David Laborde om fødevarekrisen: Det er afgørende for, hvordan vi håndterer Rusland

18.05.2022

“Jo længere tid krigen varer, jo færre fødevarer kan de producere, men jo mere infrastruktur bliver også smadret. Vi kan derfor komme til langvarigt at mangle Ukraine som vigtig fødevareproducent, og det samme gælder Rusland på grund af sanktionerne, der hæmmer deres produktion. Derfor er det også meget afgørende for, hvordan vi håndterer forholdet til Rusland i de kommende måneder og år.”

David Laborde er senior fellow ved International Food Policy Research Institute. Her beskæftiger han sig især med globalisering, international handel og protektionisme. Han har desuden arbejdet som konsulent for blandt andre EU-kommissionen, Verdensbanken og forskellige FN-agenturer. Interview af Jakob Sloma Damsholt.

RÆSON: Hvordan har krigen i Ukraine påvirket den globale fødevarekrise? 
LABOURDE: Vi var i forvejen i en situation, hvor fødevarepriserne havde været stigende siden sidste år. Så selv før krigen var markederne anspændt, fordi udbuddet var lavt, og efterspørgslen var stor på grund af økonomiens rebound efter covid. Samtidig var der usikkerhed i forsyningskæderne. Vi var derfor i en situation, hvor priserne steg, og hvor lagerbeholdningerne i de eksporterende områder var lav.  Det betød, at ethvert nyt negativt chok ville resultere i en prisstigning. Det er derfor at krisen i Ukraine, på det specifikke tidspunkt, har haft den store effekt.  

Krigen involverer to lande, der er vigtige fødevareleverandører for hele verden. Tilsammen står de for 12 pct. Af verdens kalorier. Særligt fordi de producerer korn, men også fordi de laver solsikkeolie. Vi havde altså i forvejen begrænset lagre samt høje priser, og med krigen forsvandt fødevarer fra to vigtige leverandører. Dertil kommer, at Rusland og Belarus spiller en meget vigtig rolle på markedet for gødning. Prisen på gødning vil betyde noget for prisen på den næste høst og folks forventninger til den nære fremtid.

 

Vi havde i forvejen begrænset lagre samt høje priser, og med krigen forsvandt fødevarer fra to vigtige leverandører. Dertil kommer, at Rusland og Belarus spiller en meget vigtig rolle på markedet for gødning
_______

 

Hvor ser vi de største konsekvenser af krisen? 

Det har haft en umiddelbar effekt for lande, der køber direkte fra Ukraine og Rusland. Det begyndte allerede i februar, fordi skibstrafikken i Sortehavet er lukket ned. Der er ingen skibe, der har forladt Odessa siden anden uge af februar. De lande, der er afhængige af trafikken gennem Sortehavet, er altså allerede påvirket, og det er lande som Egypten, Libanon, Tunesien og Sudan. Mange lande i Nordafrika og Mellemøsten har oplevet, at deres handelsmuligheder er blevet lukket. Derfor søger de andre steder hen på verdensmarkedet, og det fører til stigninger i prisen. Som det er nu, skal alle land betale 35 pct. Mere for hvede end før krigen. Selv hvis du er i Bangladesh, Indien eller i Latinamerika, skal du betale mere, fordi der er et lavt udbud på verdensmarkedet. Det er dynamikken mht. hvede. 

Samtidig er der et begrænset udbud af planteolie på det globale marked. Her ser du en dominoeffekt, der starter med at Indonesien har begrænset deres eksport, hvilket giver højere priser, som er blevet forstærket af krigen i Ukraine. Det fører til at flere og flere lande begrænser deres eksport, det globale udbud bliver mindre, priserne stiger, og det fører igen til, at flere lande begrænser deres eksport for at beholde mere til sig selv.

Oveni det er der også spændinger på markedet for majs, byg og sojabønner, der er vigtig for sektoren med landbrugsdyr, da det er produkter, det spises af dyr. 

For forbrugerne betyder det, at hvis du køber brød, bliver du påvirket af krisen. Det gælder bl.a. folk i Yemen, hvor folk i forvejen sulter. Stigningerne på planteolie påvirker store dele af verden. I det sydlige Asien er der mange retter, der kræver planteolie, og de har ikke noget at erstatte det med. 

Så snart priserne på verdensmarkeder stiger, følger de med i lokale butikker i løbet af et par uger, og det ser vi fx i Storbritannien, hvor manglen på planteolie har medført initiativer til rationering, for at undgå hamstring.

Den præcise effekt er forskellig fra land til land. Der er nogle lande, som subsidierer fødevareproduktionen for at afbøde chokket. Der er lande, der støtter brødproduktion for at undgå at forbrugerne mærker prisstigningerne. For folk i udviklede økonomier ser vi prisen på mad stige, og der er generel inflation. I USA og Europa gælder det, at prisen på hvede kun bestemmer mellem 5-10 pct. Af prisen på et brød. Det skyldes, at vi også betaler en del for arbejdskraft og forsyningskæder, så vi mærker ikke prisstigningen på hvede så meget. I Nordafrika er prisen på couscous derimod meget mere direkte afhængig af prisen på hvede.

Derfor betyder den lokale kontekst meget. I en husholdning i udviklede økonomier i Vesten bruger vi mellem 10-15 pct. af vores indkomst på mad, men i en fattig husholdning i et fattigt land bruger 60-70 pct.

Hvilke lande er de største tabere i den her krise?
Det umiddelbare chok kan mærkes mest i Yemen, Sudan, Libanon og Tunesien. I et land som Libanon havde de i forvejen en økonomisk krise, og deres valuta er kollapset. Det betyder, at prisen på mad stiger samtidig med at deres købekraft falder. De næste lande der rammes er Bangladesh og Sri Lanka, og jo længere krigen varer, jo flere lande vil blive hårdt ramt. 

 

I en husholdning i udviklede økonomier i Vesten bruger vi mellem 10-15 pct. af vores indkomst på mad, men i en fattig husholdning i et fattigt land bruger 60-70 pct
_______

 

Hvor store konsekvenser kan det få i det værst tænkelige scenarie hvor krigen fortsætter? 
I løbet af det her er år, er der særligt to ting vi skal holde øje med. Den ene er, hvad der sker i forhold til gødningen. Det får indflydelse for alle landmænd overalt i verden. Også for lande der kan producere deres egen mad og er selvforsynende, men stadig skal importere den nødvendige gødning. Den høje pris på gødning vil betyde højere priser på mad og vil også føre til mangel på mad nogle steder. Det bliver helt afgørende, hvem der kan skaffe gødning, og om vi via innovation, kan få mere gødning ud på markedet.

Den anden væsentlige ting er, hvordan vejret bliver. Vi får hele tiden forskellige forudsigelser og prognoser for vejret. For to måneder siden var folk meget bekymrede for hvedeproduktionen i Kina, men nu er de lidt mere optimistiske. Men hovedpointen er, at vi allerede nu mangler meget af den mad, vi havde regnet med på verdensmarkedet, fordi Ukraine hverken kan eksportere eller plante så meget nyt, som de plejer.

Jo længere tid krigen varer, jo færre kan de producere, men jo mere infrastruktur bliver også smadret. Derfor kan vi komme til langvarigt at mangle Ukraine som vigtig fødevareproducent, og det samme gælder Rusland på grund af sanktionerne, der hæmmer deres produktion. Rusland er stadig verdens største land, og spiller en vigtig rolle i verdens fødevareforsyning. Derfor er det også meget afgørende for fødevareproduktionen, hvordan vi håndterer forholdet til Rusland i de kommende måneder og år.

Hvad skal vi gøre for at forhindre de negative konsekvenser af krigen? 
Det er fire ting, der skal gøres.

For det første skal vi sikre, at der er koordination og dialog mellem de relevante organisationer, regeringer og donorer for at sikre, at de arbejder sammen. Og de skal reagere med omtanke i stedet for rygmarvsreaktion.

Dernæst skal vi sikre at informationen om hvad der faktisk sker, bliver delt med alle relevante parter. Det er noget vi har lært fra den seneste priskrise: at dele information for at forhindre panik og regeringer, der tager forkerte beslutninger, fordi de ikke ved hvad der sker på markedet. Markedet kan begynde at opføre sig skørt pga. frygt for, hvad der vil ske med høsten i Kina på baggrund af en forkert prognose for vejret. Samtidig skal vi forhindre selviske reaktioner som fx restriktioner af eksport og generel madprotektionisme.

For det tredje skal vi mobilisere finansielle ressourcer til at håndtere den umiddelbare krise. At sikre at der er nok penge til at sikre nødhjælp til flygtninge i Syrien, Yemen og Sydsudan. Der skal nødhjælpsorganisationerne bruge flere penge for at levere den hjælp, der er behov for. Samtidig skal de også betale mere for logistikken, da energipriserne er blevet højere. Det kræver altså flere penge at blive ved med at levere det, vi gør i forvejen. I Ukraine er der også specifikke initiativer for at hjælpe befolkningen og landmænd der, så de 44 millioner ikke bliver afhængige af resten af verden for at få mad. Generelt skal vi hjælpe lande, der har problemer med likviditet og derfor ikke kan betale for den mad, de har brug for, på grund af de stigende priser. Det gør vi gennem kortfristede lån for at hjælpe lande igennem krisen.

De tre vigtigste ting at gøre for at afbøde krisen er altså koordination, information og penge.

Den sidste vigtige pointe er, at vi ikke må lave kortsigtede løsninger, der underminerer bæredygtigheden på længere sigt. I Europa kunne man måske finde på at opdyrke eller inddrage mere jord for at producere mere, men det er ikke en særlig god idé. Det vil tage tid og først være produktivt næste år, og det vil betyde større udledninger af CO2 og skade biodiversiteten de steder, hvor vi er i gang med at gøre den bedre ved at lade landbrugsjord hvile. Det vil ikke være det værd, for at håndtere 12 måneders krise. Vores kortsigtede løsninger skal altså ikke udfordre vores langsigtede mål om, at fødevareproduktionen på lang sigt skal være bæredygtig. Lige nu har vi en geopolitisk krise, men klimakrisen og de følgende klimaproblemer vil blive mere og mere hyppige, og det bør vi ikke forværre. ■

 

Vores kortsigtede løsninger skal ikke udfordre vores langsigtede mål om, at fødevareproduktionen på lang sigt skal være bæredygtig. Lige nu har vi en geopolitisk krise, men klimakrisen og de følgende klimaproblemer vil blive mere og mere hyppige, og det bør vi ikke forværre
_______

Apropos denne artikel:

Adriana Cavarero: Feminismen var hovedpersonen i den eneste succesfulde revolution i 1900-tallet. Nu handler det om at modstå forsøgene på at sende os tilbage til kødgryderne

Peter Danholt: Trump har brudt vores internationale system ned og indvarslet en ny æra. Den slags er faktisk helt naturligt – og måske endda håbefuldt

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Kan Europa overhovedet købe amerikanske våben længere?

Peter Lautrup-Larsen: Trump er fanget af sin egen retorik. Derfor er det op til Mette Frederiksen og landsstyrets nye formand at vise vejen frem for Grønland

Ulrik Pram Gad om 'Sneskredsvalget' i Grønland: Jeg vil være forbeholden med at kalde det en jordskredssejr. Et jordskred plejer at starte ét sted og slutte et andet. Det, man ser her, er en polarisering

Alexander With: Selvstændighed, Rigsfællesskabet eller USA? Fremtiden byder på både muligheder og farer for Grønland