Camilla Tenna Nørup Sørensen i RÆSONs trykte nummer: Konflikten i Taiwanstrædet blusser atter op. Det er uundgåeligt
03.01.2022
Begge sider forbereder sig på at håndtere det værst tænkelige, nemlig – set fra USA – at Kina gør klar til at gennemtvinge genforening militært, og – set fra Beijing – at USA er på vej til at anerkende Taiwan som en selvstændig stat. Der er ingen krise- og konflikthåndteringsmekanismer på plads.
Denne artikel indgår i RÆSONs trykte vinternummer, der har titlen: „Hvem tager ansvar for verden?‟
Af Camilla Tenna Nørup Sørensen
De seneste måneder er vi igen blevet mindet om konflikten i Taiwanstrædet – det er særligt de rekordmange kinesiske militærfly i taiwansk luftforsvarszone i dagene omkring Kinas nationaldag, 1. oktober, der har givet anledning til bekymring. Den dominerende analyse er, at den stigende kinesiske militære tilstedeværelse og aktivitet i området er en indikation af, at den kinesiske tålmodighed er ved at være brugt op – samtidig med at præsident Xi Jinping er besluttet på at sikre sin plads i Kommunistpartiets historiebøger som den kinesiske leder, der gør endeligt op med ,de 100 års ydmygelse’ og sikrer genforening af moderlandet. Det er imidlertid en alt for letkøbt og overfladisk analyse.
70 års delikat balance
Siden afslutningen af den kinesiske borgerkrig i 1949, hvor den tabende part, nationalisterne ført an af general Chiang Kaishek, flygtede til Taiwan og der videreførte Republikken Kina, har konflikten i Taiwanstrædet været præget af meget komplekse og delikate diplomatiske og militære balancegange fra såvel Beijing som Taipei og Washington. Fra alle tre sider er der tale om komplicerede mix af afskrækkelse og forsikring i deres strategiske tilgang. Washington har fx altid haft fokus på at afskrække Beijing fra at bruge militær magt til at gennemtvin- ge genforening, men har samtidig forsikret Beijing om, at USA fastholder ét Kina-politikken og altså ikke anerkender Taiwan som en selvstændig stat. Over for Taipei har Washington haft fokus på at afskrække en formel selvstændighedserklæring, men samtidig forsikret Taiwan om amerikansk støtte til øens forsvar. Det sidste – amerikansk støtte til Taiwans forsvar – bunder i den meget vigtige Taiwan Relations Act (TRA), som er en amerikansk indenrigspolitisk lov vedtaget i 1979 ført frem af Kongressen som modvægt til USA’s skift af diplomatisk anerkendelse fra Republikken Kina (Taiwan) til Folkerepublikken Kina samme år. TRA har siden begrundet og styret USA’s uofficielle forbindelser, inklusive politiske og militære, til Taiwan, mens USA samtidig har fastholdt ét Kina-politikken. Det har givet dette komplekse policy mix, som er blevet yderligere suppleret med diverse USA-Kina-aftaler og mere specifikke amerikanske forsikringer til Taiwan, som præsident Biden for nylig henviste til som The Taiwan Agreement.
Der har således aldrig været et stabilt status quo i Taiwanstrædet – det har altid været i bevægelse drevet af indenrigspolitiske skift og ændrede dynamikker i stormagtspolitikken. Gennem årene har der været op- og nedture i spændingsniveauet med adskillige kriser undervejs. Særligt demokratiseringen i Taiwan fra midt-1980’erne har bragt en ny uforudsigelig dynamik ind i konflikten med fremkomsten af politiske bevægelser og partier, som tager udgangspunkt i en særegen taiwansk identitet og afviser al snak om ét Kina. Det afgørende har imidlertid altid været, at Kina og USA har kunnet fastholde et vist samarbejde fokuseret på at undgå udvikling af militær konflikt.
Med det aktuelle historisk dårlige forhold mellem Kina og USA præget af høj mistillid og gensidig fjendtlighed er dette samarbejde mere eller mindre ophørt og erstattet af politiske og militære demonstrationer og signalgivning. Når USA og Kina nærmest ikke taler sammen, er det meget svært for begge parter at gennemskue modpartens bevæggrunde. Begge sider forbereder sig på at håndtere det værst tænkelige, nemlig – set fra USA – at Kina gør klar til at gennemtvinge genforening militært, og – set fra Beijing – at USA er på vej til at anerkende Taiwan som en selvstændig stat. Der er ingen krise- og konflikthåndteringsmekanismer på plads.
Tiltagende stormagtskonfrontation
Den seneste udvikling i konflikten i Taiwanstrædet, hvor der skrues op for militæraktiviteter fra både kinesisk og amerikansk side, er også dermed udtryk for den generelt tiltagende stormagtskonfrontation mellem USA og Kina, som udspiller sig mest intenst i Østasien. Det er her – i Kinas nærområde – at det kinesiske militær, især flåden, nu for alvor begynder at kunne give det amerikanske militær et seriøst modspil. Det vil uundgåeligt resultere i øget spænding.
At sikre et stabilt nærområde, som er imødekommende over for en stærk kinesisk position og dagsorden, er det primære mål i kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik og er ligeledes fortsat fokus for det kinesiske militær.
Det gælder derfor om at skubbe det amerikanske militær, og her særligt den amerikanske flåde, længere væk fra kinesisk territorium. Formålet er at sikre den kinesiske flådes dominans og kontrol inden for den såkaldte ,første økæde’, som omfatter Taiwanstrædet, Det Sydkinesiske Hav, Det Gule Hav og Det Østkinesiske Hav, samt øge den kinesiske flådes evne til at matche USA og allierede i farvandene længere væk fra kinesisk territorium.
USA tager sine egne modforanstaltninger, fx med styrkelse af QUAD – et politisk og sikkerhedspolitisk samarbejde mellem USA, Japan, Indien og Australien – og senest etableringen af det nye strategiske samarbejde AUKUS mellem USA, Australien og Storbritannien, som til Frankrigs store frustration bevirker, at Australien nu har erstattet indkøb af franske konventionelle ubåde med britiske atomdrevne ubåde [se artiklen af Biering, red.].
Beijing ser med stor bekymring på disse nylige amerikanske tiltag i regionen – det er især bekymrende, hvordan USA’s allierede også kommer med klarere udmeldinger i forhold til Taiwan. Senest har både Japan og Australien meldt ud, at de i tilfælde af en militær konflikt i Taiwanstrædet vil støtte op bag USA. Den eksterne militære involvering i Taiwanstrædet har traditionelt været et amerikansk anliggende, hvor selv amerikanske allierede ikke har meldt klart ud om, hvorvidt de vil spille en rolle i en militær konfliktsituation. De nye udmeldinger fra Japan og Australien kommer på baggrund af, at USA i stigende grad har forsøgt at internationalisere konflikten – herunder ved at skrue op for værdidimensionen (det lille demokrati Taiwan mod det store, autoritære Kina) – forstået på den måde at Biden-administrationen gør konflikten til endnu et i rækken af spørgsmål, som kræver et internationalt modsvar/koalition mod et assertivt Kina.
Der er i det hele taget meget at bekymre sig om set fra Beijing. Biden-administrationen har generelt fortsat opgraderingen af politiske og militære relationer til Taiwan, som Trump-administrationen for alvor igangsatte. De tidligere amerikanske restriktioner på politiske højniveaumøder mellem USA og Taiwan – indført ved etableringen af diplomatiske relationer mellem USA og Kina i slutningen af 1970’erne, men ophævet i starten af januar 2021 som en af de sidste beslutninger taget af den afgående amerikanske udenrigsminister, Michael Pompeo – er således ikke genindført.
Taipei: Det taiwanske militærpoliti under en parade i anledning af Taiwans nationaldag, 10. oktober 2017 [foto: ritchie b. tongo/epa/ ritzau scanpix]
Der er skruet yderligere op for amerikansk våbensalg til Taiwan, den amerikanske flåde har øget aktiviteten i Taiwanstrædet, og den nyligt etablerede praksis, hvor amerikanske specialstyrker og marinesoldater træner taiwansk militær i Taiwan, synes også at blive fastholdt under Biden, som gentagne gange har slået fast, at USA’s forpligtelse til Taiwan forbliver ,rock-solid’. Den amerikanske udenrigsminister, Blinken, har adskillige gange kaldt Taiwan et land – som var det en selvstændig stat – og senest talt varmt for en større rolle til Taiwan i FN og andre internationale institutioner.
I den kinesiske ledelse ses dette som en farlig glidebane – en gradvis underminering af ét Kina-politikken, som skal stoppes, og derfor ser vi Beijing skrue op for antallet af politiske og militære demonstrationer. Igen er det signalgivning – og ikke forberedelse til en militær invasion. Beijings fokus er på afskrækkelse vendt mod Taiwan, men især vendt mod USA. Den kinesiske ledelse vil gøre det klart: Hvis USA støtter op om formel taiwansk selvstændighed, vil det få store konsekvenser. Og det understreges, at Beijing er klar til at bruge militær magt for at forhindre formel taiwansk selvstændighed. Det er ikke en ny kinesisk linje – det har været linjen i årtier og er nedskrevet i en kinesisk lov – Anti-Secession Law (ASL) – fra 2005, som altså er lang tid før Xi Jinping kom på banen.
Risikoen for krig
Selvom det kinesiske militær i dag er meget bedre udrustet, er det vigtigt at understrege, at det fortsat vil være en yderst risikabel affære for Beijing at indlede en militær operation mod Taiwan. Det specifikke scenarie afhænger af, hvilken type kinesisk militær operation der er tale om (et overraskelsesangreb for at tvinge Taiwan til at overgive sig, en invasion, en blokade eller noget helt andet), og hvem kineserne vil konfrontere (taiwansk militær, amerikansk militær plus taiwansk eller en bredere koalition også bestående af japansk, australsk og formentlig europæisk militær).
I alle tænkelige scenarier er der imidlertid, set fra Beijing, store risici, og selv hvis USA ikke skulle komme Taiwan militært til undsætning, hvilket er usandsynligt, tyder alt på, at den taiwanske befolkning på 23 millioner vil gøre modstand, hvorfor Beijing vil se ind i en langvarig militær besættelse af øen. Det vil få enorme negative omkostninger for Kinas internationale omdømme og relationer, inklusive økonomiske.
Den kinesiske ledelse – selv med Xi Jinping ved roret – vil på den ene side ikke satse dette for at gennemtvinge genforening, men der er på den anden side ingen tvivl om, at der ikke vil blive tøvet, hvis en militæraktion er nødvendig for at forhindre taiwansk uafhængighed. Det er en uhyre vigtig skelnen. Det afgørende set fra Beijing er, at muligheden for genforening forbliver åben. Fokus for den ki- nesiske ledelse er derfor fortsat på afskrækkelse.
Derudover ligger der muligvis også et andet kinesisk motiv bag de hyppigere militærdemonstrationer – nemlig at udmatte det taiwanske militær. Hvis det taiwanske militær til sidst ikke længere har ressourcer – materielt og helt overordnet økonomisk – til at respondere, fx ved at sende taiwansk afvisningsberedskab op, hver gang der kommer et kinesisk militærfly ind i den taiwanske luftforsvarszone, får Kina gradvist flyttet grænsen for, hvad der er normalt – og for, hvad Taiwan må acceptere.
Det er altså et led i et kinesisk forsøg på gradvist at ændre status på jorden til Kinas fordel og dermed påvirke den taiwanske befolknings opfattelse af, hvad der er muligt at stille op – dette benævnes ofte som den kinesiske salamitaktik, som vi har set anvendt også i Det Sydkinesiske Hav.
Taipei: Taiwans præsident, Tsai Ing-wen, vinker farvel, efter at hun har inspiceret militærpolitiets hovedkvarter, 26. maj 2020 [foto: Sam Yeh/AFP/Ritzau Scanpix]
Det harmonerer med, at Beijing over de senere år også har skruet op for brugen af såkaldte gråzone- eller hybridaktiviteter med henblik på at influere taiwansk politik og befolkningen på øen.
Det er dog problematisk at reducere Taiwan til en brik i USA- Kina-stormagtsspillet. Det betyder noget, hvordan de 23 millioner taiwanere navigerer. Den nuværende taiwanske regering anført af præsident Tsai Ingwen har anlagt en offensiv diploma- tisk linje, hvor der søges bred international opmærksomhed og opbakning. Det giver resultat i Europa, hvor adskillige lande er i gang med at opgradere deres relationer til Taiwan og har udtrykt stærkere støtte. Udbygningen af Taiwans stærke demokratiske system, som står i kontrast til den autoritære drejning i Kina under Xi Jinping, samt den relativt succesfulde håndtering af COVID-19 og den positive udvikling af den taiwanske økonomi, særligt inden for nye teknologier, har givet Taipei endnu bedre kort på hånden.
Tsai Ingwen undgår gerne snak om formel selvstændighed ud fra devisen om, at Taiwan – hun bruger konsekvent ikke Taiwans officielle navn, Republikken Kina – allerede ER selvstændigt og er klar til dialog og forhandlinger med Beijing, hvis det sker på lige fod. Det er Beijing helt afvisende over for – der er i dag ingen dialog over strædet.
Ingen – hverken USA, Kina eller Taiwan mindst af alle – ønsker militær konflikt, men bundlinjen er, at Kina ikke vil tillade et formelt selvstændigt Taiwan, mens Taiwan – hvor især de yngre generationer ikke føler nogen tilknytning til Kina – ikke vil være en del af Kina, men snarere søger stærkere international anerkendelse af taiwansk særegenhed. Og Washington synes i stigende grad at gå til konflikten i Taiwanstrædet, som er det en overordnet styrkeprøve i forhold til konfrontationen med Kina.
Der er visse konfliktdæmmende foranstaltninger, der vil modvirke en storkrig mellem Kina og USA – særligt det faktum, at begge sider har atomvåben, hvilket kan modvirke, at det løber helt løbsk. Det ændrer imidlertid ikke på, at konflikten i Taiwanstrædet kommer til at blusse op igen. Det er uundgåeligt. At det udvikler sig til en militær konflikt, er imidlertid ikke uundgåeligt, men der er en farlig udvikling i gang. Kina, Taiwan og USA søger alle at udvise beslutsomhed i håb om at afskrække og afværge yderligere forværringer, men resultatet er forstærket mistillid og en øget risiko for misforståelser og fejlberegninger.
Konflikten i Taiwanstrædet kan ikke løses, men den kan håndteres. Det kræver, at der atter åbnes for dialog og samarbejde mellem Kina og USA, så nødvendige krise- og konflikthåndteringsmekanismer kan etableres. Måske det længe ventede topmøde mellem præsident Biden og præsident Xi Jinping, som er annonceret til at finde sted – dog virtuelt – inden udgangen af 2021, kan blive et første skridt. ■
Konflikten i Taiwanstrædet kan ikke løses, men den kan håndteres
_______
Camilla Tenna Nørup Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier, Forsvarsakademiet, og en af Danmarks førende Kina- forskere. Hun er blandt forfat- terne til RÆSON-bogen ‚Verdens Magter’ der i 2022 udkommer i en ny udgave (se: www.verdensmagter.dk). ILLUSTRATION: Taiwan: opgraderede, amerikansk-fremstillede F-16 V-kampfly fremvises under et offentligt arrangement på Thiayi-luftbasen i det sydlige taiwan, 18. november 2021 [FOTO: Sam Yeh/AFP/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
