Alex Smith: Hele verden er i krise, hvis ukrainsk hvedeeksport falder fra
30.03.2022
”De lande, der har haft de fleste problemer med fødevaresikkerhed i de seneste år – og i de seneste årtier – er dem, der vil rammes værst af en fødevarekrise. Mange i Vesten ynder at tale om fødevarepriserne globalt og om, hvordan det vil ramme amerikanerne i deres pengepung, eller hvordan det vil koste den gennemsnitlige EU-forbruger mere at købe et stykke brød. Men de steder, der vil få akutte problemer med sult og i mange tilfælde politisk ustabilitet er lande, der allerede har disse problemer.”
Interview af Asger Trier Kjær
Putins invasion af Ukraine har vækket Den Kolde Krigs spøgelse til live og fanget Vesten på sengen. Den har reaktualiseret diskussioner om forsvarsbudgetter og musketereder, som for nyligt syntes at høre fortiden til. Men den har også sat to lande på den anden ende, som tilsammen står for en anseelig del af verdens kornproduktion. Verden står over for en potentiel fødevarekrise, der kan ramme hele verden, og hvor de mest udsatte taber størst. Samtidig har sult gennem historien drevet revolutioner og katalyseret social forandring.
RÆSON har spurgt forsker i fødevaresikkerhed ved det amerikanske Breakthrough Institute, Alex Smith om, hvordan verden skal imødegå en eventuel krise.
RÆSON: I januar advarede du i en artikel i Foreign Policy om, at krig i Ukraine kunne føre til hungersnød i lande, der er afhængige af ukrainsk korn, særligt hvede. Siden er den krig, du frygtede, blevet tragisk virkelighed. Kan du først fortælle, hvor stor en spiller Ukraine er i global fødevarehandel?
SMITH: Ukraine omtales af mange som Europas brødkurv. Sådan har det været i århundreder, da Ukraine har en ekstremt frugtbar jordbund. Der løber et bælte af sort jord mellem Ukraine og Rusland, som er ekstremt produktivt, især til korndyrkning. Ukraine er blandt de 10 største producenter af en række afgrøder. De eksporterer femtemest hvede i verden og tredjemest majs. Og så er de blandt de største eksportører af solsikkeolie, hirse, sorghum, byg og flere meget vigtige kornprodukter. Mange tænker ikke på, at disse varer fylder meget i folks kost, men de er meget vigtige råvareafgrøder i mange lande og især i udviklingslande.
Kan du skitsere den nuværende situation for den ukrainske korneksport som følge af krigen?
Siden invasionen fandt sted, har der været en ret betydelig afbrydelse af handlen, fordi størstedelen af Ukraines landbrugseksport går gennem havne i Sortehavet. Den russiske invasion har medført skader på disse havne og en generel blokade af ukrainsk skibsfart. Det har betydet, at korneksport gennem havnene er blevet stoppet fuldstændigt, og kornet er forblevet i Ukraine. Dette gælder også for russisk eksport gennem de ukrainske havnebyer. Det er endnu uvist, i hvilket omfang denne handel kan vende tilbage. Det er altså for tidligt at spå, hvilke konsekvenser for eksportkapaciteten det vil have på lang sigt. Det er ærligt talt et stort spørgsmål. Først når vi har forstået, hvad krigens virkning på denne sæsons plantning og høst i Ukraine er, kan vi tegne hele billedet. Det ved vi først i juni og juli, hvor hveden skal høstes. Det meste er vinterhvede, som blev plantet i efteråret og høstes om sommeren. Desuden skal majs og en række andre kornsorter sås i løbet af de næste måneder, og eksporten afhænger ligeledes af, om dét kan lade sig gøre. Først når disse to spørgsmål er afklaret, ved vi, hvilke konsekvenser konflikten vil få for fødevaresikkerheden i andre lande. Den centrale spekulation er, om der vil opstå langsigtet betydelig fødevaremangel, eller om der bare vil være en pause i den globale handel, som kan afhjælpes.
Ca. 50 pct. af Libanons samlede hvedeforsyning i 2020 kom fra Ukraine. I et land, hvor ca. 35 pct. af alle kalorier kommer fra korn, er det et stort slag at miste halvdelen af sin hvedeforsyning
_______
I medierne hører vi mest om ødelæggelser i byerne og om mennesker, der flygter fra byerne. Er landområderne også blevet angrebet militært? Og flygter folk også derfra?
Der er landmænd i Ukraine, der er blevet ramt, men det er uklart for mig, hvor stor en del af dem der flygter fra landet. Det er dog et vigtigt spørgsmål. Hvis landmændene forlader landet, fordi russerne begynder at angribe landsbyerne systematisk, ville det få store konsekvenser. Og der er ligeledes udenlandsk arbejdskraft involveret i høstprocessen. Så selvom de mennesker, der ejer jorden, bliver, men den ekstra arbejdskraft udebliver, vil det medføre betydelige forstyrrelser. Og det vil påvirke, hvornår høsten kan finde sted, og om udbyttet falder.
Så det afhænger af varigheden af krigen?
Ja, krigens varighed er meget vigtig. Lige nu er der helt klart en vis optimisme i det internationale samfund om, at krigen kan slutte ret snart. Der pågår nu reelle fredsforhandlinger. Det første jeg siger, når folk spørger, hvad det bedste, vi kan gøre for fødevaresikkerheden, er: Stop krigen nu. Krigen vil uvægerligt medføre øget fødevareusikkerhed, og jo længere den varer, des større konsekvenser.
Hvilke lande er særligt sårbare over for afbrydelser i ukrainsk korneksport? Og i hvilken størrelsesorden er de mulige konsekvenser for disse lande?
Der er forskellige niveauer af konsekvenser. Først og fremmest er der en række lande, der er afhængige af Ukraines hvede. Hvede er en vigtig afgrøde at fokusere på, fordi der i hvedehandlen eksisterer en meget direkte forbindelse mellem landbrugsproduktion og fødevaresikkerhed. Den bruges til brød, pasta, nudler osv., som er uundværlige energikilder i mange menneskers kost.
Libanon er et af de lande, der vil blive ramt. Ca. 50 pct. af Libanons samlede hvedeforsyning i 2020 kom fra Ukraine. I et land, hvor ca. 35 pct. af alle kalorier kommer fra korn, er det et stort slag at miste halvdelen af sin hvedeforsyning. Og Libanon har mindre kornreserver end mange andre lande. I 2020 da gødningsanlægget på fabrikken i havnen i Beirut eksploderede, ødelagdes både kornreserver og de siloer, de skal opbevares i. Så Libanon er i en allerede prekær situation, hvilket vil forværre konsekvenserne af et fald i hvedeimport.
Så er der Libyen. Libyen får 43 pct. af sin hvedeforsyning fra Ukraine. Og ligesom Libanon er Libyen et land, der allerede står over for fødevareusikkerhed og stor ulighed i leveomkostninger. Libyen har heller ikke store egentlige reserver. Libyen har været præget af kaos og konflikt i det sidste årtis tid, og det er meget bekymrende, hvis 43 pct. af deres hvede blev fjernet.
Også i Yemen, hvor ukrainsk hvede udgør 22 pct. af hvedeimporten, er situationen vanskelig. Yemen har ikke mulighed for at producere så meget, fordi det er et lille, ikke særlig frugtbart land. Det har i øvrigt ikke mulighed for at byde højt på det globale marked, hvis prisen stiger. Derudover er der Tunesien, Malaysia, Indonesien og Bangladesh, som alle importerer meget ukrainsk hvede. Selv Thailand, der er mindre udsat, men får 18 pct. af sin hvede fra Ukraine, ville lide under fald i importen fra Ukraine. Det er altså mest mellemøstlige, nordafrikanske og så nogle syd- og sydøstasiatiske lande, som ville rammes direkte.
Fald i hvedeimport rammer skævt, fordi hvede og brød er basisvarer i de fleste samfund, og fordi det normalt er den billigste fødevare. Hæves prisen på de billigste fødevarer, påvirkes fødevareusikkerheden for den mest udsatte del af befolkningen kraftigt
_______
Betragter man den russiske hvedeeksport – som også rammes af krigen – står mange afrikanske lande syd for Sahara for skud. I Congo kommer 75 pct. af al hvede fra Rusland, i Tanzania 66 pct., DR Congo 59 pct., samt i Senegal 57 pct. Lande med samme historik om fødevareusikkerhed som dem, der bliver ramt af faldet i Ukraines eksport. I DR Congo er omkring 26 pct. af befolkningen betegnet som meget fødevareusikker, det er omkring 23 millioner mennesker. Hvis man fjerner 60 pct. af hveden fra et land, hvor 23 mio. mennesker allerede er meget fødevareusikre, vil det ikke kun betyde, at flere mennesker vil blive ramt af høj fødevareusikkerhed, men også at fødevaresikkerheden for de mest udsatte vil forværres uproportionelt. Fald i hvedeimport rammer skævt, fordi hvede og brød er basisvarer i de fleste samfund, og fordi det normalt er den billigste fødevare. Hæves prisen på de billigste fødevarer, påvirkes fødevareusikkerheden for den mest udsatte del af befolkningen kraftigt.
I hvilken grad vil effekterne af et fald i ukrainsk hvedeeksport lække til det globale marked? Og i hvilket omfang vil det påvirke de globale fødevarepriser?
Forstyrrelser i verdensmarkedspriserne er det andet niveau af effekter, som krigen vil have på fødevaresikkerheden. Når fødevarepriserne stiger globalt, påvirker det mennesker i fødevareusikkerhed over hele verden, også de mest udsatte mennesker i lande med høj generel fødevaresikkerhed som Danmark. Siden krigens udbrud er fødevarepriserne, ligesom råvarepriserne, steget kraftigt. Det er markedet, der reagerer på udsigten til højere priser og forsyningsforstyrrelser, idet efterspørgslen bliver større og udbuddet mindre. Især har vi set høje hvede- og majspriser siden krigens begyndelse. Det er dog usikkert, om disse prisstigninger skyldes spekulation eller afspejler reelle strukturelle forandringer i udbuddet. Desuagtet er det uden tvivl krigen, der har ført til disse stigninger, som skyldes den blotte risiko for fremtidige strukturelle problemer i den ukrainske og russiske fødevareforsyning til verden.
Men prisændringerne har også andre udløsende faktorer. Især de høje gødningspriser lige nu. De var allerede høje før krigen, men er siden steget endnu mere på grund af stigningen i naturgasprisen, som også er en afledt effekt af krigen. Prisen på gødning er tæt knyttet til prisen på naturgas på grund af brugen af naturgas i produktionen af ammoniak. Det påvirker fødevarepriserne.
Men der er også andre faktorer i den globale fødevarehandel. Kina har for nylig meddelt, at deres vinterhvedeproduktion i denne sæson er en af de værste i nyere tid; og Kina er verdens største producent af hvede, så de kommer måske til at ville købe mere hvede på det internationale marked. Kina har dog også store reserver af hvede, så det er endnu usikkert, hvor meget hvede de vil købe, og dermed hvor meget den dårlige høst vil påvirke priserne. Men alene udsigten til, at de måske vil købe mere hvede, har forårsaget kaos på markedet. Lige nu ses mange spekulationer om fremtiden, som ændrer fødevarepriserne på kort sigt. Når fremtiden bliver mere sikker, bliver markedet også mere roligt. Når det er afklaret, hvor meget hvede Kina vil mangle, og hvad gødningsproduktionens udsigter er, kan de langsigtede virkninger vurderes.
Dertil skal lægges de forstyrrelser i såning, høst og forarbejdning i den russiske landbrugseksport, som allerede er sket. Rusland annoncerede for nylig restriktioner og midlertidig standsning af en del af landbrugseksporten. Rusland gjorde det samme i 2020 efter COVID 19-udbruddet på grund af bekymring for fødevarepriserne, og de gjorde det i 2010 efter tørke og en række skovbrande, der påvirkede høsten. Ungarn har også helt stoppet eksporten af korn. Ungarn er ganske vist ikke så stor en korneksportør, men de er bekymrede for indenlandske fødevarepriser og deres egen fødevaresikkerhed, og dén logik kan måske brede sig til flere lande. Hvis et land som Argentina, en stor fødevareproducent, valgte at holde eksporten tilbage for at opretholde den indenlandske fødevareforsyning, ville det have store, selvforstærkende effekter.
Det handler altså om, hvordan verdens lande reagerer på de potentielt høje fødevarepriser på globalt plan, og om, hvorvidt stater kan samarbejde om at afbøde effekterne.
Så frygten for konsekvenserne forværrer konsekvenserne?
Ja. Og det er meget bekymrende.
Fødevaresikkerheden er i store dele af verden er blevet forværret af COVID-19. Nogle af de lande, du nævner, har været hårdt ramt. Hvordan vil konsekvenserne af krigen i Ukraine spille sammen med den situation, COVID-19 har efterladt verden i?
Overlappende kriser har en tendens til at have en multiplikativ virkning. De lande, der har haft de fleste problemer med fødevaresikkerhed i de seneste år – og i de seneste årtier – er dem, der vil rammes værst af en fødevarekrise. Mange i Vesten ynder at tale om fødevarepriserne globalt og om, hvordan det vil ramme amerikanerne i deres pengepung, eller hvordan det vil koste den gennemsnitlige EU-forbruger mere at købe et stykke brød. Men de steder, der vil få akutte problemer med sult og i mange tilfælde politisk ustabilitet, er lande, der allerede har disse problemer. Libanon er et rammende eksempel, fordi det er en økonomi i stor udvikling, der har stået over for kriser i de seneste år, som har påvirket libanesernes leveomkostninger. I 2019 var der 17.-oktober-revolutionen, som til dels var forårsaget af høje fødevare- og brændstofpriser. Lægger man alle disse faktorer sammen, er det klart, at de negative effekter af højere fødevarepriser kan blive meget store.
Der findes en mekanisme, som er, at når du er sulten, bliver du mere opmærksom på ulighed, og du får lettere øje på den korruption, der finder sted i systemet
_______
Hvilke lande er du særligt bekymret for, vil opleve politisk urolighed i tilfælde af lavere global fødevaresikkerhed?
Det er svært at sige. Der eksisterer bestemt en sammenhæng mellem fødevarepriser, leveomkostninger og uroligheder, men det er meget indviklet. Der er mange eksempler i historien på protester, der handler om leveomkostninger, fx i Libanon og Kasakhstan i begyndelsen af i år. Den måde, hvorpå fødevareusikkerhed bliver til politisk ustabilitet, er meget kompleks, og der er mange andre faktorer, der driver politisk forandring.
Der findes en mekanisme, som er, at når du er sulten, bliver du mere opmærksom på ulighed, og du får lettere øje på den korruption, der finder sted i systemet. Men der er altid et politisk landskab og en bestemt situation, som folk reagerer på. Nogle gange kan diskursen omkring levestandard og politisk urolighed blive forsimplet, og man portrætterer folk som automater, der bare bliver vrede, når de mister deres input af brød.
Der er ikke et enkelt land, jeg er mest bekymret for i forhold til politisk urolighed; i stedet mener jeg, at vi først og fremmest bør bekymre os om de menneskelige konsekvenser af fødevareusikkerhed. Disse konsekvenser er størst i lande, der allerede har høj ulighed eller undertrykkende regimer. I øvrigt er lande, hvor der allerede er spændte politiske situationer, udsatte, og en ny krise ville kunne eskalere konflikter, eksempelvis i Libanon.
Du taler i din artikel om, at fødevareusikkerhed ofte betragtes som det, der udløste det arabiske forår i 2011 i Tunesien, og at den kan fungere som katalysator for politisk forandring. Kan vi forvente, at noget lignende sker nu, hvis fødevarekrisen bliver en realitet?
Det arabiske forår er en vigtig case at betragte for at besvare spørgsmålet om sammenhængen mellem fødevaresikkerhed og politisk forandring. Det er en historisk begivenhed, som mange henviser til som bevis på, at der findes kausal sammenhæng. Det viste, at sult og fødevareusikkerhed kan sætte fokus på allerede eksisterende uligheder og problemer. For så vidt at fødevareusikkerhed kan være en katalysator, er der bestemt en sammenhæng. Sult kan fungere som udløseren på en pistol, der er den generelle kropspolitik. Både Tunesien og Egypten er eksempler. I Egypten har der været en række regimeskift siden 2010, men der er ikke sket forbedringer for mange borgere. En kommentator skrev, at folk i Egypten protesterede for lighed, demokrati, repræsentation og lavere fødevarepriser, og det eneste, de fik, var lavere fødevarepriser. Det egyptiske folk accepterede det nok til, at oprøret aftog, men utilfredsheden forsvandt ikke.
Hvis du betragter Egypten i dag, hvor folket stadig er utilfredse med styret, og fødevarepriserne pludselig stiger igen, hvad så? Er vi tilbage i begyndelsen af 2010? I 2010 var der også mange faktorer, der spillede sammen. Rusland havde begrænset hvedeeksporten, og hele verden havde et par år inden været i global recession. Måske vil der ske noget lignende igen i Egypten, hvor alle de effekter, vi har talt om, forværrer hinanden og medfører politisk urolighed som en krise af kriser.
Uanset de politiske virkninger er der store menneskelige omkostninger forbundet med fødevareusikkerhed. Sult betyder menneskelig lidelse, og dét er den vigtigste pointe
_______
Kan sult således betragtes som katalysator for demokratisk forandring, og kan man argumentere for, at vi ikke skal gøre alt, hvad vi kan, for at forhindre fødevareusikkerhed? At de lande, der bliver hårdest ramt, bliver straffet for dårlig statsførelse af deres egne befolkninger?
Det synes jeg ikke. Uanset de politiske virkninger er der store menneskelige omkostninger forbundet med fødevareusikkerhed. Sult betyder menneskelig lidelse, og dét er den vigtigste pointe. Det er muligt at undersøge relationen mellem fødevaresikkerhed og politisk mobilisering, men der ingen en-til-en-relation mellem at være sulten og at protestere. Derfor bør man ikke bygge en pointe ud fra dette argument. Det er meget mere kompliceret end dét.
Er der en tendens til at fokusere mere på de politiske konsekvenser end på de menneskelige?
Det er et vigtigt spørgsmål. Der er bestemt en tendens i diskussionen af den nuværende situation til at ville se på de politiske konsekvenser af fødevareusikkerhed og til at forsøge at spå, om der vil opstå politisk tumult. Især har mange medier været meget interesseret i spørgsmålet om, hvorvidt vi vil se nye spændinger. Jeg har også skrevet om risikoen for uroligheder, og det er et meget logisk spørgsmål at stille. Det kan dog også blive meget overfladisk, og man kan let komme til at bruge sult og det arabiske forår som stikord til en dårlig analyse. Parallellen mellem nu og det arabiske forår har bestemt noget at gøre med, at det arabiske forår er blevet set som en god ting i Vesten, som en kamp for demokrati snarere end som udtryk for nød. Måske har det også at gøre med en bredere tendens til at idealisere sult ved at fokusere på de politiske muligheder, sult kan give, snarere end på sultens umiddelbare konsekvenser. Det er dog slet ikke så entydigt. Man skal passe meget på at komme til at lave argumenter omkring den normative værdi af sult som drivkraft for positiv politisk forandring. Det første, vi bør bekymre os om, er de mennesker, der lider. Verdens håndtering af fødevaresikkerhed bør bestå i at føre global politik, der mindsker de menneskelige omkostninger.
Så det er tonedøvt at spå om de mulige positive konsekvenser af den potentielle krise frem for at fokusere på den lidelse, krisen nødvendigvis indebærer?
Det kan man sige. Sult er aldrig godt, selv hvis den medfører positiv samfundsudvikling. Det er der en tendens til at glemme blandt observatører, der ikke selv oplever sult, og som ikke oplever, hvordan det er at befinde sig i et land præget af fødevareusikkerhed eller konflikt, men blot ønsker demokratisk fremgang. Det er vigtigt at påpege, at der bag politisk forandring findes en konflikt, som medfører lidelse. Sult er blot én form for lidelse blandt flere, som præger et konfliktramt land. Jeg siger ikke, at revolutioner og protester er dårlige, men at forherlige sult og betegne lidelse som en god ting på grund af en abstrakt idé om, at det måske kan føre til regimeskift, er en farlig faldgrube, både moralsk og med hensyn til læsningen af historien. Der er historiske eksempler på brødoprør og sultrelateret politisk ustabilitet, der har motiveret store politiske bevægelser, men de fører sjældent til det, som vestlige observatører ønsker.
Egypten i 2011 er et eksempel på dette. Der var en sultrelateret konflikt og politisk ustabilitet, som ledte til store protester og besættelsen af Tahrirpladsen. Der var en stærk mobilisering, og Egypten fik et regimeskift – faktisk tre regimeskift i løbet af fem år. Men resultatet var ikke demokrati. Man kan lave mange analyser af det arabiske forår og lære meget af begivenhederne i Egypten, men det ville være en fejl at se den politiske ustabilitet, sult afstedkommer, som et potentiale for demokratiske reformer.
Det er et rigtig svært spørgsmål, er måske min vigtigste pointe.
Er verdens autokratiske ledere også bange for virkningerne af krigen i Ukraine? Er Vesten og disse regimer så at sige på samme side, idet de har interesse i at gøre denne krig så kort som muligt, omend af forskellige årsager?
Jeg er ikke sikker på, at autokratiske ledere generelt betragter sult som en trussel. Igennem hele historien har der været ledere, der var bange for de sultne masser og for den desperation, sult medfører. En historiker ved navn Nick Cullather har skrevet bogen The Hungry World om, der handler om, at USA og række andre internationale aktører konsekvent har været bekymrede for opstand i den tredje verden som følge af global sult. Det var motivationen bag Den Grønne Revolution i landbruget i 50erne og 60erne, som bl.a. bestod i vestlige indsatser for at modernisere landbruget i Indien og en række afrikanske lande. Det skete efter vestligt forbillede, og man brugte især landbruget i USA som model; det vil sige højt gødningsforbrug og et lille sæt af bestemte korntyper, hvilket førte til store udbyttestigninger mange steder. Det var i høj grad motiveret af en malthusiansk frygt for de ”sultne masser” og for, hvad de kunne ”finde på”.
Jeg er sikker på, at ledere af lande med mange sultne mennesker har den samme bekymring, men i det omfang, de er bekymrede på en måde, der handler om at stoppe krigen for at bevare deres egen magt, er kalkulen en anden. Da handler det mere om metoder for undertrykkelse, end det handler om at holde folk tilfredse. Det er ret evident, når man betragter undertrykkende regimers adfærdsmønstre i krisesituationer.
Frygten for urolighed som følge af sult findes dog stadig i Vesten og er en del af kalkulen hos især amerikanske militærrådgivere. Man er bekymret for den globale sikkerhed, og ønsket om fred vejer bestemt tungere i Vestens strategiske beslutninger end usikre udsigter til demokratisering som følge af ustabilitet. Denne tilgang er bedre, men stadig fokuseret på egennytte.
Vi har brug for internationalt samarbejde og fokus på at hjælpe mennesker i nød, hvis vi skal afbøde effekterne af en eventuel fødevarekrise forårsaget af krigen i Ukraine. ■
USA og række andre internationale aktører har konsekvent været bekymrede for opstand i den tredje verden som følge af global sult. Det var motivationen bag Den Grønne Revolution i landbruget i 50erne og 60erne
_______
Alex Smith er Food and Agricultural Analyst ved Breakthrough Institute i USA. Han har to kandidatgrader i hhv. International and World History ved Columbia University og Political Science fra London School of Economics. ILLUSTRATION: Et ikke-detoneret missil har boret sig fast i en havremark nær Mykolaiv, Ukraine, 23. marts, 2022 [FOTO: Vincenzo Circosta/Zuma/Ritzau Scanpix].
![Kampen om magten: „En meget berigende politisk bog […] Anbefales til indkøb‟](https://d.raeson.dk/wp-content/uploads/2020/02/usa.trump_-300x274.jpg)
