30.07.2022

Vesten ønsker sig Japans utvetydige støtte over for udfordringerne fra Rusland og Kina. De dramatiske tider er med til at skabe en række dilemmaer for den diplomatisk indstillede og forsigtige premierminister Kishida.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Asger Røjle Christensen

Valget til Overhuset endte med en solid sejr til Japans premierminister Fumio Kishida, men vil først og fremmest blive husket for drabet på dennes forgænger og partifælle Shinzo Abe. Kishida står nu over for en række påtrængende dilemmaer. Og netop drabet på Shinzo Abe har pludselig stillet regeringen over for en ny udfordring: Pengestærke religiøse grupper og deres politiske indflydelse.

1. Religiøse gruppers magt og rigdom
Attentatet var det første politiske drab i landet i årtier. Det stod hurtigt klart, at den unge drabsmand havde lavet sine egne hjemmelavede skydevåben med henblik på at dræbe Abe. Men det blev først efter flere dages floromvundne omskrivninger i medierne tydeligt for alle, at hans motiv var at skabe opmærksomhed på den såkaldte Moon-bevægelses politiske indflydelse på og rundhåndede økonomiske støtte til Abe-familien gennem flere generationer. Drabsmandens mor var blevet presset af Moon-bevægelsen til at støtte den med hele sin opsparede formue, hvilket havde fået familien til at gå konkurs og den unge mands tilværelse til at gå i spåner. Moon-bevægelsen har sine rødder i Sydkorea, men den har i mange årtier haft store formuer på spil i det japanske samfund, hvor den også har en vis opbakning i nogle befolkningsgrupper.

Historien har skabt stor mistro i medier og dele af befolkningen over for religiøse og nyreligiøse bevægelser. Ligesom efter den såkaldte Aum-bevægelses giftgas-angreb i Tokyos undergrundsbane i 1995 har der rejst sig krav om regeringsindgreb over for disse bevægelser og deres aktiviteter – herunder ikke mindst deres mulighed for at samle store formuer. Krav, som også høres i de dele af regeringspartiet, der ikke som Abe-fraktionen er så afhængige af støtte fra denne eller andre lignende grupper.

 

Hvis Kishida-regeringen giver efter for de aktuelle krav om nye indgreb mod religiøse bevægelser, kan det skabe stor utilfredshed hos Komeitos græsrødder
_______

 

Spørgsmålet har fået Japans ellers stabile regeringskoalition til at knage, hvilket på sigt kan blive et alvorligt dilemma for Kishida. Det konservative regeringsparti LDP (Det liberal-demokratiske parti) har stort set siden Aum-angrebet været i koalition med det velorganiserede buddhistiske parti Komeito, som ellers traditionelt er langt mere fredsorienteret og militærfjendtligt end LDP, og som økonomisk set repræsenterer småborgerskabet, hvor LDP traditionelt er tæt på storindustrien.

Dengang i 1990’erne valgte Komeito netop efter giftgasangrebet at gå i koalition med LDP for at lukke munden på alle krav, der måtte opstå om begrænsninger af religiøse gruppers økonomiske aktiviteter, inklusive den stenrige buddhistiske Soka Gakkai-bevægelse, som Komeito er et udspring af. Hvis Kishida-regeringen giver efter for de aktuelle krav om nye indgreb, som jo vil rette sig mod alle religiøse bevægelser og ikke kun de mest omstridte nyreligiøse retninger, og hvis den presser Komeito-ledelsen til at gå med til disse indgreb, hvilket ikke er et utænkeligt scenarie, kan det skabe stor utilfredshed hos Komeitos græsrødder, som i forvejen er meget utilpas med LDP-regeringens oprustningspolitik.

2. Økonomisk krise
Priserne på energi og dagligvarer stiger ikke i Japan i samme takt, som de har gjort i Europa og USA efter Ruslands invasion af Ukraine – men de stiger. Det presser de japanske husholdningsbudgetter, og regeringen har ikke haft succes med få arbejdsgiverne til at hæve lønningerne.

Alle økonomer forudser, at væksten i Japans økonomi i år bliver markant lavere end i de foregående år, og fra både befolkningen og adskillige medier lyder der skarp kritik af, at regeringen ikke gør nok. Det var ét af oppositionens vægtigste angrebspunkter i valgkampen. Den statsligt bestemte mindsteløn er sat op, men ikke nok, mener man. Regeringen gør ikke nok for at sikre almindelige japaneres levevilkår, lyder argumenterne.  

Den økonomiske krise skyldes ikke kun Ukrainekrigen, men i lige så høj grad Kinas nultolerance over for corona, som har haft stor økonomisk betydning i Kina, der er Japans største handelspartner.

Som konsekvens af de stigende energipriser på verdensmarkedet har Kishida øget sit pres på lokale elselskaber og lokale regeringer for omsider at få godkendt genåbningen af de atomreaktorer, som har været lukket siden atomulykken på Fukushima-værket i 2011. I øjeblikket er ti reaktorer på seks forskellige atomanlæg godkendt, men de har endnu ikke været i operation samtidig.


ILLUSTRATION: Kishida taler med pressen i det liberale partis hovedkvarter efter at have placeret en rød papirrose ved et kandidatnavn for at indikere, hvem der har fået en plads i Overhuset. Tokyo, 10. juli 2022 [FOTO: EPA/TORU HANAI/Ritzau Scanpix]

3. Rekordhøj coronasmitte
Samtidig er de japanske tv-nyheder hver eneste aften fyldt med bekymrende nyheder om rekordhøje smittetal under den aktuelle syvende bølge af covid-smitte over hele landet. Hver eneste dag er der flere end 200.000 nye smittetilfælde. Japan har for første gang de højeste smittetal i verden – og tallet ser ud til at ville stige et stykke tid endnu.

Langt de fleste af disse smittetilfælde er ikke alvorlige, men ikke desto mindre er sygehuskapaciteten overalt i landet truet, og mange arbejdspladser er hårdt belastede af, at folk ikke kan møde på arbejde, fordi de selv er smittet eller tæt kontakt.

Kishida-regeringen har hidtil holdt standhaftigt fast ved, at man ikke vil indføre nye restriktioner, som belaster den økonomiske aktivitet i samfundet. Men spørgsmålet er, hvor længe den kan holde stand, hvis ikke smittetallene snart stabiliserer sig. Kishida bygger netop en del af sin popularitet på, at han i begyndelsen af sin regeringstid viste sig mere handlekraftig over for pandemien end sine forgængere.

Om regeringen i denne situation kan slippe afsted med at fortsætte sine planlagte gradvise lempelser af rejserestriktionerne over for turister og andre udlændinge, er et stort dilemma. Indtil videre synes den at se tiden an.

Kishida-regeringen ved godt, at de lukkede grænser gennem tre år har tæret hårdt på Japans positive image i omverdenen, og han er under pres fra rejsebranche og det øvrige erhvervsliv for at fortsætte lempelserne.

Undersøgelser har vist, at turister og andre indrejsende, der er kommet til Japan som resultat af de seneste måneders lempelser, generelt godt kan finde ud af at gå med mundbind og overholde de retningslinjer, japanerne følger. De lempelser, som hidtil er indført over for turismen, har ikke forværret smittesituationen – det er i overvejende grad japanere, der smitter andre japanere.

 

Uenighed om Japans besættelse af Sydkorea under Anden Verdenskrig har gjort det umuligt for landene at samarbejde tillidsfuldt om aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer
_______

 

4. Det anstrengte forhold til Sydkorea
I flere år har Japans forhold til det allierede naboland Sydkorea været totalt i hårdknude. Uenighed om Japans besættelse af landet under Anden Verdenskrig og erstatningskrav med afsæt i de år har – til stor frustration for USA, for hvem begge lande er nære allierede – gjort det umuligt for Japan og Sydkorea at samarbejde tillidsfuldt om aktuelle sikkerhedspolitiske udfordringer fra Kina og Nordkorea.

Konflikten har været personificeret i Sydkoreas præsident, Moon Jae-in, og Japans premierminister gennem mange kriseår, Shinzo Abe. Efter præsidentvalget i marts er Moon Jae-in blevet erstattet af Yoon Suk-yeol, der har gjort det til et udenrigspolitisk mål at skabe bedre dialog med Japan, og den som udgangspunkt meget diplomatisk anlagte Kishida skal ikke længere bekymre sig om Abe, der frem til attentatet siddet sad som leder af partiets største fraktion og krævede en hård linje over for Sydkorea.

Så der er nu lagt i kakkelovnen til en eller anden form for forsoning, og i disse uger er der livlig diplomatisk aktivitet mellem repræsentanter for de to regeringer. Situationen rummer imidlertid et betydeligt dilemma for Kishida: Der er nemlig klare grænser for, hvor store indrømmelser han kan tillade sig at give sydkoreanerne, hvis de til gengæld viser fleksibilitet i deres erstatningskrav.

Hvis han viser sig for samarbejdsvillig, vil der lyde protester fra en stor gruppe i hans eget parti. De mener fortsat, at alle erstatningsspørgsmål i forhold til verdenskrigen blev afgjort ved en traktat mellem de to lande fra 1965, og at Sydkorea derfor intet som helst har at komme efter.

Foreløbig spiller Kishida derfor blot bolden over på Sydkoreas banehalvdel: Han siger, at han håber, Sydkorea vil tage yderligere skridt mod selv at løse krisen ved at droppe erstatningskravene. Uden japanske indrømmelser bliver der dog næppe nogen afgørende opblødning i relationen.

5. Udfordringerne fra Rusland og Kina
Striden om Sydkorea-politikken er en afspejling af, at Japan generelt står over for en række store dilemmaer, når det gælder landets verdenspolitiske placering.

Dels i forhold til Rusland. I Vesten tegner politikerne et billede af en verden, der isolerer Rusland. Men reelt er det næsten kun Japan, der entydigt har tilsluttet sig Europa og USA. Langt de fleste andre lande ser Ukraine som en europæisk strid, de helst ikke vil blandes ind i, og de forsøger efter bedste evne at holde lav profil. Det gælder i høj grad også i Østasien, hvor alle lande er nødt til at tage afgørende diplomatisk hensyn til deres relation til det store Kina, som er i en alliance, om end en ikke helt hjertelig én, med russerne.

Også i Japan forsøger man at gå balancegang, idet man dels styrker alle alliancer i regionen, der kan fungere som modvægt til Kinas øgede indflydelse og aggressive fremfærd i de senere år, dels skaber sin egen dialog med Kina med ønske om diplomatisk arbejdsro. En balancegang, som afspejler den diplomatiske pragmatiker Kishidas sindelag.

Hvilken ordlyd man skal beskrive den aktuelle optrapning omkring Taiwan med, både militært og retorisk, er et spørgsmål, der er stor og åbenlys intern uenighed om i LDP. Dele af Kishidas parti er historisk tæt knyttet til interesser på Taiwan, mens andre med rødder i fraktioner, der var ved magten i 1970’erne og 1980’erne, stadig føler en stærk forpligtelse over for den normalisering af forholdet mellem Kina og Japan, der fandt sted dengang.

I parlamentets korridorer i Tokyo hører man kritik af, at Kishida udadtil ytrer helhjertet støtte til den vestlige politik over for Rusland. Der burde arbejdes mere målrettet på en diplomatisk løsning og ikke kun militær sejr, mener man. Især arbejdes der ihærdigt på at undgå, at Japans støtte til de vestlige sanktioner vil føre til, at Rusland lukker for naturgasleverancerne. Rusland er ikke Japans primære leverandør af importeret naturgas, som siden atomkraftulykken i Fukushima er blevet en afgørende energikilde i Japan – men en afbrydelse af leverancerne fra Rusland, som der er blevet truet med, vil være et stort problem for Japans energisektor. ■
 

I Europa og Vesten tegner politikerne ofte et billede af en verden, der isolerer Rusland. Men reelt er det næsten kun Japan, der entydigt har tilsluttet sig Europa og USA
_______

Apropos denne artikel:

Lars Struwe: Vance lægger vægten på sikkerhed og frygten for Kina. Om vi kan lide det eller ej – og han har ret

Hvem er vi, hvis vi ikke er venner med amerikanerne? Mikkel Vedby med Jarl Cordua i Lille Land, Hvorhen

Can Dündar: Tyrkiet er på vej mod et fuldt diktatur. Erdoğan ved nemlig, at Europa er villig til at ofre dets værdier for sikkerhed

Grace Blakeley: Der er brug for en genopbygning af den massepolitik, der tillader almindelige mennesker at øve indflydelse på vores økonomiske og politiske institutioner 

Flemming Splidsboel i RÆSONs kommende trykte nummer: Hvad vi mister, hvis Ukraine taber

Øjvind Hesselager: Sådan mistede vi Grønland