Ann-Sophie Porsmose Christensen: Humaniora er blevet effektiviseret, dimensioneret, omprioriteret og nedskaleret i en sådan grad, at det er ved at forsvinde

13.04.2022

Forhandlingsforløbet om udflytningsaftalen har blotlagt, hvor lidt akademisk frihed universitetsloven fra 2003 efterlod, da man indsatte eksterne bestyrelsesmedlemmer i ledelserne for at optimere universiteternes budgetter.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Ann-Sophie Porsmose Christensen

Man vælger ikke altid sit eftermæle, men det gjorde regeringen og forligspartierne d. 22. marts 2022 efter en uskøn forhandlingsproces om udflytningsaftalen. Trods samstemmige advarsler fra rektorer, forskere, studerende, erhvervsliv, fagforeninger, interesseorganisationer og tre tidligere uddannelses- og forskningsministre blev udflytningsaftalen vedtaget med et bredt flertal i Folketinget bestående af S, V, K, NB, KD, DF og SF.

Bekymrende rapporter om unges søgemønstre og uddannelsesvalg bekræftede, hvad dyrekøbte erfaringer allerede havde vist: Statsligt pålagte uddannelsesudflytninger har trange kår. Da VLAK-regeringen udflyttede 1000 studiepladser i 2018, blev knapt 100 studiepladser ansøgt, hvorefter hver tredje droppede ud. Flere af studierne er allerede lukket igen.

Trods alt dette præsenterede aftalepartierne d. 25. juni 2021, anført af daværende uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen (S), en spritny uddannelsesreform båret frem af selvsamme principper, men nu med forhøjet indsats: Denne gang skulle 10 pct. af alle studiepladser på landets videregående uddannelser udflyttes for at skabe “flere og bedre uddannelsesmuligheder”.

 

Udflytningsaftalen har føjet endnu en eufemisme til den politiske miniparlør, nemlig “nedskaleringer”
_______

 

Ulla Tørnæs (V) fortalte i en radiodebat i januar i år, at Venstre havde fået “trukket regeringen til truget”. Til gengæld stillede Socialdemokratiet krav om, at studiepladser, som ikke blev udflyttet, skulle lukkes helt. Tørnæs refererede til nedlukningskravet som “et kardinalpunkt for regeringen”. Ida Auken (S) forklarede, at manøvren var nødvendig, fordi der kommer til at være færre unge mennesker – selvom fremskrivninger viser, at ungdomsårgangene dykker omkring 2030, men retter sig i 2042.

I pressemeddelelsen fra Uddannelses- og Forskningsministeriet d. 23. marts i år kunne man således læse, at udflytningsaftalen bl.a. indebærer en “nedskalering af 1.950 studiepladser”, hvilket på mere ligefremt dansk betyder, at studiepladserne lukker.

Nedskæringerne skader samfundet
Udflytningsaftalen har dermed føjet endnu en eufemisme til den politiske miniparlør, nemlig “nedskaleringer”, som slutter sig til rækken af opbyggelige omskrivninger for uddannelsesnedskæringer, heriblandt “dimensionering”, “omprioritering”, “fremdrift” og det efterhånden ildevarslende suffiks “-reform”.

Hvorfor ikke bare sige det, som det er? Selvom aftalens udflytnings- og nedlukningskrav efter massiv kritik landede på ca. 6,4 pct., vil tusindvis af studiepladser forsvinde på landsplan med alt, hvad det medfører: højere karakterkrav, manglende talent til erhvervslivet og svækkede fagmiljøer.

Såfremt uddannelsesreformerne er til landets bedste, burde politikerne ikke behøve spinne dem. Spin er hamrende udemokratisk sprogbrug, som slører lovaftalernes konsekvenser og vanskeliggør, at vælgerne kan debattere magthavernes beslutninger på et oplyst grundlag. Hvem kan have interesse i det?

Hvis politikerne synes, at færre danskere skal tage en videregående uddannelse, så lad os tale ligefremt om hvorfor. 50.000 unge står uden for uddannelsessystemet – ikke på grund af afstand til uddannelsesinstitutionen, men på grund af social arv. Måske ligger problemet et andet sted?

Ikke nok med, at den demokratiske debat mudres af forblommede politiske fraser, så har Uddannelses- og Forskningsministeriet også udeladt at skitsere udflytningsaftalens konsekvenser for unge bosiddende i Danmarks tættest befolkede egne. Til gengæld finder man mange faktaark med flotte illustrationer over, hvilke uddannelser udflyttes hvorhen, men påfaldende lidt om, hvilke lukker. Fx lukker maskinmestrenes eneste kandidatuddannelse samt socialrådgivernes kandidat i Socialt Arbejde på AAU CPH. Det fremgår heller ikke, at medicinuddannelsen i Køge primært vil foregå i København, såvel som klinikpraksis på dyrlægeuddannelsen i Foulum forventes at foregå “i rimelig afstand”, herunder også forstået Fyn, som ligger tre timers togtur derfra.

Forhandlingsforløbet om udflytningsaftalen har dermed blotlagt, hvor lidt akademisk frihed universitetsloven fra 2003 efterlod, da man indsatte eksterne bestyrelsesmedlemmer i ledelserne for at optimere universiteternes budgetter.

Stærke fagmiljøer er nemlig økonomisk betinget af en vis volumen i studentermassen, fordi universiteterne bevilliges penge pr. studerende. Det er dyrt at lukke studiepladser, men endnu dyrere at udflytte dem. Særligt dyrt bliver det, hvis ikke nok studerende søger studiepladserne.

Nogle økonomiske tab vejer dog tungere på bundlinjen end andre. Universiteterne bevilliges næsten dobbelt så meget for en naturvidenskabelig studerende som en humaniorastuderende. Ud fra en Excel-ark-tænkning er der mindst tabt indtægt ved at lukke humanistiske studiepladser. Og det til trods for, at dimittendledigheden på nogle humanistiske studier, fx audiologopædi, ligger på niveau med DTUs.

Dimittendledighedstallene har desværre nogle kønnede bias. Tallene skelner nemlig ikke mellem dimittender, der har været ledige i et år, og dimittender, der gik direkte på barsel efter endt uddannelse. En lille årgang med få barslende kan dermed skubbe dimittendledighedstallet over den magiske grænse, hvormed studiet kan kategoriseres som havende “overledighed” – et tal, som ministeriet og ledelser orienterer sig mod, når der skal spares penge eller nedlægges studiepladser. Dimittendledighedsstatistikkernes kønsbias gør dermed små årgange og mange kvindelige studerende sårbare over for nedskæringer.

Grundet humanioras ledighedsbaserede dimensionering (= nedlukning af studiepladser) uddannes 40 pct. færre humanistiske studerende end for 9 år siden. Humanioras mindskede optag har medført, at 32 sprogfag er forsvundet på 5 år. Dermed er kilden til fremtidens sproglærere ved at tørre ud, og vi får sværere ved at forske i tekster på originalsprog eller overholde vores internationale forpligtelser.

Udflytningsftaleteksten pålagde ellers universitetsledelserne at at opprioritere studier “med særlig høj efterspørgsel og beskæftigelse” og tilgodese “små fag og sprog”, omend småfagdefinitionen ikke er nærmere defineret og derfor fortolkes ret frit, hvilket ses, når tværfaglige humanistiske studier med små årgange og lav ledighed, som ikke udbydes andre steder i landet, lukker for at honorere udflytningsaftalens nedlukningskrav.

Universitetsdemokratiet skal tilbage
Universitetsledelserne er blevet kritiseret for at føre bodshånden for lukkede døre uden at inddrage akademiske råd, studieledere m.fl, som kunne have bidraget til at afsøge måder, hvorpå man kunne imødekomme aftalerammerne og samtidig beskytte stedets sårbare studie- og forskningsmiljøer. På AAU blev tillidsrepræsentanterne endda pålagt dobbelt tavshedspligt, så de ikke kunne diskutere nedlukningerne med kollegaer eller fagforbund.

Humaniora er blevet effektiviseret, dimensioneret, omprioriteret og nedskaleret i en sådan grad, at det er ved at forsvinde. Forrige år sammenlagde Aalborg Universitet det samfundsvidenskabelige og humanistiske fakultet. I år lukker AAU 18 uddannelser pga. udflytningsaftalen – overvejende inden for humaniora, men også efterspurgte tværfaglige uddannelser, der kombinerer IT og humaniora. Universitetsledelsernes implementering af udflytningsaftalen betyder, at yderligere 12,8 pct. humaniora lukker på landsplan. 

Tilbage står det bekymrende faktum, at universitetsdemokratiet har spillet fallit, eftersom ansattes medbestemmelse og kritiske studenterperspektiver er blevet umyndiggjort til fordel for kortsigtede markedslogikker. Udflytningsaftalen har dermed også synliggjort, at humaniora er ved at blive kvalt af en dødbringende cocktaileffekt af uddannelsesreformer, bevillingssystemet og universiteternes styringsstruktur. 

Jeg håber derfor, at vores nuværende uddannelses- og forskningsminister Jesper Petersen vil give universitetsloven fra 2003 et grundigt eftersyn, så universiteterne genvinder den akademiske frihed, som videnskabelse bør bygge på. Det ville give økonomisk underprioriterede vidensområder mulighed at kunne værge for sig internt og eksternt, når næste kreative spareøvelse melder sig. ■

 

Universitetsdemokratiet har spillet fallit, eftersom ansattes medbestemmelse og kritiske studenterperspektiver er blevet umyndiggjort til fordel for kortsigtede markedslogikker
_______

 

Ann-Sophie Porsmose Christensen (f. 1988) er specialestuderende i Dansk på Syddansk Universitet. ILLUSTRATION: Københavns Universitet i Indre By.