Anders Puck i RÆSON SØNDAG: Hvad er strategien, når krigen allerede er tabt?

15.05.2022

Rusland har ikke tænkt sig at stoppe krigen, og de har heller ikke tænkt sig at mobilisere de fornødne soldater til at fortsætte den. Putin mener tilsyneladende, at han kan hutle sig gennem krisen ved at presse sit system til at levere resultaterne, sådan at han selv slipper for at forholde sig til de store dilemmaer. Men strategien vil næppe virke. De kommende måneder kan derfor blive både dramatiske og uforudsigelige.



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Anders Puck Nielsen

9. maj kom og gik Ruslands længe ventede sejrsparade, uden at vi fik svar på de spørgsmål som efterhånden toner sig op for Vladimir Putin. Mange havde spekuleret i, om Putin ville bruge begivenheden til at eskalere krigen i Ukraine eller til at iværksætte mobilisering af det russiske samfund. Ingen af delene skete. Og det betyder, at vi stadig ikke ved, hvordan Rusland har tænkt sig at reagere på det faktum, at krigen går dårligt. Men Putin kan ikke skubbe dilemmaerne foran sig for evigt, og det betyder, at de kommende måneder kan blive både afgørende og uforudsigelige.

Det grundlæggende problem for Rusland er, at de har for få soldater til at vinde i Ukraine. De forsøger at kæmpe den største krig i Europa siden 2. Verdenskrig med deres fredstidsberedskab, og det er ganske enkelt ikke nok. Men som jeg for nylig skrev i en anden artikel i Ræsons forårsnummer, så har Rusland ganske mange soldater, som potentielt kunne bringes i spil. Ved at indsætte de værnepligtige eller at mobilisere landets reserver, kunne Putin skaffe flere soldater til krigen.

Når Putin tøver med at bruge værnepligtige soldater eller at iværksætte mobilisering, så er det, fordi de indenrigspolitiske konsekvenser ville være meget store. Det vil være upopulære beslutninger, der ville være svære at sælge for den russiske befolkning. Indtil nu har krigen efter alt at dømme haft en forholdsvis solid opbakning blandt russerne, men det har også mest været en TV-krig. Den gennemsnitlige russer har mærket de første konsekvenser af sanktionerne mod landet, og man har oplevet, at staten har skærpet censuren og slår hårdere ned på dissens. Samtidig har russerne set, at krigsretorikken er blevet skruet helt op i debatprogrammerne på de statslige TV-kanaler, hvor kulørte personligheder konkurrerer om at sige de mest skøre ting, som da studieværten Dmitrij Kiseljov stik mod alle fakta pralede med, at Rusland kan udslette de britiske øer med en nuklear torpedo.

 

Vi ved stadig ikke, hvordan Rusland har tænkt sig at reagere på det faktum, at krigen går dårligt
_______

 

Krigen er ikke kommet til Rusland. Endnu
Men gennemsnits-russeren har ikke været personligt engageret i krigen. Når man ser på hvilke soldater som kæmper i Ukraine, er der en skæv demografisk sammensætning. Ganske få kommer fra den europæiske del af Rusland, hvor majoriteten af russere bor, mens provinsen er stærkt overrepræsenteret. I særdeleshed har regionerne Burjatien i Sibirien og Dagestan i Kaukasus været storleverandører af soldater. Det betyder, at de meget store russiske tabstal hidtil ikke har påvirket folkestemningen i magtcentrene Moskva og Sankt Petersborg.

Skulle Putin finde på at indsætte værnepligtige eller iværksætte generel mobilisering, ville også europæiske russere blive involveret i krigen, fordi de selv eller unge mænd fra deres omgangskreds skulle afsted. Med et trylleslag ville krigen udvikle sig fra at være en fascinerende størrelse på TV til at blive en personlig angst for at miste sine familiemedlemmer. Spørgsmålet er, om russernes begejstring for sagen i Ukraine virkelig er stor nok til at indgyde den nødvendige offervilje.

Dertil kommer, at de mere langsigtede konsekvenser af Vestens sanktioner mod Rusland efterhånden begynder at melde sig. Den russiske nationalbankchef Elvira Nabiullina har advaret om, at de økonomiske reserver vil slippe op i løbet af sommeren. Derefter vil der være omfattende konsekvenser i det russiske samfund, som skal håndtere en kraftig inflation og en generel mangel på varer. En væsentlig pointe omkring krigsmobilisering er, at det ikke kun handler om at sende unge mænd i krig. Det er en omfattende omstilling af samfundet til at understøtte krigen. Industrien skal omlægges til at producere våben og ammunition, og forsyningslinjerne skal omdirigeres til at understøtte krigen. Det er en lang kæde af samfundsvigtige funktioner, der skal tilsidesættes for at de ekstra soldater kan gøre en forskel ved frontlinjen. Træffer Putin den beslutning, vil det forværre den forventede økonomiske krise alvorligt. Det vil ikke kunne undgå at ramme almindelige russere meget hårdt.

Putins lederskab har i vid udstrækning baseret sig på en samfundskontrakt om sikkerhed og økonomisk stabilitet. Det er fortælling, som Putin i alvorlig grad vil udfordre grænserne af, hvis han iværksætter generel mobilisering. Almindelige russere vil på samme tid opleve personlig usikkerhed ved at sende deres familiemedlemmer i krig, samtidig med at økonomien og levestandarden falder.

Det er derfor ikke overraskende, at Putin tøver med at mobilisere det russiske samfund. Potentielt risikerer han at sætte ikke bare opbakningen til krigen over styr, men også opbakningen til sit eget lederskab. Dilemmaet er bare, at Putin heller ikke kan lade være med at gøre noget, for Rusland er i færd med at tabe krigen.

 

Skarpt stillet op, så kæmper russerne ikke længe for at vinde, men for at krigen skal slutte uafgjort
_______

 

Hvordan ser en russisk sejr ud nu?
Faktisk mistede Rusland allerede i krigens første måned muligheden for at opnå deres egentlige mål om regimeskifte i Kyiv — det som i russisk terminologi kaldes for afnazificering af Ukraine. Offensiven mod hovedstaden blev afvist af ukrainerne, og russerne anerkendte den realitet i slutningen af marts, hvor de annoncerede, at fokus fremover ville være på det østlige Ukraine. Det var ikke bare et skifte i metoder, men også i målet for krigen. Skarpt stillet op, så kæmper russerne ikke længe for at vinde, men for at krigen skal slutte uafgjort.

I praksis vil det sige, at russerne ønsker at erobre Donbas, fordi det er de områder, som Putin specifikt har nævnt som anledning til krigen. Derefter vil de gerne have så meget som praktisk muligt, inden man aftaler en våbenhvile. Det vil give en mulighed for at få en pause, så man kan genopbygge kampkraften i det russiske militær. Med et sådant uafgjort resultat af krigen vil der fortsat være en latent konflikt i Ukraine, som vil give russerne indflydelse på ukrainsk politik. Desuden vil de have et godt udgangspunkt for en eventuel ny krig om nogle år, hvor man kan tage endnu en del af Ukraine.

Sagen er bare, at russerne øjensynligt heller ikke har kapaciteten til at realisere denne Plan B. Den stort anlagte offensiv i Donbas ser ud til at være gået i stå, og på det seneste har vi set succesfulde ukrainske modangreb, som skubber russerne baglæns i visse områder. Og hvad værre er, så ser tiden ud til at være på ukrainernes side. Der foregår på begge sider en nedslidning, men de russiske styrker bliver slidt hurtigere end ukrainerne. Det skyldes dels, at ukrainerne kæmper på hjemmebane, og dels at de får massive leverancer at moderne og tunge våben fra udlandet. Derfor må man forvente at styrkeforholdet i de kommende uger og måneder vil tippe til ukrainernes fordel.

Det er kernen i Putins dilemma. Han skal uanset hvad sælge noget upopulært til sin befolkning: Nederlag eller mobilisering. Indtil videre lader det til at Putin forsøger at smyge sig uden om det ubehagelige valg. Han fortsætter krigen, som dagligt koster russiske soldater livet, men han tager ikke de nødvendige skridt til at forklare befolkningen, hvordan det vil kræve store omkostninger at undgå nederlag.

 

Den tredje vej, som Putin lader til at følge, er velkendt: Han skubber ansvaret for ubehagelige beslutninger over på nogle andre
_______

 

Putins tredje vej er velkendt
Den tredje vej, som Putin lader til at følge, er velkendt: Han skubber ansvaret for ubehagelige beslutninger over på nogle andre. I stedet for selv at komme med de dårlige budskaber, holder man laverestående magthavere foran sig. Det er en velafprøvet taktik, som i mange år har sikret, at Putin aldrig skulle tage ansvar for dårlige resultater eller upopulære beslutninger. Det er et ledelsesgreb, som vi eksempelvis i udpræget grad så under COVID-19, hvor de hårde beslutninger altid blev uddelegeret til guvernører og borgmestre på lokalt plan. Og meget tyder på, at Putin nu satser på, den samme tilgang kan redde krigen i Ukraine.

Konkret fungerer det ved, at der siver budskaber ned gennem bureaukratiet om, at toppen forventer bestemte resultater fra lokale myndigheder. Det udmønter sig i øjeblikket i en ekstraordinært målrettet kampagne for at skaffe flere frivillige til krigen i Ukraine. Der florerer historier om værnepligtige under ekstremt hårdt pres for at skrive under på en kontrakt, så de rykker over i kategorien af professionelle soldater, der kan sendes til Ukraine. Det samme gælder andre kategorier af ansatte inden for sikkerhedsstyrkerne, fx nationalgarden, hvor indsættelse i udlandet kun kan ske, hvis man melder sig ”frivilligt”.

Det er tvivlsomt, om den tilgang vil virke. Allerede på nuværende tidspunkt har der gennem hele krigen været omfattende rekrutteringskampagner for at skaffe kontraktansatte soldater til det russiske forsvar, og effekten har været begrænset. Det er også vanskeligt at presse russerne til at gå i krig, hvis de ikke har lyst til det. Da det drejede sig om corona-nedlukninger, var det noget som de lokale magthavere selv kunne bestemme, men nu skal de på forskellig vis lokke eller true deres medarbejdere til at tage til Ukraine. Dagen efter sejrsparaden indgav ikke mindre end fem guvernører deres opsigelse med forskellige variationer af forklaringen om, at det var tid til at lade friske kræfter komme til. Det er nærliggende at spekulere i, om det mon ikke i virkeligheden handler om, at de ikke ønsker at påtage sig opgaven med at presse deres medarbejdere til at kæmpe i Ukraine.

Putins tale til sejrsparaden gav ikke noget svar på udfordringerne i Ukraine, og dermed står vi tilbage med et rungende ikke-svar. Rusland har ikke tænkt sig at stoppe krigen, men de har heller ikke tænkt sig at mobilisere de fornødne soldater til at fortsætte den. Putin mener tilsyneladende, at han kan hutle sig gennem krisen ved at presse sit system til at levere resultaterne, sådan at han selv slipper for at forholde sig til de store dilemmaer. Men strategien vil næppe virke, og derfor kan de kommende måneder blive både dramatiske og uforudsigelige. På et eller andet tidspunkt vil Putin blive nødt til at træffe de svære valg, efterhånden som realiteterne fra slagmarken når frem til Moskva. ■

 

Det er kernen i Putins dilemma. Han skal uanset hvad sælge noget upopulært til sin befolkning: Nederlag eller mobilisering
_______

Apropos denne artikel:

Helen Thompson: Vi kan ikke udelukke, at Donald Trump aktivt forsøger at skabe en recession

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt

Kirsten Biering: Kan Marine Le Pens martyrium holde til næste præsidentvalg?

Svend Roed Nielsen: Trumps toldhammer er det største tilbageslag for verdensøkonomien siden starten af 30’erne