Asser Amdisen: Noget er vendt på hovedet, når det åbenbart er helt i orden at angribe politikernes person, men man skal tale pænt om deres politik

25.01.2022

Mette Frederiksen i naziuniform og Jakob Ellemann som en dansk Donald Trump er eksempler på, at der ingen nedre grænse er for angreb på politikers personlighed. Men til gengæld regnes det for at være under lavmålet, hvis man retter anklager mod andres politik.

Artiklerne i RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er KUN muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Asser Amdisen

FORLEDEN KUNNE MAN i Politiken læse en harmdirrende kronik af Rasmus Stokholm fra Socialdemokratiet, som med næsten bævende underlæbe kunne fortælle om, hvordan den borgerlige opposition brugte ubehagelige retoriske kneb a la Trump for at ophidse pøbelen (Men in Black) til at demonstrere og være vrede på statsministeren, som aldrig var blevet dømt for noget.

Udover det ufrivilligt komiske i, at hele Danmarks ukrudtsbekæmper pludselig er blevet utilpas over alle de ufine retoriske kneb i debatten, så viste kronikken et interessant fænomen i den politiske debat i dag. På den ene side, så er debatten blev meget grovere, og på den anden side er politikere blevet mere fintfølende.

Og der er ingen tvivl om, at den politiske kommunikation er blevet mere brutal. Billeder af Mette Frederiksen i naziuniform og Stokholms forsøg på at gøre Jakob Ellemann til en dansk Donald Trump er bare eksempler på, at der ingen synlig bundgrænse længere er, når man taler om politikeres karakter eller personlighed. Lars Løkkes underbukser, Carsten Hansens fadøl, Helle Thorning guccitaske eller Pernilles Skippers amning fik ligledes med forhammeren, og intet argument er for lavt eller nogen betegnelse for perfid. Men det lever man med.

Men til gengæld regnes det for at være under lavmålet, hvis man retter anklager mod andres politik. At sige, at det er et skråplan mod totalitarisme, når statsministeren ikke overholder grundloven eller et udtryk for populisme, når man angriber flygtninge, københavnere, akademikere, minkavlere eller en eller anden befolkningsgruppe med røven i sparkehøjde, må vi forstå, at det er helt utilstedeligt.

Det er altså helt i orden at angribe modstanderens person – gerne med stråmandsargumenter, men man skal tale pænt om deres politik. Noget er vendt på hovedet.

 

Det er altså helt i orden at angribe modstanderens person – gerne med stråmandsargumenter, men man skal tale pænt om deres politik. Noget er vendt på hovedet
_______

 

Fra konsensus til konflikt
En helt grundlæggende forudsætning for demokratiet er en grundlæggende anerkendelse af, at alle borgere i samfundet er lige meget værd. At vi har lige meget ret til at være her og har lige andel i det samfund, vi deler. Det betyder, at uanset om jeg personligt kan lide Stokholm eller ej, så bør jeg som demokratisk borger anerkende både hans, Pernille Vermund eller for den sags skyld Rune Lunds ret til at være i samfundet og til at ytre sig og blande sig i det.

Men det betyder ikke, at disse samfundsaktører dermed har fået en fribillet, så deres holdninger ikke kan kritiseres eller sættes under debat. Når der fx opstår en debat om, hvorvidt regeringen bevidst eller ubevidst har brugt magt mod befolkningen uden hjemmel, så er den debat i sig selv grund nok til at oppositionen skal sætte sig helt frem i stolen. Og det handler ikke om, at Mette Frederiksen er ond, eller at Jakob Ellemann har været på populistkursus. Når den slags sker, er det oppositionens rolle at slå hårdt og dermed sikre, at ingen regering vil kunne slippe afsted med noget sådant. Kan regeringen så forklare og forsvare sine handlinger, ja, så må stormen afblæses igen. Men det er et kerneelement i demokratiet, at det stormer.

I Danmark har vi gennem mange år levet med en politisk konsensuskultur. Vi har været glade for brede forlig over midten og en lov bliver automatisk mere legitim, når den har et bredt flertal bag sig i folketinget. De radikale har for nyligt meldt ud, at alle politiske kameler kan sluges for at etablere en bred regering.

Denne konfliktsky konsensustænkning stammer i meget høj grad fra det traume dansk national identitet blev udsat for i kølvandet på 1864, hvor vi som nation blev nødt til at finde et alternativ til den krigeriske og kampvillige nationalisme, som havde domineret danskheden op til krigen.

Idealet om den fredelige debat på midten af dansk politik passede meget godt til politikken fra hovedaftalen i 1899 og cirka 100 år frem, hvor væksten var enorm og politik ikke længere handlede om en kamp mellem interesser, men om fordeling af en velstand som bare blev større og større. Der var derfor basis for fred og samarbejde for alle blev jo rigere og kampen om rigdommen var den eneste kamp som var værd at kæmpe.

Den kompromisløse flygtningedebat
Ideen om et samfund, hvor der er plads og velstand til alle, blev efter murens fald til en global konkurrence, hvor vores lille stamme skulle kæmpe med alle mulige andre stammer om plads, velfærd og sikkerhed. Men alligevel skulle vi være enige og have de samme interesser, hvilket er en utopi. For en del danskere handler flygtningepolitikken om at sikre, at det homogene samfund, vi forestiller os at have, ikke bliver truet. Det handler om at beskytte vores tryghed mod fattige og kulturelt fremmede, som kommer og sætte vore værdier og idealer under pres. For en anden del af danskerne handler flygtningepolitikken om at sikre, at mennesker i nød rundt om i verden får en mulighed for overlevelse og et mere værdigt liv. Det betyder i den sammenhæng ikke så meget om dette skulle betyde, at vores levestandard skulle falde, eller at elementer i vores kultur må forandres.

 

En gruppe af danskerne mener, at flere flygtninge ødelægger vores liv, civilisation og værdier, og en anden gruppe af danskerne mener, at den stramme udlændigepolitik tvinger uskyldige fra resten af verden ud i død og ødelæggelse
_______

 

Der kan i denne sag ikke findes et blødt kompromis. En gruppe af danskerne mener, at flere flygtninge ødelægger vores liv, civilisation og værdier, og en anden gruppe af danskerne mener, at den stramme udlændigepolitik tvinger uskyldige fra resten af verden ud i død og ødelæggelse. Den første gruppe ser den anden som mennesker, der inviterer voldsmænd og røvere indenfor, og den anden gruppe mener, at den første gruppe direkte er skyld i druknede børn i Middelhavet og ufattelige lidelser for millioner af mennesker i den tredje verden.

Enten mener man det ene, eller også mener man det andet. Selvfølgelig kan man vende diskussionen til en diskussion af, hvor mange landet kan rumme, men den diskussion vil under alle omstændigheder ende det samme sted, for er det moralsk og etisk i orden at redde et barn og så lade ni andre drukne, for at ingen skal være nødt til at undvære fladskærmsfjernsyn i Varde?

Dette er ikke en konsensusdiskussion. Det er en kamp mellem forskellige politiske anskuelser, som ikke afhænger af uddannelse, køn eller noget andet objektivt kriterium. Det samme gælder for diskussionen om klima, om dansk krigsførelse i udlandet, om land og by og en lang række andre diskussioner. De kan ikke reduceres til uoverensstemmelser og uenighederne kan ikke reduceres til misforståelser, som kan diskuteres væk.

Enighed er ikke et ideal
Det betyder ret meget for debatten. Hvis man har den forforståelse, at alle grundlæggende bør se verden på samme måde, så betyder det også, at dem, som argumenterer for et andet syn, enten må være onde, komplet gale eller helt hykleriske. Og det er der ikke mange mennesker, som er.

Der er selvfølgelig nogen. “Fake news” eller kampen for den laveste fællesnævner er helt sikkert politiske redskaber, som mere eller mindre bevidst bruges af især de partier, som kæmper om regeringsmagten og bevidst misinformation og opportunistisk hykleri skal naturligvis udstilles, når man møder det. Men i øjeblikket virker det som om, at hver gang en politiker møder en nyhed, som ryster personens verdensbillede, så råbes der “fake news”, og hver gang politikeren møder en ny tanke, så tales der om sølvpapirshatte.

 

I øjeblikket virker det som om, at hver gang en politiker møder en nyhed, som ryster personens verdensbillede, så råbes der “fake news”, og hver gang politikeren møder en ny tanke, så tales der om sølvpapirshatte
_______

 

Enigheden og konformiteten bør ikke være et ideal. Det er faktisk ikke meningen, at alle skal respektere at andre har en holdning om, at flygtninge er ukrudt, men vi er nødt til at skabe et samfund, hvor modstridende holdninger kan eksistere samtidigt. Hvis ikke det kan lade sig gøre eller hvis man vil insistere på, at der altid skal findes et midterposition, så tror jeg samfundet brækker over.

Det, som er fælles i et demokrati, er en grundlæggende respekt for de fælles spilleregler. Det er dem, som gør, at man må sige, hvad man vil uden at blive forfulgt (men ikke uden at blive modsagt). Det er dem, som gør det muligt, at have enhver tænkelig holdning (men ikke altid at kunne leve efter den). Det er de grundlæggende borgerrettigheder, som sikrer mindretallet mod flertallet, sikrer borgeren mod staten og sikrer at alle såvel statsminister som bistandsklient skal overholde loven.

Den fæleste fascist, den mest kedsommelige socialdemokrat, den mest royale konservative og den mest libertære liberalist skal acceptere de regler, og acceptere at være begrænset af dem, når de selv er i en position, hvor de kan udøve magt. Samfundets styrke og legitimitet kommer ikke fra enighed eller samfundssind, men fra en grundlæggende forståelse af et skæbnefællesskab, som bæres af, at alle har grundlæggende borgerrettigheder og at intet embede og ingen holdning er så ophøjet, at det ikke kan underkastes demokratisk kritik og kontrol. I et stærkt demokrati respekterer man alle mennesker som værdifulde og respekterer borgerrettighederne, men alt andet kan man slås om. Lev med det!

 

I et stærkt demokrati respekterer man alle mennesker som værdifulde og respekterer borgerrettighederne, men alt andet kan man slås om. Lev med det!
_______

 

Asser Amdisen (f. 1972) er historiker og fortæller. Han har arbejdet med museer, højskoler og videregående uddannelse. Sideløbende har han skrevet bøger om Danmarkshistorie, demokratiets historie og økonomiens historie, samt formidlet historien som foredragsholder, optrædende og som hushistoriker på DR P3). ILLUSTRATION: Demonstration foran Minkkommissionen [Foto: Mads Nissen/Ritzau Scanpix].