Casper Wichmann i RÆSON SØNDAG: Fortællingen om Kina skal undergrave Vesten
18.09.2022
I takt med at Kinas magt er steget, har Xi Jinping i sinde at få verdens offentlige mening over på kinesisk side. Det har ført til en markant investering i- og oprustning af ekstern propaganda og global kommunikation. Er Vesten klædt godt nok på til at kunne gå imod den?
I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.
Af Casper Wichmann
Det britiske nyhedsmedie Reuters offentliggjorde for nyligt, at kinesiske kunder – herunder kinesiske provins- og lokalregeringer – hver år bruger i omegnen af hundrede millioner dollars på annoncer på Twitter.
Men hvorfor er Kina så investeret i et medie, som landets egne borgere er blokeret fra at tilgå?
Verden har det seneste årti oplevet et mere selvhævdende og dominerende Kina på den globale scene. Det afspejler sig i særdeleshed i landets eksterne kommunikation, der kun er vokset i omfang og styrke, og som skal sikre den offentlige mening om Kina på globalt plan. Ligesom Kinas økonomiske indflydelse strækker sig over kloden i Silkevejsprojektets mange infrastrukturelle projekter, følger en fortælling om Kina i dets mange fodspor.
Vi ser derfor et Kina, der fylder mere og mere i det globale mediebillede. Det værende både i form af Kinas egne statsmedier, som fx Xinhua, Folkets Dagblad, China Radio International, m.fl.,, der opkøber i udlandet, åbner udenlandske nyhedskontorer og udsender korrespondenter, og aktivt deler positive historier om Kina. Eller i form af de nu utallige kinesiske diplomater og statsmedier på Twitter, der i går i clinch med vestlige diplomater, når Kina bliver kritiseret. En del af en strategi om ”medielokalisering”, der skal tilbyde indhold på flere og sprog målrettet specifikke lande. Kinas Kommunistiske Parti (KKP) har et mål med strategien om at ændre globale debatter om Kina – og andre emner, der er på partiets dagsorden – og få dem på linje med partiets egen fortælling.
Nu skal den globale offentlige mening fostre større tillid til- og sympati overfor klodens nye supermagt: Kina
_______
Men, hvad der kan virke som tilfældig kinesisk propaganda, er del af en større kinesisk strategi, der skal tippe balancen i den nuværende verdensorden, hvor kinesisk-definerede normer og værdier i højere grad bliver tilvalgt frem for vestlige og særligt amerikanske. Nu skal den globale offentlige mening fostre større tillid til- og sympati overfor klodens nye supermagt.
Den gode fortælling om Kina
Kort tid efter, at Xi Jinping havde overtaget tøjlerne til det kinesiske lederskab, udtalte han i 2013 på en konference for nationalpropaganda og ideologisk arbejde – hvor partiets kerneideologi og propagandastrategier blev diskuteret – at Kina trængte til at forny sin eksterne kommunikation. Der var behov for at fortælle historien om Kina ”på en god måde.”
Timingen var næppe tilfældig, da Xi som ny leder også havde behov for at positionere sig som en stærk leder af partiet. Samtidig så vi de første skridt til den hårdere kinesiske udenrigspolitiske linje, der skal styrke Kinas nationalmagt på et tidspunkt, hvor mange kinesiske intellektuelle følte, at Kina ikke havde nok international indflydelse på finans, handel, sikkerhed, og medie institutioner.
Xi lagde særligt vægt på, at man måtte blive mere grundig i den eksterne propaganda og mere innovative i måden, den udføres på. Han forklarede: ”Vi må omhyggeligt og på behørig vis udføre ekstern propaganda, forny eksterne propagandametoder, arbejde hårdt på at skabe nye koncepter, kategorier, og udtryk, der integrerer det kinesiske og det udenlandske, fortæller Kinas historie på en god måde, og kommunikerer Kinas stemme ordentligt.” Parolerne handler i sin enkelthed om at fortælle historien om Kina på en god måde, der er på linje med KKPs politik, hvis omdrejningspunkt er narrativet om ’den kinesiske model’ både inden- og udenfor Kinas grænser.
For i forlængelse af Kinas mere selvhævdende, og langt mere konfrontatoriske, udenrigspolitik, har kommunistpartiet et strategisk mål om at få den globale offentlige mening over på sin side. Denne strategi kaldes man for ”diskursmagt”, et begreb, som forstås som den relative evne hos aktører i arenaer for politisk kommunikation til at forstærke visse emner, rammer, og have indflydelse på politik og politiske processer. I Kina har især intellektuelle forbundet ”diskursmagt”, huayuquan på kineisk, med KKPs historiske narrativ om magt og legitimitet. Det er særligt idéen om, at Kinas ry har lidt under Vestens indflydelse og dominans over den offentlige mening.
Fra 2019 blev det pludseligt også mere almindeligt at se flere og flere kinesiske diplomater, statsmedier, redaktører, o.l., der oprettede profiler på Twitter
_______
For at føre Xi Jinpings ambitioner ud i livet har det kinesiske statsapparat postet enorme summer i at kunne både opbygge og udbygge en markant medietilstedeværelse uden for Kinas grænser. De statsejede kinesiske medier har etableret bureauer og hyret korrespondenter over alt i verden. Det gælder bl.a. det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, som allerede i 2004 oprettede et Afrika-bureau i Nairobi, Kenya. China Global Television Network (CGTN) er et andet kendt eksempel, hvor man slog forskellige ikke-kinesisksprogede kanaler og platforme sammen til én samlet, stor enhed, der også har haft massive investeringer i at opbygge en global medietilstedeværelse.
Det gælder især også Kinas tilstedeværelse på det afrikanske kontinent, hvor man både har økonomiske og geopolitiske interesser. Før Kinas aktivt øgede sin medietilstedeværelser fik afrikanerne primært information om Kina gennem vestlige medier. Her var der en mere kritisk dækning af Kinas engagement i Afrika, der især lagde fokus på, at kineserne kun var interesseret i afrikanske råstoffer. Nu kunne de kinesiske statsmedier komme med en dækning af, at Kina var interesseret i et ”win-win-samarbejde”, samt Kinas historiske gode forhold til Afrika, og hvordan Kina er et bolværk mod ”ikke-indblanding” af vestlige magter. Særlig sidstnævnte falder i god jord hos mange afrikanske regimer, da de kinesiske medier ikke er lige så kritiske i dækningen af Afrika, som mange vestlige medier. Indsatsen ser også ud til at give pote. Flere og flere unge afrikanere får et mere positivt syn på Kina og et mere negativt syn på USA.
Også på de digitale platforme ses udviklingen tydeligt. Fra 2019 blev det pludseligt også mere almindeligt at se flere og flere kinesiske diplomater, statsmedier, redaktører, o.l., der oprettede profiler på Twitter. Billeder af idylliske billeder af kinesisk natur, lykkelige minoriteter, som fx ughuirerne i Xinjiang, og innovative teknologiske løsninger, der skal stadfæste Kinas grønne førertrøje, eller eksempler på, hvordan Kina er et højteknologisk land med innovative løsninger. Mens andre diplomater var på en mere konfrontatorisk kurs oggik i clinch med amerikanske politikere, hvilket senere har skabt begrebet ”ulvekrigere”. Det bedste eksempel er den tidligere viceambassadør i Pakistan, Zhao Lijian: Han havde ikke været på Twitter længe, før han havde en diskussion med Barack Obamas tidligere nationale sikkerhedsrådgiver, Susan Rice. Zhaos konfrontatoriske linje blev kort efter belønnet med en forfremmelse til talsmand for det kinesiske udenrigsministerium.
Den kinesiske brug af vestlige sociale medier er accelereret – særligt under corona – og vi ser nu alt fra ulvekrigere, til kinesiske troldehære og pro-kinesiske stemmer, som blander sig i debatten og kampen om narrativet på de sociale mediers profiler og kommentarspor.
Der bliver derfor oprustet på mange fronter, og Kina er ikke sene til at udnytte nye platforme og kommunikationskanaler i målet om større diskursmagt. Selvom Huawei er under hårdt pres fra Vesten, så spiller virksomheden en hovedrolle i Kinas digitale Silkevejsprojekt. Her skal Huawei være med til at bygge IT- og telekommunikationsinfrastruktur i en række lande i bl.a. Afrika, Mellemøsten, Latinamerika, og Sydøstasien. Det vil igen også give kinesiske medier bedre muligheder for at nå ud til et bredere publikum. TikTok er et andet eksempel på kinesisk medieindflydelse, da app’en, som virksomheden Bytedance står bag, for alvor er blevet første kinesiske globale medie, der er globalt. TikTok, der har millioner af brugere i Vesten, beskyldes af USA for at høste data om brugerne, der i sidste ende kan falde i partiets hænder.
Den kinesiske brug af vestlige sociale medier er accelereret – særligt under corona – og vi ser nu alt fra ulvekrigere, til kinesiske troldehære og pro-kinesiske stemmer, som blander sig i debatten og kampen om narrativet på de sociale mediers profiler og kommentarspor
_______
Ekkoet fra Kreml
Men Kinas internationale medienetværk og kampagner handler ikke udelukkende om den gode fortælling om Kina. En del af strategien for kommunikation er også at gå imod narrativer, der går Kina på klingen. Vi ser derfor ganske ofte eksempler på, at Kinas globale megafon bliver aktiveret, når vestlige medier og politikere bliver for kritiske omkring kinesiske interesseområder.
Retter Vestens mediemæssige søgelys sig mod Kina, kommer den globale kinesiske mediemølle i høje omdrejninger. Historier om knægtelsen af demokrati og social uro i Hong Kong, ’koncentrationslejrene’ og undertrykkelse i Xinjiang, truslen mod Taiwan er særlige sensitive områder, men også andre historier, der sætter spørgsmålstegn ved Kinas håndtering af COVID-19 – eller hvordan virussen oprindelig opstod i det hele taget – pibler frem. Her kommer de kinesiske medieplatforme, såsom Twitter-konti, og andre talerør, som Global Times og Folkets Dagblad, med modfortællinger, der enten helt afviser de vestlige historier som propaganda, eller får udenlandske kilder ind – her i blandt også vestlige – – der kan stille spørgsmålstegn ved den vestlige dækning og i stedet give rygstød til den kinesiske. En overordnet pointe fra kinesisk side, der hårdnakket påstås igen og igen, er, om det hele er ren ”Kina-bashing” og tendentiøs propaganda.
Kina-bashing opfattes af kineserne, som en særlig vestlig måde, hvorpå Kina for enhver pris og ved enhver lejlighed tegnes i et negativt lys. Som da vestlige medier og politikere begyndte at kritisere, at bomuldsproduktionen i Xinjiang-provinsen udføres af tvangsarbejdere. Her så man kort tid efter en massiv kampagne på Twitter, hvor både kinesiske statsmedier og diplomater postede modsatrettet indhold. Samtidig delte man også indhold, der satte fokus på amerikansk brug af afrikanske slaver til høst af bomuld.
I takt med, at kinesiske nyhedskilder langsomt øger deres globale tilstedeværelse i håb om at blive lige så dominerende som vestlige i mange dele af verden, får Kina også bedre muligheder for at sprede misformation. Selvom Kina officielt ikke har ville udtrykke støtte til den russiske invasion til Ukraine, har de kinesiske medier alligevel ydet en indirekte støtte til Putins regime. Næsten alle kinesiske medier – både inden og uden for Kina – omtaler ikke krigen som en invasion, og refererer i stedet til den som en særlig ”situation,” ”krise”, eller har sågar brugt den russiske betegnelse ”særlig militær operation”. I april udgav et russisk statsmedie en historie om, at Ukraine havde forsøgt et skjule et kemisk laboratorie med biologiske våben, sponsoreret af USA, som hjemmel for det russiske angreb. Historien blev sidenhen viderekolporteret af det kinesiske nyhedsbureau, Xinhua, der oversætte artiklen til fransk og udgav den på en mindre hjemmeside i Den Demokratiske Republik Congo. Et eksempel på, hvordan Kina bruger sin medietilstedeværelse i det globale syd til at fremme sin eget narrativ og prøve at fremstille USA og dets allierede i et dårligt lys.
Mike Pompeo kunne afsløre, at USA havde klokkeklare beviser på, at corona var opstået på et biologisk laboratorie i Wuhan. Kinas svar: Corona var i virkeligheden opstået i Fort Detrick i USA
_______
Indsatser, der først og fremmest skal sikre, at Kina kan ses som en alternativ partner i stedet for USA og vesten. Ligeledes har der i den seneste tid været eksempler på, at enkelte Twitter-konti tilhørende kinesiske diplomater i Afrika forsøger at skabe et narrativ om, at det er USA’s valutapres mod den kinesiske møntfod, der er skyld i stigende priser og leveomkostninger i afrikanske lande. Vesten har i mange år haft et stort fokus på russisk misinformation, men måske skal vi begynde også at have fokus på, hvordan kineserne forsøger at satte globale dagsordener og præge disse til egen fordel.
Det samme gjorde sig også gældende under corona-pandemien. Mens medierne i Vesten hurtig slog fast, at corona-virus højest sandsynligt var overført fra dyr og så til mennesker på et vådmarked i Wuhan, havde Kina allerede travlt med at etablere gangbare og alternative narrativer omkring virussens oprindelsen. En informationsmæssig kamp, der ikke var vanskeligt for kineserne at boltre sig i, da den daværende præsident Donald Trump insisterede på at kalde Corona for ”the China virus”, mens den tidligere udenrigsminister Mike Pompeo kunne afsløre, at USA havde klokkeklare beviser på, at corona var opstået som følge af et udslip fra et biologisk laboratorie i Wuhan, en teori der går under betegnelsen ”Wuhan laboratorielæk”.
Kinas svar: Corona var i virkeligheden opstået i Fort Detrick i USA og senere sluppet. Mange amerikanere havde givetvis aldrig hørt om Fort Detrick før, men det kinesiske publikum blev nu i høj grad eksponeret for den amerikanske base. Det skete som en form for propagandistisk konspirationsteori, i form af en rap-video, der senere blev cirkuleret og delt af det kinesiske udenrigsministerium på Twitter.
For hvis der var noget, det kinesiske lederskab skulle hindre, var det at fremstå som den skyldige i verdens sammenbrud på grund af en global pandemi. Også her skulle den globale kinesiske megafon hjælpe til at modvirke den vestlige og skadelige fortælling både overfor det globale publikum, men i særdeleshed også det kinesiske.
En ny verdensorden
En af grundstenene i fortællingen om Kina er at præsentere et alternativ til både den amerikanske model og, ikke mindst, den amerikanske dominerede verdensorden. En stor del af Kinas informationskampagne har de seneste kredset om, at USA og Vesten ikke har patent på definitionen af demokrati og menneskerettigheder. Som det også fremgik af fælleserklæringen fra Kina og Rusland d. 4. februar i år:
”Der findes ikke én skabelon til lande til at etablere demokrati. En nation kan selv vælge de former og metoder til at implementere demokrati, som bedst passer til dens specifikke stat, baseret på det sociale og politiske system, dets historiske baggrund, traditioner og unikke kulturelle karakteristika. Det er alene op til de enkelte stat at beslutte, hvornår det er et demokrati.”
Kinas kampagne for øget diskursmagt handler derfor i høj grad også om at få udenlandske ledere til at erklære sig enige med kinesisk-definerede normer og på sigt have tillid til Kina som magt
_______
Igen er det kommunistpartiet, der er omdrejningspunktet for den gode fortælling om Kina, og deres selvfortælling, hvor Kina har opbygget en vækst- og samfundsmodel, der ikke bare er lig Vestens, men i mange tilfælde overlegen.
Xi Jinping har en stor interesse i at overbevise andre lande – navnlig i kinesiske interessesfærer som fx Afrika, Latinamerika og Centralasien – om, at netop den kinesiske model kunne være brugbar for dem. Kinas kampagne for øget diskursmagt handler derfor i høj grad også om at få udenlandske ledere til at erklære sig enige med kinesisk-definerede normer og på sigt have tillid til Kina som magt. Et helt centralt kardinalpunkt her er princippet om ”ikke-indblanding” i andre landes affærer og nationale anliggende, samt et menneskerettighedskoncept, der underordner personlig og civil frihed til fordel for en statscentreret økonomisk udvikling. Det vil altså sige, at statens prioriteter og gode kommer i første række.
Derfor går den kinesiske globale mediekamp også hånd i hånd med Xi Jinpings mange ambitioner og internationale projekter. Det gælder i særdeleshed Kinas økonomiske og infrastrukturelle Silkevejsprojekt, men også the Shanghai Cooperation Organization (SCO), der begge har til formål at øge Kinas geopolitiske indflydelse og forme konturerne af en ny verdensorden, hvor USA ikke er den eneste supermagt. Og selvom mange af de vestlige medier i forbindelse med det netop overståede SCO-topmødet i Usbekistan havde opmærksomheden rettet på mødet mellem Xi Jinping og Vladimir Putin, så fyldte det øvrige indhold fra mødet utrolig lidt. Det afslører lidt om, at det kinesiske fokus og landets ambitioner rækker udover kun Rusland, og hvordan Vesten stadig ikke helt øjner den kinesiske strategi.
Centralasien er en vigtig sfære for Kina, og deltagelsen af Kasakhstan og Usbekistan til SCO-topmødet udgjorde et klokkeklart omdrejningspunkt for Xi Jinpings dagsorden med sikkerhedsgarantierne til Kasakhstan som eksempel. Xi har et nyt projekt kaldet Global Sikkerhedsinitiativ i Centralasien, der skal promovere Kina som en lokalmagt, der kan garantere stabilitet, sikkerhed og udvikling i regionen, særligt nu hvor Ruslands indflydelse mindskes. Også her er den offentlige informationskampagne et værktøj til at sikre en nogenlunde positiv indstilling overfor Kina blandt lokalbefolkningerne. Kina har bl.a. investeret massivt i Kirgisistans slunkne mediesektor, hvor man har ekspanderet statsejede talerør og startet lokalepartnerskaber. De lande skal kunne se Kina som foregangsland, som kan være garant for økonomisk vækst, stabilitet og sikkerhed i regionen. Særligt når Ruslands indflydelse mindskes som følge af krigens udvikling i Ukraine.
Et vindue til Vesten
Det kan dog diskuteres, hvor effektiv og succesfuld Kinas globale informationskampagne og kamp om narrativet i virkeligheden er. Eksempelvis er holdningen til Kina blevet markant mere negativ blandt befolkningerne i EU-lande, herunder Danmark. Men vi kommer uden tvivl kun til at se at tiltagene både tager til i omfang, frekvens og finesse. Og selvom man kan diskutere Vestens fodslæbende reaktion til Kinas kommunikationskampagner, ser vi allerede digital markering og censurering af kinesisk indhold fra vestlige aktører. Flere selskaber stiller krav til, at vi er i stand til at kunne gennemskue og tolke budskaberne med den vished om, at den kinesiske stat og kommunistpartiet står bag. Twitter markerer allerede alle kinesiske statsaffilierede medier, og måske følger andre vestlige platforme – herunder Facebook, Youtube, LinkedIn, m.fl. – trop.
I Vesten vil de fleste tiltag nok allerede blive mødt med en stor skepsis, når Kina er afsenderen, men vi skal også passe på med at sætte lighedstegn mellem alt information fra landet og statssponsoreret propaganda. I kølvandet på krigen i Ukraine blev de russiske statsmedier RT og Sputnik blokeret i EU, og det vil ikke være utænkeligt, at kinesiske statsmedier også blev blokeret, hvis det skulle komme til en konfrontation mellem EU og Kina.
Retter man blikket mod USA, hvor til Kina drastisk er forværret de sidste par år, har USA allerede indført restriktioner for kinesiske journalister i landet. Kina også svaret igen ved at lukke for udpegede vestlige mediers adgang til Kina, og udenlandske journalister er blevet forvist fra landet. Eksempelvis er flere journalister fra New York Times, Wall Street Journal blevet smidt ud af Kina, og en BBC-journalist har måtte forlade landet grundet frygt for personens sikkerhed.
Men ligesom vi lukker vinduet til Rusland, rejser spørgsmålet sig om, hvorvidt det vil være en fordel helt at blokere for kinesiske nyhedsstrømme, og ikke i stedet blive bedre til at modtage den og svare den igen med modargumenter. Samtidig skal vi heller ikke blokere for alle kinesiske stemmer, da de ikke alle er rendyrket propaganda. Selvom den undersøgende journalistik i Kina lever endnu ekstremt trænge – nærmest ikkeeksisterende set med vestlige briller – kår, så er der eksempler på lødig kinesisk journalist. Det gælder blandt andet Caixin Media, som er kendt for sin undersøgende journalistik, og som kritisk dækkede Kinas corona-håndtering i starten af 2020, inden de blev censurerede. Vi skal dog blive bedre til også at vide, hvor grænserne for kinesiske undersøgende journalister går, for ellers risikerer vi, at kløften mellem Kina og Vesten bliver større og forståelsen for hinanden endnu mindre.
Samtidig bør EU og Vesten også stille sig selv det spørgsmål, hvorvidt man i tilstrækkelig grad har en modpol til de geopolitiske initiativer, som Kina er i færd med at rulle ud i forbindelse med deres informationskrig mod Vesten. Første skridt er at få opbygget en større indsigt i, hvordan Kinas globale megafon reelt set udmønter sig, og indgår i en global informationskrig, samt hvordan den eksterne kommunikationsstrategi understøtter og opbygger kommunistpartiet i nøje koordination med den kinesiske stats geopolitiske tiltag og ambitioner. Tiden med vestligt mediehegemoni synes forbi, og i en tiltagende digital verden – hvor fronterne, informationerne og holdninger synes mange – skal Vesten balancere fortællingen, og ikke mindst modfortællingen, i en stigende multipolær verden. ■
Tiden med vestligt mediehegemoni synes forbi, og i en tiltagende digital verden – hvor fronterne, informationerne og holdninger synes mange – skal Vesten balancere fortællingen, og ikke mindst modfortællingen, i en stigende multipolær verden
_______
Casper Wichmann (f. 1984) er uddannet cand.mag i Kinastudier fra Københavns Universitet. Han arbejder som daglig leder af Kina-tænketanken, ThinkChina, under Københavns Universitet, medstifter og medredaktør af Sinolytica, og optræder regelmæssigt i danske medier og kommenterer på anliggender vedrørende Kina.
ILLUSTRATION: Beijing, 2008: Det kinesiske flag hejses under åbningsceremonien ved de olympiske lege, 8. august [FOTO: Jerry Lampen/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
