Andreas Dinesen: Mette Frederiksen står stærkt. Sådan kan hun sikre sejren

02.02.2022

Med enden på corona har Socialdemokratiets meningsmålinger ramt et mere normaliseret niveau. Som næste Folketingsvalg begynder at nærme sig, er spørgsmålet om oppositionen for alvor kan udfordre regeringen på de to temaer, som efter al sandsynlighed bliver de vigtigste.

RÆSONS KOMMENTARSERIE og udvalgte podcastserier er gratis. Det er muligt at lave dette indhold gratis, takket være vores abonnenter: RÆSON er totalt uafhængigt og modtager ingen støtte. Et årsabonnement koster blot 250 kr./200 for studerende og pensionister (inkl. 4 trykte magasiner sendt med posten, nye betalingsartikler hver uge, rabatter, fordele og fribilletter) – klik her

Kommentar af Andreas Dinesen

2021 VAR PÅ mange måder et vildt år i dansk politik. Regeringen indledte 2021 med +30 pct. i meningsmålingerne, stor personlig opbakning til statsminister Mette Frederiksen og en solid magtposition som følge af en succesfuld coronahåndtering. Men et år senere ligger de røde og blå partier helt lige, og S er tilbage på niveau med valgresultatet i 2019. Udviklingen viser med al tydelighed, at solid krisehåndtering kun kan løfte en regerings popularitet midlertidigt: Skal man cementere sin magtposition på sigt, kræver det, at man leverer på en bredere palet af politikområder. Og faktisk risikerer coronaens lange skygger at blive et betydeligt benspænd for regeringen.

Fra mink til spioner
Aflivningen af alle danske mink i folkesundhedens navn eksploderede mellem hænderne på regeringen, og hvis én sag har formået at samle oppositionen, så har det været at placere ansvaret for hele miseren hos Mette Frederiksen. Regeringen har fastholdt, at den ikke kendte til, at der manglede hjemmel til at eksekvere beslutningen, og afhøringerne har hidtil bakket den forklaring op. Tilbage står spørgsmålet om, hvorvidt regeringen handlede for hurtigt, og om hvorvidt embedsværket har udført sin rolle korrekt. Det er op til kommissionen at bedømme. Men sagen koster næppe hverken statsministeren eller regeringen magten.

Hvor selve mink-sagen handler om jura, handler sagen om de slettede sms’er om politik. Regeringen har håndteret mobiltelefoner og sms’er på præcis samme måde som tidligere regeringer, men inkonsistente forklaringer om forløbet og praksis i Statsministeriet har givet oppositionen en mulighed for at udfordre regeringens troværdighed. Konsekvensen har været en enormt polariseret debat, hvor beskyldninger om Trump-agtig retorik er føjet frem og tilbage. Uagtet hvor ens politiske sympati ligger, så kan man kun ønske, at debatten i højere grad kan komme til at handle om politik frem for proces og rammer for elektronisk udstyr. Men sagen vil formentlig forblive en angrebsflanke for oppositionen frem mod næste valg.

En ubehagelig ubekendt for regeringen er til gengæld skandalerne i efterretningstjenesterne, der er uden sidstykke. Tiltalerne mod Lars Findsen, chefen for FE, samt mod tidligere forsvarsminister Claus Hjort Frederiksen (V) skabte med god grund internationale overskrifter. Indtil videre er det lykkedes for regeringen at afpolitisere sagen og gøre det til et anliggende, som relevante myndigheder og domstolene skal håndtere. Afhængigt af hvor sagen ender, har det dog potentiale til at være særdeles sprængfarligt stof, og håndteringen vil naturligvis være genstand for betydelig interesse fra både oppositionen og medierne.

 

Som det ser ud lige nu, har regeringen succesfuldt nedtonet udlændingepolitikkens betydning
_______

 

Klima og sundhed bliver afgørende
Regeringen har i løbet af regeringsperioden – corona til trods – formået at levere væsentlige aftaler på en række områder og med flertal på kryds og tværs af Folketinget – bl.a. den såkaldte ”Arne-pension” og aftaler om billige boliger, som er socialdemokratiske mærkesager. Og efter et efterår i defensiven er regeringen nu i offensiven, hvilket blev markeret med statsministerens nytårstale, der indeholdt utraditionelt mange politiske budskaber. Det er slut med at dvæle ved corona – nu skal andre ting på agendaen.

Ganske klogt var det, at klimaet stod øverst på statsministerens dagsorden i nytårstalen. Hun lovede, at det er i år, der endelig kommer en ny og ambitiøs CO2-afgift – et helt essentielt redskab, hvis den grønne omstilling skal lykkes. Valget i 2019 var det første klimavalg i Danmark. Klimaet var det mest afgørende tema for både de unge og ældre generationer, og på valgdagen mente 55 pct. af danskerne, at det var blandt de vigtigste temaer. Klimaet vil også være på toppen af dagsordenen ved næste folketingsvalg, men formentlig sidestillet med sundhed, som de to centrale temaer.

På sundhedsområdet har oppositionen nærmet sig regeringen, når det gælder om at appellere til danskerne, og en bemærkelsesværdig måling fra Epinion før jul viste, at der nu er næsten ligeså mange danskere, som tror, de blå partier bedst kan varetage sundhedspolitikken, som, der tror, de røde partier bedst kan. Det er en bekymrende bevægelse for regeringen, da der traditionelt har været et stort flertal af danskerne, som har haft mest tiltro til de røde partier, når det gjaldt sundhed og velfærd generelt .  

Oppositionen har gennemskuet, at sundhedsområdet er et sted, hvor regeringen kan udfordres, og hvor emneejerskabet for S er svækket efter to år på pumperne – præget både af corona og et for alle parter ærgerligt outcome af sygeplejerskekonflikten, som jo endte med et regeringsindgreb. Regeringen har lovet at præsentere sit udspil til en sundhedsreform inden udgangen af første kvartal 2022 og invitere til forhandlinger med Folketingets partier , som bliver utroligt spændende at følge.  

Men hvor blev udlændingepolitikken af, fristes man til at spørge? Har den ikke potentiale til at afgøre et valg igen? Som det ser ud lige nu, har regeringen succesfuldt nedtonet udlændingepolitikkens betydning. Det har til tider giver betydelige interne gnidninger i Socialdemokratiet at skifte kurs til en endog meget stram udlændingepolitik, men analysen bag har været korrekt. Socialdemokratiet har lukket den værdimæssige flanke på udlændingepolitikken til de blå partier og hentet tabte socialdemokratiske vælgere tilbage fra DF henover midten i dansk politik. Det var den marginal, som afgjorde valget sidst, og der er intet der tyder på, at regeringen slipper taget i den vælgergruppe igen lige foreløbig.

Hvor er det blå projekt?
Siden valget i 2019 er meningsmålingerne for De Konservative kun gået opad mens Venstres Jakob Ellemann-Jensen står et svært sted. Venstres to største stemmeslugere ved seneste valg, Lars Løkke Rasmussen og Inger Støjberg, er væk, men hvad værre er, har Ellemann med tabet af først Tommy Ahlers og siden Karsten Lauritzen også mistet nogle af de nye profiler, som skulle have tegnet partiet sammen med ham de kommende år. Åreladningen giver indtryk af et falleret parti uden hverken tiltrækningskraft eller sammenhængskraft, hvilket koster i meningsmålingerne. K og V’s momentum og appel til vælgerne er således som dag og nat. Der er derfor maksimal uklarhed om, hvem der egentlig er de borgerliges bedste bud på en ny statsminister, hvilket blot blev understreget af Alex Vanopslaghs nylige udmelding om, at Pape bør melde sig på banen som statsministerkandidat. De borgerlige partier deler dog et fælles problem: Der mangler et stærkt politisk projekt, og der skal leveres tydelige borgerlige løsninger på tidens største udfordringer; klima, sundhed og manglen på arbejdskraft.

Når det kommer til den økonomiske politik, er de borgerliges svar i store træk det samme som i 00’erne: Arbejdsudbuddet skal styrkes gennem skattelettelser (bl.a. af topskatten) og ved at skære i overførselsindkomster. Udfordringen er bare, at mange danskere godt forstår, at god velfærd og grøn omstilling koster. Der er derfor brug for mere raffinerede løsninger end i 90’erne og 00’erne, hvilket regeringen forsøger at lægge kimen til.  

I regeringens nye reformaftale med SF, RV, DF og KD prøver man fx at balancere – mellem 1) at øge arbejdsudbuddet, 2) at prioritere grøn omstilling og samtidig 3) at styrke det sociale sikkerhedsnet. Aftalen kan dog kan vise sig svær ved at gennemføre uden V og K’s opbakning til at pille i eksisterende forlig, og der udspiller sig pt. en nervekrig mellem regeringen og V og K.

Uanset, hvem der vinder nervekrigen, er de borgerlige nødt til at forklare, hvordan de vil løse tidens vilde problemer. Der er ingen quick fixes, når det gælder fx klimaet, integrationsudfordringer eller en aldrende befolkning med deraf følgende øget pres på sundhedsvæsenet. Og når det kommer til netop det vildeste problem af dem alle – klimaet – så er det svært at vende skuden og vinde troværdighed efter årtiers fodslæbende tilgang – selvom særligt Venstre og Jakob Ellemann-Jensen gør et forsøg.

Med i oppositionens ligning skal tages, at Lars Løkke Rasmussen nu er opstillingsberettiget med Moderaterne, der ønsker at bygge bro over midten. Selvom projektet ikke ligefrem bugner af nye progressive politiske idéer, kan hans mandater blive svære at komme udenom. Tilsvarende bliver det interessant at følge, om Inger Støjberg vil forsøge et lignende comeback med sit eget parti efter høfligt at have afvist DF. Og hos netop DF står Morten Messerschmidt nu med taktstokken. Temaerne er stadig de samme – færre udlændinge og mindre EU, men gemmer der sig nogle reelle kontraster, som kan få DF til at være andet end en middelmådig spejling af Socialdemokratiet med et tilsyneladende fejlslagent udgangspunkt hos de blå partier? Og er det overhoved muligt at skabe intern samling og sætte fælles retning?

Derfor er klimaet trumf
Regeringen har samtidig været meget i centrum, og det er kun naturligt at et ønske om at udvide regeringskonstellationen vil vokse blandt støttepartierne. De Radikales formand Sofie Carsten Nielsen sagde det uden omsvøb på forsiden af Politiken for nogle uger siden  – at De Radikale ikke lægger stemmer til en socialdemokratisk etpartiregering efter næste valg. Og med den betydelige kritik af regeringens egenrådige beslutningsgange fra flere sider, kan det være klogt for S at imødekomme det ønske ved at tage ét eller flere partier med i en ny regering, hvis de vinder næste valg. Rent politisk vil det dog være mere naturligt, at det er SF, som også får ministerposter – men kan De Radikale leve med det? En mulighed er at åbne for begge partier, men erfaringerne fra Thornings første regering gør det svært at forestille sig, at en ny S-SF-R-regering kan fungere.

Når alle de ovenstående elementer tages i betragtning, har vi en situation, hvor regeringen er ved skabe sig en solid spillebane frem mod næste valg. Den står stærkt på udlændinge- og retspolitik, har solidt greb om beskæftigelse og økonomi og har sat gang i reformarbejdet, der skal tage hånd om nogle af de sværeste strukturelle udfordringer, herunder den aktuelle mangel på arbejdskraft. Derudover har regeringen indtaget en solid position i forhold til internationalt samarbejde og EU, bl.a. med statsministerens udmeldinger om situationen ved Ukraines grænse, som derfor næppe bliver en gamechanger ved det kommende valg.

Det centrale for regeringen er at forblive forankret i det, man kan kalde den grønne blok, således at De Radikale ikke kan andet end at pege socialdemokratisk igen. For både R, SF og Ø er klimaet hjerteblod og det vigtigste politikområde, og så længe regeringen er mere progressiv og imødekommende på det grønne område end oppositionen, vil den grønne blok bestå. Og så skal regeringen lykkes med et udspil til en sundhedsreform, som et flertal af danskerne kan se perspektiverne i, således at emneejerskabet på sundhedsområdet ikke tabes.  

Omvendt fremstår oppositionen fortsat splittet og idéfattig på en række vigtige politiske områder.

Trods dramaerne i 2021 er situationen i dansk politik i virkeligheden ikke markant anderledes, end den var for et år siden. Den socialdemokratiske regering er den længst siddende etpartiregering siden Anker Jørgensen og har været utrolig manøvredygtig – fx i stærk kontrast til Løkkes etpartiregering, som måtte kaste håndklædet i ringen efter ét år og fem måneder – og meningsmålinger på 26 pct. er bestemt godkendt. Desuden er der tid endnu: Mette Frederiksen trykker næppe på valgknappen før i foråret 2023. ■

 

Det centrale for regeringen er at forblive forankret i det, man kan kalde den grønne blok, således at De Radikale ikke kan andet end at pege socialdemokratisk igen
_______

 

Andreas Dinesen (f. 1991 i Roskilde). Uddannet cand.scient.pol. fra Københavns Universitet. ILLUSTRATION: Mette Frederiksen på talerstolen til Arbeiderpartiet i Norges landsmøde, 21. april 2017. [FOTO: Sandra Skillingsås, Arbeiderpartiet].