Camilla T. N. Sørensen i RÆSONs nye trykte nummer: Xis hidtil største krise
27.04.2022
Krigen i Ukraine har yderligere besværliggjort håndteringen af de udfordringer, som Xi Jinping står over for indenrigspolitisk. Det sker på et tidspunkt, hvor han har ekstra meget behov for forudsigelighed, stabilitet og generelt for at fremstå som en stærk og effektiv kinesisk leder.
Denne artikel indgår i RÆSONs nye forårsnummer, der har titlen: “Hvad Ukraine viser os om fremtiden”
Af Camilla Tenna Nørup Sørensen
Kinas ’grænseløse venskab’ med Rusland og nultolerance-håndtering af COVID-19-pandemien er bundet op på Xi Jinping personligt. På begge områder er han nu under pres. Beijings manglende villighed til at tage afstand fra Putin efter Ruslands invasion af Ukraine og stigningen i COVID-19-cases i Kina, som har ført til nedlukning af adskillige storbyer, heriblandt Shanghai, har store omkostninger – både for landets økonomi og for dets i forvejen ret hårdt prøvede internationale image.
Og det ser ikke umiddelbart ud til at vende over de næste mange måneder. Det er langtfra en optimal optakt for Xi frem mod den altoverskyggende begivenhed i Kina i 2022, nemlig partikongressen i efteråret, hvor det forventes, at han vil søge partitoppens støtte til at fortsætte som generalsekretær. Det vil være et brud med partiets praksis siden Deng Xiaoping, hvor en generalsekretær sidder to femårige perioder, inden han overlader stafetten til en yngre kollega.
Alt tyder dog fortsat på, at Xi får sin tredje femårige periode, men i et system som det kinesiske tages ingen chancer. I månederne frem mod partikongressen vil fokus derfor være på at værne om Xi og den retning, han har udstukket for Kina – den såkaldte “’Xi Jinping-tanke om socialisme med kinesiske karakteristika i en ny æra’. Der må ikke blive sået tvivl om, at Xi formår at guide Kommunistpartiet og Kina styrket igennem svære tider med fortsat COVID-19-pandemi, faldende økonomisk vækst og stigende international uro.
Der vil derfor heller ikke blive ændret på de fastlagte politikker. Tydelige kursændringer ville nemlig indikere, at partitoppen ført an af Xi har begået fejl – fx ved at udpege Rusland som landets vigtigste strategiske partner og ved at fremhæve, hvordan Kinas kompromisløse håndtering af COVID-19-pandemien er den vestlige langt overlegen. I praksis vil der dog løbende ske små justeringer på begge områder. Det ser vi allerede. Det er imidlertid en vanskelig øvelse for partitoppen, hvor det gælder om at undgå, at der bliver for stor diskrepans mellem den officielle og den førte politik.
Xis udenrigspolitiske problem: Ukraine
I disse måneder ser vi nærmest dagligt talspersoner for det kinesiske udenrigsministerium lave krøller på sig selv og fremlægge kreative udlægninger af årsagerne til krigen i Ukraine og af, hvordan Kinas klippefaste støtte til princippet om staters suverænitet kan forenes med, at Beijing ikke vil fordømme Ruslands invasion af Ukraine.
Spørgsmålet om, hvilken side Kina er på, er blevet stillet et utal af gange siden Ruslands invasion af Ukraine. Det rammer imidlertid ved siden af. Kina er på Kinas side og forsøger derfor at holde alle døre åbne og at fremstå neutralt. Det viser sig dog i stigende grad at være utilfredsstillende for de øvrige involverede. Rusland får ikke den klare diplomatiske støtte, som Putin gerne havde set, og kinesisk militærhjælp må han se langt efter, mens også store kinesiske virksomheder er begyndt at trække sig fra aftaler med Rusland af frygt for ellers selv at blive ramt af sanktioner – fx afstår store statsejede energiselskaber som Sinopec, CNOOC and PetroChina tilsyneladende fra at indgå nye aftaler om køb af russisk olie. De store kinesiske banker er tilsyneladende også meget lidt risikovillige, hvilket betyder, at det er blevet sværere at få finansiel støtte til kinesiske projekter i Rusland eller med russiske partnere. I Kyiv beklager de sig højlydt over Beijings pauvre støtte, når kineserne sender tæpper og mælkepulver, mens russiske bomber brager løs.
Set fra Beijing er det dog særligt bekymrende, at deres vage og modstridende udmeldinger har skubbet Europas syn på Kina tættere på det amerikanske, hvor Kina slås i hartkorn med Rusland i den store ’demokratier vs. autoritære regimer’-fortælling, der i stigende grad præger Biden-administrationens forsøg på at mobilisere indenrigspolitisk samling og støtte. Selv i NATO-sammenhæng tales der nu i stigende grad om ’Rusland-Kina-udfordringen’.
En langvarig militær konflikt i Europa, som yderligere mobiliserer de væsentligste europæiske lande bag USA, er bestemt ikke i kinesisk interesse. USA’s overordnede fokus på Kina som den primære stormagtsrival er uændret, og Asien – eller Indo-Pacific, som er den foretrukne amerikanske betegnelse – fremhæves fortsat som den vigtigste region for sikring af amerikanske nationale interesser fremadrettet. Her kan udfaldet af krigen i Ukraine meget vel blive, at Washington vil møde et mere imødekommende Europa, der er klar til at bakke USA op hele vejen.
Biden-administrationen har lagt et stort pres på Beijing og forsøger at presse dem til at vælge, om de vil stå på ’den rigtige side af historien’, som det formuleres i Washington. Sådanne bombastiske formuleringer giver meget lidt mening i kinesisk optik og afføder primært stærk kritik af, at USA fortsat mener, at de kan gøre sig til dommer over, hvordan stater skal opdeles og rangeres. Her henviser kineserne uden at blinke til, hvordan USA selv har efterladt et Afghanistan i fattigdom og kaos [se artiklen af Sheikh, red.]. Sådan moraliserende og belærende advarsler falder generelt til jorden i Beijing – og det gælder i øvrigt også bredt i den kinesiske befolkning.
I Europa virker det imidlertid – og adskillige europæiske statsledere har støttet markant op om USA’s linje over for Kina. I disse måneder erfarer Beijing på den hårde måde, at en stormagt, som vil tages alvorligt af andre stormagter, ikke kan forholde sig neutral og passiv. Det er dog ikke nok til, at vi skal forvente klarere kinesiske udmeldinger – for indenrigspolitikken har forrang. Og dermed er vi tilbage til partikongressen i efteråret og den voksende COVID-19-smitte i det kinesiske samfund.
Kinas manøvrering i forhold til krigen i Ukraine understreger endnu en gang, at kinesisk udenrigs- og sikkerhedspolitik fortsat primært drives af den indenrigspolitiske dagsorden. Der er ikke tvivl om, at Xi i stigende grad anlægger et prisme domineret af stormagtsrivaliseringen med USA, når han vælger Kinas position i forhold til udvikling og konflikter i det internationale system. Det, der vægtes, er, hvad der på sigt vil gavne Kina bedst i den overordnede konkurrence med USA, der især udspiller sig i Kinas nærområde med tyngde i Taiwanstrædet og Det Sydkinesiske Hav. Det centrale her er imidlertid, at det er ’på sigt’ – altså ikke her og nu – og generelt er vurderingen, at Kina har fat i den lange ende i forhold til USA. ’Østen i fremgang, Vesten i forfald’ er den langsigtede tendens, som Xi har understreget adskillige gange.
Ganske anderledes forholder det sig, når det gælder håndteringen af de mange indenrigspolitiske udfordringer. Håndteringen heraf anses omvendt som presserende og afgørende i forhold til at fastholde Xis og partiets kontrol.
Xis ’gamle ven’
Vinter-OL i Kina i starten af februar synes allerede at være meget langt væk, men det er alligevel nødvendigt at starte analysen af Kinas efterfølgende balancerende position i forhold til krigen i Ukraine der. Det var nemlig der, Xi tog imod ’sin gamle ven’ Putin i Beijing.
Der har i de vestlige medier ikke været mange positive historier om vinterlegene. Fokus har været rettet mod kinesiske menneskerettighedsovergreb i Xinjiang, Beijings styrkede greb om Hongkong og partiets generelt øgede kontrol internt og selvhævdende adfærd eksternt. Adskillige vestlige lande ført an af USA havde vedtaget et diplomatisk boykot eller gik – som Danmark – mere forsigtigt til værks og meddelte, at officielle repræsentanter ikke ville deltage. Den russiske leder, Putin, var til gengæld at finde til åbningsceremonien i Beijing sammen med kronprins Mohammed bin Salman fra Saudi-Arabien og en række andre statsledere, som ikke figurerede på deltagerlisten til Biden-administrationens nyligt afholdte demokratitopmøde i Washington. Dermed endte vinter-OL med yderligere at skubbe til den igangværende opdeling af verdens lande, som Kina finder meget lidt bekvem. Det fik også det slogan, kineserne havde valgt – ’Sammen om en fælles fremtid’ – til at lyde endnu mere hult og verdensfjernt.
Med den ulmende konflikt i Ukraine og det meget anspændte forhold mellem USA/NATO og Rusland som bagtæppe kom Xis modtagelse af Putin i Beijing til at fremstå som ubetinget kinesisk støtte til Rusland. Den fælles kinesisk-russiske udtalelse, som blev fremlagt i forbindelse med besøget, blev i alverdens medier udråbt som tegn på en egentlig alliance mellem de to. Denne læsning fik yderligere vind i sejlene med offentliggørelse af amerikanske efterretninger, der pegede på, at Putin havde fortalt Xi om planerne om at indlede en invasion af Ukraine, hvortil Xi kun skulle have bedt Putin om at afvente til efter vinter-OL. Det er efterfølgende på det kraftigste blevet afvist fra Beijing, og der er heller ikke noget i den kinesiske ageren op til den russiske invasion af Ukraine, der tyder på, at Beijing var varslet om de russiske planer – fx gjorde Beijing intet forud i forhold til at evakuere de cirka 6.000 kinesere, som befandt sig i Ukraine.
Det ændrer dog ikke på, at Putins besøg og den fælles kinesisk-russiske udtalelse – hvori Kina for første gang støtter den velkendte russiske kritik af NATO’s udvidelse mod øst (uden dog specifikt at nævne Ukraine) – har bundet Xi personligt op på Ruslands linje. Blev Xi snydt af Putin – holdt Putin fx omfanget af invasionen hemmelig for at sikre sig Beijings opbakning – som nogle analytikere har ment? Det får vi formentlig aldrig vished om, for det vil være helt utænkeligt, at kineserne åbner mere op for den dialog, der har været mellem de to statsledere.
Beijing og Moskva har begge fokus på at stå så stærkt så muligt i deres konfrontation mod USA, og det skaber stærke fælles interesser, men der er fortsat stor forskel i måden, hvorpå de går til konfrontationen
_______
En russisk-kinesisk alliance?
Kina og Rusland har styrket samarbejdet det seneste årti – de koordinerer i højere grad på udenrigs- og sikkerhedspolitiske områder og afholder hyppigere og større fælles militærøvelser, men der er ikke tale om en alliance. Beijing og Moskva har begge fokus på at stå så stærkt så muligt i deres konfrontation mod USA, og det skaber stærke fælles interesser, men der er fortsat stor forskel i måden, hvorpå de går til konfrontationen. Det følger helt logisk af, at Kina er en stormagt i fortsat fremgang og stadig ser tiden være på sin side, mens det samme ikke gælder for Rusland.
I modsætning til Moskva, der tilsyneladende foretrækker kaos og uforudsigelighed, vægter Beijing stabilitet og forudsigelighed i det internationale system. Det er klart, at kineserne også ønsker at udfordre USA’s dominans og ændre det internationale system, så det i højere grad afspejler kinesiske interesser og værdier. Det sker imidlertid gradvist, mere ubemærket og med et væld af langt mere sofistikerede instrumenter end dem, russerne har til rådighed – mens Rusland primært er en militær trussel, så er Kina en økonomisk, teknologisk og militær udfordring. Konkurrencen med Kina udspiller sig derfor på et væld af områder og kræver en langt mere bredspektret tilgang fra USA og Europa.
Efter Ruslands invasion af Ukraine er kineserne fortsat med at udtrykke generel forståelse for ’rimelige russiske sikkerhedsbekymringer’ og har brugt enhver anledning til at gentage velkendt kinesisk kritik af USA’s koldskrigsmentalitet og militærblokdannelse. Fra kinesisk side sammenholdes det hurtigt med, hvordan USA også i Kinas nærområde i disse år opbygger militær tilstedeværelse og det styrkede samarbejde eksempelvis med Quad-konstellationen (USA, Indien, Australien og Japan) og det strategiske partnerskab AUKUS (USA, Storbritannien og Australien).
Samtidig forsøger kineserne at fastholde deres stærke støtte til de grundlæggende principper om staters suverænitet, territorielle integritet og ikkeindblanding i staters interne affærer, og de er afgørende for Kinas egen position i eksempelvis Xinjiang, Hongkong og Taiwan. Særligt den kinesiske udenrigsminister, Wang Yi, har gentagne gange fastslået, at princippet om staters suverænitet skal respekteres og sikres, og endda understreget, at Ukraine ikke er en undtagelse. Det betyder faktisk noget og sætter nogle grænser for, hvor langt Beijing vil gå i sin støtte til Rusland – fx anerkender Kina i dag fortsat ikke Krim som russisk, ligesom de ikke har givet den mindste antydning af at ville anerkende de såkaldte udbryderrepublikker Lugansk og Donetsk i det østlige Ukraine.
Trods velkendt kinesisk kritik af at benytte sanktioner som instrument i international konfliktløsning vil kineserne langt hen ad vejen følge sanktionerne, af den simple grund at de har meget stærkere økonomiske interesser i USA og Europa end i Rusland. De vil ikke risikere selv at blive ramt af sanktionerne. Det er tilsyneladende også hovedbudskabet i de guidelines, der er sendt ud til kinesiske statsejede virksomheder og banker fra centralt hold i Beijing – der skal ikke løbes store risici, og alle handler og transaktioner med Rusland skal vejes op i forhold til potentielle omkostninger. På ikke sanktionsbelagte områder, som fx russisk gas, er det sandsynligt, at kineserne vil udnytte muligheden for at få nogle attraktive aftaler med russerne i hus, men det er ikke realistisk, at kineserne kan kompensere Rusland. Det er der også ret praktiske årsager til, idet der ikke er tilstrækkelig infrastruktur – fx i form af rørledninger – til at transportere så store mængder russisk gas ind i Kina. På det finansielle område kan Kina – på trods af at de har arbejdet på det nogle år – heller ikke præsentere russerne for et reelt alternativ til SWIFT-systemet, der muliggør finansielle transaktioner på tværs af landegrænser. Samlet vil kineserne have fokus på bedst muligt at sikre egne interesser – ikke russiske, men det kan så på nogle områder overlappe.
Her er det også værd at bemærke, at Kina og Ukraine i 2011 styrkede deres økonomiske og politiske forhold med indgåelse af et strategisk partnerskab. Ukraine har – som Rusland – Kina som vigtigste handelspartner. Tovejshandlen mellem Kina og Ukraine estimeres til at være 10-20 mia. dollars om året med omkring en tredjedel af Kinas hvedeimport fra Ukraine. Kinesiske investeringer i Ukraine er på omkring 150 mio. dollars om året og inkluderer bl.a. investeringer i omfattende landbrugs- og infrastrukturprojekter. Det er kinesiske Huawei, der er udvalgt til at levere 4G til metroen i Kyiv, ligesom det er et kinesisk konsortium, der har fået opgaven med at udbygge metroen. Beijing har tydeligvis set Ukraine som en slags brohoved ind i Europa særligt for kinesisk teknologi, bl.a. under den digitale gren af ’den nye silkevej’. Det risikerer nu at falde helt på gulvet, og derfor – samtidig med at Kina afstår fra at fordømme Ruslands invasion ved afstemninger i FN – har den kinesiske ambassadør i Kyiv travlt med at forsikre Ukraine om, at Kina står klar til at assistere landet efter krigen.
Det er svært at forene de modstridende kinesiske interesser og hensyn, og derfor forsøger Beijing generelt at holde lav profil med brede opfordringer til at deeskalere og forhandle. Til tider – gerne når de er i dialog med ukrainske eller europæiske statsledere – lufter kinesiske ledere eller højtstående embedsmænd ideen om, at Kina kan træde ind som en slags mægler mellem Rusland og Ukraine, og det har mødt støtte fra såvel præsident Zelenskyj som EU’s udenrigsansvarlige, Borrell. Det har dog så vidt ikke ført til noget, og det er da også svært at se en reel kinesisk vilje til at løbe den risiko, som det vil indebære at sætte sig i spidsen for forhandlinger – for det vil være ude af kinesiske hænder, om det lykkes, og Xi kan ikke risikere endnu en ’ikkesucces’.
Shanghai: Folk iført værnemidler distribuerer madvarer under den omfattende nedlukning, 5. april 2022 [FOTO: Wang Gang/SIPA/Ritzau Scanpix] [FOTO: Alexey Druzhinin/AFP/Ritzau Scanpix]
Xis indenrigspolitiske problem: Omikron
Det fører videre til det, der må siges at være den største udfordring for Xi og partitoppen i de kommende måneder; nemlig at fastholde kontrollen med den notorisk svært kontrollerbar omikron-variant.
Håndteringen er stadig baseret på nultolerance: Når et nyt tilfælde af COVID-19-smitte bekræftes, lukkes det pågældende område af, og der igangsættes en omfattende smitteopsporing og massetests. Et eksempel var i juni 2020: Da et enkelt nyt tilfælde blev bekræftet i Beijing, lukkede den lokale regering højrisikokvarterer af og igangsatte massetest af ti millioner mennesker. Inden for en måned var det daglige antal nye sager tilbage til nul. Dette er fortsat standardhåndteringen i hele landet, og det har været effektivt – fra april 2020 til december 2021 overgik det daglige antal nye smittede i hele landet sjældent 100. Men nultolerance-strategien er kommet under pres i mødet med omikron-varianten. Siden årsskiftet har der været en voksende diskussion i Kina af, hvorvidt det er holdbart at fortsætte med at nedlukke millionbyer og fastholde landet som nærmest lukket af for omverden (indrejsende skal gå i ugers streng karantæne).
Hvis omikron-varianten – som meget tyder på – for alvor begynder at florere i det kinesiske samfund, vil det blive en alvorlig trussel mod Kommunistpartiets ellers allerede erklærede sejr over COVID-19. Omikron-varianten har allerede vist sig i flere kinesiske byer og ført til stigende smittetal og nedlukninger. Kina har så vidt undgået udbredt spredning, men det er givet kun et spørgsmål om tid.
Det vil resultere i et nyt pres på det kinesiske sundhedssystem og alvorlige forstyrrelser af den kinesiske økonomi, men det vil også få store konsekvenser for international handel, som vi allerede har set, når store fabriksområder og containerhavne i Kina – fx som det skete i Ningbo i august sidste år – lukker ned. Det giver varemangel og højere priser. Store internationale firmaer beretter i tide og utide om nye alvorlige forstyrrelser eller deciderede nedlukninger af deres produktion i Kina. Hvis det fortsætter, vil det givet få flere af disse til at overveje at flytte deres produktion helt ud af landet.
Særligt nedlukningen af Shanghai fra starten af april i år demonstrerer, hvor farligt det kan blive for partitoppen. Her er der helt usædvanligt set flere tilfælde af organiserede protester – fx når flertallet af beboerne i byens store boligkomplekser råber deres utilfredshed med myndighederne ud ad de åbne vinduer på koordineret vis, hvilket kan ses på videoer florerende på sociale medier. Den særlige udfordring med Shanghai er, at det er Kinas mest moderne by. Her bor en stor middelklasse, som er vant til en relativt høj levestandard og frihed i forhold til dagligdags valg, og de opfatter nedlukningen som et stort indgreb i den frihed. Det gør det kun værre, at der ikke fra de kinesiske myndigheders side præsenteres en egentlig plan for, hvornår og hvordan det får en ende. Samtidig er nedlukningen dårligt organiseret og implementeret – mange mangler helt basale fornødenheder som vand og mad. Det skaber stor frustration og vrede – og det vendes i højere grad mod partitoppen i Beijing, som vi også så tegn på under de første nedlukninger i Wuhan i foråret 2020. Det er ganske enkelt sprængfarligt for Xi og partitoppen, hvis det – som meget tyder på – kommer til at stå på igennem længere tid.
Problemet forværres af, at de kinesiske vacciner Sinovac og Sinopharm tilsyneladende ikke er særlig effektive over for omikron-varianten. Kinesiske forskere har endnu ikke formået at udvikle en mRNA-vaccine, men det arbejdes der tilsyneladende meget hårdt på. Hvis det lykkes, og den er effektiv over for omikron-varianten, vil det være en gamechanger.
Over årene har Xi slået på, hvordan Kommunistpartiet med ham ved roret har demonstreret både stærk krisehåndtering og evnen til at garantere befolkningen økonomisk fremgang og stabilitet, som er de vestlige demokratier langt overlegen. Den fortælling kan der blive sat alvorlige spørgsmålstegn ved – også internt i partitoppen, hvor der givet er modstand mod Xi og den centralisering af magten, der er sket under hans ledelse
_______
Strategien vil blive fastholdt
Men til det sker, vil det være politisk vanskeligt for partiet at erkende, at nultolerance-strategien ikke længere er holdbar, og at den erklærede sejr over COVID-19 skal trækkes tilbage. Især når partikongressen venter i efteråret. Her kan Xi Jinping ikke risikere at fremstå svag og som ude af stand til at håndtere de udfordringer, som partiet står over for.
Derfor vil der på denne side af partikongressen ikke blive givet større indrømmelser. Det er mere sandsynligt, at strategien vil blive fastholdt med alt, hvad det har af omkostninger, indtil Kina er igennem og har udviklet en vis grad af immunitet, og/eller til kinesiske forskere har succes med at udvikle en effektiv vaccine.
I de kinesiske medier er der dog snak om en mere ’dynamisk’ udøvelse af nultolerance-strategien, hvilket givet er for at bane vejen for mindre korrektioner. Større justeringer eller egentlig fravigelse fra strategien synes ikke sandsynlig, og vi kommer næppe heller til at se Kina åbne op for vestlige vacciner, da det vil være en indrømmelse af Kinas manglende evne til selv at producere lige så gode vacciner. Det paradoksale er, at kombinationen af nultolerance-strategien og de knap så effektive kinesiske vacciner betyder, at den kinesiske befolkning ikke har opbygget immunitet og derfor givet har stået endnu svagere rustet til mødet med omikron-varianten.
Hyppigere nedlukninger kommer til at resultere i lavere økonomisk vækst – IMF har allerede nedskrevet deres vækstestimater for den kinesiske økonomi i 2022 fra 5,7 pct. til 4,8 pct. Det kan blive endnu lavere, og det risikerer videre at trække tæppet væk under Xis stort anlagte ’fælles velstand’-kampagne, hvor han har sat den kinesiske befolkning bedre levevilkår i udsigt.
Over årene har Xi slået på, hvordan Kommunistpartiet med ham ved roret har demonstreret både stærk krisehåndtering og evnen til at garantere befolkningen økonomisk fremgang og stabilitet, som er de vestlige demokratier langt overlegen. Den fortælling kan der blive sat alvorlige spørgsmålstegn ved – også internt i partitoppen, hvor der givet er modstand mod Xi og den centralisering af magten, der er sket under hans ledelse.
Andre lande, der tidligere har fulgt en nultolerance-strategi – som fx Australien, New Zealand og Singapore – har opgivet den i mødet med omikron-varianten. Xi vil givet holde stædigt ved, mest af frygt for de politiske konsekvenser og risici, hvis han skifter holdning. Kina går derfor et vanskeligt 2022 i møde – uden udsigt til, at landet åbner op. Før det vil ske, skal vi mindst om på den anden side af partikongressen, og med krigen i Ukraine, der også ser ud til at fortsætte mange måneder frem, er der på det udenrigspolitiske område heller ikke hjælp at hente for Xi. Kina vil forsøge at rette fokus andre steder hen – fx på Kinas styrkede samarbejde med visse asiatiske og afrikanske lande også i et forøg på at mobilisere udviklingslandene bag Kina, men det ændrer ikke på, at Kinas økonomiske interesser knytter Beijing op til USA og Europa, som har Ukraine øverst på dagsordenen. Derfor kommer Xi til at forholde sig til udviklingen i Ukraine og omkostninger ved at holde fast i Kinas ’grænseløse venskab’ med Rusland.
Særligt i et år med partikongres er kerneprioriteten at fastholde stabilitet, og det er vel at mærke en usædvanlig partikongres, partiet har i vente, hvilket øger behovet for at rydde usikkerhed og risici af vejen. Xi og partitoppen har malet sig selv op i et hjørne i forhold til både Ukraine og COVID-19-håndteringen, men om det for alvor kan ryste noget politisk i Kina, er tvivlsomt. Som premierminister Li Keqiang afsluttede sin tale ved den store folkekongres afholdt i Beijing i marts i år – og en slags forløber til partikongressen i efteråret – så er det netop nu, hvor Kina står over for stigende farer og udfordringer, at “vi skal forene os endnu tættere omkring particentret med Xi Jinping som dets kerne”. ■
Xi og partitoppen har malet sig selv op i et hjørne i forhold til både Ukraine og COVID-19-håndteringen, men om det for alvor kan ryste noget politisk i Kina, er tvivlsomt
_______
[EPILOG TILFØJET 27. april]
Omikron fortsætter med at udfordre den kinesiske nul-tolerance-strategi. Shanghai er nu lukket ned på femte uge, hvilket fortsat skaber stor frustration og vrede hos byens befolkning, der særligt bliver udtrykt online med udbredt anvendelse af det fælles tag “Lyden af april”. Senest har en seks minutter lang video floreret på kinesiske sociale medier, som samler lydklip fra nogle af de mange desperate beklagelser og råb om hjælp, som er kommet af byen i løbet af de seneste uger, samtidig med at der vises et øde Shanghai holdt i sort-hvid med en sørgelig underlægningsmusik. Det er stærkt følelsesladet og meget usædvanligt – en meget direkte kritik og udstilling af de kinesiske myndighedernes manglende evne til at koordinere og håndtere situationen.
Videoen er nu censureret, men problemet for Xi Jinping og folkene i partitoppen er, at jo længere nedlukningen fortsætter, jo sværere bliver det at holde låg på den store frustration og vrede. Der er stadig ikke præsenteret en egentlig plan for, hvornår og hvordan nedlukningen får en ende. Derimod er der tegn på, at en nedlukning af Beijing er på vej. Her er over 30 indbyggere blevet testet positiv over de sidste par dage, og der er nu igangsat massetestning som forsøg på at modvirke yderligere spredning. Byens ca. 20 millioner indbyggere opfordres kraftigt til at blive hjemme.
En længere nedlukning af Beijing, særligt hvis den håndteres ligeså dårligt som i Shanghai, kan få store økonomiske og politiske implikationer. Beijing er muligvis bedre forberedt – byens myndigheder har, særligt i forbindelse med afholdelse af Vinter-OL i februar, udarbejdet beredskabsplaner. Om de planer holder i mødet med Omikron, vil de næste uger vise. Beijing er hovedstaden, hvor Xi Jinping og partitoppen holder til. Den officielle forklaring på den katastrofale håndtering i Shanghai, som går på inkompetent udøvelse af nul-tolerance strategien fra de lokale myndigheder, kan ikke gentages i Beijing. Her vil Xi i højere grad blive tvunget til at træde frem. ■
Ningbo, Kina: Et bud leverer madvarer under nedlukning i den østlige Zhejiang-provins, 2. april 2022 [FOTO: AFP/Ritzau Scanpix]
Camilla Tenna Nørup Sørensen (f. 1976) er lektor ved Institut for Strategi og Krigsstudier på Forsvarsakademiet, hvor hun forsker og underviser i stormagtspolitik og -strategi med særligt fokus på Kina, Østasien og Arktis. Hun publicerer bredt om disse emner – senere i 2022 udgiver RÆSONs Forlag den nye udgave af Verdens Magter, hvor hun bidrager med kapitlet om Kina. ILLUSTRATION: Beijing: Afslutningen på den nationale folkekongres, 11. marts 2022 transmitteres via storskærme [FOTO: Tingshu Wang/Reuters/Ritzau Scanpix]
![Kampen om magten: “En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb”](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
