14.03.2022

.

Krigen vil ikke blive vundet ved at sende flere våben til Ukraine på kort sigt – den vil blive vundet ved at dominere fortællingen om den styrtdykkende russiske økonomi på lang sigt. Derfor skal privatorkestrerede kulturelle og akademiske sanktioner på civilsamfundsniveau begrænses. Hvis dialogen med den russiske befolkning udsættes nu, udsættes freden også.

Kommentar af Celine la Cour

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Lige før krigen brød ud, skrev jeg i Ræson, at vestlige regeringer skulle være villige til at betale en højere økonomisk pris for at omdanne økonomisk magt til geopolitisk magt. Med det mente jeg, at Vesten ville være nødt til at indføre hårdere sanktioner mod hele statskontrollerede industrier snarere end blot Kreml-tilknyttede individer – sanktioner, der også ville ramme vores egen økonomi hårdt. Individuelle sanktioner har tilsyneladende ikke ændret Putins handlingsmønstre førhen, og hårdere sanktioner rettet mod økonomiske sektorer er først blevet indført, da det allerede var for sent. Sanktioner fik ikke Putin til at opgive Krim, og de fik ham ikke til at afstå fra at kontrollere de østlige ukrainske regioner Luhansk og Donetsk. Nu er hidtil usete sanktioner endelig på plads – men de vil ikke stoppe Putins krig, med mindre vi sætter alt ind på at styre narrativet omkring den styrtdykkende russiske økonomi.

Putin troede ikke, at Vesten ville være villig til at bære den økonomiske byrde, som en isolering af Rusland ville medføre. I mellemtiden var vi tøvende, da vi gisnede om, hvorvidt Putin bare bluffede. Vi sagde, at sanktionerne ville være hårde, men vi foretrak ikke at uddybe detaljerne – enten fordi vi ikke troede på, at det ville komme så vidt, eller fordi vi ville narre Putin til at tro, at vi var villige til at gøre mere, end vi rent faktisk ville gøre. Uanset hvad, virkede truslerne om sanktioner ikke, for Putin gav grønt lys til en fuld invasion af Ukraine.

 

Indtil videre kan Putin undertrykke den del af befolkningen, der våger sig ud på gaderne for at protestere mod krigen, men hvis Putins tilhængere også begynder at protestere på grund af dårlige levevilkår, begynder regimet for alvor at vakle
_______

 

To ting, som Putin frygter: En utilfreds elite og en revolutionær befolkning
De sanktioner, der nu er på plads, oversteg sandsynligvis Putins kalkulationer, men vi er stadig ikke gået all-in, og han kan stadig bruge smuthuller til at afbøde sanktionernes virkning. Syv russiske banker er blevet udelukket fra Swift-systemet, der anvendes til internationale transaktioner, men Sberbank og Gazprombank blev skånet, eftersom mange europæiske lande er afhængige af dem til at importere fossile brændstoffer. EU har heller ikke ramt russiske olie- og gassektorer direkte med sanktioner, men har i stedet udgivet en strategi for, hvordan unionen bliver mere uafhængig af Rusland på energiområdet på sigt.

Tyskland har lukket for muligheden for at tage gasledningen Nord Stream 2 i brug, og G7-landene har indefrosset aktiver i Ruslands centralbank, hvilket begrænser dens mulighed for at få adgang til halvdelen af sine dollarreserver til en værdi af 630 mia. USD. EU har også indført sanktioner mod 27 russiske personer med forbindelser til Kreml. Sandsynligheden for, at disse personer kan finde en måde at bevare deres magt og rigdom på, er dog fortsat stor. Det er fx let for oligarker at veksle rubler til kryptovaluta for at omgå sanktionerne. Putin har også stadig magt nok til at lukke munden på selv de rigeste oligarker, som blev lovet, at de kunne bevare deres rigdom til gengæld for loyalitet. De, der forråder Putins loyalitet, må flygte ud af Rusland, blot for at Putin kan omfordele deres rigdom til de tilbageværende loyalister.

Der er dog to ting, som Putin virkelig frygter, at sanktioner kan fremprovokere. Den ene er, at hans inderkreds vender sig imod ham på grund af utilfredshed over at blive nægtet adgang til vestlige aktiver, markeder og luksusvarer. Den anden er, at utilfredsheden spreder sig til en bredere del af befolkningen som følge af det generelle økonomiske tilbageslag, hvilket kunne være optakten til folkelig revolution. Indtil videre kan Putin undertrykke den del af befolkningen, der våger sig ud på gaderne for at protestere mod krigen, men hvis Putins tilhængere også begynder at protestere på grund af dårlige levevilkår, begynder regimet for alvor at vakle.

Putin har allerede invaderet Ukraine, og en ubetinget tilbagetrækning ville være et for stort nederlag – uanset de økonomiske konsekvenser af sanktionerne. Putin vil ikke trække sine tropper tilbage fra Ukraine, før slaget er vundet med magt, eller Ukraine giver efter for hans krav: Anerkend Krim, afstå fra NATO-medlemskab for altid og afmilitarisér fuldstændigt. På den anden side gør sanktionerne eliten mere og mere utilfredse og destabiliserer gradvist den russiske økonomi.

Sanktionerne vil ikke i sig selv ændre Putins kurs. Krigen ikke blive vundet ved at sende flere våben til Ukraine på kort sigt – den vil blive vundet ved at dominere fortællingen omkring den styrtdykkende russiske økonomi på lang sigt. Hvis det lykkes, er der sandsynlighed for, at russerne selv tvinger Putin til at opgive sin aggressive udenrigspolitik.

Russerne må give deres egen regering skylden
Sanktioner skal ramme det russiske regime, den russiske elite og det russiske militær så hårdt som muligt, samtidig med at vi overbeviser den almindelige russer om, at de skal give deres egen regering skylden for deres økonomiske problemer. Putin vil til gengæld forsøge at sikre sig lån fra mere venligtsindede lande, øge distribueringen af goder til rige forretningsfolk og oligarker gennem smuthuller for fortsat støtte – og overbevise befolkningen om, at deres økonomiske problemer skyldes russerhad i Vesten. Den parallelle propagandakrig er allerede i fuld gang – aldrig før har den russiske propagandamaskine produceret så mange nyheder om “russofobi”.

 

Sanktionerne synes at være gået lidt for vidt – i kulturel, akademisk og måske også sportslig forstand
_______

 

Sværhedsgraden af den opgave, der venter os, kan beskrives med denne vittighed, som min russiske ven delte med mig:

“I en boligblok går en mand ved navn Vladimir helt amok, begynder at pisse på trapperne, overfalde naboerne, stjæle fra andre osv. Borgmesteren begynder så at udøve “cancelling” over for Vladimirs familie i håb om, at de vil slå deres egen mand/far ihjel eller i det mindste få ham til at flytte ud af bygningen for at afslutte krisen”.

Tilbage til den virkelige Vladimir: Putin lukker uafhængige medier og sociale medier ned for at vinde propagandakrigen. Det er blevet gjort ulovligt i Rusland at sprede ”fake news” om russiske militære eller politiske aktiviteter omkring Ukraine samt andre landes handlinger mod Rusland i forbindelse med krigen. Det er også ulovligt i Rusland at kalde krigen for en “krig” eller en ”invasion” – det er en ”militær operation”, insisterer Putin.

Samtidig styrker vestlige sanktioner fortællingen om, at krigen var nødvendig for at forhindre udbredelsen af vestligt russer-had til Ukraine. Putin risikerer dog at fortællingen krakelerer, hvis den russiske offentlighed får for meget indsigt i narrativerne uden for landets egne grænser. Der går rygter om, at Putin vil indføre en undtagelsestilstand, der forbyder russere at forlade landet – noget, som den russiske regering nægter.

Kulturelle sanktioner bør begrænses
Nu kommer en meget vigtig pointe: Vi hjælper Putin, når vi forbyder russere generelt at få visum, forbyder russisk kunst og teater, eller forbyder russiske akademikere og studerende fra vestlige universiteter. Jeg går ind for hårde økonomiske og politiske sanktioner, men burde vi ikke holde os til at sanktionere regimet samt statskontrollerede banker, virksomheder, organisationer og medier, så der ikke er nogen tvivl om, hvem vi mener er ansvarlig for krigen – og så der ikke er tvivl blandt den russiske befolkning om, hvem vi egentlig ønsker at straffe?

Sanktionerne synes at være gået lidt for vidt – i kulturel, akademisk og måske også sportslig forstand. Russiske studerende og forskere er ikke længere velkomne i Danmark og Tyskland, og handicappede russere må ikke længere deltage i de paralympiske lege – for blot at nævne nogle få eksempler. I princippet forstår jeg, at Rusland udelukkes fra eliteidrætten, da den ofte er statssponsoreret, men der er måder at invitere atleter på udenom statsstøtten og med den betingelse, at de ikke konkurrerer under deres nationale flag. Hvis russiske atleter udtrykker deres negative holdning til “den særlige militære operation”, kunne idrætssamfundet lade dem konkurrere internationalt ved hjælp af crowd-funding fra lande uden for Rusland – og om nødvendigt kunne vi tilbyde politisk asyl til russiske atleter, der vælger at gå ad den vej.

 

Hvis vi lader de unge russere blive isoleret, vil vi ende med en ny Putin-generation, eller det der er værre
_______

 

Som det så ofte er blevet sagt før: Dette er Putins krig, ikke russernes. Krigen må ikke blive en foranledning til at fornægte russisk kultur, forskning eller sportslighed. Vi må finde en måde at hjælpe russerne – især unge russere – med at undgå at blive fanget i isolationen af Rusland. Faktisk bør vi invitere endnu flere russiske studerende til Europa end nogensinde før. Man kan undgå bilaterale statsorganiserede udvekslingsaftaler ved fx at invitere studerende til at deltage i hele BA/MA-programmer gennem stipendier. Dette bør blandt andet tilbydes til de russiske studerende, der er blevet bortvist fra deres uddannelser i Rusland, fordi de deltog i fredelige demonstrationer mod krigen.

Det vil give unge mulighed for at opleve andre fortællinger end dem, som Kreml ivrigt spreder, samt flere frihedsrettigheder og andre demokratiske værdier end dem, de angiveligt bliver tilbudt i Rusland. Vi ser allerede flere tusinder russere forlade landet – mange af dem højt uddannede – og vi må have en strategi for, hvordan vi skal tage imod dem. Det uofficielle tal i omløb er, at over 200.000 russere har forladt landet, siden krigen startede.

Hvis vi lader de unge russere blive isoleret, vil vi ende med en ny Putin-generation, eller det der er værre. Glem ikke at Hitler blev skabt i perioden mellem Første og Anden Verdenskrig, hvor Tyskland var fuldstændig isoleret. Vi skal undgå så vidt som muligt, at gøre den russiske befolkning endnu mere afhængig af det russiske regime, som vi bliver ved med at sige, at de skal vende deres had imod.

Mine sociale medier har været propfyldt med russere, der beklager sig over, at de er udsat for diskrimination. De siger, at Vesten har frataget dem deres frihed og straffer dem for en krig, som de ikke ønskede. Putin er ved at vinde propagandakrigen på hjemmefronten. Nogle mener endda, at russiske styrker forhindrer tredje verdenskrig – ikke at de er ved at forårsage den. Medmindre vi hjælper modstandere af krigen og går i dialog med dem, som vi er uenige med, vil denne tro kun vokse sig stærkere blandt det russiske folk. Hvis dialogen udsættes nu, udsættes freden også – måske til efter en tredje verdenskrig rent faktisk er blevet udkæmpet.

Mange private virksomheder og kulturelle organisationer føler sig tvunget til at udelukke russere generelt fra deres aktiviteter, fordi de føler, at det er den eneste måde, hvorpå de kan understrege deres støtte til Ukraine. Lad mig pointere, at jeg synes, at det er godt, at energigiganter som BP, Shell og Exxon Mobil forlader deres aktiver og investeringer i det russiske statslige energiselskab Rosneft.

Jeg forstår også hvorfor, at TikTok trækker sig ud af Rusland, fordi de ikke kan overvåge den store mængde misinformation, der i øjeblikket distribueres i landet af statsbetalte tik-tokere, samt at fx McDonalds og IKEA dropper deres forretninger i Rusland, af hensyn til den usikkerhed, som krigen forårsager. Men jeg mener ikke, at vestlige regeringer eller private organisationer generelt bør udelukke russere fra aktiviteter på civilsamfunds- eller forretningsniveau, hvis aktiviteterne ikke kan knyttes direkte til den russiske stat, eller hvis russerne tilhører det segment, der er kritiske over for regimet.

Det er vigtigt at understrege, at støtte til Ukraine ikke kun kommer til udtryk gennem våben- og nødhjælpsleverancer eller udelukkelse af Rusland/russere – den kan også komme til udtryk gennem støtte til de russere, der er imod krigen, og som ønsker at gå i dialog med folk uden for Rusland.

Man bør udlægge, hvad der skal til for, at sanktionerne kan blive ophævet
Krigen er her, og vi frygter alle konsekvenserne. Vi frygter, at Putin kan finde på at gå videre end Ukraine, hvis han får lov til at smage på en militær sejr. Det russiske regime skal straffes hårdere end nogensinde før. Men på civilt plan, bør vi dele vores frygt med vores “fjender” gennem dialog – en dialog, der fx kan finde sted ved kulturelle eller sportslige arrangementer eller gennem akademisk udveksling.

Desuden bør man på officielt plan begynde at overveje seriøst, hvilke skridt der skal til for at ophæve sanktionerne – på både kort og lang sigt. Fx kunne man appellere til den russiske elite på sanktionslisterne om at vende sig mod Putin til gengæld for adgang til deres indefrosne aktiver og konfiskerede luksusvarer. For en gangs skyld er de vestlige regeringer nødt til at fremlægge detaljer om, hvad de virkelig ønsker at opnå og hvordan.

Våbenleverancer kan risikere blot at udskyde Ukraines nederlag, hvilket kan medføre uoverskueligt store mennesketab. Hvis vi ikke ønsker at blive direkte indblandet i krigen, må vi fokusere på økonomiske og politiske sanktioner og sætte alt ind på at styre narrativet omkring den styrtdykkende russiske økonomi. Lad os satse på, at økonomien går så meget i stå, at den russiske elite og den russiske befolkning vender sig imod Putin, og lad os sørge for, at russerne kan se for sig, hvordan sanktionerne kan blive løftet, når det sker. ■

 

Lad os satse på, at økonomien går så meget i stå, at den russiske elite og den russiske befolkning vender sig imod Putin, og lad os sørge for, at russerne kan se for sig, hvordan sanktionerne kan blive løftet, når det sker
_______

 

Celine E. la Cour studerer statskundskab ved Københavns Universitet, hvor hun specialiserer sig i internationale relationer og konfliktløsning. Hun har boet i Rusland et halvt år som praktikant på Den Danske Ambassade i Moskva, og arbejdet i med kommunikation i Forsvaret i næsten tre år. Nu arbejder hun i Det Internationale Sekretariat i Folketinget og som bestyrelsesmedlem i Det Udenrigspolitiske Selskab U35. ILLUSTRATION: Almindelige russere går forbi en skærm i Moskva, som viser veksleraten mellem russiske rubler og USD. Russere står over for højere priser end i Vesten siden krigen i Ukraine har resulteret i, at rublen er devalueret [Foto: AP Photo/Pavel Golovkin])