Anders Puck i RÆSON SØNDAG: Der er ingen modsætning mellem krig og fredsforhandlinger i Ukraine

26.11.2022

Ruslands bombardementer af Ukraines civile infrastruktur skal øge presset på ukrainerne om at give indrømmelser for at stoppe rædslerne. Samtidig kan man få det indtryk, at der i den vestlige verden er ved at brede sig en form for krigstræthed. Spørgsmålet er: Hvordan ser perspektiverne for fredsforhandlinger ud?



I serien RÆSON SØNDAG skriver et hold af iagttagere om de ting, der burde være på toppen af dagsordenen.

Af Anders Puck Nielsen

FØLGER MAN DEN offentlige debat om krigen i Ukraine, kan man få det indtryk, at krigen enten kan afsluttes med en militær sejr eller ved et forhandlingsbord. Det billede er jævnligt blevet forstærket af såvel ukrainske som amerikanske politikere og generaler, der har givet udtryk for at krigen må afgøres på slagmarken. Et markant udtryk for dette var den amerikanske forsvarsminister Lloyd Austins kommentarer i foråret om, at målet med krigen er at svække Rusland på den lange bane, så landet mister sin evne til at føre den slags krige.

Billedet er imidlertid forkert. I realiteten er der ikke en modsætning mellem krigen og fredsforhandlingerne, og dybest set kan vi allerede nu forudsige, hvordan krigen kommer til at slutte: ved forhandlingsbordet. Det er nemlig meget sjældent, at en krig afgøres ved total kapitulation eller udslettelse af den ene part, og intet tyder på, at krigen i Ukraine skulle slutte på den måde.

Hvor det uvisse består, er vilkårene for den forhandlede fred. Det er her, kamphandlingerne kommer ind i billedet. Krigen giver optakten til fredsforhandlingerne, og situationen på slagmarken vil diktere, hvem der kan få opfyldt flest af sine krav. Den part som står over for et militært nederlag, skal sluge nogle kameler for at få krigen til at holde op.

Forhandlingens gunst

På sin vis er krig således en afklaring af en tvist om det militære styrkeforhold. Begge parter mente ved krigens begyndelse, at de kunne vinde, og at modparten havde misforstået magtrelationerne med deres krav. Den uenighed afgør parterne på kamppladsen, hvor de ved selvsyn kan konstatere det reelle styrkeforhold. Indtil den 24. februar 2022 havde de fleste af os nok indtryk af, at den form for magtafklaring hørte en primitiv fortid til, men nu udspiller det sig i gigantisk målestok – og vi i Vesten er selv involveret, selvom der ikke er NATO-soldater i direkte kamp mod Rusland.

I den vestlige verden har der i den seneste tid været markante udmeldinger om, at Ukraine bør vise villighed til forhandlinger. Særligt op til det amerikanske midtvejsvalg bredte der sig i USA en opfattelse af, at Ukraines præsident Zelenskyj var for kategorisk i sin afvisning af forhandlingssporet. I begyndelsen af november kom det frem, at Biden-administrationen angiveligt har presset Zelenskyj til at justere sin linje, fordi man er bekymret over at den hårde retorik kan undergrave opbakningen i Vesten. Zelenskyj havde i kølvandet på Putins formelle annektering af de oblaster (områder) i Ukraine sagt, at det nu først ville være muligt at forhandle med en russisk leder, når præsidenten ikke længere hedder Putin. Efter amerikansk pres måtte Zelenskyj imidlertid moderere sine formuleringer for at fremstå mere forhandlingsvillig. Dette førte til, at Zelenskyj i en tale til G20-mødet i november fremlagde en 10-punktsplan for fred. Men selvom den justerede ukrainske retorik har lagt låg på kritikken, er vi ikke rykket tættere på reelle forhandlinger.

 

Det ukrainske militærs succes fører nok lidt uforvarende nogle kommentatorer til at antage, at der i Rusland må være en oplevelse af pessimisme eller opgivenhed. Dette er imidlertid ikke tilfældet
_______

 

De amerikanske udmeldinger vidner imidlertid om en diskussion i Vesten om, hvornår tiden er inde til fredsforhandlinger. En stemme, der før er hørt siden 24. februar. Der har nemlig i Europa længe været en fløj af meningsdannere, som mener at fred er vigtigere end militære resultater, og at det kun kan gå for langsomt med forhandlingerne. Dette har særligt være synligt i central- og sydeuropæiske lande som Tyskland, Frankrig, Østrig og Italien. Her er der kommet blandede signaler fra regeringscheferne, mens fløje i det politiske landskab åbenlyst taler om forsoning med Rusland. I disse lande oplever man også demonstrationer mod krigen og dens konsekvenser. Man kan således godt få det indtryk, at der i den vestlige verden er ved at brede sig en form for krigstræthed.

Hvordan kommer fredsforhandlinger til at se ud?

Det er derfor oplagt at spørge, hvordan perspektiverne for fredsforhandlinger ser ud. De to parter har meget forskellige krav til en fredsløsning, og det er svært at se, hvordan de kan mødes. Hvis vi starter med den ukrainske side, så har Zelenskyj præsenteret en række krav for fredsforhandlinger med Rusland. Disse inkluderer en komplet tilbagetrækning fra alle erobrede områder inklusive Krim, krigsskadeserstatning, retsforfølgelse af krigsforbrydelser samt en række andre ting. Dette må betragtes som helt uacceptable krav for Rusland.

Russerne har ikke været lige så specifikke med deres krav. Fra krigens start var der fokus på ”afnazificering” og demilitarisering af Ukraine, og det var i høj grad op til individuel fortolkning, hvad man lagde i de udtryk. I begyndelsen af oktober gennemførte Rusland imidlertid en formel annektering af en række områder i Ukraine. Dette giver nogle mere målbare pejlemærker for, hvad der må formodes at være russiske krav. Ud fra russisk lovgivning er oblasterne Luhansk, Donetsk, Zaporizjzja, Kherson og Krim nu en del af Rusland. Den territoriale integritet af Den Russiske Føderation må være et ufravigeligt russisk krav ved fredsforhandlinger, og det er umuligt at forestille sig at Vladimir Putin skulle gå med til en fredsaftale, hvor russisk territorium – inklusive benævnte områder – overdrages til en anden regering.

En udfordring ved de russiske krav er imidlertid, at der er uklarhed over grænserne for de områder, som Rusland har annekteret. I hvert fald regionerne Luhansk og Donetsk er annekteret i deres helhed, uagtet at store dele af dem stadig er under ukrainsk kontrol. For Kherson og Zaporizjzjas vedkommende har der været modstridende meldinger fra Kreml om hvilke områder, det præcist drejer sig om. Som minimum må man formode, at det inkluderer byen Kherson, som på tidspunktet for annekteringen var under russisk kontrol og var prydet med skilte, hvor der stod ”Med Rusland for evigt”. Usikkerheden om de præcise grænser giver måske Putin en smule råderum i forhandlinger, men uanset hvad vil det russiske krav være, at Ukraine trækker sig tilbage fra områder, som de succesfuldt har beskyttet mod den russiske invasion. Dette inkluderer muligvis også storbyerne Zaporizjzja og Kherson.

Kravene fra Ukraine og Rusland er således helt inkompatible, da begge forlanger at modparten territorielt rykker baglæns og overgiver store områder. Og netop derfor er det nødvendigt at skele til situationen på slagmarken for at vurdere parternes vilje til at sluge kameler. Og når man ser på krigen rent militært, så er der desværre heller ikke noget der tyder på at reelle fredsforhandlinger er nært forestående.

 

At spørgsmålet om forhandlinger er et ømt punkt i forholdet mellem Ukraine og Vesten, har de også opdaget i Rusland
_______

 

Sejrsstemningen hersker i begge lejr

I den ukrainske lejr er der en oplevelse af militær medgang. Det er en opfattelse, som deles bland mange vestlige iagttagere og militære eksperter – herunder undertegnede. Dette har gennem efteråret manifesteret sig i store tilbageerobringer af terræn omkring Kharkiv og senest Kherson, og den tendens vil formentlig fortsætte. Hvis Vestens hjælp forbliver massiv, hvilket virker sandsynligt, vil Ukraine gradvist få overtaget.

Det ukrainske militærs succes fører nok lidt uforvarende nogle kommentatorer til at antage, at der i Rusland må være en oplevelse af pessimisme eller opgivenhed. Dette er imidlertid ikke tilfældet. I den russiske ledelse er der en erkendelse af tilbageskridt i efteråret, men der hersker optimisme om, at man kan vende krigslykken. Dette afspejler sig i udmeldinger bland toneangivende russiske meningsdannere, men også i at der ikke gøres nogen forsøg på skadesbegrænsning. Tværtimod er der stadig en meget offensiv tilgang til anvendelsen af militære midler. I kraft af mobiliseringen af russiske soldater og den intensiverede luftkampagne mod Ukraines civile infrastruktur regner man med over tid at gøre det umuligt for Ukraine at stå imod. Denne antagelse er for mig at se baseret på ønsketænkning og en ubevidst forestilling om Ruslands uovervindelighed, men det er egentlig uden betydning for Ruslands politik. Det afgørende er, at den opfattelse hersker, og at Putin med annekteringen af de ukrainske regioner i praksis har gjort det umuligt for sig selv at gå på kompromis.

Det efterlader os altså et sted, hvor begge parter stadig oplever deres forudsætninger for militær succes som gode – og væsentligt: At tiden er på deres side. For både Ukraine og Rusland mener med andre ord, at modparten har urealistiske forestillinger, hvorfor det er nødvendigt med fortsat krig for at afklare styrkeforholdet. Derfor er det ikke realistisk med fredsforhandlinger i øjeblikket.

Fredens skueplads

Det fører frem til spørgsmålet om, hvorfor der er så meget fokus på fredsforhandlinger i øjeblikket. Og konklusionen må være, at det handler om at tilfredsstille et vestligt publikum, som er bekymret over konsekvenserne af krigen. Der er intet belæg for at tale om reelle fredsforhandlinger, men til gengæld er der startet en skueproces, hvor det gælder om at se velvillig ud.

 

Det er kontraproduktivt, når vestlige politikere taler om, hvordan Ukraine må afgive land for fred, for det fjerner den brændende platform for de russiske forhandlere. I værste fald risikerer vi, at krigen varer længere, fordi Rusland forventer, at Vestens støtte til Ukraine er flygtig
_______

 

Zelenskyj lavede i virkeligheden en nøgtern analyse, da han sagde, at forhandlinger først kunne komme på tale med Putins afløser. Det følger nærmest naturligt af annekteringen af de ukrainske regioner, at Putin ikke længere har politisk manøvrerum til reelle forhandlinger. I Vesten fremstod budskabet imidlertid, som om Zelenskyj var blevet for krigerisk og uvillig til fred – og det var et politisk problem. For hvis de vestlige regeringers støtte til Ukraine skal være holdbar på den lange bane, er det en forudsætning, at Ukraine til stadighed fremstår forhandlingsparat.

At spørgsmålet om forhandlinger er et ømt punkt i forholdet mellem Ukraine og Vesten, har de også opdaget i Rusland. Udenrigsminister Sergej Lavrov har i de seneste uger nærmest ikke talt om andet end ukrainernes modvilje mod forhandlinger. Ganske vist er der i den interne russiske debat heller ingen villighed til at komme modparten i møde, men det holder ikke Lavrov tilbage fra at kritisere sin modpart. Det handler om at appellere til de meningsdannere i Vesten, som mener at Ukraine skal søge fred for enhver pris. Og det var derfor, at Zelenskyj måtte reagere for at få lukket den flanke for kritik. Han nuancerede sine udtalelser og omformulere dem til noget, der lignede et forhandlingsudspil – uagtet at budskabet dybest set var uændret.

Et kommunikativt paradoks

Fredsforhandlingerne udgør dermed et kommunikativt paradoks for Ukraine.

Som nævnt skal krigen ikke forstås som en modsætning til forhandlinger, men som en optakt. Enhver bare nogenlunde kompetent forhandler ved, at man ikke i optaktsfasen må afsløre sine realistiske forventninger til et forhandlingsresultat. I stedet skal man bruge sin kommunikation til at påvirke modstanderens forventninger til et resultat.

Det ideelle forløb frem mod en fredsaftale vil for Ukraine være fortsat militær fremgang kombineret med bombastiske udmeldinger fra Zelenskyj om total sejr. Kombinationen af disse to ting kan give en følelse af en brændende platform for de russiske forhandlere, og det kan åbne for realistiske indrømmelser fra russisk side. Sådan ser det ud, når man afklarer staternes indbyrdes styrkeforhold gennem en krig.

Men vestlig skepsis over for krigen kan kaste grus i maskineriet, hvis den underminerer den ukrainske forhandlingsposition. Det er kontraproduktivt, når vestlige politikere taler om, hvordan Ukraine må afgive land for fred, for det fjerner den brændende platform for de russiske forhandlere. I værste fald risikerer vi, at krigen varer længere, fordi Rusland forventer, at Vestens støtte til Ukraine er flygtig. Russerne kan nemlig få det indtryk, at det kan betale sig at kæmpe videre på slagmarken.

Derfor må Ukraine til stadighed håndtere et kommunikativt paradoks om fredsforhandlingerne. På den ene side skal de fremstå imødekommende og fredssøgende over for det vestlige publikum, men på den anden side skal de fremstå benhårde og kompromisløse over for Rusland. Det er ikke let, og Zelenskyj har brug for alle sine kommunikative evner for at ramme den rigtige balance.

Det bliver spændende at følge, hvordan Vesten i de kommende måneder vil reagere på Ruslands angreb mod Ukraines civile infrastruktur. Den russiske kalkule er, at det vil øge presset på Ukraine om at give indrømmelser for at rædslerne skal holde op. Spørgsmålet er dog, om det vil virke. Russernes strategi er dybest set at begå omfattende krigsforbrydelser, og det er muligt at stemningen i Vesten snarere vil dreje i en retning af, at man ikke kan forvente, at Ukraine skal forhandle med Putin i den situation. På den måde kan det være, at Putin med sin bombekampagne lidt uforvarende kommer til at give Zelenskyj en hjælpende hånd med at håndtere det kommunikative paradoks om fredsforhandlinger. ■

 

Ukraine må til stadighed håndtere et kommunikativt paradoks om fredsforhandlingerne. På den ene side skal de fremstå imødekommende og fredssøgende over for det vestlige publikum, men på den anden side skal de fremstå benhårde og kompromisløse over for Rusland. Det er ikke let
_______

 

Anders Puck Nielsen (f. 1979) er militæranalytiker ved Forsvarsakademiet. Han er søofficer og sprogofficer i russisk, og hans forskningsområder omfatter Ruslands militær. Desuden er han vært på Krigskunst Podcast og driver en YouTube-kanal om militære emner.

Apropos denne artikel:

Vil Silicon Valley redde eller smadre Vesten? Mikkel Vedby med Anders Theis Bolman i Lille Land, Hvorhen

Pâkzâd og Lindstad: Trump indleder en global toldkrig – Norden viser en bedre vej

Interview med Helen Thompson: Her er rationalet bag Trumps tariffer

Tao Bjørn & T. N. Sørensen i RÆSON SØNDAG: Trump tager fejl, hvis han tror, at Kina ikke kan gengælde handelskrigen. Beijing er klar og forberedt til tænderne

Ukrainebrief 4. april: Er Kreml pludselig åbne for sikkerhedsgarantier til Ukraine?

Sten Rynning: Det ser skidt ud for Trumps plan om at stoppe krigen hurtigt