Asger Røjle Christensen: Ukrainekrigen ændrer radikalt på Japans Ruslandspolitik

10.03.2022

RÆSON KOMPAKT er en nye serie af korte analyser for RÆSONs abonnenter.

Japans nationale sikkerhedsstrategi skal revideres ved udgangen af året som følge af situationen i Ukraine. Det forventes, at Rusland omdefineres fra en partner, som det er ”kritisk nødvendigt at fremme samarbejde med inden for områder som sikkerhed og energi”, til i stedet at optræde som en ”udfordring til den nationale sikkerhed” på linje med Kina og Nordkorea.

KOMPAKT af Asger Røjle Christensen

Ruslands invasion af Ukraine har fået den japanske regering til radikalt at ændre sin politik over for Rusland og dermed forholde sig kritisk til Japans nuværende nationale sikkerhedsstrategi.

Japan støtter op omkring de økonomiske sanktioner over for Rusland, som USA og Europa har indført. I de første år efter Fukushima-atomulykken i 2011, hvor Japans atomkraftværker blev sat i bero, blev Japan afhængig af russisk naturgas, men denne afhængighed er i de senere år reduceret. I dag importerer man mere naturgas fra lande som Australien og Malaysia.

Ud over sanktioner, har Japan samtidig også lovet at forsyne Ukraine til modstandskampen. Hvor stor en del af denne bistand, der ender med at blive militært udstyr, får vi at se i de kommende uger.

De japanske aviser skriver, at der er planer om at forsyne Ukraines hær med militært udstyr til forsvarsbrug som skudsikre veste, handsker, telte og hjelme. Der er tale om ”kritisk støtte gennem donationer af militært udstyr”, lyder det anerkendende fra den amerikanske ambassade i Tokyo, mens den japanske premierminister, Fumio Kishida, ved en pressekonference lørdag omhyggeligt brugte ord som ”nødhjælpsforsyninger” og ”humanitær hjælp” om den japanske bistand. Han lagde vægt på leverancer af medicin, hygiejneprodukter samt varmt tøj.

Indtil en omstridt lovændring i 2014 var det forbudt for Japan at eksportere nogen form for militært udstyr – og emnet er stadig sprængfarligt i den japanske debat. Japan har siden Anden Verdenskrig haft en forfatning, som i bogstavelig forstand udelukker, at man forsøger at opnå politiske mål med militære midler.

Japans nationale sikkerhedsstrategi skal revideres ved udgangen af året, og flere japanske medier beretter om, at regeringen ønsker at ændre formuleringerne omkring Rusland, som følge af situationen i Ukraine. Det forventes, at Rusland omdefineres fra en partner, som det er ”kritisk nødvendigt at fremme samarbejde med inden for områder som sikkerhed og energi”, til i stedet at optræde som en ”udfordring til den nationale sikkerhed” på linje med Kina og Nordkorea.

 

Det forventes, at Rusland omdefineres fra en partner, som det er ”kritisk nødvendigt at fremme samarbejde med inden for områder som sikkerhed og energi”, til i stedet at optræde som en ”udfordring til den nationale sikkerhed” på linje med Kina og Nordkorea
_______

 

”Den nuværende strategi ser Rusland som et venligtsindet land, men vi kan ikke længere have en så generøs tilgang til Rusland”, forklarer en anonym embedsmand fra Japans forsvarsministerium til avisen Yomiuri Shimbun.

Den nationale sikkerhedsstrategi er formuleret i 2013, og fra en periode, hvor premierminister, Shinzo Abe, havde en række topmøder med Ruslands præsident Vladimir Putin, som han tilsyneladende swingede fint med. Der blev afholdt jævnlige topmøder mellem de to landes udenrigs- og forsvarsministre, senest i 2019, og der blev påbegyndt en række resultatløse forhandlinger om de to landes territoriale mellemværende om fire små øer øst for den nordlige hovedø Hokkaido, som russerne kalder de sydlige Kuriler, og japanerne kalder ”De Nordlige Territorier”. Af hensyn til disse forhandlinger argumenterer fremtrædende parlamentarikere fra det liberal-demokratiske regeringsparti LDP i disse dage bag kulissen for, at Japan skal bestræbe sig på at undgå at kappe båndene til Rusland fuldkommen.

Endelig har det russiske overfald på Ukraine sat ny gang i debatten om japansk sikkerhedspolitik, der hele tiden rumler. Debatten handler om, hvorvidt og hvornår Japan for alvor skal begynde at bygge sit eget selvstændige forsvar, samt i hvor stor udstrækning man langt ud i fremtiden kan belave sig på alliancen med USA og den atomparaply, som USA har spændt ud over de japanske øer.

Førnævnte eks-premierminister Shinzo Abe har brudt et tabu – og skabt stor vrede i nabolandet Kina – ved at bruge Ukraine-krisen som anledning til at foreslå, at Japan i fremtiden åbent bør invitere USA til at placere atomvåben ved amerikanske baser i Japan. Et forslag, som har fået Kina til at protestere og skabt store overskrifter i omverdenen, men som ikke har skabt den store debat i selve Japan. Man ved godt, hvad Abe står for, og han er ikke premierminister mere. Det er en slet skjult hemmelighed, at amerikanske krigsskibe i årevis har medbragt atomvåben under besøg på baserne i Japan, men det er officielt blevet benægtet fra såvel japansk som amerikansk side, og det ville virkelig være et nyt signal, hvis Japan selv begynder at anmode USA om permanente atomvåben i Japan.

”Vi er nødt til at forstå, hvordan sikkerhed opretholdes ude i verden. Det må ikke være tabu for os at have en åben diskussion”, udtalte Shinzo Abe i en tv-debat ifølge netmediet Nikkei Asia.

 

Det er en slet skjult hemmelighed, at amerikanske krigsskibe i årevis har medbragt atomvåben under besøg på baserne i Japan, men det er officielt blevet benægtet fra såvel japansk som amerikansk side
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland