal i 1965 gik til angreb på den moderne kunst og den netop oprettede skatteyderfinansierede støtteordning, Statens Kunstfond.

Det vakte på samme måde som Inger Støjbergs angreb denne sommer på “de debatter, der fylder blandt eliten i de fine saloner i København” genklang udenfor hovedstadens og de største provinsbyers kulturelle establishment.

Rindal gav dengang som Støjberg i dag ilt til en ulmende folkelig utilfredshed med det elitære København. Han opfattede kunststøtten som tyveri af arbejdende menneskers penge: “Statens Kunstfond er en parasit på det danske folkestyre. Den bør nedlægges. Fonden består af en sammenspist skare mennesker, der uddeler penge til venner og venners bekendte, og Gud hjælpe mig om ikke modtagerne betragter pengene som en hædersgave! De skulle skamme sig, skulle de. De skulle skamme sig som små våde hunde over at tage det arbejdende folks penge for at bruge dem på lidt maling på et stykke lærred!”, som han i 2005 fortalte til Berlingske.

Og samtidig lyder det næsten som et ekko fra 1965, når Inger Støjbergs Danmarksdemokraterne nu vil betale et øget kørselsfradrag i en stribe provinskommuner med besparelser på kulturministeriets område og også har et kritisk øje på Statens Kunstfond, hvor hun bl.a. er stærkt kritisk overfor livsvarige hædersgaver til kunstnere: “Jeg synes faktisk godt, at man kan diskutere, hvorvidt mine skattekroner skal bruges på, at Carsten Jensen, Erik Clausen og Jytte Abildstrøm skal have en livslang hædersgave uden krav om, at man på nogen måde producerer noget som helst for det.”

 

Simon Spies symboliserede en udvikling, hvor individualisme, grådighed og dyrkelse af eneren gik op imod den kollektivisme, lighedsfremme og det fælles sikkerhedsnet, som de nordiske velfærdssamfund blev opbygget på
_______

 

Et oprør mod eliten

Peter Rindals oprør mod kultureliten bredte sig som en steppebrand og blev en forløber for det Fremskridtsparti, som Simon Spies’ advokat og ungdoms- og studiekammerat skatteadvokaten Mogens Glistrup stiftede op til folketingsvalget i 1973. Et parti, som Peter Rindal blev medlem af fra starten.

I hans egen udlægning af det, pressen hurtigt døbte “rindalisme” handlede det ikke om at hade kunst og kultur, men om at mennesker, der vil udtrykke sig gennem maleri og skriveri, må udfolde sig på det frie markeds betingelser.

Og med en beskrivelse af fællesskabet og finansieringen af den danske velfærdsmodel som hæmningsløs brug af “andre folks penge” pegede Rindal frem mod Fremskridtspartiets oprør mod skatter og afgifter og satte sig dybe spor i dansk politik. Og i de seneste år har udtrykket “andre folks penge” fået en så omfattede renæssance, at vi i den kommende valgkamp vil se stribevis af politikere strø om sig med udtrykket.

Simon Spies delte Rindals foragt for den københavnske elite, men holdt sig ikke selv ude af kulturlivet, som det berømte billede af hans besøg i Det kongelige Teater i 1967 med unge piger under armen og en ekstra plads til stokken viser – selvom den ekstra plads måske blot var et afbud fra én i hans pigeflok.

Mogens Glistrup og Fremskridtspartiet drønede ind i Folketinget ved jordskredsvalget i 1973, som bød på et goddag til fem nye partier og et farvel til fem gamle, og som sendte chokbølger gennem de gamle partier. Og Mogens Glistrups retorik blev af mange opfattet som god underholdning uden så meget reelt indhold, men partiet satte alligevel varige spor i dansk politik – ikke mindst på spørgsmålet om skat og skattetryk.

Det langvarige venskab med Mogens Glistrup kunne ikke alene ses på Simon Spies politiske holdninger, men også på den underholdende, men ofte knap så indholdsrige retorik, som Simon Spies i en årrække fra 1969 udfoldede i radioprogrammet Spørg bare sammen med bakkesagerinden Cleo, borgmesteren Erhard Jacobsen og kokken John Price, hvor panelet svarede på lytterspørgsmål med halvanden million lyttere.

De mange lyttere delte ikke nødvendigvis panelets holdninger, men nød for manges vedkommende de spark, der blev uddelt til højre og venstre, og ikke mindst til autoriteter og normer. På samme måde som mange nød at høre DKP- og senere SF-formand Aksel Larsen uden at de kunne finde på at stemme på de to partier ved et folketingsvalg.

 

Simon Spies delte Rindals foragt for den københavnske elite, men holdt sig ikke selv ude af kulturlivet, som det berømte billede af hans besøg i Det kongelige Teater i 1967 med unge piger under armen og en ekstra plads til stokken viser – selvom den ekstra plads måske blot var et afbud fra én i hans pigeflok
_______

 

Spies red på toppen af den seksuelle frigørelse

Simon Spies’ seksuelle eskapader vakte betydelig opsigt, men fandt sted på en relativt “billig” baggrund.

Efter flere tilløb til seksuelle revolutioner i dele af borgerskabet og kulturlivet gennem det 20. århundrede, blev 1960’erne starten på en langt bredere seksuel frigørelse båret frem af p-pillens ankomst til Danmark, frigivelsen af billedpornografien og lovliggørelsen af de såkaldte liveshows.

Produktionen af pornoblade og pornofilm nåede fantastiske højder og blev både en turistmagnet og en ikke ubetydelig halvillegal eksportvare.

Ekstra Bladet indførte i 1976 dagligt unge afklædte piger på side 9. Og også damebladet Se og Hør indførte afklædte Se og Hør-piger.

Folkekomedierne på filmlærredet, blev fra 1970 til Sengekantsfilm og Stjernetegnsfilm, hvor genren blev udvidet med først bløde sexscener og senere med hardcore porno.

Der stod med andre ord “sex” med store bogstaver hen over en stor del af det offentlige rum, og Simon Spies brugte sin rigmandsstatus til at boltre sig med purunge piger i det fashionable københavnske natteliv, dyrke sex på gulvet i Husmanns vinstue og til at ansætte morgenbolledamer.

I Berlingskes kulturredaktørs nutidige briller var Simon Spies et rigt svin, hvis pressedækkede sexliv danskerne åd råt: “Den grove formulering »rigt svin« har aldrig passet så godt som i tilfældet Simon Spies, men danskerne havde absolut ingen problemer med at deltage lystent i det helt store ædegilde, som rejse-leve-knalde-manden konstant dækkede op til i de danske medier… Hvorfor? Fordi de selv enten var liderlige eller grådige efter et liv fyldt med lunser af luksus.”

Beskrivelsen af Spies rammer rigtigt nok, men kulturredaktørens nedgøring af danskerne over én kam rammer ved siden af skiven

Formiddagsblade og ugeblade oplevede ganske vist stor oplagsfremgang i denne periode på både Simon Spies og den seksuelle frigørelse, og Spies Rejser fik med den gratis reklame en gevaldig vækst, men 1970’erne var en periode med nye dybe skillelinjer i befolkningen og opdeling i nye grupperinger, som ikke alle drømte om den spanske solkyst, bare bryster og grisefester.

At beskrive den samlede danske befolkning som fascineret af Spies hæmningsløse demonstration af, hvordan penge kunne give adgang til sex med unge piger, er historieforvanskning. Nogle var sikkert misundelige på rejsekongens sexliv og rigdom, men den del af Spies meritter blev i lige så høj grad mødt med forargelse eller ligegyldighed.

Var det “en anden tid”? Det er historiske perioder altid, men den seksuelle frigørelse satte – i modsætning til Simons Spies vinstue-gulvakrobatik – varige spor i kønsroller og ligestilling.

 

Var det “en anden tid”? Det er historiske perioder altid, men den seksuelle frigørelse satte – i modsætning til Simons Spies vinstue-gulvakrobatik – varige spor i kønsroller og ligestilling
_______

 

Organiseret nazist

Simon Spies var i sin ungdom overbevist nazist med medlemskort og dyb foragt for jøder, som han selv senere indrømmede, at han dengang ikke kunne fordrage.

Simon Spies forklarede selv indmeldelsen som en nødvendighed for at få et job som bogholder i Østrig, der gennem det såkaldte “Anschluss” var blevet opslugt af Nazityskland i 1938, og dermed som en nødvendighed for at få smør på brødet. Som et, om ikke uskyldigt, så forståeligt forsøg på at tilpasse sig tidens vanskelige forhold.

Det var igen argumentet om “en anden tid”. Men undskyldningen holder ikke.

Han meldte sig under nazistpartiets faner, mens den tyske krigsmaskine endnu havde succes, men hvor modstanden mod besættelsesmagten og samarbejdspolitikken så småt begyndte at melde sig.

Det danske nazistparti arbejdede ihærdigt, men uden held, på at få monopol på anvisning af dansk arbejdskraft til Tyskland og de tysk besatte områder. Andelen af de op mod 100.000 danskere, der i de følgende år indgik i regeringens byttehandel med tysk kul og koks for dansk arbejdskraft – desværre med fagbevægelsens og arbejdsløshedskassernes aktive medvirken -, som blev nazistiske partimedlemmer, kom dog ikke til at afvige meget fra de få nazister i den danske befolkning. Medlemskab af DNSAP blev aldrig en betingelse.

Simon Spies formulerede dengang selv et menneskesyn, hvor den genetiske arv i hans øjne betød alt og miljøet intet, og hvor hvor den nazistiske over- og undermennesketeori tydeligt skinnede igennem: Børn af velhaverne og adlen har den største intelligens og skal derfor lede verden, mens de, der fødes til at opfatte sig selv som det, de skaber, er oplagte funktionærtyper, og resten er undermennesker med slave-mentalitet skabt til at udføre fysisk arbejde.

 

At nazismen var tæt forbundet med ekstrem antisemitisme, har Simon Spies ikke kunnet undgå at vide. Verdenskrig og tysk besættelse var naturligvis “en anden tid”, men en tid der kaldte på moralske valg. Og Simon Spies traf valg, der ikke blot kan undskyldes med, at det var “en anden tid” – valg, som slet ikke kan undskyldes
_______

 

Spies kendte til jødeforfølgelsen

At nazismen var tæt forbundet med ekstrem antisemitisme, har Simon Spies ikke kunnet undgå at vide. De tyske racelove, der skulle udskille jøder fra det offentlige liv, blev vedtaget blot to år efter Adolf Hitlers magtovertagelse i 1933 gennem de såkaldte Nürnberglove, der skulle beskytte “det tyske blod og den tyske ære” og tage retten til valgbarhed, stemmeret og retten til at bestride offentligt embede fra jøder. Simon Spies har ikke kunnet undgå at kende både disse love og de tyske definitioner på jødisk afstamning.

Og hvad der ubetinget dokumenterer, at Simon Spies var overbevist nazist, er hans efterfølgende job i centrum af den tyske propaganda i filmselskabet Terra Film, der producerede en af de mest modbydelige antisemitiske film – “Jud Süss” – som Det Tredje Rige præsterede.

I tiden i Østrig har han uden tvivl også kendt til tvangsflytningen af jøder til ghettoer i en række tysk besatte lande, fx i Polen, hvor Ghettoen i Warszava blev oprettet allerede i oktober 1940.

En fjerdedel af de seks millioner jøder, der blev udryddet under Holocaust, blev myrdet i Polen i efteråret 1942. Det forekommer ikke usandsynligt, at en vis viden om dette organiserede massemord har cirkuleret i partikredse i Østrig, hvor Simon Spies opholdt sig på dette tidspunkt.

Også den tyske masseudryddelse af russere under den tyske fremrykning i Sovjetunionen må Simon Spies have haft et vist kendskab til. Han interesserede sig så meget for Tysklands planer for de enorme territorier i Sovjetunionen, at han selv søgte om at komme i betragtning som kolonisator i det såkaldte ‚Østrum‛, der skulle skaffe tyskerne og deres forbundsfæller det Lebensraum, som Adolf Hitler til stadighed krævede udvidet. Dele af dansk landbrug og industri, og altså også Simon Spies, var særdeles interesseret i at få en luns af disse nye forgyldte muligheder for billig jord og slave-arbejdskraft.

Verdenskrig og tysk besættelse var naturligvis “en anden tid”, men en tid der kaldte på moralske valg. Og Simon Spies traf valg, der ikke blot kan undskyldes med, at det var “en anden tid” – valg, som slet ikke kan undskyldes.

Og danskerne var ikke fascineret af hans valg.

Modstandsbevægelsen med unge konservative og kommunister som pionerer opnåede derimod langt større opbakning blandt danskerne. Samarbejdspolitikken blev netop umuliggjort af befolkningens opbakning til modstandskampen, mens de danske nazister blot opnåede godt to procent af stemmerne ved folketingsvalget i 1943.

 

Spies var ikke blot en hæmningsløs millionær, der foragtede det etablerede, og lod sine millioner være afsættet for den ultimative individualisme. Han blev også en eksponent for en periode, hvor den politiske, økonomiske og kulturelle elite havde bevæget sig så langt væk fra almindelige danskeres tilværelse
_______

 

Venstrefløjen faldt ikke på halen over Spies

Det mest overraskende nutidige syn på Simon Spies er venstrefløjens påståede beundring for ham. “Det var netop venstrefløjen, der dyrkede typer som Simon Spies; de var ellevilde med hans komiske udseende, klamme skæg og hans manipulerende frigørelse. De så ham som en befrier. En, der skulle befri de unge fra den borgerlige moral, herunder ægteskab, kernefamilie og ordentlige manerer,” skriver Mikael Jalving eksempelvis i det norske magasin Document. Det er et indlæg i Berlingske, som jeg har fundet ulåst i det norske magasin.

Det er om noget historieforvanskning.

At venstrefløjens politiske paroler i 1970’erne om fællesskab mod monopoler og partiprogrammer om aktionsenhed mod storkapitalen og kamp for samfundets svageste skulle være formuleret i beundring for en kapitalist med et overforstørret ego, som tillod ham at opføre sig fuldstændigt hæmningsløst, er simpelthen absurd for én, som utallige gange har danset til Bjørn Afzelius og Mikael Wiehes sang fra 1975 om to brødre, der er på charterrejse til solkysten møder en gammel kvinde, som engang var kæreste med deres far, der under den spanske borgerkrig i 1930’erne kæmpede mod General Francos militære overfald på den demokratisk valgte regering, og som nu skælder brødrene ud for med deres charterferie at støtte Francos diktatur økonomisk:

Så ge er av! Jag är trött på era svängar!
För ni fördröjer bara frihetens stund!
Och ni borde veta, att turisternas pengar
är som honung i förtryckarnas mun!

Og tillige for én, som i de år deltog i venstrefløjens kampagner for at boykotte Francos fascistiske diktatur i Spanien, aparheid-systemet i Sydafrika, oberst-juntaens kup i Grækenland og general Pinochets militærkup i Chile.

Og i en tid, hvor Rødstrømpebevægelsen satte en dagsorden om ligestilling, ligeløn og opgør med kønsroller, som på alle måder sendte det stik modsatte signal af Simons Spies signal om sex, unge piger og om rigdommens skæve fordeling: “Tag fra de fattige og giv til de rige – og landet bliver rigere. Tag fra de rige og giv til de fattige – og landet bliver fattigere. De fattige har det jo med at klatte pengene væk.”

Spies var ikke blot en hæmningsløs millionær, der foragtede det etablerede, og lod sine millioner være afsættet for den ultimative individualisme.

Han blev også en eksponent for en periode, hvor den politiske, økonomiske og kulturelle elite havde bevæget sig så langt væk fra almindelige danskeres tilværelse, at det system, som han foragtede, for alvor krakelerede, da jordskredsvalget i 1973 sendte chockbølger gennem det etablerede Danmark.

Opspillet til det kommende valg kan på flere måder minde om 1973.

Ganske vist uden den hæmningsløse millionær på toppen, men til gengæld med mængder af teorier om det etableredes konspirationer og med mindst lige så stor mistillid til systemet.

Og som i 1973 med en politisk elite, som har svært ved at opretholde forbindelsen til hele befolkningen. Ingredienserne til et nyt jordskred på især Folketingets højre side er i hvert tilfælde til stede.■

 

Opspillet til det kommende valg kan på flere måder minde om 1973. Ganske vist uden den hæmningsløse millionær på toppen, men til gengæld med mængder af teorier om det etableredes konspirationer og med mindst lige så stor mistillid til systemet
_______

 

Dennis Kristensen (f. 1953) er tidligere forbundsformand for FOA. ILLUSTRATION: Pressefoto taget af Tommy Frost for RÆSON.

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden