Benjamin Cedric Larsen i RÆSON SØNDAG: Fronterne skærpes i kampen om digital suverænitet. Hvor er vi på vej hen?

19.06.2022

Både når det gælder brugen af kunstig intelligens og IT, forsøger USA og EU nu at skabe en fælles standard som modvægt til Kina og andre autoritære lande. Er det begyndelsen på afvigende globale styringsformer i højteknologiske regimer? Det kan vise sig at være en af ​​de største udfordringer i det 21. århundrede.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordene

Af Benjamin Cedric Larsen

29. september 2021 afholdte USA og EU’s nye Trade and Technology Council (TTC) deres første topmøde. Det foregik i den gamle industriby Pittsburgh, Pennsylvania, under ledelse af bl.a. Europa-Kommissionens næstformand, Margrethe Vestager, og USA’s udenrigsminister, Antony Blinken. Efter mødet erklærede USA og EU sig som modstandere af brugen af kunstig intelligens (AI), der ikke respekterer menneskerettighedskrav og som omfatter rettighedskrænkende systemer, såsom sociale scoringssystemer. Under mødet præciserede TTC, at USA og EU ”har betydelige bekymringer over, at autoritære regeringer afprøver sociale scoringssystemer med det formål at implementere social kontrol i stor skala.”

Det implicitte mål for kritikken er Kinas social credit-system. Man ville signalere, at USA/EU forholder sig skeptisk til Kinas opfattelse af, hvordan myndigheder skal forholde sig til brugen af kunstig intelligens og informationsteknologi (AI og IT).

Sideløbende med denne diskussion accelerer et geopolitisk kapløb indenfor højteknologi, hvor spørgsmålet om digital kompatibilitet imellem forskellige teknologiske regimer står centralt.

TTC danner nu en akse omkring demokratiske landes menneskerettighedsorienterede tilgang til udviklingen af kunstig intelligens, hvilken står i stærk kontrast til autoritære lande som Rusland og Kina. For at forstå hvorvidt vi begynder at bevæge os i retningen af inkompatible højteknologiske systemer samt syringsformer, er det vigtigt først at besøge USA, Kina og EU’s unikke standpunkter i forhold til data samt brugen af kunstig intelligens i samfundet.

USA: Industrien skal regulere sig selv
USA’s tilgang til kunstig intelligens er præget af en idé om, at virksomhederne generelt set selv skal styre udviklingen. Mens den amerikanske lov om algoritmisk ansvarlighed (Algorithmic Accountability Act) blev genintroduceret i 2022, har loven lang vej foran sig da den endnu ikke er blevet godkendt i hverken Senatet eller Repræsentanternes Hus – hvor den først blev introduceret tilbage i 2019. Skulle loven blive vedtaget, ville den kræve at virksomheder der udvikler, sælger og bruger automatiserede systemer, vil blive underlagt nye former for gennemsigtighed og kontrol med hvornår og hvordan automatiserede systemer benyttes. Lignende tiltag er derimod godt på vej i Europa, og er allerede i nogen grad blevet vedtaget i Kina.

Med hensyn til regulering af indhold og information på online platforme, er disse fortsat beskyttet mod juridiske konsekvenser på grund af paragraf 230 i Kommunikationsloven, som skitserer, at ansvaret påhviler den enkelte bruger som indholdsskaber og altså ikke platformen.

Der er kun vag kontrol, når det gælder de anbefalingsalgoritmer (recommender engines), der rangerer, organiserer og bestemmer synligheden af oplysninger på tværs af fx søgemaskiner og digitale platforme som Facebook, selvom de har omfattende social-teknologiske konsekvenser. Ligesom ”too-big-to-fail” begrebet i den finansielle verden, har mange digitale platformes brug af kunstig intelligens og orkestrering af information forvandlet disse til systemisk vigtige former for informationsinfrastrukturer. Og da disse infrastrukturer har potentialet til at „fejle‟ på nye måder, har en række samfundsorganisationer som American Civil Liberties Union (ACLU) krævet, at de bør underkastes nye former for offentligt tilsyn, der dog ofte endnu ikke er blevet udtænkt eller lovmæssigt vedtaget.

AI-regulering ER dog begyndt at vinde indpas på sektorniveau, hvor sektorspecifikke løsninger, fx indenfor sundhed, gradvist etablerer en patchwork-orienteret tilgang til offentlig styring af kunstig intelligens i samfundet.

Indtil videre, har Washington altså valgt en general hands-off-tilgang til kunstig intelligens i forsøget på at skabe et miljø frit for tyngende regulering. Regeringen har gentagne gange erklæret at ”byrdefulde” regler og statsregulering ofte anses som ”barrierer for innovation,” og derfor skal mindskes fx på områder som selvkørende biler.

Det er ikke kun med henblik på reguleringen af kunstig intelligens, at USA syntes at falde bagefter på det lovmæssige område, men også inden for reguleringen af data. USA har endnu ikke udarbejdet nogen national politik om databeskyttelse som fx i EU hvor den generelle forordning om databeskyttelse (GDPR) der trådte i kraft i 2018, indførte et harmoniseret regelsæt på tværs af EU-lande. Til sammenligning, har kun tre ud af USA’s 50 delstater vedtaget omfattende lovgivning på dataområdet, hvilket har bevirket at Californiens Consumer Privacy Act (CCPA), der trådte i kraft i 2020, er blevet Amerikas de jure dataregulering. GDPR har på mange måder været forbilledet for CCPA, der kræver at virksomheder giver forbrugere øgede privatlivsrettigheder såsom retten til at få indsigt i, samt til at kunne slette persondata, fravælge salg af disse data, samt være fri for online diskrimination.

Samtidig med at USA tager en laissez faire tilgang til reguleringen af kunstig intelligens, vinder nye industripolitiske tiltag frem der er specifikt rettet imod at styrke AI-forsyningskæden. Et eksempel er initiativet ”CHIPS for America Act”, hvor Demokrater og Republikanere samlede sig om at skabe nye incitamenter for produktionen af mikrochips (semiconductors) på amerikansk jord. Disse kredsløb er grundstenen i alle computere og dermed også for udviklingen af kunstig intelligens.

Denne form for industripolitik er uvant i amerikansk regi, men indgår i det store spørgsmål om digital suverænitet, der i disse år rejses både i USA, Europa og Kina. Helt grundlæggende refererer ’digital suverænitet’ til nationers evne til at kontrollere deres egen digitale fremtid og inkluderer kontrol over hele AI-forsyningskæden fra data til hardware (fx mikrochips) og software (fx algoritmer). Digital suverænitet referer både til frygten for at blive afskåret fra kritiske digitale komponenter som mikrochips, men også til ideen om at styrke nationale former for digital innovation og dermed vækst. Samtidig handler digital suverænitet også om muligheden for at kunne sikre sig at virksomheder overholder borgernes databaserede og, i stigende grad, AI-relaterede rettigheder.

Baseret på tanken om digital suverænitet markerer CHIPS for America Act således et skift i amerikansk industripolitik drevet af bekymringer om at bevare amerikansk teknologisk lederskab i lyset af voksende konkurrence fra Kina.

Når det gælder brugen af ​​kunstig intelligens i den offentlige sektor har der i USA været signifikant modstand mod fx ordensmagtens brug af ansigtsgenkendelse, fx i form af kritik fra ACLU (American Civil Liberties Union). Men igen ses der en patchwork-orienteret tilgang til lovgivning på området. Flere byer – som Boston, Minneapolis, San Francisco, Oakland, og Portland – har således forbudt offentlige instanser, herunder politiet, at bruge ansigtsgenkendelse. ”Det fungerer ikke. Afroamerikanere er 5-10 gange mere tilbøjelige til at blive fejlidentificeret” udtalte Alameda Council medlem John Knox White, der var med til at forbyde brugen af ansigtsgenkendelse i Oakland i 2019.

I Kina derimod spiller staten en central og voksende rolle i at adoptere nye ansigtsgenkendelsesteknologier for at overvåge det offentlige rum. Ifølge nogle estimater er der på tværs af landet installeret op mod 626 millioner ansigtsgenkendende kameraer (2020). Denne enorme efterspørgsel har ikke overraskende bidraget til at gøre Kina til en verdensførende nation indenfor udviklingen af kunstig intelligens relateret til ansigtsgenkendelse. Sammenlignet med USA spiller civilsamfundet og en dertilhørende offentlig debat en marginal rolle i Kina, hvilket gør det langt sværere for befolkningen at sætte spørgsmålstegn ved centralregeringens brug af kunstig intelligens i samfundet.

I USA ser man modsat hvordan ”amerikanske værdier” langsomt udvikler sig til en ideologisk mekanisme for at sikre en menneskerettighedscentreret tilgang til brugen af kunstig intelligens. En rapport fra landets National Security Commission on Artificial Intelligence (NSCAI) definerede i marts 2021 ”AI-kapløbet” (mellem Kina og USA) som en værdibaseret konkurrence, hvor Kina skal ses som en direkte konkurrent. NSCAI her derfor anbefalet at skabe såkaldte ”choke points” – kvælningspunkter – der skal begrænse de kinesiske fremskridt.

Historisk set har mange kinesiske forskere bidraget til banebrydende gennembrud indenfor kunstig intelligens i USA, imens amerikanske virksomheder som Microsoft Research Asia, har spillet en afgørende rolle i at udklække kinesiske talenter indenfor området. Nogle af disse har haft stor betydning for kinesiske AI og IT-koncerner som fx Baidu (Kinas svar på Google). På baggrund af voksende mistillid mellem USA og Kina, lider disse former for samarbejde, hvilket resulterer i en gentænkning af eksisterende bånd. På den længere bane kan det resultere i en spaltning af open source-software og økosystemer, et område der historisk set har været drevet af uformelle men globale former for samarbejde, der har været fri for statslig intervention. På baggrund af fornyede tanker omkring digital suverænitet er dette dog i færd med at ændre sig, specielt på tværs af Beijing og Washington.

Kort sagt: Internationale former for AI-governance bliver viklet ind i stormagtskonkurrence mellem USA og Kina. Det bringer både eksisterende og fremtidige samarbejdsformer i fare.

 

Internationale former for AI-governance bliver viklet ind i stormagtskonkurrence mellem USA og Kina. Det bringer både eksisterende og fremtidige samarbejdsformer i fare
_______

 

Kina: Hastigt accelererende styring
Kinas tilgang til AI-lovgivning udvikles hastigt, primært baseret på centralstyret i Beijing. Her har implementeringen af den nationale AI-strategi i 2017 været et afgørende skridt – fra, hvad der før var et lemfældigt styringsregime, til etableringen af langt strengere håndhævelsesmekanismer forbundet med data og algoritmisk tilsyn. På dataområdet implementerede Kina i 2021 ”Loven om beskyttelse af personlige oplysninger” (PIPL), som er en national dataregulering udformet under inspiration af EU’s generelle databeskyttelsesforordning (GDPR). Loven indebærer bl.a. at virksomheder skal klassificere samt lokalisere deres data – et element, der er kritisk i etableringen af digital suverænitet. Virksomheder der behandler data kategoriseret som ”følsomme personlige oplysninger” skal under loven søge særskilt samtykke fra disse personer og angive hvorfor de behandler disse data samt forklare eventuelle virkninger af data-relaterede beslutninger. Ligesom GDPR, giver PIPL Kinas forbrugere øgede rettigheder imens virksomheder bliver underlagt strengere former for nationalt oversyn og data-relateret kontrol.

I forhold til kunstig intelligens er Kinas regulering af anbefalingsalgoritmer (recommender engines), som trådte i kraft i marts 2022, den første af sin slags på verdensplan. Reguleringen giver brugere nye rettigheder, herunder muligheden for at fravælge brugen af anbefalingsalgoritmer, slette brugerdata samt at skabe højere gennemsigtighed ift. hvor og hvordan disse algoritmer bruges. Reguleringen fokuserer også på indholdsmoderering ved at kræve, at private virksomheder aktivt fremmer ‚positiv‛ information, der følger Kommunistpartiets officielle linje. Det omfatter promovering af indhold, der betragtes som patriotisk, familievenligt, og som fokuserer på positive historier i overensstemmelse med partiets kerneværdier. Ekstravagance, overforbrug, asocial adfærd, overdreven interesse for berømtheder og politisk aktivisme er underlagt strengere kontrol, og det forventes, at platforme aktivt griber ind og regulerer denne adfærd. Kinas regulering af anbefalingsalgoritmer rækker derfor langt videre end det digitale rum ved fysisk at diktere hvilken form for adfærd Beijing anser som gunstig eller utålelig i samfundet.

I modsætning til USA er ansvaret altså placeret på virksomheder, der forventes at moderere, forbyde og promovere bestemte former for indhold. Kinas regulering af recommender engines kan dog være kompliceret – både for virksomheder at implementere og for regulatorer at håndhæve – fordi loven ofte fortolkes vilkårligt. For virksomheder, der opererer både i Kina og på andre markeder, kan reguleringen let accelerere en afkobling mellem de måder, man opererer på.

Med hensyn til innovation er Beijing begyndt at styrke private partnerskaber med Kinas førende teknologivirksomheder. Således er adskillige private virksomheder blevet ophøjet til ’nationale champions’ eller uformelt til medlemmer af Kinas ‚nationale AI-team‛, der har ansvar for at styrke Kinas AI-økosystem.

Resultatet er, at teknologikoncerner som Baidu, Alibaba og Tencent langsomt har vokset ind i toppen af Kinas centralt planlagte økonomi. Og netop på grund af disse virksomheders betydning for landets sociale og økonomiske udvikling bringer regeringen dem tættere på Kommunistpartiets strategiske mål for fremtiden. Det omfatter blandede former for ejerskab fx gennem at opkøbe minoritetsandele i private virksomheder gennem statsstyrede kapitalfonde samt at besætte bestyrelsespladser i disse med medlemmer fra Kommunistpartiet. Andre tiltag indbefatter at forbyde sektorer, der ikke lever op til partiets langsigtede prioriteter. En af disse industrier var Kinas for-profit educational technology-sektor, der blev forbudt i 2021, fordi partiet ville dæmpe uligheden i uddannelse.

Hvor USA og EU først for nyligt har søsat nye tiltag for mikrochips, har Kina i mange år forsøgt at opfostre sin egen chipindustri. Senest i 2014 blev The National Integrated Circuit Fund oprettet med det enkle formål at gøre Kina til verdensførende inden for alle segmenter af chipforsyningskæden inden 2030. Mens Kina stadig halter efter USA, er mikrochips et område af AI-værdikæden, der modtager konstant opmærksomhed fra Beijing – og nu også fra Bruxelles.

Med hensyn til værdier fastslår Kinas seneste femårsplan, at målet med teknologisk udvikling er at fremme social stabilitet. Kunstig intelligens skal ses som et socialt kontrolværktøj i ”den store transformation af den kinesiske nation”. Dette indebærer, at der skal opretholdes en balance mellem social kontrol og innovation.

Kort sagt: I disse år udvikler Kina sin centralstyrede udviklingsmodel, hvor streng kontrol med information og brugen af kunstig intelligens til overvågning kobles med rekruttering af private aktører og blandede former for ejerskab, der slører forholdet mellem offentlig og privat styring.

 

I disse år udvikler Kina sin centralstyrede udviklingsmodel, hvor streng kontrol med information og brugen af kunstig intelligens til overvågning kobles med rekruttering af private aktører og blandede former for ejerskab, der slører forholdet mellem offentlig og privat styring
_______

 

EU: Lovgivning og regulering
EU har på mange måder været en frontløber inden for reguleringen af data og nu kunstig intelligens. Unionens General Data Protection Regulation (GDPR), der trådte i kraft i 2018, skabte præcedens for, hvordan data skal reguleres, hvilket ses i måden lovgivningen har inspireret bl.a. Californiens Consumer Privacy Act (CCPA) samt Kinas Lov om beskyttelse af personlige oplysninger” (PIPL). EU’s forestående AI Act (AIA), der ventes at træde i kraft i 2023, udgør også ny og banebrydende risikobaseret regulering af kunstig intelligens, der sammen med EU’s Digital Markets Act (DMA) og Digital Services Act (DSA), skaber en mere holistisk tilgang til hvordan myndigheder skal forholde sig til brugen af kunstig intelligens og informationsteknologi (AI og IT).

EU’s Digital Markets Act (DMA) forsøger bl.a. at sikre, at digitale platforme, der besidder såkaldte gatekeeper-funktioner, igennem deres millionvis af brugeres data, ikke udnytter deres datamonopoler til at skabe ulige markedsvilkår. Det implicitte mål er at øge (europæisk) innovation, vækst og konkurrenceevne.

På samme måde forsøger EU’s Digital Services Act (DSA) at give forbrugere mere kontrol over, hvad de ser online. Det indebærer fx bedre information om, hvorfor specifikt indhold anbefales gennem brugen af anbefalingsalgoritmer (recommender engines), og mulighed for at fravælge recommender-baseret profilering. De nye regler vil beskytte brugere mod ulovligt indhold og sigter mod at tackle skadeligt indhold, såsom politisk eller sundhedsrelateret misinformation. DSA minder derfor i nogen grad om Kinas nyligt implementerede regulering af recommender engines, der også giver forbrugere mere kontrol over information og algoritmisk interaktion. Hvor både EU og Kina forsøger at give forbrugerne flere muligheder for at forstå det indhold de ser, samt at kunne interagere med og influerer indholdet, går reguleringen af recommender engines som nævnt et skridt videre i Kina. Formålet i EU er modsat at give forbrugerne mere kontrol over digitale interaktioner, uden nødvendigvis at diktatere indholdet af disse.

Imens USA har erklæret en højteknologisk konkurrence mod Kina, har EU valgt at fokusere på reguleringen af amerikanske teknologigiganters fortsatte fremfærd og potentielle monopolisering på det europæiske marked. Formålet er ikke blot at sikre, at EU-borgeres rettigheder bliver opretholdt i det digitale rum, men også at sikre at europæiske virksomheder får bedre mulighed for at konkurrere imod USA’s internet-giganter. På samme tid forsøger EU at bevæger sig tættere på disse koncerner ved at åbne et kontor i hjertet af Silicon Valley, med det formål, at etablerer bedre kontakt med virksomheder som Apple, Google og Meta (der ejer bl.a. Facebook og Instagram), og for at sikre sig, at de overholder nye europæiske regler som AIA, DMA, og DSA.

I forhold til computer-chips annoncerede Europa-Kommissionens formand Ursula von der Leyen The European Chips Act i februar 2022, med det formål at gøre EU til en industriel leder: Andelen af den globale produktion skal inden 2030 mere end fordobles fra 9 til 20 pct.. The European Chips Act er et svar på USA’s CHIPS for America Act, samt på Kinas klare ambitioner omkring at opnå digital suverænitet indenfor udviklingen af mikrochips. Ift. kontrol over den computerbaserede del af AI-værdikæden, er politiseringen af højteknologisk udvikling kun lige begyndt.   

Kort sagt: Imens EU i høj grad sætter dagsordenen for offentlig styring af det digitale rum, halter europæiske virksomheder bagefter amerikanske og kinesiske AI og IT-giganter som Apple, Amazon, Google, Baidu, Alibaba og Tencent. Nye reguleringer er derfor ikke kun møntet på at sikre sig, at internationale virksomheder overholder europæiske regelsæt, men også på at EU’s digitale suverænitet (og virksomheder) skal styrkedes i skyggen af dominerende konkurrence fra USA og Kina i det digitale rum.

 

Imens EU i høj grad sætter dagsordenen for offentlig styring af det digitale rum, halter europæiske virksomheder bagefter amerikanske og kinesiske AI og IT-giganter
_______

 

Ønsket om selvforsyning
De ideologiske brudflader mellem de tre stormagter kan få bredere geopolitiske konsekvenser for styringen af ​​kunstig intelligens og informationsteknologi. Tendensen i retning af øget national digital suverænitet er symptomatisk for en bredere forankring af strategiske digitale kompetencer og ressourcer i nationalstaten, der kan udvikle sig på bekostning af internationalt samarbejde. Kontrol over strategiske ressourcer – både data, software, og hardware – er i øjeblikket af største betydning for beslutningstagere i både USA, EU og Kina. Men dette kan øge fragmentering, mistillid og konkurrence i det digitale rum, hvilket allerede er tilfældet hvad angår kommunikationsteknologier som 5G. USA, Canada, England, Australien samt en række Europæiske lande har alle valgt at ekskludere kinesiske 5G leverandør som Huawei og ZTE på baggrund af voksende mistillid omkring datasikkerhed samt faren for overvågning af borgere fra Beijing.

Efterhånden som den teknologiske afkobling bliver dybere, vil Kina forsøge at opretholde sit mål om at opnå selvforsyning og teknologisk uafhængighed, især fra højteknologiske produkter med oprindelse i USA. Så sent som i maj 2022 fastslog Beijing, at computere fra centrale regeringsagenturer og statsstøttede virksomheder skal erstatte PC’er fra udenlandske fabrikanter inden for to år. Det inkluderer en udfasning af Windows OS, som bliver erstattet af Kylin OS, der er udviklet af Kinas Nationale Universitet for Forsvarsteknologi.

Amerikanske initiativer – som fx at placere kinesiske virksomheder på Washingtons Entity List, der begrænser virksomheders adgang til amerikansk teknologi – både legitimerer og inciterer Kinas mål om teknologisk selvforsyning. Beijing kan ikke kan stole på strategiske teknologiske komponenter fra USA som en del af sin økonomiske vækststrategi. Politiseringen af strategiske forsyningskæder kan derfor styrke ønsket om at opnå digital suverænitet indenfor en række teknologiske infrastrukturer.

I forhold til reguleringen af kunstig intelligens betyder disse udviklinger, at tidligere former for samarbejde på tværs af Stillehavet stille og roligt bliver kappet, mens en zero sum-lignende konkurrence mellem Kina og USA begynder at indsnævre mulighederne for at finde nye internationale løsninger.

Imens USA og EU divergere ift. AI-regulering, fokuseret på henholdsvis selvregulering versus omfattende regulering af det digitale rum, så deler de fortsat en grundlæggende tilgang til kunstig intelligens baseret på respekt for menneskerettigheder. Denne tilgang bliver nu langsomt operationaliseret til at fordømme brugen af ​​kunstig intelligens til sociale overvågnings- og kontrolformål, som der ses i Kina, Rusland samt andre autoritære lande. I skyggen af disse udviklinger, opstår der langsomt en akse omkring demokratiske nationers Menneskerettigheds-orienterede opfattelse af teknologisk styring, samt hvordan myndigheder skal forholde sig til brugen af kunstig intelligens og informationsteknologi i samfundet.

Hvor bevæger vi os hen?
15. maj 2022 afholdte USA og EU’s Trade and Technology Council (TTC) deres andet topmøde. Denne gang i Saclay – Paris, en af Frankrigs førende forsknings- og erhvervsklynger. Blinken og Vestager mødtes igen med et formål om at fremme transatlantisk samarbejde og demokratiske tilgange til handel, teknologi og sikkerhed. Ift. kunstig intelligens udmundede mødet i at styrke det strategiske forhold på tværs af Atlanten på en række konkrete områder. Fx dybere informationsudveksling om eksport af kritisk teknologi fra USA og EU, med et indledende fokus på Rusland og andre potentielle lande (læs Kina). USA og EU vil også arbejde sammen om større koordinering i udviklingen af evaluerings- og måleværktøjer, der bidrager til troværdig kunstig intelligens, risikostyring, samt privatlivsfremmende teknologier. Man vil oprette en mekanisme for strategisk standardiseringsinformation (SSI), dvs. udveksling af information om internationale teknologistandarder – et område, hvor Kina også har ekspanderet hastigt. Man diskuterer også et tidligt varslingssystem til bedre at forudsige og imødegå potentielle afbrydelser i mikrochip-forsyningskæden samt en transatlantisk tilgang til investeringer i dette område. Formålet: At skabe forsyningssikkerhed for EU/USA.

Mens TTC langsomt cementerer vigtigheden af USA og EU’s demokratiske transatlantiske alliance indenfor kunstig intelligens, syntes kløften mellem USA og Kina at blive dybere. Verden bevæger sig derfor stille og roligt væk fra et liberalt udgangspunkt i global (fysisk og digital) interoperationalitet.

Og hvor bevæger det os hen? På den korte bane kan det bidrage til en balkanisering af teknologiske økosystemer: et ”kinesisk” net samt dertilhørende digitalt økosystem, et amerikansk og et europæisk, med hver sit regelsæt. På den lange bane kan betyde, at det bliver langt sværere at enes om, hvordan mere komplicerede former for kunstig intelligens skal reguleres og håndteres.

At kunstig intelligens vil revolutionere samfundet i de kommende årtier, hersker der ingen tvivl om. Det er dog mere tvivlsomt, hvorvidt verdens lande kan finde bred enighed om, hvordan teknologien skal implementeres for at have størst mulig samfundsmæssig gavn. Det kan vise sig at være en af ​​de største udfordringer i det 21. århundrede. ■

 

At kunstig intelligens vil revolutionere samfundet i de kommende årtier, hersker der ingen tvivl om. Det kan vise sig at være en af ​​de største udfordringer i det 21. århundrede
_______

Apropos denne artikel:

På vej i april: Det nye trykte nummer. Tegn abonnement idag og få bladet med posten inden udgivelsen: Fortsat blot 250 kr./året, 200 for studerende+pensionister

Malthe Dahl: Kan Le Pens parti omsætte vreden til vælgere – eller har Trump givet højrestøtterne kolde fødder?

Geopol med Mikkel Vedby og Lars Struwe: Anti-trumpisme er vestlige politikeres nye trumfkort

Per Øhrgaard: Når dannelsen går tabt, bliver demokrati til populisme

Tidligere arrangementer i 2025

Svend Roed Nielsen: Vi er ikke forsvarsløse mod Trumps handelskrig. Tværtimod – EU har et stærkt kort på hånden