Carsten Rasmussen: Hvad vil Putin med Belarus?

22.12.2022

Russerne ikke haft fremgang på slagmarken siden i sommer, og Putins konklusion kan meget vel være, at det haster med genvinde initiativet i Ukraine, før det er for sent. Det er her, at den belarusiske dimension kan blive bragt i spil.

Analyse af Carsten Rasmussen, pensioneret brigadegeneral

DEN 19. DECEMBER besøgte præsident Putin den belarusiske hovedstad Minsk for at mødes med Lukasjenko. Det var de to autokraters syvende møde i år, men det var alligevel usædvanligt, da Putin ikke har mødtes med Lukasjenko i Minsk siden 2019. Det var næppe nogen høflighedsvisit, de to herrer er tætte allierede, men de er ikke gode venner. Putin er ofte synligt irriteret, når han er sammen med sin belarusiske kollega. Og under pressemødet i Minsk, da Lukasjenko jokede med, hvem der var den største aggressor – ham selv eller Putin – så Putin ikke just fornøjet ud. Så hvorfor rejste Putin til Minsk?

Putin ville presse Lukasjenko til at yde en større og mere direkte militær indsats til støtte for næste fase af den russiske invasion af Ukraine. Belarus har allerede fra starten støttet den russiske invasion; landet var opmarchområde for dele af invasionsstyrken mod Kyiv i februar 2022, og det russiske flyvevåben anvender belarusiske baser og luftrum efter behag. Mange krydsermissiler er blevet affyret mod Ukraines civile infrastruktur af russiske fly i belarusisk luftrum, hvorfra russiske flybårne kommandostationer også i sikkerhed har dirigeret bombninger og missilangreb mod det nordlige og vestlige Ukraine. Endelig er russiske Iskander og andre landbaserede missiler blevet affyret fra Belarus. Det var således ikke uberettiget, da Lukashenko på pressemødet smykkede sig med titlen: aggressor.

Når Putin vil have Lukasjenko til at engagere sig endnu mere, skyldes det, at Rusland befinder sig i en ganske uholdbar situation. De russiske styrker mistede initiativet på slagmarken sidst på sommeren og har mistet omkring 100.000 mand og store mængder materiel. I september gennemførte det russiske regime en kaotisk og upopulær mobilisering af cirka 300.000 mand – og samtidig har op mod en million, hovedsageligt veluddannede og ressourcestærke, russere forladt landet. De vestlige sanktioner er begyndt at bide, og de vil komme til at gøre endnu mere ondt i 2023. De russiske terrorangreb mod den ukrainske befolkning og infrastruktur er isoleret set ikke tilstrækkeligt til at genvinde initiativet og vinde krigen. Det har den russiske ledelse erkendt, men da den ikke vil opgive sine oprindelige mål med aggressionen, må den søge at gå nye veje for at forøge den russiske krigsmaskines størrelse, kampkraft og udholdenhed.

 

Det var således ikke uberettiget, da Lukashenko på pressemødet smykkede sig med titlen: aggressor
_______

 

Putin har formentligt også erkendt, at de gentagne atomtrusler preller af som vand på en gås på de ukrainske og vestlige ledere. Vesten er fortsat fast besluttede på at smide de russiske aggressorer på porten, og viljen til at levere avancerede våben til Ukraine er stigende. Det vidner blandt andet den amerikanske beslutning om at donere Patriot luft- og missilforsvarssystemet om, som blev offentliggjort i kølvandet på Zelenskyjs besøg i Washington D.C. Truslen om atomkrig kan dog ikke helt afskrives, men situationen opfattes næppe i øjeblikket som så alvorligt, at gevinsten ved russisk anvendelse af atomvåben opvejer de risici, den indebærer – herunder ikke mindst risikoen for total global politisk og økonomisk isolation, samt risikoen for en direkte vestlig militær reaktion.

Da hverken nederlag eller kompromis er acceptable udveje, søger Rusland nye veje for at generere kræfter til en ny offensiv på landjorden, før Ukraine er klar og kommer det russiske militær i forkøbet. Det er her, Belarus kommer ind i billedet. Landet grænser op til Ukraine, har en beskeden om end en vis militær kapacitet og Lukasjenko kan kun bevare magten, så længe Rusland holder hånden under ham. Lukasjenko har indtil videre behændigt undgået at sende sit militær i kamp i Ukraine, men han er under hårdt pres og har måske malet sig ind i et hjørne, som han ikke umiddelbart kan sno sig ud af.

I november 2021 godkendte Putin og Lukasjenko en ny militærdoktrin for Unionsstaten (Samarbejde og integrationen mellem Rusland og Belarus). Doktrinen er ikke offentlig tilgængelig, men russiske specialister vurderede i forlængelse af dens godkendelse, at den var et afgørende skridt i retning af en fuldstændig fusion mellem de to landes militær. Allerede før den nye doktrin blev godkendt, var de to landes luftforsvar fuldt integreret og man havde skabt et kommandosystem og mekanisme til at formere en regional gruppe af styrker, som medførte at kommandoen over de belarusiske styrker let kunne overføres til den russiske kommandostruktur. Denne mekanisme er blevet øvet flere gange, senest under den store russiske øvelse Zapad 21 i september 2021.

Samtidig med godkendelsen af den nye militærdoktrin fik Lukasjenko, med henvisning til illusionen om en voksende militære trussel fra de vestlige nabolande, tilsagn om noget dyrt militær isenkram, han gerne ville råde over, men som lå langt uden for den belarusiske stats økonomiske formåen at anskaffe. Det drejede sig om S-400 luftforsvarssystemet og Iskander-missiler, som nu hævdes at være under indfasning i det belarusiske militær. Endelig blev det besluttet, at belarusiske Su-30-piloter skulle uddannes til at levere atomvåben. Det har næppe nogen signifikant militær betydning, men det styrker Lukasjenkos ønske om at kunne føre sig frem som en stærk mand derhjemme og på verdensscenen.

Putin finder sandsynligvis, at tiden er inde til at Lukasjenko begynder at afdrage på ”gælden til Rusland” ved at gå fuldt og helt ind i krigen på russisk side. At et sådant skridt vil være indebære en stor risiko for Lukasjenko-regimet, som efter det voldsomt manipulerede præsidentvalg i 2020 mistede enhver legitimitet i befolkningen – og formentlig også i store dele af militæret – giver næppe Putin søvnløse nætter. For Putin er det afgørende at ændre begivenhedernes gang i Ukraine – allerede denne vinter. Og dette behov kan fuld rådighed over belarusisk territorium og militær bidrage til.

 

Putin finder sandsynligvis, at tiden er inde til at Lukasjenko begynder at afdrage på ”gælden til Rusland”
_______

 

Men hvor stærkt er det belarusiske militær?

Hæren anslås at være på godt 60.000 mand, heraf en stor del værnepligtige, og er organiseret i seks brigader; tre mekaniserede brigader, to luftbårne brigader og en brigade bestående af specialoperationstyrker. Desuden råder den bl.a. over mere end 500 kampvogne, hvoraf et ukendt antal i løbet af krigen er blevet overført til den russiske hær. Uddannelsesniveauet i den belarusiske hær har ikke ry for at være imponerende højt, men den kan formentligt godt måle sig med de mobiliserede russiske styrker, som fortsat må forventes kastet ind i kampen i løbet af denne vinter.

Måske den russiske ledelse ser den belarusiske hær – samt sine egne enheder, bestående af et par hundrede tusinde mobiliserede civile – som den styrke, der i løbet af vinteren skal genvinde initiativet på slagmarken. Påskuddet kunne være, at krigen i Ukraine udgør en militær trussel mod Unionsstaten. En trussel, som Lukasjenko selv har italesat gennem flere år, og den russiske propagandamaskine har også skiftet til en lignende melodi, hvor modstanderen i stigende grad er Vesten, NATO og i særdeleshed USA, som fuldstændig har overtaget Ukraine og truer Ruslands eksistens.

I skrivende stund er omkring 9.000 russiske soldater stationeret i Belarus, og for at give fortællingen om en militær trussel mod Unionsstaten et skær af troværdighed, må en fælles belarusisk-russisk styrke indsættes fra belarusisk territorium. Det er et scenarie, som Ukraine synes at forberede sig på, da de garderer sig mod et angreb fra nord ved at styrke forsvaret mod den belarusiske grænse, hvad enten det måtte komme i øst mod Kyiv eller i vest nær den polske grænse.

I øjeblikket kæmpes der hårdt i Ukraine med betydelige tab til følge for begge parter – navnlig omkring byen Bakhmut i Donetsk-regionen. Men på grund af den snart overståede muddersæson, som har umuliggjort større manøvrer med tunge køretøjer, er fronterne dog ret stationære, siden ukrainerne befriede Kherson i syd. Vi må dog forvente, at begge parter formentligt vil søge at tage initiativet på landjorden, når frosten bider sig fast. Den part, der først er i stand til at iværksætte nye mobile offensive landoperationer, vil umiddelbart opnå en fordel. Her kan den belarusiske dimension blive bragt i spil. Hvis Rusland og Belarus kan lancere en ny offensiv fra nord, vil det tvinge Ukraine til at sprede sine militære ressourcer.

Den ukrainske præsident Zelenskys besøg hos præsident Biden i Washington den 21. september har sendt det klare signal til præsident Putin, at USA og dets allierede ikke længere er bange for at provokere ham ved at donere avancerede eller offensive våben til Ukraine. Det er nu tydeligt for enhver, at Vesten ikke længere ønsker blot at undgå et ukrainsk nederlag. Vesten vil støtte Ukraine, så det kan generobre de besatte områder eller presse russerne så hårdt militært, at der skabes betingelser for fredsforhandlinger på ukrainske præmisser. Og her kan Putins konklusion meget vel være, at det haster med at genvinde initiativet på landjorden og vinde en afgørende militær sejr, før det er for sent.

Nogle læsere vil sikkert have indvendinger mod denne analyse og fremføre, at det på flere områder vil være alt for risikabelt for Lukasjenko at træde fuldt og helt ind i krigen, og at ethvert nyt angreb på Ukraine fra nord vil medføre meget store tab. Men her må man huske på, at Putin og Lukasjenkos beslutninger i denne krig hidtil ikke har været styret af rationelle ’cost-benefit’-analyser. Havde det været tilfældet, havde Putin næppe besluttet at kaste sit land ud i en erobringskrig mod Europas næststørste land. ■

 

Den part, der først er i stand til at iværksætte nye mobile offensive landoperationer, vil umiddelbart opnå en fordel. Her kan den belarusiske dimension blive bragt i spil
_______

 

Carsten Rasmussen (født 1960). Brigadegeneral (pensioneret), foredragsholder og debattør. Forhenværende forsvarsattaché i Polen, Kina og Rusland.

ILLUSTRATION: Minsk, 19. december 2022: Den belarusiske præsident, Alexander Lukasjenko og Ruslands præsident Vladimir Putin under et møde i Uafhængighedspaladset [FOTO: Pavel Bednyakov/POOL/TASS/Sipa USA/Ritzau Scanpix]