10.06.2022

.

”Tiden er inde til, at vi får tænkt på nye løsninger og får styr på vores dilemmaer, for landet er iklædt rød-hvide farver, og der er stolthed i at være dansker. Nu skal vi tage ejerskab over det, og så er det lige meget, om det er Inger Støjberg, Rasmus Paludan, Pernille Vermund eller Morten Messerschmidt, der er den store Golden Retriever i hundegården.”

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Chris Bjerknæs

Det er tid til fællesskab og ikke til splittelse. Både i mit eget parti men også på højrefløjen generelt. Vi er ved at begå den samme fejl, som venstrefløjen begik i de gode gamle dage, hvor partierne snublede over hinanden med særinteresser og personligheder, der havde mere travlt med sig selv end med at arbejde for Danmark.

Kommer der et nyt Støjberg-parti? Hvad gør Rasmus Paludan? Hvor store bliver Nye Borgerlige, og hvordan klarer Dansk Folkeparti sig med sin nye formand? Spørgsmålene er mange, men der er kun en vinder, og det er venstrefløjen. Konsekvensen af en splittet blå blok vil blive, at venstrefløjen kommer til at sidde på magten de næste 10 år uden indflydelse fra højre. Sådan kommer det desværre til at være, hvis ikke vi samler kræfterne og trækker på samme hammel. Så vil vores gamle Danmark forme sig i en retning, vi ikke er tjent med.

 

Vi har tidsånden med os, hvis vi forstår at bruge den rigtigt. Hvis vi lægger de personlige ambitioner på hylden og anerkender, at der er en sag, der er større end os selv: at styrke nationalstaten Danmark
_______

 

Mulighederne er enorme. Vi har tidsånden med os, hvis vi forstår at bruge den rigtigt. Hvis vi lægger de personlige ambitioner på hylden og anerkender, at der er en sag, der er større end os selv: at styrke nationalstaten Danmark.

MEN FØRST SKAL vi se på de udfordringer og dilemmaer, vi dealer med. 

Skal vi modtage udenlandsk arbejdskraft, eller skal vi ikke? Gør det noget, om det er en muslim, en kristen eller ateist, der plukker vores jordbær til fløden, skriver koden til vores computerprogrammer eller sætter vores nye klimavenlige vinduer i? Det er et dilemma, vi skal tage stilling til, for vi kommer til at mangle hænder i mange forskellige brancher og i særdeleshed på kernevelfærdsområder som plejehjem og sygehuse. Så hvor meget skal vi stille os på bagbenene, og hvad er vores svar, når det kommer til manglende arbejdskraft?

Skal vi leve med, at der findes ghettoer i Danmark? Skal vi leve med Gellerupparken og Vollsmose? Ja, siger nogen, for så ved vi, hvor vi har indvandrerne henne. Andre siger nej, det skal vi aldrig acceptere i Danmark. I stedet for at bo i de samme boligblokke, skal de spredes og integreres. På den måde lærer de bedst vores kultur, normer og traditioner at kende – side om side med andre danskere. Men det vil også betyde, at flere lejligheder og gymnasier får nye naboer og sidemakkere. Så hvor skal snittet skæres?

Dansk Folkeparti og nej-siden tabte folkeafstemningen om forsvarsforbeholdet. Vi tabte stort, og vi må erkende, at vi ikke indgik i en fælles kamp. At vi ikke arbejdede godt nok sammen, og at tidsånden med krig i Europa ikke gjorde noget godt for os. Det gjorde det derimod for de proeuropæiske partier, som nu har fået blod på tanden til endnu mere EU-samarbejde. Det skal vi modsætte os.

Derfor bliver vi nødt til at formulere et skarpere alternativ. Vi har ikke tid til at vente på, at Brexit falder på plads, så vi kan se, om det falder ud til vores fordel – vi bliver nødt til at formulere, hvordan Danmarks rolle i Europa og verden skal være i fremtiden, hvis ikke det skal være i EU. Hvordan vi kan være kritiske, men samtidig handle og samarbejde med resten af verden? Hvis ikke vi får formuleret de løsninger, så taber vi kampen om vores nationalstat. Ikke bare nu, men for altid.

Og så er der selvfølgelig topskatten. Skal den væk, og hvilken skatter og afgifter skal lettes eller stige? Det spørgsmål har splittet os ad længe, for kan man være borgerlig uden at gå ind for skattelettelser i toppen? Det bliver vi nødt til at finde ud af, ligesom vi bliver nødt til at være klare på, hvordan vi vil give en håndsrækning til de danskere, der hver dag står op om morgenen og smører madpakker til både børnene og sig selv. For hvem et arbejde er et arbejde og ikke en karriere. Det er de mennesker, der er med til at afgøre de politiske valgkampe, og dem har vi før høstet stemmer fra med succes, og det skal vi kunne gøre igen.

SÅ KÆRE VENNER på højrefløjen:

Tiden er inde til samling. Tiden er inde til, at vi får tænkt på nye løsninger og får styr på vores dilemmaer, for landet er iklædt rød-hvide farver, og der er stolthed i at være dansker. Over at tilhøre et fællesskab, en historie og et folk. Vi kan dårligt tænde for fjernsynet eller gå ned ad gaden, uden at vi bliver mindet om det. Nu skal vi tage ejerskab over det, og så er det lige meget, om det er Inger Støjberg, Rasmus Paludan, Pernille Vermund eller Morten Messerschmidt, der er den store Golden Retriever i hundegården. ■
 

Og så er der selvfølgelig topskatten. Skal den væk, og hvilken skatter og afgifter skal lettes eller stige? Det spørgsmål har splittet os ad længe, for kan man være borgerlig uden at gå ind for skattelettelser i toppen?
_______

 

Chris Bjerknæs (f. 1989) er medlem af og arbejder for Dansk Folkeparti som kommunikationsmedarbejder. Han er tidligere landsformand for Dansk Folkepartis Ungdom og uddannet farvehandler. [FOTO: officielt pressebillede]