Chefstrateg Frederik Engholm: Vil pragmatismen igen sejre i striden om betaling for den russiske gas?

28.04.2022

Putins trusler om lukning for gassen har indtil onsdag været varm luft. Men kravet om betaling i rubler udgør en snubletråd. Spørgsmålet er, om der er en vej over forhindringerne, hvor ingen taber ansigt?   

Frederik Engborg i RÆSON KOMPTAKT

RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter.

Efter nogle uger med dalende fokus og faldende gaspriser falder spotlightet igen på Europas energiforsyning. Og særligt på Putins stærkeste økonomiske våben i kampen mod Vesten; den russiske gas. Der sker, efter russerne tirsdag aften sendte de statslige forsyningsselskaber i Polen og Bulgarien besked om, at gasleverancerne stoppes. Men hvor alvorligt er det, at gasleverancerne til landene standses, hvad er risikoen for, at resten af Europa ender i samme situation, og hvad sker der, hvis hele Europa i sidste ende må undvære russisk gas?

Bulgarien er et meget lille land – både befolkningsmæssigt (7 mio.) og som andel af EU’s økonomi (under 0,5%) – og fokus retter sig derfor naturligt mod Polen og dets 40 mio. indbyggere. Den gas, der rammer Polen direkte, flyder primært gennem den såkaldte Yamal-ledning, som leder gassen fra Sibirien via Belarus til Polen. Men mængden af gas, der løber her, er gradvist blevet sænket over det seneste år – faktisk et fald på 80% fra 2021 til 2022. Samtidig er vi nået tilpas langt ind i året til, at temperaturerne stiger, hvorfor EU nu modtager markant mere gas, end vi bruger. Gaslagrene stiger dag for dag, og alene over de sidste 20 dage er lagrene gået fra at være fyldt op til ca. 32% af kapaciteten fra omkring 25%.

For Polen hedder tallet allerede 80% i dag. Vi står altså ikke samme sted som i vinter. Men det er oplagt, at hvis der pludselig lukkes for mere afgørende kanaler for gassen (særligt Nordstream I), så kan det blive endog meget svært at opfylde kommissionens ønske om, at gaslagrene i EU skal nå over 80% af kapaciteten inden november (og fremover 90%). I 2021 nåede vi kun 77% og var derfor netop sårbare – og det blev afspejlet i eksploderende gaspriser.



 



Pragmatiske, som vi europæere er, så er Gazprombank netop ikke blandt de sanktionerede banker, da EU jo gerne vil opretholde handlen med russisk energi
_______


 


Kravet om betaling i rubler er ikke nyt, men blev varslet adskillige uger tilbage. Indtil videre har de fleste lande og aftagere af russisk gas udelukket at ville betale i rubler (på nær Ungarn), men ikke desto mindre har både Gazprombank, russiske myndigheder og EU-kommissionen været inde over, hvordan man kunne tackle denne udfordring. Russerne har foreslået en model, hvor EU’s forsyningsselskaber åbner konti i både rubler og euro i Gazprombank, som modtager euro og derefter står for omvekslingen til rubler.

Pragmatiske, som vi europæere er, så er Gazprombank netop ikke blandt de sanktionerede banker, da EU jo gerne vil opretholde handlen med russisk energi. Med en model som den foreslåede, så kan de europæiske gaskunder lade omverdenen forstå, at de ikke hopper med på Putins krav, men opretholder betaling i euro som aftalt – uden at omtale aftalen om automatisk omveksling i Gazprombank. Modsat kan Putin hævde, at han tvang os til at betale i rubler.

Mindst ti europæiske gaskunder forlydes at have gjort sig klar til den model – mens fire (unavngivne) allerede skulle have benyttet den. Men stemmer fra EU, sår tvivl om, hvorvidt modellen overholder sanktionerne mod Rusland. Det er endnu uafklaret. Ursula Von der Leyen sagde onsdag, at direkte betaling i rubler vil være et brud med sanktioner. Ender det som konklusionen på alle de forskellige krumspring og modeller, man forsøger, så må Rusland droppe kravet eller lukke for hanen.  Kravet om betaling i rubler er måske et forsøg fra Putin på at vise, hvem der har overtaget. Men også en metode til at undgå, at den russiske stat ender op med euro på kontoen, som i lighed med andre af Ruslands midler i såkaldt hård valuta kan indfryses af Vesten efter forgodtbefindende.

Det er som sagt et begrænset flow af gas, som er blevet afbrudt. Indtil videre mest et symbolsk tiltag. Det udløser ingen kriser i Europa, og Rusland mister ikke formuer i indtægter. Det er en anden sag, hvis det kommer til gassen til Italien (via Brotherhood-ledningen gennem Ukraine) eller Tyskland (via Nordstream). Spørgsmålet er om, det symbolske tiltag er et varsel om noget, der rammer langt bredere?

Kan der findes en model, hvor ingen taber ansigt, og gassen stadig kan flyde, så vil det passe bedst med den pragmatiske tilgang, som begge sider faktisk har valgt indtil nu. Men ender det med et stop for russisk gas i EU, så risikerer gasprisen igen stige voldsomt, og det samme gælder prisen på strøm og olie. Mangel på energi og rationering vil om ikke før så til næste vinter blive en realitet, og europæisk økonomi vil opleve et nyt og markant dyk i BNP. Og et endegyldigt punktum for russisk gas vil blive sat. ■



 



Kan der findes en model, hvor ingen taber ansigt, og gassen stadig kan flyde, så vil det passe bedst med den pragmatiske tilgang, som begge sider faktisk har valgt indtil nu
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland