27.06.2022

Den russiske invasion af Ukraine har udløst en energikrise i Europa og dermed understreget, hvor potent et politisk våben energi er. Krisen skal vi bruge til at omstille vores energisystemer, så vi både fravrister Putin hans trumf og hjælper klimaet. Og som ved tidligere energikriser er det afgørende, at vi lægger et nyt, mere bæredygtigt fundament, efter at forskydningen af de tektoniske plader har rystet verden.

Artiklen indgår i RÆSONs kommende sommernummer, der har titlen: “Dette er 2022”.

Af Dan Jørgensen

Da Putins styrker invaderede Ukraine i 2014, kaldte den nu afdøde amerikanske senator og krigshelt John McCain Rusland for ,,en benzintank, der er styret af en mafia og har forklædt sig som en nationalstat […] Det er en nation, hvis økonomi reelt er afhængig af olie og gas”. Det er naturligvis en polemisk beskrivelse, men som de fleste danskere føler jeg en stor vrede og harme over den russiske invasion af Ukraine. Desværre er der – som citatet indikerer – intet nyt i, at Rusland bruger sine olie- og gasressourcer som et politisk våben. Og Moskva har før, under og efter Den Kolde Krig anset deres nabolande som en del af en russisk interessesfære, hvor landene skal makke ret, når Kreml beder dem om det.

Uagtet senator McCains analyse ser Rusland sig selv som en stormagt. Rusland har verdens største arsenal af atomvåben, en stående hær med 900.000 soldater og kontrollerer verdens største landareal, der strækker sig fra Finland i øst til Japan i vest. Men hvis man, som jeg, er vokset op under Den Kolde Krig, blegner Ruslands nuværende styrke i sammenligning med Sovjetunionens tidligere supermagtstatus. I dag er Ruslands økonomi kun cirka fire gange større end Danmarks – til trods for at landet har 144 millioner indbyggere.

Og efter invasionen er pointen om Ruslands afhængighed af salget af fossil energi vigtigere end nogensinde. For Rusland får 49 pct. af sine eksportindtægter og 45 pct. af sit statsbudget dækket ved salg af olie og gas. Til sammenligning dækker Saudi-Arabien, der er indbegrebet af en rentier-økonomi, 53 pct. af statsbudgettet via eksport af fossile brændsler.

Men samtidig er mange europæiske lande omvendt dybt afhængige af at importere russisk olie og naturgas. Rusland leverede – før invasionen– cirka 40 pct. af EU’s gasforbrug og cirka 25 pct. af vores olieforbrug. Dermed er vi i Europa indirekte også med til at finansiere Ruslands krig i Ukraine. Tænketanken Bruegel har for nylig vurderet, at Europa gennemsnitligt vil importere russisk gas for 850 mio. US-dollars (5,984 mia. kroner) – hver eneste dag – i det første halvår af 2022.

Den gensidige afhængighed er særligt problematisk, når det gælder naturgas. For Rusland er det land i verden, som eksporterer mest naturgas, og Europa er den region, som importerer mest. En række lande – som Tjekkiet, Letland og Ungarn – fik i 2020 100 pct. af deres naturgas fra Rusland. Men hovedudfordringen er Tyskland, som Europas største økonomi og mest magtfulde land, med 55 pct. Afhængigheden er endnu større af, at en stor del af eksporten foregår via rørledninger, som er svære at erstatte på kort sigt.


Moskva, 31. maj 2022. vinduerne i et Gazprom-kontor lyser op i form af bogstavet ,Z‛, der er blevet et nationalt symbol for den russiske invasion i Ukraine. I forgrunden ses en Rosneft-tankstation [FOTO: Yuri Kochetkov/EPA/Ritzau Scanpix]

Hvad kan vi lære af oliekrisen?
Den energipolitiske udfordring, vi står over for i 2022, vækker på mange måder minder om oliekrisen i 1973, der også kom som et chok. Men der er også væsentlige forskelle. Dengang var vi i Vesten ofre for et udbudschok, da de arabiske lande indførte en olieembargo. I dag er der en embargo på efterspørgselssiden, der er drevet af USA og en række vestlige oliefirmaer. Men det gælder endnu ikke i EU, og den omfatter ikke gas, der som nævnt er kernen i det gensidige afhængighedsforhold til Rusland.

Det er sådan set ikke, fordi jeg – eller den danske regering – er imod at indføre hårdere sanktioner mod Rusland – også på olie- og gasområdet. Men da Danmarks gasforbrug i 2021 blot udgjorde 0,6 pct. af EU’s samlede forbrug (og da en fjerdedel af vores gas på årsbasis kommer fra grøn biogas), siger det sig selv, at unilaterale sanktioner ikke er effektive over for Putin. Løsningerne skal findes på EU-plan. Og vi skal også vise, at vi står sammen i EU.

Fra sort logik til grøn energi
I Danmark har vi indgået et nationalt kompromis om den fremtidige sikkerhedspolitik, der bl.a. skal gøre os uafhængige af russisk gas. Hvis vi i Europa skal gøre os uafhængige af at importere fossile brændsler, kalder det på en både mere ambitiøs og bedre koordineret indsats i EU. Kommissionens udspil REPowerEU, der sigter efter at gøre EU uafhængig af russisk olie og gas så hurtigt som muligt og i hvert fald inden 2030, er et historisk vigtigt skridt i den rigtige retning.

Men at ændre et energisystem er som at vende en supertanker. Det tager tid og skal gøres med omtanke, hvis man vil undgå, at det får store, utilsigtede konsekvenser. Vi skal blive mere energieffektive, elektrificere mere, producere mere vedvarende energi og producere mere biogas og PtX. Og på den korte bane handler det for mange lande mere om at diversificere forsyningen af olie og gas. Eksempelvis kan meget af industrien ikke erstatte sin naturgas med grøn strøm, fordi den ikke kan levere de samme høje temperaturer.

Det gamle ordsprog om, at politik skaber mærkværdige sengekammerater har vist sin sandhedsværdi i den seneste tid, hvor vi har set ting, som man ville have forsvoret for blot få måneder siden. USA har i årevis sanktioneret Venezuela og Iran, men Biden-administrationen er nu i dialog med de to lande om at få mere olie på verdensmarkedet. I samme ånd rejste Tysklands grønne økonomi- og klimaminister, Robert Habeck, til Qatar for at forhøre sig om mulighederne for at importere flydende gas.

Det er en god illustration af de dilemmaer, vi i EU står over for. At grønne politikere rejser til Mellemøsten for at importere sorte brændsler, viser tydeligt, hvor svær en situation vi står i. Det er en pris for, at vi kan blive mindre afhængige af Rusland på kort sigt.

 

Energi har alle dage været brugt som et politisk våben. Jeg vil endda gå så langt som til at mene, at kontrollen over energiressourcer har været drivkraften bag en lang række af geopolitikkens tektoniske pladeskift i det 20. århundrede
_______

 

Under COVID-pandemien faldt prisen på fossile brændsler – og var endda negativ i en periode. I dag står vi i den modsatte situation. Gaspriserne i Europa har slået alle rekorder, og olieprisen nåede i marts sit højeste niveau i mere end et årti. Men selvom energikrisen er alvorlig, og vi oplever en stigende inflation, er den også en mulighed for at gøre vores samfund grønnere.

Efter oliekrisen i 1973 tog vi både kloge og mindre kloge beslutninger. Blandt andet erstattede vi de oliefyrede kraftværker med kulkraftværker, som udleder langt mere CO₂. Men krisen satte også gang i en positiv udvikling, fordi vi satte gang i produktionen af mere vedvarende energi og øgede energieffektiviteten.

Reaktionen på 1970’ernes krise såede et frø, som vi nu kan høste frugterne af. For over det seneste årti har vedvarende energikilder overhalet de fossile brændsler og er blevet billigere de fleste steder i verden. Derfor er jeg heller ikke i tvivl om, at fremtiden er grøn, selvom situationen ser sort ud lige nu, til dels fordi de meget høje priser på olie og gas har mindsket prisforskellen mellem de fossile brændsler og bæredygtige alternativer som brint, ammoniak, metanol og biogas. Nu er opgaven så at få prisen på de bæredygtige brændsler op i skala og ned i pris. Samtidig er det centralt, at vi ikke forfalder til fossile investeringer, der kan skabe en lock in- effekt, som det kan tage mange år at komme ud af.

På trods af at intet er nyt, er alt forandret
Der er allerede sket historisk meget i min tid som klima-, og energi- og forsyningsminister. På globalt plan er havvindkapaciteten næsten fordoblet på blot to år. Og med de beslutninger, som regeringen og Folketinget har taget, vil der herhjemme ske en firedobling af vores havvindkapacitet fra 2020 til 2030. Men vi vil gå videre og sætte turbo på Danmarks i forvejen største udbygning af vedvarende energi. Som beskrevet i udspillet Danmark kan mere II vil vi frem mod 2030 firedoble produktionen af vedvarende energi fra solceller og vindmøller på land (sammenlignet med 2021), kunne dække det danske gasforbrug med 100 pct. grøn gas og igangsætte arbejdet med at lave flere energiøer.

Energi har alle dage været brugt som et politisk våben. Jeg vil endda gå så langt som til at mene, at kontrollen over energiressourcer har været drivkraften bag en lang række af geopolitikkens tektoniske pladeskift i det 20. århundrede. Ud over oliekrisen – som jeg har nævnt ovenfor – vil jeg pege på to andre eksempler:

Den amerikanske energihistoriker Daniel Yergin argumenterer overbevisende for, at USA’s store olieressourcer spillede en afgørende rolle for, at de allierede vandt Anden Verdenskrig, fordi det gav dem mulighed for at sejle udstyr og fødevarer til Sovjetunionen og Storbritannien, da det så mørkest ud.


Sakhalin-region, 13. juli 2021: Et fragtskib bytter beholdere med flydende naturgas ved en LNG-terminal i det østligste Rusland [FOTO: Yuri Smityuk/TASS/Sipa USA/Ritzau Scanpix]

På samme måde spillede olieprisens kollaps i 1980’erne en afgørende rolle i Sovjetunionens kollaps. I årene 1980-86 faldt olieprisen med 70 pct. og gjorde et betydeligt indhug i det kommunistiske landes eksportindtægter. Det ramte også andre lande, men var en særskilt udfordring for Sovjetunionen, da landets økonomi var afhængig af den vestlige valuta, som fulgte med salget af fossile brændsler. For ligesom det er tilfældet med Rusland i dag, var mange af Sovjetunionens potentielle eksportvarer så dårlige, at de kun kunne sælges i lande, hvor der ikke var et frit marked.

Europa står lige nu med en mulighed for at blive mindre afhængigt af at importere energi – og i stedet producere den selv via vind-, sol- og termisk energi. Så vi på én gang både svækker Ruslands økonomi og styrker vores egen.

Sammen med Tyskland, Nederlandene og Belgien har Danmark for nylig underskrevet en aftale om at tidoble vores samlede havvindkapacitet fra 15 GW i dag til 150 GW i 2050. Dermed vil vi fire lande tilsammen kunne producere strøm til 230 millioner husstandes årlige elforbrug – hvilket er mere end de 190 millioner husstande, som EU har i dag.

Men ingen roser uden torne. Fra europæisk side skal vi være opmærksomme på ikke at blive afhængige af andre naturressourcer, som er nødvendige for den grønne omstilling. Eksempelvis udvinder Kina i dag halvdelen af klodens sjældne jordarter, der bl.a. bruges i elbiler. Det skyldes ikke, at de sjældne jordarter primært findes i Kina – eksempelvis er Grønland hjemsted for betydelige forekomster af dem. Nej, det skyldes bl.a., at Kina har subsidieret landets produktion af sjældne jordarter. Derfor er det positivt, at EU har sat sig mål om at opnå større strategisk autonomi på energiområdet. Det bliver ikke let – og det vil tage tid – for EU at opbygge de nye forsyningskæder, som det vil kræve. Men EU har – som verdens største marked – gode forudsætninger for at sikre sig flere leverandører af sjældne jordarter og andre metaller.

Den russiske invasion af Ukraine har skabt geopolitiske rystelser fra Bruxelles til Washington og fra Moskva til Beijing. For nogle var det et tegn på, at vi vendte tilbage til den koldkrigslogik, som dominerede international politik fra Anden Verdenskrig og frem til Murens fald. Men for mig er læren en anden: at udbygningen af vedvarende energi peger frem mod et tektonisk skift i vores geopolitik. Forskellen på energiens geopolitik i dag og i tidligere tider er, at vedvarende energi er blevet så markant billigere, at den nu også kan bruges som et politisk skjold. Så på trods af at intet er nyt, er alt forandret. Skjoldet kan styrke os i klimakampen, svække præsident Putin og styrke sammenholdet i Europa.■

 

Europa står lige nu med en mulighed for at blive mindre afhængigt af at importere energi – og i stedet producere den selv via vind-, sol- og termisk energi. Så vi på én gang både svækker Ruslands økonomi og styrker vores egen
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland